Når vi nu har indset, at det jeg gør i mine scenarier, er at skabe et vakuum, ved at fjerne et centralt element i scenariet. Dette vakuum fylder jeg så ud med noget andet end normalt, og derved opstår en ny, anderledes og forhåbentlig bedre spiloplevelse.
Men det der går igen, ved alle de ting jeg gør, er at det der bliver fjernet, er tekst. Altså mange af de ting, der normalt står skrevet i scenariet, bliver fjernet og erstattet af andre ting. Som regel redskaber, der gør spillerne i stand til at skabe disse tekster selv.
Det er selvfølgelig set før. Det at forfatteren skriver rollen, er jo faktisk ret nyt, normalt var det jo noget spilleren selv stod for. Der hvor Whiteform skiller sig ud, er at disse tekstelementer skabes under og via rollespillet.
Således skaber spillerne i Ønskeøen ikke de fraværende roller inden spilstart. Men de skaber og uddyber deres rolle under selve spillet og gennem interaktion med historien og de andre spillere. Og så er vi nået til, hvorfor jeg kalder det Whiteform:
Det kommer fra tanken om det blanke stykke papir, som gradvist udfyldes. Det kan beskrives gennem denne metafor: I stedet for at give spillerne et billede af deres rolle, så får de et stykke blankt papir og redskaberne til at selv tegne billedet af deres rolle.
Det er kernen i Whiteform, vi erstatter tekstelementer i scenarierne med redskaber, som gør spillerne i stand til selv at skabe disse tekstelementer via rollespil. Og hvorfor så gøre det? Fordi spillernes kollektive kreativitet er langt mere spændende og varieret end en forfatter, som sidder foran sin computer og skriver.
Kort sagt handler det om: Giv Spillerne Magten. Med de rigtige redskaber, er de bedre end den bedste forfatter. Forfatterens opgave bliver i stedet at skabe de redskaber, som bedst muligt kan støtte og øge spillernes kollektive kreativitet.
Mit næste skridt herfra, er at sætte mig ind i Jeepform. Fordi som jeg forstår det, så er der mange sammenfald mellem det jeg laver og Jeepform. Så må jeg se hvordan de ting kan arbejdes sammen i mit næste scenarie, Stjernetegn.
Hej Simon,
Jeg kan se, at du her indsnævrer din ide til at handle om det tekstløse. Det er langt mere interessant, end den noget åbne vakuum-ide. Jeg vil dog straks bestride din om, at det at forfattere skriver rollerne er noget nyt, og spørge til i hvilken tidsmæssig horisont tænker du? Med andre ord mener jeg faktisk, at det udsagn er forkert.
I forbindelse med Whiteform så forekommer det mig, at du både referere til, at spillerne udvikler deres rolle, når de modtager værktøjet (f.eks. bamsen i Ønskeøen), og at de undervejs i spillet videreudvikler deres roller v.hj.a. værktøjet (og jeg aner her din kæphest omkring rolleudvikling, som du beskriver rent godt i Spillerkompendiet). Jeg synes den skelnen mellem de to udviklingselementer er værd at holde for øje, idet den første (i min optik) er det mest interessante – spillerne bruger en ikke-tekst til at fortolke deres roller i modsætning til at have en tekst at tolke rollen ud fra (og her kan jeg jo pege på Annes artikel i årets Spillerkompendium), men både med ikke-teksten og med teksten som oplæg sker der jo en rolleudvikling i løbet af scenariet (Lady og Otto er vist eneste egentligt statiske scenarie mig bekendt), og jeg derfor ikke så sikker på, at din whiteform adskiller sig fra det regulære på dette punkt.
For resten angående alternative karakteroplæg, så ser man videointerviews med rollerne i scenariet Når jeg ser en Shelltank brænde … inden man går i gang med scenariet.
God fornøjelse med at sætte dig ind i Jeepform. Der er mange spændende tanker inden for det område. Jeg er sikker på, at det kan berige dine scenarie-ideer yderligere.
So Dr. Greis we meet again
Nej Bond spøg til side, det er fedt du gider komme med så lange indlæg. Det tvinger mig til at reflektere mere over disse tanker, og det er nok tiltrængt.
”Jeg vil dog straks bestride din om, at det at forfattere skriver rollerne er noget nyt, og spørge til i hvilken tidsmæssig horisont tænker du?”
Min tidshorisont er noget i retning af: starten af rollespil. Altså den oprindelige tanke var jo, at man selv skabte sin rolle ud fra de terningkast man slog til sine stats. Hvis jeg husker rigtigt, så synes jeg at jeg er stødt på meget tidlige Fastaval scenarier, hvor man lavede rollerne inden. Det er det jeg mener med det er noget nyt. Eller i hvert fald en anden måde at tænke roller på.
”I forbindelse med Whiteform så forekommer det mig, at du både referere til, at spillerne udvikler deres rolle, når de modtager værktøjet (f.eks. bamsen i Ønskeøen), og at de undervejs i spillet videreudvikler deres roller v.hj.a. værktøjet (…)
Jeg synes den skelnen mellem de to udviklingselementer er værd at holde for øje, idet den første (…) er det mest interessante – spillerne bruger en ikke-tekst til at fortolke deres roller i modsætning til at have en tekst at tolke rollen ud fra (…), men både med ikke-teksten og med teksten som oplæg sker der jo en rolleudvikling i løbet af scenariet (…), og jeg derfor ikke så sikker på, at din whiteform adskiller sig fra det regulære på dette punkt.”
Roller udvikler sig altid, ja det rigtigt, hvad enten de er skrevet på forhånd eller ej. Men tanken bag Whiteform er, at rollen som udgangspunkt er så tæt på et blankt stykke papir, som den kan være. derudover skal den så blot være udstyret med nogle redskaber, som i papirmetaforen vil svare til nogle farveblyanter, som spilleren så selv kan udfylde sin rolle på det blanke stykke papir.
Dette vil uundgåeligt ske inden spilstart, men der hvor jeg synes det bliver interessant, er når rolleudviklingen sker inde i spillet, i samarbejde med de andre spillere igennem den fælles fiktion og de redskaber scenariet er udstyret med. (som det faktisk skete for mig i det Memoratoriet)
Så hvis vi holder os til papirmetaforen, så svare det til, at spilleren selv laver en skitse ved spilstart, (og det gør spilleren lige meget om han er bedt om det eller ej, fordi sådan er mennesker.)
Men under selve scenariet bliver denne skitse udbygget og farvelagt af både spilleren selv og de andre spillere, og historien og redskaberne og what ever.
Det skal selvfølgelig også nævnes, at Whiteform ikke kun drejer sig om roller. Det drejer sig om hele scenariet. Pointen er at man skal erstatte et skrevet oplæg med redskaber, som spillerne selv kan skabe det skrevne oplæg med (uden selvfølgelig at gøre det sådan rent bogstaveligt) via de redskaber, man som forfatter så giver spillerne, i stedet for det skrevne oplæg.
Og ja der er ingen tvivl om at Whiteform minder om rigtigt meget andet rollespil derude. Men når jeg nu alligevel vælger at give det et separat navn, er det fordi, det er noget nyt, som består af et samsurium af gamle ting.
”God fornøjelse med at sætte dig ind i Jeepform. Der er mange spændende tanker inden for det område. Jeg er sikker på, at det kan berige dine scenarie-ideer yderligere.”
Mange tak, er i gang og ja det er rigtigt meget godt i det.
Ola Senior Simon,
Angående det med at lave karakterer til rollespil og til scenarier, der tror jeg, at du skal have øje for at skelne mellem rollespil hjemme i privaten og rollespil på conner.
I dit indlæg refererer du til at forfatter skriver rollerne, og at det er noget nyt, og i din dublik skriver du i starten af rollespil. Det er to meget forskellige ting. Først og fremmest så er rollespil stadig ikke meget ældre end ca. 35 år, og VC har eksisteret i 27 år og Fastaval i 24 år. Et hurtigt opslag på Alexandria og Rylle viser, at der har været skrevet karakterer allerede i slutningen af 80’erne – og ganske vist er der mange scenarier hvor spillerne selv har skullet lave deres karakterer i de tidlige år (og det har faktisk eksisteret i et lille bitte omfang langt frem i tid på VC med et enkelt scenarie hist og her), så er det decideret forkert at kalde forfatteres skrivning af karakterer og roller for en ny ting. De to ting har eksisteret længe side om side.
Ved samme lejlighed kan jeg gøre opmærksom på, at der i (A)D&D-scenarierne allerede fra omkring 1980 enten var ‘pre-rolled’ characters (som bare bestod af en serie stats) eller deciderede præ-lavede karakterer med baggrundshistorier og så videre. Allerede på det tidspunkt finder du også alskens bilag i form af illustrationer, stemningstekster, kort og andet. Dette gør sig ikke alene gældende for TSRs produkter, men også for andre rollespil, som f.eks. WestEnds scenarier til Paranioa.
Men for at vende tilbage til Whiteform så, hvis jeg skal forstå dig ret, går det ud på, at man giver spilleren et værktøj til at skabe rollespilsoplevelsen (eller en del deraf) i stedet for et skrevent oplæg. Hvori består det nye, og hvad er det for gamle ting, som det er et sammensurium af?
Pingback: Stjernetegn, Valravn, papir og sagn « Simons scenarie sludder
”Men for at vende tilbage til Whiteform så, hvis jeg skal forstå dig ret, går det ud på, at man giver spilleren et værktøj til at skabe rollespilsoplevelsen (eller en del deraf) i stedet for et skrevent oplæg. Hvori består det nye, og hvad er det for gamle ting, som det er et sammensurium af?”
Det nye er vel nok graden det gøres i og bevidstheden. Jeg tror også, jeg er ved at komme frem til, at det ikke er en rollespilsstil men mere en teknik. Det hele koger ned til tanken om et blankt stykke papir.
I stedet for at give spillerne en rolle, giver man dem muligheden for at skabe rollen gennem rollespil. Det er sådan set det, jeg synes er interessant. At man via rollespil kan skabe disse ting, og at når man tør gøre det, opstår nogle roller og historier som, jeg synes har deres egne kvalitet og ret anderledes oplevelse.
Hvorfor er det nyt? Det er det vel heller ikke. Men det er vel en udpensling og koncentration om netop dette område. Et fokus på rollespils skabende effekt. Og så tager jeg den måske lidt længere end de fleste.
Så teknikken om det blanke stykke papir går ud på at udnytte den skabende kræft i rollespil, som fokus for rollespillet. Det er denne som skaber rollerne og historien.
Men er det ikke det alt rollespil gør? Jo i større eller mindre grad. Pointen er, at denne teknik handler om at gøre det fuldt ud, eller så meget som muligt.