Udviklings rollespil

Jeg tror jeg har fundet min kæphest, mit mål med rollespil.
Jeg vil arbjede med udviklingsrollespil.

Det er rollespil hvor vi dropper ideen om at vores rolle fra  start til slut er uforanderlig.

Mange rollespil oplever at rollen ændre sig, noget så simpelt som xp er jo faktisk en udvikling.

Men på det personlige plan føler jeg, at der er lidt længere mellem udviklingerne. Specielt på conscenarierne.

Heldigvis er det ved at ændre sig, mange af dette års fastaval scenarier havde teknikker der opfordrede til rolleudvikling, i hvertfald så vidt jeg har hårt.

Mit eget Hotel Commodore byggede direkte på det at en rolle udviklede sig.

Men så vidt jeg har forståedet det gør en lærke lettede det også, og memoritoriet gør det jo i og med man faktisk skaber sin rolle og forhistorie sammen med de andre spillere.

Det er en fantastisk tendens jeg gerne vil styrke, fordi jeg tror det skaber mere dynamik i de fortælleringer der bliver skabt i rollespil.

som jeg siger lidt for ofte: I film udvikler hovedpersonerne sig altid, ellers ville det ikke være en interessant historie at bygge en film på.

Det redskab skal vi også bruge i rollespil, fordi jeg tror på at det giver de samme fede historier som film skaber.
udviklende roller er langt mere interessante end statiske roller,  som enten taber eller vinder. Så bliver det lige pludselig interessant at tabe en konflikt.

Jeg har nemlig ofte oplevet i live, at hvis man først tabte sin konflikt så havde ens rolle ikke noget at lave resten af aftenen. Men hvis man har gjort udvikling til en teknik i sit live, så kan taberen pludselig bruge nederelaget ti lat udvikle sin rolle, og spørger sig selv: hvad nu, hvad sker der med min person, hvordan kommere han videre her fra? og  kan skabe helt nye og måske federe mål for sig selv og sin rolle, for resten af aften.

Det var dagens mening

3 thoughts on “Udviklings rollespil

  1. Jeppe Nybo

    Jeg er helt med på din fascination af udviklingsrollespil! Og jeg tror egentlig jeg underbevidst bruger det en del i den rollespilssaga jeg kører til hverdag.

    Jeg har oplevet det gennemført i lives med succes men jeg ser nogle udfordringen når det skal bruges i den kontekst. Dels er vi som rollespillere interaktivt anlagt – det vil sige at historien, og i det her tilfælde udviklingen, kommer til udtryk it en dynamik med andre. Om ikke andet så “fortæller” vi den for andre igennem vores spil og derved bliver historien vedkommende. Alt andet lige, så får man jo sjældent en fed oplevelse, men respekt for dem der kan, ved at side passivt i et hjørne en hel aften og lade rollespillet foregå som interne monologer. Det jeg prøver at sige det er at rollespil kræver at man involvere andre i fortællingen – og det er sværere når det kommet til udviklingsfortællinger. Det er noget lettere i traditionelt bord-rollespil fordi man er færre og har et stærkere fælles fokus. I live kan man have sværere ved at få “delt” sin fortælling med andre. Der er mange flere spilere og fokuset er bredere.

    Men hvad kan man så gøre? Et god idé er som du gjorde med Hotel Commodore at inddele folk i mindre grupper, hvor man så på den måde kan skabe en ramme om 4-5 enkelte udviklingsfortællinger.
    En anden mulighed er at give spillerne viden udover hvad deres karakterer ved – kort, koncist og inspirerende indstykke om hver af de andre. Jeg tror det er et nødvendig værktøj hvis man skal lave nærgående personlige udviklingshistorier i et forum med mange spillere og begræsnet tid. Om min egen rolle i Hotel Commodore kunne man bruge noget af det indstik du allerede har lavet. Det kunne lyde til de andre: “Craig Armstrong: Tror ikke på noget mere. Kan måske sættes igang igen. Kan måske væltes helt.” Alternativt kan der tilpasses indstik til forskellige roller: sådan at man har et fif om hvilke andre roller man kan spille opad når man henholdsvis vil styrke sin karakters fremdrift må forløsning eller total opgivenhed og kynisme?
    Endelig er tiden vigtig. Selvom vi som rollespillere skaber historien sammen, så tror jeg de fleste af os arbejder lidt med timing. Det er ikke indenfor de første 5 minutter at vi krænger sjælen ud, takler vores identitetskrise og afslutter en intern ekstentialistisk dialog..! Vi skal ha’ etableret vores rolle, etableret relationerne til de andre, og mange vil sikkert også foretrække en “spændingskurve”.
    Hvis det ikke er naturligt for plottet at udvikle sig og bringe historien til et punktum, og historien istedet foregår for spillerne af spillerne, så er det vigtigt at forsøge at udstikke en sluttidspunkt. Enten ved at lade ting ske ingame der illustrere det (i form af timer, dage etc eller ved at omgivelserne spidser til) eller ved at sige det i briefingen. Vi stopper klokken 24 – på det tidspunkt skal I ha’ fået fortalt jeres “historie”. Jeg ville sgu’ ikke selv ha’ tænkt på det på forhånd, men efter at ha’ spillet Hotel Commodore var det min eneste alvorlig anke på setup’et at der manglede en spillerfornemmelse for hvornår spillet ville slutte.
    Endelig kan man køre det ind i plottet ved at lade spillernes skæbne hænge meget tæt sammen og ved at lade der være en plot omkring karakterne som leder deres historier igennem en tragt der binder dem tættere og tættere sammen i et skæbnefællesskab. Jeg tænker af en eller anden grund på Sara Hald’s De Vingeløse fra Fastaval 1998 – og det er lidt besynderligt for jeg kan faktisk ikke rigtig huske det. Det jeg KAN huske er at jeg udover at ha’ en fantastisk oplevelse erindrer det som en live udviklingshistorie hvor oddsene og skæbnerne blev bundet tættere og tættere sammen og at det på en gang skabte individuelle historier og en fælles fortælling. Og så var det vist bare en meget stærk oplevelse. Ville ønske jeg kunne huske mere..

    Nå det her er et oversprinig – og min eksamensskrivning kan vist ikke udsættes..

    Jeppe

    Svar
  2. Simon James Pettitt

    Fed kommentar mange gode ting, jeg helt sikkert vil tænke over og lade mig inspirere af. Tror du har nogle gode tanker som sagtens kan lægges ind i Hotellet. Og ja jeg renger også med at gøre det med information til spilleren som hans rolle ikke har, og der kommer et meget mere struktureret handlings forløb for krigens udvikling mens journalisterne er der og nok ja med et fastlagt slut tidspunkt.
    Simon

    Svar

Skriv et svar til Simon James Pettitt Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *