Tore tog som sagt, nogle gode billeder fra Max Møllers tilbagefald. De viser stadig ikke helt, hvor fedt ordrollespil er, og nu er dette jo også et liverollespil. Men som den der har været igennem scenariet, er dette virkeligt nogle fede billeder, som bevarer historien meget bedre for mig, end jeg selv kan. Men hvad synes I, er disse billeder interessante og seværdige for andre end GM, spillere og forfatter? Formidler de noget?

Ps: klik på det enkelte billede, for at se det i større format.

En mand under press, orv der var mange af den type scener, (på kanten til for mange) hvor Faren blev trængt op i en krog og alle spurgte, hvorfor gør du det. Så var den eneste løsning at blive urimelig, råbe af folk og evt. skride.

Når man ikke var på, var der god tid til at kigge på. Og det var faktisk fedt. Altså udover når Tore hviskede til en “se hvad du har gjort.” Men det var rart at have muligheden for, ikke at være med, men slappe lidt af og følge med og samle energi og ideer til, når man skulle på igen.

Det der, lige der, det ansigtsudtryk og de øjne, det var nok det, der gjorde den største indtryk på mig. Man kan sige, “hvorfor gør du det far?” lige så meget man vil, men nå krops- og ansigtssprog følger med på den måde, så bliver det helt eminent, og gør ondt.

Her kan man både se, hvordan huset var tegnet på gulvet, bemærk WC’et i baggrunden, og den tomme “vodka” flaske i vasken. Og hvordan de to børn begynde at tegne på gulvet, når de havde deres “være på værelset og lytte til far og mor skændes scener.”

Her er vi på grænsen til, at have nogle billede, der lidt viser, hvordan rollespil i et klasseværelse kan virke. Der er en kontrast mellem det tomme, virkelig tomme faktisk, lokale og de følelser (især i det sidste), der er på spil i historien og spillerne i mellem, eller er det kun mig?

Her ser I kridtet komme til sin magt. I et sidste desperat forsøg på at vise hvor, langt ude familien er, begynder børnene at tegne på gulvet i hele huset og rundt om den bevidstløse døddrukne far. Fed scene, fed ide. Totalt sammenbrud.

Og til sidst hele den lykkelige familie. Spørgsmålet er jo så, er det ægte lykke, altså inden det gik galt. Eller er dette allerede blot er en facade. Dette billede blev faktisk taget, fordi et billede af den beskrivelse dukkede op i rollespillet, det var sjovt at skabe det bagefter. Men tak til jer alle samme igen, især Tore, som har taget de fede billeder* (og var en god GM), det var en fabelagtig frygtelig oplevelse.

I en side note skal det nævnes, at jeg var meget tæt på at ikke lægge det billede online, og det kan være jeg tager det ned igen. Fordi jeg kan vitterligt ikke lide mig selv på det billede, og det er ikke bare normal afsky af mig selv på billeder, men fordi jeg synes jeg for meget ligner en, der godt kunne være den type Faren er, fordi jeg er så rød i hovedet, og generelt ser lidt raggy ud i forhold til de andre. Men hey jeg havde lige spillet en dum skid i lang tid og kunne endelig give lidt los på, hvordan jeg faktisk følte. Sagt på en anden måde, det billede bringer det hele lidt for tæt på igen.

*ps: Alle billederne er taget med Tores iPad og iPads (og måske også mobiler?) er måske noget af det bedste, at tage billeder af ordrollespil med, fordi de er så meget mere neutrale apparater og vi er mere vandt til dem, end et stort kamera med lince blitz og hele molevitten.

Så det er måske vejen frem, til at få taget flere ordrollespilsbilleder, at bruge mindre og mere anonyme ting at skyde med, og efterhånden, som I kan se, så er kvaliteten af billederne sådan okay.

Jeg lod godt mærke til, at Tore tog billeder undervejs, og i en pause spurgte han da også lov, men jeg tror, jeg langt lettere kunne ignorere det, fordi, det var jo “bare” en iPad.