Se det er en titel Johs! Nå jeg har ingen ide til, hvad jeg skal skrive næste gang, og det er en ret underlig situation for mig. Normalt har jeg altid en håndfuld ideer, hvoraf en eller to står ret stærkt.
Men Bamsers mod har lidt udbrændt mig, det var, noget af det bedste, jeg har skrevet, jeg elsker den historie, så er det sagt. Men samtidig så føler jeg mig også lidt hægtet af, jeg får for lidt rollespilsinput lige for tiden, til at blive inspireret til at skrive nogle fede ting. Så jeg må se, at få spillet noget mere rollespil. Men jeg har også planer om at tage til Forum og BlackBox.
Men det har efterladt mit sind i en lidt interessant situationen. Jeg er utrolig følsom for nye ideer. Der skal ikke ret meget til, så løber min hjerne sig en tur med en eller anden halvfærdig ide. Det er ret underholdende, og det samme der skete med Bamsers mod, hvor jeg også var i lidt samme situation.
Dengang satte et billede hele i historien i gang på ret kort tid, denne gang er mediet et andet. Lige for tiden er det især tv’et, som giver disse ting. For eksempel gav en dokumentar om kulten Havens Gate, dem der gjorde masseselvmord til kometen Halebob, mig lyst til at lave et scenarie baseret på det.
Men den nyeste ide opstod præcis som Bamsers mod. Jeg så blot lidt af denne sang: og mine synapser sprang til live og udformede følgende historie: Wizard of Oz i en postapokalypisk verden. Dorety kommer som eneste ud af en bunker uberørt og konstatere: “I don’t think Kansas is any more Toto”
De følgere hun får med på turen, fugleskræmslet, tinmanden og løven er overlevende, som ikke er de ting sådan bogstaveligt, men mennesker, som symbolisere de ting og det de mangler: Et hjerte, mod og en hjerne. Og hele den absurde og fantastiske verden som Oz er? ja den kommer fra den galskab og absurditet der er opstået blandt de overlevende, efter at verden er gået under.
Det skal være et grotesk overdrevet univers, steampunk på stoffer, i ruiner. Måske tror Dorothy lige frem at hun faktisk er i Oz, og de tre følgesvende går med på legen for at skåne hende? Lidt som den der franske film for nogle år siden. Tryl google. Tryl. Ahh ja her er den: Livet er smukt.
De drager på en meningsløs rejse gennem den ødelagte verden for at finde det fantasi fatamorgana Dorothy er overbevist om findes. Jeg ved det ikke.
Jeg er klar over, at dette minder om mange andre ting, ikke mindst Rejsan. Men ideen er så stærk visuelt, så jeg arbejder måske videre med den.
Og hvis du har set musikvideoen, jeg linkede og undrer dig over, hvordan jeg fik det ud af den, da den jo faktisk handler om noget helt andet og kun har referencen til Wizard of Oz som løs sammenhæng, så er det fordi, da jeg så den første gang, så jeg kun det lille klip, hvor de går blandt de ødelagte og rustne tog og hvor de går i ørkenen og de to billeder sad bare fast, og siden har jeg udviklet videre på den ide.
Lige nu kæmper jeg lidt med, hvad for en historie det skal være, og om det skal være systemløst eller der skal bygges et system ned over det. Som jeg ser det kan det både skrives som en gritty action komedie med absurde elementer, der måske ret systemløst. Men den kan lige så godt laves som et udmattende drama alla Dulce et Decorum, hvor der er et system, hvor de skal balancere deres egne resurser mod hinanden og omverden. Men jeg ved endnu ikke hvilken historie jeg helst vil fortælle.
Livet er smukt er ikke fransk, men italiensk. Og så var den oplægget til min første idé til Særimner (der blev kasseret, af mig, den anden blev kasseret af Særimner 😉 ).
Problemet er jeg ikke tror jeg kan (du kan sikkert godt) lave et godt spil med stærk dissonans mellem spillernes opfattelse af fiktionens virkelighed – og det var lidt det jeg ville (og synes du skal). Kan du overføre spilpersonernes forskellige opfattelse til spillerne? Kan du få det til at virke?
Så er der vist også benspænd nok for idag.
Det er sjovt vi begge har hældt til den film, men den er jo også god, ikke at jeg har set den, jeg frygter den er så god, at det er en hård oplevelse. Men hvis jeg fortsat vil bruge et greb alla det, så må jeg jo hellere få den set.
Men det er dælme et godt og provokerende benspænd du smider efter mig der. Det skal jeg lige brygge lidt over. Det er en måde at se på det på, jeg slet ikke havde set. Så tak.
Jeg er meget begejstret for måden du bliver inspireret til rollespil på – her denne musikvideo. Jeg så videoen uden lyd, og den har en stærk visuel formidling. Nu fik videoen dig til at tænke på Wizard of Oz, hvor jeg selv fik klare associationer til Stephen Kings “The Dark Tower” (og en bogserie jeg om nogen længe har ønsket at anvende i rollespilsregi).
Nu var jeg ikke på Fastaval 2013, men jeg har fulgt tilblivelsesprocessen med Bamsers Mod på bloggen her, og jeg må indrømme, at jeg virkelig var imponeret over scenariets tematik og måden det blev formidlet på. Jeg synes det virker til at være et ambitiøst og meget raffineret stykke bidrag til udvikling indenfor dansk rollespil.
Jeg håber bestemt, at du fortsat vil skrive og bidrage med lignende scenarier og idéer som Bamsers Mod, og undervejs vil fortsætte med at lufte dine tanker via bloggen her – det er tankevækkende og til stor inspiration for os andre, især undertegnet.
Mange tak for de fine ord. Blev aldrig rigtigt grebet af Dark Tower, men ja jeg kan se sammenhængen.
Livet er smukt er god og hård, men ikke en hård oplevelse alt i alt. Den handler jo om at livet er smukt – og det er det. Det er forresten et klassisk holocaust-litteratur tema. Skønheden der stadigvæk på trods findes i den rene overlevelse. Se fx Kertész’ Kaddish for et ufødt barn.
Folk, som dig, der skriver scenarier om svære elementer bør nok i det hele taget se og læse noget holocaust-litteratur, hvis man ikke allerede har gjort, synes jeg. Det er ikke et benspænd, men noget bedre 😀
Ps. det er en ok titel, men måske lidt for lang i det 😀
Ja du har nok ret det burde jeg nok. Også en undskyldning til langt og længe få set Grave of the Fireflies som har lidt af det samme.
Apropos titler: så er arbejdstitlen på dette scenarie: Kansas is no more. Er referencen for tynd?
Heh, Livet er Smukt er mere sød end den er hård. Første halvdel er en virkelig dejlig romantisk komedie, anden halvel lidt hård.
Se den med dine kære 🙂
Jeg tror, den den mest oplagte måde at give spillernes karakterer forskellige opfattelser af virkeligheden på, er ved at have en vis mænge hemmelighedskræmmeri spillerne imellem. (Fx. at foromtalen ligger op til rendyrket remake af Wizard of Oz, og at det går igen i Dorothys rolle – mens de tre andre spillere får at vide, hvordan det hele i virkeligheden hænger sammen i deres roller). Tjek evt. Maya Krones novelle ‘Troløs’ fra ‘Bag din ryg’ – det er et rigtig fint lille scenarie.
Tak for tippet, det var dog et interessant scenarie, virkelig brutalt. Det der er med min ide, er at den er omvendt i forhold til Sannes. I Sannes scenarie tror den med vrangforestillingerne, at verden er værre end den er, i mit er verdenen værre end forestillingerne.
Det får det for mig, til at minde lidt mere om dette års: En forelskelse, og jeg tror, man som spiller vil føle sig snydt, hvis man pludselig vender sig mod Dorothy og siger: ah for iøvrigt, det hele er en fantasi, verden er gået under, tough luck kid.
Jeg hælder mere til at lade alle spillerne være in the loop selvom en af dems rolle ikke er. Faktisk sidder jeg nu og overvejer om vrangforestillingen kan bruges som et systemmæssigt bolværk med en grum omverden.
Hvis en spiller synes, at den scene han skal spille er for hård, så kan han vælge at spille den, som han fortæller det til barnet, for en pris selvfølgelig.
Jeg kender godt det med tom hjerne, lige nu er det meget praktisk, men jeg håber inspirationen vender tilbage i juli.
Din sidste kommentar får mig til at tænke på Epi’s indiespil MonkeyDome, der er bygget på Beyond Thunderdome (bear with me here!) og den observation at filmen konstant flipper mellem gritty post-apokayptisk grusomhed og ren børnevenlig slapstick. Spillets mekanik er sådan set bare at man ruller en terning i enhver konflikt der siger om den skal forløses med grusom fornedring eller tegneserieagtige tosserier.
Derudover er du nødt til at have en scene hvor hovedpersonen møder en meget liderlig dreng og hans talende hund.
Og link: http://dig1000holes.files.wordpress.com/2010/12/monkeydome_screen.pdf
Ja det minder en del om det jeg også overvejer. Jeg hælder mere til at det er et valg.
Pingback: Kansas is no more: Hjerne eller mangel på samme | Simons scenarie sludder