Tag-arkiv: Ønskeøen

Rollespil er relationel

4 svar

Pierre Bourdieu har sagt: verden er ikke rationel den er relationel. Det han mener med det, er, at når vi forsøger at forstå samfundet og hvorfor, vi gør, som vi gør, så skal man se på menneskers relationer til hinanden i det han kalder feltteorien.

Når vi møder et menneske, så positionere vi os med det samme mere eller mindre ubevidst i forhold til det menneske. Denne positionering sker på baggrund af vores samlede information om denne person. Det kan være alt fra de blogs man har læst af personen, til 10 års nært venskab, til simpelthen blot personens udseende.

Denne positionering er især interessant, når vi møder en person vi ikke kender i forvejen, fordi vi forsøger stadig at positionere os, men mængden af information vi gør det med, er ofte meget begrænset, og vi kommer derfor til at bygge relationen på stereotyper og forudgående opfattelser om den type person man står overfor.

Denne proces illustreres faktisk fint i TV2s program ”Dagens mand”. Det viser netop et kunstigt første møde og positionering. Først får kvinderne kun navnet og selvfølgelig personens udseende. Her kan de så enten sige ja eller nej, tænd eller sluk. Men vi ved jo ikke om dette første indtryk er korrekt.

Efter følgende ser de et lille klip om personen, og gradvist får de flere og flere informationer om manden. Efterhånden som de får flere informationer kan de styrke eller ændre deres oprindelige første positionering ved fortsat enten at tænde eller slukke.

Det er også det vi gør i den virkelige verden, i det vi møder et nyt menneske. Vi opbygger og nuancerer vores position eller relation til dette menneske. Selvfølgelig meget mere komplekst end blot tænd/sluk. Men det vigtige er, at vi gør det. Vi spørger os selv, hvordan er jeg i forhold til den anden. Klassiske parameter er ting som køn, alder, social klasse, uddannelse, tøj stil og interesser.

Det afgørende og vigtige er, at med disse informationer ændre vi vores opførsel over for denne person. Vores position og relation til et andet menneske afgør, hvordan vi opfører os over for denne. Hvor træls det end er at indrømme, så er opførte jeg mig anderledes da jeg spillede rollespil med Mikkel Bækgård og Alex Uth, end jeg gør, når jeg spiller med en gruppe Østerskov elever. Det er måske ikke fortjent, men det gør jeg, fordi vi er påvirket af vores relation til et andet menneske.

Denne ret banale pointe er vigtig i en rollespilssammenhæng, fordi den position og relation vi skaber over for de fire, frem andre personer i spillokalet, i det vi træder ind og ser dem, tager vi ubevidst med i rollespillet, hvad enten vi kender dem eller ej. Det kan være en umærkelig forskel, men den er der. Vi træffer nogle valg om vores holdning til de andre, vi sætter os i en bestemt position. Og denne position er afgørende for vores muligheder og opførsel, når rollespillet går i gang.

Det er sådan set det Thais Munk er inde på, i hans case beskrivelse af den gode spiloplevelse. Han bruger mit scenarie Stjernetegn som case, fordi han havde en fantastisk oplevelse. Og han ender med at opliste en række kriterier, som er afgørende for ens spiloplevelse, og hvor end jeg gerne vil tage kredit for hans gode oplevelse, så er scenariet kun et blandt flere kriterier, hvor netop spiller sammensætningen er en af de utroligt vigtige.

Blandt forfattere snakkes der tit om frygten for den dårlige spiller. Ofte i form af den uerfarne ungdomsskole elev. Men dette synes jeg er forkert. Jo der findes deciderede dårlige spillere, men endnu mere vigtig er spillersammensætningen og den automatiske positionering, der sker i det de mødes i spillokalet. Det hold der havde den bedste oplevelse med Ønskeøen var netop et hold bestående udelukkende af ungdomsskolelever og Østerskov elever, den ufortjent mest frygtede spillergruppe. Men fordi de positionerede sig over for hinanden på en eller anden magisk måde, så fik de en fantastisk oplevelse.

Det er også derfor, at jeg har oplevet så misvisende spiltest med både Stjernetegn og SystemPerfekt. Ved spiltestene var relationerne i de to grupper netop så fordelagtig at de fik en god oplevelse. Så spiloplevelsen af et scenarie er helt klart afhængig af scenariet, men nogle gange mindst lige så meget af spiller sammensætningen og den måde de positioner sig over for hinanden. ’

Kort sagt: hvis relationerne er dårlige, så kan en gruppe bestående af verdens bedste spillere blive direkte dårlig, og er relationerne lige rigtige til det scenarie, kan de fem værste spillere gøre det fantastisk.

Derfor har jeg overvejet en interessant men skræmmende øvelse. Tag spillerne ind i lokalet, lad dem læse rollerne (så de lige har tid til at se hinanden an), og så pludselig sige: nu skal I ærligt fortælle jeres førstehåndsindtryk af de andre spillere og spilleder. Det er et dybt grænseoverskridende spørgsmål, fordi netop vores skjulte tanker om de nye mennesker, vi møder, er noget af det mest private der findes. Netop fordi vi ved, at det potentielt er meget forkert og fordi det ofte bygger på vores stereotype opfattelser af mennesker, (og vi vil netop ikke afsløres i at tænke stereotypt selvom vi alle gør det.)

Men formålet med denne øvelse ville netop være, at undgå, at nogle af disse stereotype opfattelser går ind og er afgørende for den relation der skabes mellem spillerne. Ved at få disse opfattelser ud i det åbne bliver de italesat og måske ligefrem afkræftede. Desuden betyder de, at de ekstra informationer vi alle sammen får om hinanden gør den umiddelbare relation vi skaber mere reel og kompleks, hvilket jeg tror vil være fordelagtigt.

Loot fra strøget (der er billeder)

Skriv et svar

Nogle gange kommer man bare hjem, med nogle ting som ikke ligefrem skriger rollespil, men som ens lille rollespiller hjerter jubler over. I dette tilfælde er det dog mere mit scenarieforfatterhjerte der er i ekstase. Blandt lootet bestod af følgende:

Hjerternes fest

Disse små glas hjerter, hvis eneste funktion hvis bare er at ligge og pynte, kommer til at tjene som markøre til mit Fastavals scenarie 1+1. De er ikke helt så store som jeg helst ville have dem, men ellers er de perfekte. Så få man også lidt gear når man spiller mit scenarie. Det er jo blevet så populært.

Peter Pan ser rødt

Den eneste officielle fortsættelse af den første Peter Pan historie. Baggrunden er meget sød, J. M. Barrie, forfatteren til Peter Pan donerede rettighederne til et hospital, så hver gang stykket blev sat op eller bogen blev solgt, så tjente dette hospital penge. Men de havde altså også rettighederne til selve Peter Pan og i 2004 besluttede de sig for, at for første gang, at tillade en officiel fortsættelse at blive skrevet. De satte en konkurrence i gang og Peter Pan ser rødt er resultatet.

”Hvor er rollespillet i det?” spørger I, ingen steder, jeg synes bare det er en sød historie. Men jeg har gået og puslet med en ide til en to’er til Ønskeøen, eller retter en opdeling af Ønskeøen. Sagen er den, at da jeg i sin tid skrev Ønskeøen, endte jeg med at sætte mig mellem to stole, kan jeg se nu. På den ene side ville jeg fejre den barnlige leg og opfindsomhed, på den anden side ville jeg fortælle en gradvis mørkere historie, med hints til at børnene skulle vokse og fortællingen blive alvorlig. Men det er i virkeligheden to historier.

Så nu tænker jeg på at lave en Ønskeøen, hvor fokus er på barnlighed og leg og opfindsomhed og morskab. Selvfølgelig må historien gerne blive mørk og svær, men hele det der forlade sin barnlige idyl skrives ud. Formålet skal være at lege rollespil og skabe en medrivende historie. Som også endte med at blive det, de fleste gjorde, når de spillede scenariet.

Derefter vil jeg skrive en to’er, (hvis arbejdstitel lige nu er det platte: Tilbage til Ønskeøen,) hvor fokus er på at blive voksen og overgangen mellem barn og voksen. Ideen er klassisk, børnene er blevet teenager og tager en sidste tur til ønskeøen for at løse et problem. Men er de blevet for voksne til at hjælpe og gør måske mere skade en gavn, eller kan de overhovedet slippe den barnlige verden. Der er lidt Simon Steen Hansens Monstre inde over det.

Igen spørger du nok: Jamen hvad har det med bogen at gøre for pokker! Jo ganske simpelt det, at den har lidt samme tema. De glemte drenge skal tilbage og hjælpe Peter Pan en sidste gang, men nu er de voksne. Så selvom jeg ikke har læst den endnu, håber jeg, den kan give lidt inspiration.

Alverdens Mytologier

Egentlig købt af min kæreste, da hun godt kan lide at læse om sådan noget. Et simpelt opslagsværk. Den ville næppe imponere en akademiker, men som start punkt tror jeg den er god. Jeg kan lide at lade mig inspirere af denne slags ting, se hvordan vores myter og religiøse ritualer kan bruges i rollespil. Som jeg lidt gjorde ved Stjernetegn. Så dette opslagsværk kan nok blive handy. Dets første prøve bliver at som om det kan hjælpe ”Historien om her” ud af sine problemer. Jeg har overvejet om man kan bruge en ramme fortælling om lokale ånder eller lignede til det. Og der kan nogle af naturreligionernes myter måske bruges. Vi får se.

Det var mit loot. Jeg har en del ideer til blogindlæg på notesblokken (en notesblog der ligger på min Andriod mobil, nemlig det er slut med at have ideer skrevet ind i sms kladder, nu har jeg et separat program til dette.) Men ikke så meget tid til at skrive dem, men jeg håber nu, der løbende komme nogle af disse ud. Som en lille teaser, kan jeg sige, at jeg arbejder med ideer som:

Conrapport fra Krikkitcon
Scenarie ide om drømme
Scenarie ide til Østerskovs Whitebord rum
En beskrivelse af min første oplevelse med Prime time adventures
En ide til et ”traditionelt” live, men om vinteren
Og endelig endnu et spørgsmål til liverne

Så må vi se, hvad jeg får skrevet først, eller om det bliver noget helt andet.
Se ye!

1+1 – en ide bliver til

2 svar

Jeg synes altid det er sjovt at kortlægge, hvordan mine ideer bliver til, (nogen ville påstå det sikkert også er en god øvelse, men dem om det). Så i dette indlæg vil jeg beskrive for jer, hvordan 1+1, mit bidrag til dette års Fastaval blev til.

Vandrer
Oprindeligt ville jeg have skrevet scenariet ”Vandrer”, som tog udgangspunkt i bevægelsen igennem landskabet og at landskabet som ramme skabte historien. (Hvis man ser på indlægget ”Ting jeg ikke fatter ved livere” ville dette netop være et arketypisk settingrollespil, hvor omgivelserne er alt afgørende for historien, og det vil blive en anden historie alt efter hvor man er, og hvor live- og kostumerollespil spiller en mindre rolle i forhold til settingen).

Men så tog jeg det med til forfattermøde, og blev klar over, at der trods alt var for lidt. Det manglede et eller flere greb, der holdte historien i gang undervejs. Dette hænger meget sammen med mine tanker om vakum, (så ironisk, at jeg ikke selv kunne se det). I dette scenarie blev det tydeligt, at der var fjernet for meget og tilføjet for lidt. Problemet er, at, i modsætning til tidligere, er det meget svært at lægge noget som helst fast, når det der mangler, er selve rammen, nemlig omgivelserne, de bliver jo først givet i det scenariet begynder. Et andet problem var selve vandringen, fra kritikken blev det tydeligt, at det at skulle gå hele tiden, nok ville forstyrre spillet.

Historien om her
Så jeg gik hjem og tænkte over det. Resultatet blev ”Historien om her,” som er Vandrer bare uden at gå. Men det løste jo ikke problemet med de manglende spilskabene greb, der kunne udfylde vakuummet efter at selv rammehistorien (og roller og forhistorie og andre ting) var taget ud. Det gik op for mig, at enten skulle jeg finde på disse greb eller teknikker et eller andet, eller lave en anden historie eller helt droppe at skrive et scenarie i år (oh ve!) Problemet var, at hver gang jeg prøvede, kom jeg blot på ideer, som jeg har brugt før, og som ikke helt passede ind i denne ide. (Hvad med at der er nogle ånder som fortæller en historie? Nå nej det er jo bare Stjernetegn om igen.)

Om at simre og bygge med lego i hovedet
Der gik nogle uger, hvor dette problem lå og simrede, og her skal det nok indskydes, at en fast øvelse, jeg gør mig, når jeg bygger ideer, er at forstille mig en historie. Altså så og sige spilteste scenariet i mit hoved. Og en ting jeg opdagede, var at jeg rigtigt tit, i disse mentale spiltest, og dette gælder ikke kun Historien om her, men også SystemPerfekt og Stjernetegn, skabte historier om kærlighed eller forhold. Jeg kan åbenbart godt lide tanken om skabe scenarier, der kan få kærlighedsforhold til at blomstre ud af ingenting for de forbløffede spiller. Det har nok noget at gøre med at kærlighed og følelser er en af de sejeste ting at skabe i rollespil, det er så let at skabe spil ud fra.

En anden mental øvelse jeg gør mig, når en ide halter, er at hive tidligere ideer og mekanikker, som jeg endnu ikke har fået brugt frem og se om de passer sammen nu, evt. med den ide, der skaber problemet. (Historien om her, er på den måde nu lagt i min ”mangelfulde ideer kasse” og venter på at få et eller andet koblet på sig, der gør at det bliver spilbart. Det er i øvrigt det samme, der gjorde at Stjernetegn tog flere år at lave, det kunne første laves da de rigtige greb var sat sammen og gjorde det spilbart. Så bare vent, om 3-4 år kommer Historien om her.)

Kærlighed = godt rollespil?
En dag stillede jeg mig selv det, for scenarieskrivning, og alt skrivning for den sags skyld, afgørende spørgsmål: ”hvad vil du gerne fortælle?” Og jeg tænkte ok, hvis kærlighed er så centralt og fristende et emne, hvorfor så ikke tage springet, og skrive et kærlighedsscenarie? Evt. ud fra den struktur jeg jo er kendt for, nemlig hvor indhold og historie opstår under spillet.

Igen gik tiden, (og deadline nærmede sig uhhhhh) og jeg prøvede forskellige ideer igennem, satte dem sammen på forskellig vis. Så da jeg satte min tidligere tanker om at spille i mørke eller spille tavst, sammen med ideen om et minimalistisk kærlighedsscenarie, så tænkte jeg, ok, hvis nu der er flere scener, og måden man spiller på, skifter mellem disse. Så kunne man skifte mellem mørke og tavst. Men det blev nok for svært eller ensformigt, tænkte jeg. Og på en eller anden måde kom så tanken: Hvad hvis hver scene spilles i forskelligt rollespil?

Og så var øvelsen jo at komme på en passende mængde typer og undersøge, om det overhoved gav mening, eller om det blot blev et eksperiment for eksperimentets skyld. (En god regel nogen (kan desværre ikke huske hvem) lærte mig, da jeg skrev Ønskeøen: Man skal ikke eksperimentere eller bruge mærkelige virkemidler bare fordi man kan, men de skal på en eller anden måde understøtte spillet, oplevelsen og/eller historien.)

Good old Fastawood
Så jeg ridsede op: jeg har mørkt og tavst*, så er der jo live og bord, det er kun fire. Ok hvilke scener er der i et parforhold? Her hev jeg den trofaste Fastawood model frem, og sagde, hvis man satte et parforhold op på den, hvordan ville det så se ud? Resultatet blev fem arketypiske scener, der hver især belyser et stadie i et parforhold, fra det begynder til det gennemgår og forløser en krise. (senere er der kommet en 6 til.)

Så var det bare at ligge to og to sammen (eller 1 og 1 haha). Altså kunne jeg finde rollespilstyper, der understøttede formålet med den enkelte arketypiske scene? Og det kunne jeg, synes jeg selv. Hvad typerne og scenerne er, vil jeg beskrive senere, når jeg gennemgår selve scenariet, og mine tanker om rollespilstyper og deres fortælleevner.

Og Således blev ”1+1” til. Titlen kan jeg desværre ikke huske hvordan jeg kom på, men den ser godt ud, og for engangsskyld ligger jeg øverst, alle mine andre scenarier, har nemlig titler der ligger langt nede i alfabetet.

*En lille sidetanke: Mørkt og tavst rollespil er vel egentlig live og ord i deres yderste essens. I mørkt rollespil, kan du slet ikke bruge kroppen, kun din stemme, kun ordet er til stede. Tavst er modsat, her har du kun din krop og ansigt til at kommunikere med, hvilket må siges at være den ultimative form for live. Det er sjovt, det har jeg ikke tænkt over før.

Og en sidste godbid, jeg ved ikke om, jeg bare er den sidste til at spotte dette, men Frederik J har skrevet en kort historie af dansk rollespil, med fokus på Fastaval, på Story Games, især folks reaktion og debat om dansk rollespil er faktisk sjovt at læse. (jeg er altid facineret af at høre udefrakommendes tanker om ting jeg finder som de mest naturlige)

“Jeg forstår ikke det du laver Simon”

2 svar

Jeg har ved flere forskellige lejligheder, og til både personlig morskab og undren, fået afvide at folk ”ikke forstå mine scenarier.” Jeg kan forstå at noget ikke falder i ens smag. Jeg er ikke særligt tiltrukket af horrorscenarier, men jeg forstå dem godt. Jeg kan godt se, hvorfor nogen vil synes om dem, bare ikke mig. Men det er ikke det, folk siger om mine scenarier.

De forstår dem ikke. For mig lyder det næsten som mit forhold til noget moderne kunst. Jeg forstå det ikke, jeg er åben for meget kunst, men jeg har nogen gange kigget på et ”værk” og tænkt: ”det forstår jeg ikke.”
Hvis det er tilfældet er jeg jo på dybt vand, fordi det er prominente mennesker vi taler om her. Så derfor vil jeg i dette indlæg, prøve at forklare, hvad det er, jeg tror, der virker i mine scenarier. Det har jeg prøvet før, men folk forstår det tilsyneladende stadig ikke. (Selv det kan være fordi, de ikke læser min blog, så må jeg jo hellere prøve igen.)

Spillerne skaber
For det første er det utroligt spillerafhængigt, det ved jeg godt alt rollespil er. Og at mange andre rollespilsformer har sagt, at de sørme også er det meget mere end andre. Men jeg mener nu stadig, at denne stil er det lige en tand mere.

Eller måske sagt på en anden måde, det er spillerforståelses afhængigt. Det er utroligt vigtigt at spillerne forstå scenariet, forstår, hvad ideen bagved det er, forstå, hvad der er drivkræften i scenariet. (Hvilket jeg kommer til, men jeg kan afsløre, at det er spillerne selv.) Dette opdagede jeg faktisk allerede ved Hotel Commodore. Den ene halvdel af spillerne fattede ideen bag, og havde en fantastisk oplevelse, den anden halvdel gjorde ikke, de røvkedet sig. Så hvad var det der skulle fattes?

Jo at historien kom inden fra ikke ude fra. Det var op til spillerne selv, at skabe deres egen fortælling ud fra de redskaber, de var blevet givet ved spilstart. Der kommer ikke nogen biperson med et udråbstegn over hovedet og siger, nu skal du gøre x. og det forventede en pæn mængde folk. Men dem, som så udover dette, og skabte deres eget eventyr, de havde en god oplevelse, og flere af dem har jeg siden hen set i flere af mine andre scenarier.
(I en sidenote skal det nævnes, at flere af mine faste og bedste spillere, er meget unge, så er det faktisk en fordel ikke at være så fastsat i sin forståelse af, hvad rollespil er, når man spillerne mine scenarier.).

Jamen så dan er mit scenarie også!
Mange ville sikkert nu sige ”det er da der ikke noget nyt i” og jeg vil være meget enig med dem, jeg synes ikke jeg er specielt nyskabende, det er da en del af rollespil, at overlade initiativet til spillerne
Men når nu så mange stiller sig uforstående, må jeg jo prøve at forklare, hvordan jeg tror mine scenarier virker, og dette er en af tingene. Men dog tror jeg også, at der er en forskel mellem mine scenarie og andre spillerbårne scenarier, det må der være siden selv forfattere til scenarier, jeg ville mene minder om mine, ikke forstår dem.

Hvad er de redskaber og hvordan/hvorfor virker de?
Lad os prøve at se på de før nævnte indre redskaber spillerne kan gøre brug af, til at skabe en historie. Det er disse der erstatter de ydre omstændigheder, der normalt skaber en rollespilhistorie (oftest en GM eller andet ramme, der sætter historien i gang) I Hotel Commodere var det to ting: der var traditionelle rollespilsredskaber, så som konflikter mellem rollerne (hvem skal have forfremmelsen?) og mål for den enkelte rolle, (jeg vil bevise mit værd).

Men ud over det, var der et nyt greb: nemlig: ”dæk en krig.” Spillerne var journalister, der skulle dække en borgerkrig i Libanon. Men der var ikke noget bestemt, de skulle, de havde blot fået afvide: dæk den. Sådan som det ville være i virkelighedens verden. Derefter var der en række kroge, blandet andet lokale folk med en historie de ville prøve at få journalisterne til at skrive, samt enkelte tips hjemme fra, Men udover det, var der frit spil.

Det betød, at det var op til spillerne selv at beslutte deres spil, ud fra: hvad vil min journalist lave. Selvfølgelig skete der relevante ting lige meget, hvad de gjorde, det var dog lagt ind, men det vigtige var, at initiativet lå hos spilleren.

Bamsen og små børns leg
Jeg tror det var dette, der er blevet videreudviklet på i mine tre efterfølgende scenarier. I Ønskeøen er spillerne børn, der får natten til at gå ved at fortælle en historie. Men igen ligger initiativet hos spillerne: hvad for en historie? Der er et væld af redskaber til at inspirere og sætte historien i gang, men i sidste ende er det igen spillerne, der ikke bare styrer men skaber slaget.

En frygtelig mangel på information
I SystemPerfekt er spillerne mennesker uden hukommelse, historie, ramme eller nogen forklaring på, hvorfor de er i dette rum i dette tøj og skal følge disse regler. (Udover det er der også et mindfuck element, via ritualerne og pligterne, men det er en helt anden sag.)

Det der gør dette scenarie virker, er mangel på forklaringer. Spillerne står i en absurd situation og ligner store spørgsmålstegn. Men det er meningen, dette er drivkræften (og det var det, jeg svækkede for meget ved min omskrivning, for at skubbe scenariet i gang hurtigere, men det tror jeg slet ikke, det skal, det skal gå langsomt og svært i starten.)

Når mennesker står i en presset situation uden en forklaring, så bliver de usikre og frustrerede, og som forsøg komme ned på jorden igen begynder hjernen simpelthen at komme på en forklaring. Jeg kan huske under 11. september gik der vilde rygter og spekulationer, både i nyhederne, men også bare de ting mig og min kammerat kunne komme på af spekulationer, var imponerende. Mange af de ting opstod nok fordi, folk ingen forklaring havde, og så forsøger vi (ubevidst og bevidst) at komme på en.

Og denne febrilske hyperkreative jagt på svar, er drivkræften i SystemPerfekt. Igen er det op til spilleren at skabe rammerne og forklaringerne og der med, muligheder for at handle og dermed en historie. Forvirret? lad mig prøve med et eksempel fra spiltesten på Hyggecon, frit fra hukommelsen:
I deres historie opstod der to fraktioner: den ene mente at forklaringen på det hele var, at de var låst inde af et undertrykkende system, den anden mente at jorden var gået under, og at de var her for deres egen sikkerheds skyld.
Disse to forklaringer er ikke til stede på forhånd, det er noget spillerne har skabt helt på egen hånd. Men det er tydeligt, at alt efter, hvad man vælger, vil de give to vidt forskellige muligheder: blive eller gå. Det skabte så deres historie, nemlig konflikten mellem disse to grupper og klimakset var det endelige brud, da den ene halvdel blev og den anden gik.

Se i et normalt scenarie, ville forfatteren have skrevet dette: ” Der er to fraktioner, den ene vil blive den anden vil gå, spil det.” Men i SystemPerfekt var det 100% spillerskabt, der er intet af den slags i selve teksten. Det er tydeligt, at det er en af de mere sandsynlige udfald af scenariet, men det er ikke givet.
Det er styrken og svagheden i mine scenarier, tror jeg. Styrken fordi, historien bliver ultra vedkommende for spillerne, de har nemlig selv skabt den og derfor tror de på den og går meget op i den. Valg bliver pludseligt svære og vedkommende, fordi spillerne selv har spillet sig hen til disse valg og ikke er nogen de har fået påduttet af en forfatter eller GM.

En svaghed fordi det kan fejle. Hvilket det gjorde da SystemPerfekt stod sin prøve på Fastaval. Der opstod kun en fraktion og den opstod for hurtigt. Det var fraktionen, der ville gå, der kom for hurtigt og derfor sluttede historien ret hurtigt, der var jo kun en ting at gøre: gå. Det er balancen i spillet og den blev forrykket ved omskrivningen mellem Hyggecon og Fastaval. (Spillerne havde en god oplevelse, men de gik desværre glip af mindfuck oplevelsen, fordi den først sætter ind efter at have fulgt pligterne og ritualerne i ca. to timer.)

Det ved kun stjernerne
Hvad med Stjernetegn, hvad gør jeg så der? Det minder nok mere om Ønskeøen end SystemPerfekt. I stedet for at have mistet alt, har spillerne, som guder, alt i Stjernetegn. Men netop hvis alt er muligt står man næsten samme sted som SystemPerfekt, bare fra en modsat tilgang: Når alt er muligt, hvad skal jeg så fortælle? (Det sammen problem, som mange oplever med en fristil.)

Igen som i Ønskeøen er der et væld af redskaber til at skabe denne helt frie historie med. Men igen er de kun redskaber, den historie spillerne skaber, er deres, og netop derfor, tror jeg at de går mere op i den, end hvis den kom ude fra.

Det oplevede jeg også ved spiltesten på Con2. Spillerne gik for alvor op i historien og dens centrale personer. Hvem skulle dø, hvem skulle finde sammen osv. Det var oplæg til mange diskussioner. Der var redskaber til at finde frem til dette, så som dommene, som giver hints til, hvad historien kan handle om (meget som oraklet In a Wicked Age). Men hvad det så rent faktisk bliver til, er op til spillerne i samarbejde (og ofte diskussion) at komme frem til.

Men endnu mere vigtigt blev selve rammen også diskuteret. Hvorfor gør vi dette: Fordi det er vores pligt eller fordi det er sjovt? Alt efter hvad svaret er giver det jo meget forskellige muligheder, (pligt: så skal det gøres ordentligt og retfærdigt, for sjovt, så må man gerne fucke de dødelige op, bare det er underholdende for os.)
Igen er det afgørende, at intet af dette står nogen steder i scenariet. Normalt ville der stå i ens rolle: ”Du synes det er din pligt”, eller ”du gør dette for sjovt”. Men det gør der ikke, det er nogle holdninger spillerne skaber sammen via scenariets redskaber, (så som at blive påvirket af de dødelige)

Et forsøg på en opsamling
Mine scenarier mangler noget, der er fast bestanddel i mange scenarier (ikke alle Morten det ved jeg godt). Der mangler ting som ramme, baggrundshistorie, skrevne roller, en verden, og en tydelig start og slut på historien, (en tydelig sti at ”følge” så at sige).

Men det er der i og for sig ikke noget nyt i, det er gjort mange gange før. Men det hvor jeg tror mine scenarier skiller sig lidt ud, er manglen på skabelse inden scenariet sætter i gang. Selv et meget bart scenarie som IaWA har en del skabelse, før man starter. Man vælger roller og finder bipersoner, man sætter rammen om historien. Meget løst javel, men det besluttes trods alt, det binder til en vis grad historien.

Det jeg gør anderledes, er at alt det skabes under rollespillet og via rollespillet. I Ønskeøen fordi spillerne er børn, og børn finder på deres lege sådan, i SystemPerfekt fordi de er mennesker uden nogen information i en frygtelig situation, og så vil mennesker automatisk komme på en forklaring, og endelig i Stjernetegn fordi de er guder, der skaber en fortælling om nogle dødeliges skæbne.

Så Mine scenarier er en stak redskaber, som sætter spillerne i stand til at skabe og udvikle deres egen historie inden for en løse ramme, der opfordre til skabelse af en stærkere ramme, hvori en historie kan skabes. Men alt dette sker inden i fiktionen og undervejs i spillet. (Man beslutter ikke offgame: Hvad gør vi nu? Konflikter og valg løses og tages inden i spillets fiktion.)

Det blev langt, men for mig godt, da jeg fik sat lidt på spidsen, hvad det er, jeg tror, jeg laver. Hvis det stadig ikke giver mening så kommenter og skriv, hvad det er der ikke giver mening. Hvis du forstår mine scenarier, men synes jeg tager fejl, (hvilket er en mulighed) så skriv også dette. Jeg vil gerne vide det. (Jeg ved heller ikke selv altid, hvorfor mine scenarier gør som de gør og bliver tit (positivt)overrasket af deres resultat.)

Musik og følelse i rollespil

1 svar

Jeg ved ikke om andre har det lige sådan, men nogle musiknumre kan bare give mig en tilfredsstillende rislen ned af ryggen. Nogle kan lige frem påvirke mig så meget, at jeg næsten synker ind i numret og helt kommer i den fødselsmæssige tilstand, som numret formidler, hvad så end den er. (Derfor er det også svært at beskrive min musiksmag: ”Øh alt som får det til at risle ned af ryggen?”) (Lige nu hører jeg Clanadonia dejligt voldsomt skotsktrommemusik, der bare giver en lyst til at kaste sig voldsomt rundt i rummet.)

Jeg synes effekten er så stærkt, at jeg tit har overvejet at bruge den i rollespil. Enten simpelthen som stemningssætter til bestemte scener eller hele scenarier (måske som en del af foromtalen). Eller mere anderledes og mere min stil: erstatte dele af scenariet med musik.

Lidt som at erstatte rollerne med børnelegetøj, som jeg gør i Ønskeøen, så kunne man erstatte hele eller dele af rolleteksten med et bestemt stykke musik. Man kunne sagtens også gøre det samme med bestemte scener eller kapitler. Høre musikstykket inden og så sige, I skal spille en scene med den stemning,

Eller skal nummeret være soundtrack til den scene? Jeg har lidt leget med ideen om at lave tavse scener, hvor spillerne skal rollespille uden replikker mens de lytter til et bestemt nummer. Jeg tænker en afskedsscene for eksempel kunne være ret stærk helt uden ord kun små blik og bevægelser understreget af et velvalgt musiknummer. (Generelt er jeg lidt fristet af ideen om tavse scener, men det må blive til et andet indlæg.)

Men to problemer (eller retter spørgsmål) melder sig hurtigt: Er det kun mig der har det sådan med musik? Og hvis det er, er den jeg føler i bestemte numre, det samme som andre føler? Kan det lade sig gøre, at det nummer oms giver mig kuldegysninger siger en anden noget andet, eller endnu værre intet? Altså forestil dig du får en rolle som hedder: ”dette musiknummer er din rolle” men når du hører det føler du intet, hvad gør du så?

Jeg har svært ved at forestille mig at folk upåvirket kan hører temaet fra Svanesøen, men stadig måske folk ikke føler det så stærkt som jeg eller blot føler noget andet, og så bliver det svært at bruge musik på den måde som jeg forestiller mig. Hvis folk føler noget, men noget andet end jeg, så gør det ikke så meget, så kræver det bare at rammerne er vide nok, til at kunne bære at rollerne bliver spillet væsentligt anderledes end påtænkt, men det burde ikke være noget problem i netop mine meget frie scenarier.

Her er en række numre som jeg især bliver påvirket af, men så er spørgsmålet, føler I det samme som jeg? (Du kan sikkert finde numrene online)

Teamet fra Svanesøen af Tchaikovsky
Jeg elsker det nummer, har set balletten to gange og er vild med den følelse af russisk tragedie som det bare emmer af. Nej de elskende får ikke hinanden de DØR! Men de dør fandme smukt. Dette nummer er fra hvor tragedien topper og de to indser, at de ikke kan få hinanden andet end i døden. Det er en følelse af storladende, svælgende tragedie jeg føler her.

Narnia lullaby fra ”Narnia” fra 2005
Kender du filmen kender du også denne scene, den flinke mr. Tomnus får den unge Lucy til at sove via dette nummer. Jeg synes det smukt formidler stemningen af det nedfrosne Narnia. Minder om det der er tabt, og den fare der lure selv inde i hjemme hos Tomnus, (han vil jo bedøve hende og aflevere hende til den onde heks.) Jeg får lyst til at skrive et helt scenarie der bygger blot på den følelse af vemod, som dette nummer fylder mig med.

Zombie af The Cranberries
Dette er et af de numre, hvor det faktisk kun er en lille del af det der har mig ved bollerne. Nemlig starten, se det er larm der ved noget. Jeg kan hører det første minut og så ikke behøve mere. Hvor de to andre er ret stille så formidler dette tristhed og tragedie på en hel anden måde, en meget mere vred måde synes jeg.

Nå jeg kunne blive ved, men må hellere stoppe. I hvert fald, så overvejer jeg hver gang musik griber mig at genoplive ”Den Russiske Svane” et scenarie jeg har droppet over flere omgange fordi noget manglede, (og jeg var usikker på det med musikken). Men det ender som med Stjernetegn, at det pludselig ligger færdigt om nogle år op til påske, hvem ved.

Konkurrence – What’s in a name?

Skriv et svar

Jeg har på flere fronter fået kritik af navnet Stjernetegn til mit kommende scenarie. Normtalt er jeg meget modvillig til at ændre navn på scenarier, da jeg kører med nogle meget dogmatiske regler for navne på scenarier. Det skal kort sagt være så enkelt præcis og udramatisk som muligt.Det synes jeg fungerer bedst.

Shadywill foregik i byen Shadywill og derfor hed det det, det samme gjaldt Hotel Commodore og Ønskeøen. SystemPerfekt, tja det var det jo. Det samme ville jeg gøre med Stjernetegn. Stjernetegnene er i centrum, derfor er det kun naturligt at det hedder det.

Men flere har kommenteret på de associationer, der er forbundet med konceptet stjernetegn. Det har en Alt for Damerne følelse over sig, siger de. Jeg synes det er interessant, at det kun er mænd, der har sagt det. Om det er fordi, kun mænd har set og hørt om Stjernetegn, eller fordi, det kun er mænd der tænker det, ved jeg ikke.

Jeg er fristet til at sige det er det sidste og så ignorere det. Ærligt talt, hvis folk ikke kan se ud over de umiddelbare associationer der er til et ord, så vil jeg næsten ikke have dem til at spille mit scenarie. Stjernetegn bliver brugt som et rigtigt fedt redskab, det har intet med den følelse, der ofte er med det.

Men pointen er, at selv folk, jeg har meget respekt for, har påtalt det, så for første gang er jeg åben for muligheden for at skifte navn. Men til hvad? Jeg vil stadig have at ovenstående dogmer bliver overholdt, og navnet skal stadig fortælle, hvad der er i fokus.

Jeg har sat mig ned og kommet med en række bud, de er herunder. Men jeg modtager også gerne bud. Så derfor konkurrencen: jeg udlover en fadøl af Wintercoats bedste (eller hvis du ikke er til øl eller de ikke er der i år noget tilsvarende) på næste Fastaval, til den som kommer med et nyt bud, som jeg og jer andre synes vil være en god titel til Stjernetegn.

Har du ikke en ide, så kan du stadig hjælpe, ved at kaste din stemme, på forslagene her under. Jeg stemmer fortsat på Stjernetegn, men jeg er spændt på hvad I siger:

Kan du ikke beslutte dig, så kan du vælge op til tre forskellige. Skriv alternetive forslag og andre kommentare i kommentarfeltet.

Minimalisme – Frihed vs. Forudsigelighed

6 svar

I sidste sjælransagende indlæg nævnte jeg ofte ordet: minimalistisk scenarie (ok to ord). Så hvad mener jeg med det? Bemærk dette er min definition, andre vil nok definere det anderledes.

For mig at se er mine sidste fire scenarier minimalistiske (Ønskeøen, SystemPerfekt, Stjernetegn og Vandrer.)

Nu kalder jeg dem minimalistiske, jeg har forsøgt at kalde dem andre ting (whiteform, skabelsesrollespil, udviklingsrollespil), men hver gang har den definition mødt modstand både fra mig selv og andre. Så nu kalder jeg dem dette, så må vi se hvor længe det holder.

Så hvorfor er de minimalistiske? Jo fordi alle fire mangler ting, som jeg anser for normalt indhold i et scenarie. Nemlig:
Skrevne roller
En beskreven baggrund/ramme
En mere eller mindre planlagt historie

I stedet har alle tre scenarier indeholdt redskaber til at skabe disse ting. Der hvor jeg selv synes mine scenarier skiller sig ud fra andre lignende scenarier, er at hvis roller, baggrund eller historie er fraværende, så er det noget, man hovedsaligt skaber inden scenariet starter. I mine scenarier skal det mest skabes og udvikles under scenariet via rollespil.

Jeg formulerede følgende motto for lidt tid siden, for at beskrive, hvorfor SystemPerfekt virkede:

“Mangel på information er terror mod sindet og ekstasy for fantasien.”

Men det er på sin vis på spil i alle mine scenarier. Jeg undlader bevist visse informationer.

Mennesker, fordi de er mennesker, vil automatisk forsøge at finde disse informationer, eller finde på forklaringer, der kan dække hullerne.

Denne drift er utrolig stærk, og den er endnu stærkere, når der er flere mennesker sammen. (Det er jo sådan set sådan religioner opstår: alle skabelsesberetninger, er blot forsøg på at forklare verden omkring en.)

Så min form for minimalisme er i form af minimal mængde information. Så få informationer som muligt, og så en stak redskaber, som spillerne kan skabe deres egne informationer ud fra. Og ud af dette opstår roller, baggrund og historie.

Klaus Meier Olsen beskriver det anderledes i Unik, som læsegruppen lige har anmeldt. Her skelner han mellem den arketypiske ramme og den unikke historie. Set på den måde, laver jeg arketypiske rammer, som spillerne kan skabe unikke historier ud fra.

Det interessante er jo, at det kan man sige om alle scenarier, ja alt rollespil. Det hele er rammer til at skabe en mere eller mindre fri og uforudsigelig historie ud fra. Vandrer ligger i den frie og uforudsigelige ende, så langt som man næsten kan komme. Scenarier som ”Den Spejlvendte Virkelighed” og ”Agerbørn II: Agerlund” (ifølge Morten i hvert fald) ligger i den ufrie strukturerede ende.

Så Agerlund er et scenarie med en meget stram ramme, meget lidt arketypisk, og derfor er størstedelen af historien forudsigelig, men det er heller ikke der, fokus ligger. Fordelen er, ved at gøre historien forudsigelige, kan spillerne lægge størstedelen af deres indsats et andet sted, nemlig indlevelsen.

Hvorimod Vandrer har en meget løs ramme. Det at man skal gå, er faktisk det eneste, der er givet på forhånd. Dermed er Vandrer utroligt arketypisk. Det jeg kalder minimalistisk, i den forstand, at der er minimal mængde information og ramme. Det der er i stedet, er redskaber, som spillerne kan skabe deres egen unikke roller, baggrund og historie, ud fra.

Kort sagt, tror jeg:
Alt rollespil, systemer som scenarier, er arketypiske, og ud fra dette skaber spillerne en unik historie.
Men det sker på følgende akse:
Svag ramme, stærkt arketypisk <————> Stærk ramme, lidt arketypisk
Frihed, uforudsigeligt Mindre frihed, forudsigeligt

Ahhh det føltes rart, det er endelig lykkedes mig at lave en nogenlunde beskrivelse af, hvad det er jeg har gjort i mine sidste scenarier. Det er ikke enestående, det er ikke unikt, Det er noget, der er til stede i alt rollespil. Men jeg har brugt det meget bevidst, som en spilfremmende mekanik. Med den indsigt, nærmer jeg mig, det punkt, hvor jeg kan gå videre fra minimalismen, og se hvad den kan bruges til i andre, ikke minimalistiske scenarier.

Spiltest af Stjernetegn?

3 svar

Modsat er der ingen tvivl om at SystemPerfekt led under spiltest. Det gik fantastisk, men fik en del gode kommentarer, men ændre med at ændre for meget, eller rette føje for meget til scenariet, så det mistede sin minimalistiske følelse.

Det har så også noget at gøre med at jeg havde mindre tillid til SystemPerfekt end Ønskeøen, netop pga. det minimalistiske. (måske er sagen at jeg skal have mere tillid til mig selv?)

Men før dette indlæg bliver for selvransagende må jeg hellere kommer til kernen.

For første gang i to år spiltester jeg ikke på Hyggecon (mest fordi jeg ikke kan være der, men også fordi scenariet (igen for første gang i to år) ikke er færdigt nok.)

Så jeg havde faktisk tænkt mig slet ikke at spilteste. Men nu har jeg så mange spørgsmål til scenariet, at jeg tror jeg bliver nød til det. Hvor end jeg lidt vil.

Så er spørgsmålet bare hvor? (Nu hvor jeg ikke er hjemme til Hyggecon) Morten G nævner nogle steder, og kunne godt være fristet til både Con2 og Vintersol. (selvom jeg ingen anelse har om deres forhold til lives?)

Det ville selvfølgelig også give mig en undskyldning for at komme tilSpiltest af Stjernetegn?

Jeg har efterhånden et lidt blandet forhold til spiltest.

Nok fordi jeg lytter for meget til folk.

Der er ingen tvivl om at Ønskeøen fik rigtigt meget ud af at blive spiltestet, især da spiltesten km medfølgende kritik fra Morten G (tak for det)

Det har så også noget at gøre med at jeg havde mindre tillid til SystemPerfekt end Ønskeøen, netop pga. det minimalistiske. (måske er sagen at jeg skal have mere tillid til mig selv?)

Men før dette indlæg bliver for selvransagende må jeg hellere kommer til kernen.

For første gang i to år spiltester jeg ikke på Hyggecon (mest fordi jeg ikke kan være der, men også fordi scenariet (igen for første gang i to år) ikke er færdigt nok.)

Så jeg havde faktisk tænkt mig slet ikke at spilteste. Men nu har jeg så mange spørgsmål til scenariet, at jeg tror jeg bliver nød til det. Hvor end jeg lidt vil.

Det ville selvfølgelig også give mig en undskyldning for at komme til en af disse to, nu jeg har hørt så meget om begge.

en af disse to, nu jeg har hørtget om begge.

Jeg har efterhånden et lidt blandet forhold til spiltest.

Nok fordi jeg lytter for meget til folk.

Der er ingen tvivl om at Ønskeøen fik rigtigt meget ud af at blive spiltestet, især da spiltesten kom medfølgende kritik fra Morten G (tak for det)

Modsat er der ingen tvivl om at SystemPerfekt led under spiltest. Det gik fantastisk, fik mange gode kommentarer. Men jeg endte med at ændre alt for meget, eller rette føje for meget til scenariet, så det mistede sin minimalistiske følelse. Jeg tror i bakspejlet at det scenarie faktis led under dem omskrivning jeg udsatte det for efter spiltest.

Det har så også noget at gøre med, at jeg havde mindre tillid til SystemPerfekt end Ønskeøen, netop pga. det minimalistiske. (måske er sagen at jeg skal have mere tillid til mig selv?)

Men før dette indlæg bliver for selvransagende må jeg hellere kommer til kernen.

For første gang i to år spiltester jeg ikke på Hyggecon (mest fordi jeg ikke kan være der, men også fordi scenariet (igen for første gang i to år) ikke er færdigt nok.)

Så jeg havde faktisk tænkt mig slet ikke at spilteste. Men nu har jeg så mange spørgsmål til scenariet, at jeg tror jeg bliver nød til det. Hvor end jeg lidt vil.

Det ville selvfølgelig også give mig en undskyldning for at komme til en af disse to, nu jeg har hørt så meget om begge.

Whiteform

5 svar

Når vi nu har indset, at det jeg gør i mine scenarier, er at skabe et vakuum, ved at fjerne et centralt element i scenariet. Dette vakuum fylder jeg så ud med noget andet end normalt, og derved opstår en ny, anderledes og forhåbentlig bedre spiloplevelse.

Men det der går igen, ved alle de ting jeg gør, er at det der bliver fjernet, er tekst. Altså mange af de ting, der normalt står skrevet i scenariet, bliver fjernet og erstattet af andre ting. Som regel redskaber, der gør spillerne i stand til at skabe disse tekster selv.

Det er selvfølgelig set før. Det at forfatteren skriver rollen, er jo faktisk ret nyt, normalt var det jo noget spilleren selv stod for. Der hvor Whiteform skiller sig ud, er at disse tekstelementer skabes under og via rollespillet.

Således skaber spillerne i Ønskeøen ikke de fraværende roller inden spilstart. Men de skaber og uddyber deres rolle under selve spillet og gennem interaktion med historien og de andre spillere. Og så er vi nået til, hvorfor jeg kalder det Whiteform:

Det kommer fra tanken om det blanke stykke papir, som gradvist udfyldes. Det kan beskrives gennem denne metafor: I stedet for at give spillerne et billede af deres rolle, så får de et stykke blankt papir og redskaberne til at selv tegne billedet af deres rolle.

Det er kernen i Whiteform, vi erstatter tekstelementer i scenarierne med redskaber, som gør spillerne i stand til selv at skabe disse tekstelementer via rollespil. Og hvorfor så gøre det? Fordi spillernes kollektive kreativitet er langt mere spændende og varieret end en forfatter, som sidder foran sin computer og skriver.

Kort sagt handler det om: Giv Spillerne Magten. Med de rigtige redskaber, er de bedre end den bedste forfatter. Forfatterens opgave bliver i stedet at skabe de redskaber, som bedst muligt kan støtte og øge spillernes kollektive kreativitet.

Mit næste skridt herfra, er at sætte mig ind i Jeepform. Fordi som jeg forstår det, så er der mange sammenfald mellem det jeg laver og Jeepform. Så må jeg se hvordan de ting kan arbejdes sammen i mit næste scenarie, Stjernetegn.

Vakuummer og hvordan man bekæmper dem

5 svar

Når man fjerner luften fra et rum, opstår et vakuum. Hvis dette vakuum ikke fyldes ud, bryder rummets vægge til sidst sammen og rummet implodere i sig selv. På samme måde forholder det sig med rollespil, ja faktisk med alle fortællinger. Hvis du fjerner noget, der er centralt for rollespillet, så vil rollespillet kollapse, hvis ikke vakuummet fyldes ud af noget andet.

Uden at vide det, er det netop dette vakuum jeg har arbejdet med i faktisk alle mine scenarier, helt tilbage til call scenariet Shadyvill. Denne tanke omstod under en meget lang snak med Uffe. Hvordan det pludselig blev til Vakuum, ved jeg ikke helt. Men tanken er rørende i sin enkelthed:

Når du tager noget ud af et rollespil, så er du nød til at erstatte det med noget andet, ellers vil scenariet ikke fungere.

Det er en fristende tanke for en scenarieforfatter, at fjerne nogle af de ting, vi opfatter som afgørende i scenarier. Det er gjort rigtigt mange gange, med meget skiftende succes. Og jeg vil nu påstå, at succesen eller fejlen næsten ene og alene skyldes, om forfatteren har lykkedes i, at fylde det vakuum, han selv har skabt, op med noget nyt.

To eksempler på vakuummer:

Shadyvill
Første gang jeg brugte vakuum, uden at vide det, var med Shadyvill. Dette var et meget traditionelt call scenarie. Men med den forskel, at der i det skriftlige oplæg ikke var nogen forklaring på, hvorfor tingene var som de var. Eller rettere det var der, men spillederen blev opfordret til at forkaste denne, og i stedet kører videre på de oplæg spillerne kommer med.
Det var ud fra den oplevelse, at lige meget hvor gode call plots jeg kommer på, så er spillernes paranoide ideer altid langt mere skræmmende end noget jeg nogensinde kunne komme på. Så hvorfor ikke udnytte denne kreativitet spillerne kommer med til at skabe uhyggen?
Det er mit tidligste eksempel på at udfylde et vakuum. Jeg fjernede (til dels) forklaringen på situationen og i den forbindelse og løsningen og afslutningen. Det jeg erstattede det med, var redskaber, som spillederen kunne bruge til at udnytte spillernes egne indfald, (eller det var tanken, det var næppe så gennemført, netop fordi det var meget ubevidst, at jeg gjorde det).

Ønskeøen
Jeg springer let og elegant Hotel Commodore over, den har som sådan ingen vakuummer, men den var mellemledet mellem Shadyvill og Ønskeøen. Men det er en anden snak.
Men Ønskeøen var der hvor vakuumet og kampen mod det for alvor kom i spil. Der er ingen spilleder, (men det er jo set før), der er ingen roller, der er ingen baggrundshistorie, der er faktisk heller ikke nogen historie.
Men så virker det jo absurd at et scenarie uden roller kunne blive nomineret til bedste roller. Men pointen er at jeg havde erstattet rollerne med noget andet. Nemlig rekvisitter, som spillerne så skaber deres roller ud fra. Det samme gjaldt historien. Teksterne til kapitlerne var erstattet af hver sin rekvisit. Jeg mener, at, i dette tilfælde skabte det bedre historier, end hvis jeg havde skrevet roller og en historie.

Hvorfor skabe og udfylde vakuummer?
Tja for det første for at prøve rollespilles grænse af. For det andet for at skabe en meget anderledes rollespilsoplevelse, fordi man pludselig arbejder med andre ting, end man er vant til. Men mest af alt, fordi det giver muligheden for en forbedret oplevelse.
Hovedregelen er nemlig: du skal ikke gøre noget, bare for at gøre det. Der skal være en velovervejet grund til det. Vi skal ikke bare skabe vakuummer fordi vi kan. Men fordi det, vi fylder vakuummet ud med i dette ene tilfælde, skal være bedre end det vi fjernede.

Vakuumtankens muligheder
Når først vi har indset at det hele handler om vakuummer bliver mulighederne pludselig uendelige. En i cafeen brokkede sig over, at holdlæggerne havde brokket sig over scenarier med få deltagere optog for mange klasselokaler. Han ville svare igen med et scenarie, hvor der kun var en spiller. Og han mente at jeg jo måtte være den perfekte til den opgave. Jeg grinede af joken, og forundredes igen over, hvad det for et ry jeg har fået.
Så gik jeg op for at købe en øl, og så satte min hjerne i gang: Ud fra tanken om vakuummer så er et scenarie med kun en spiller ikke længere en joke. Det kan teoretisk lade sig gøre. Det bliver skide svært, men det kan lade sig gøre. Det kræver bare, at man finder noget at udfylde det vakuum, som fraværet af medspillere skaber. Det er nok det største vakuum muligt, men det er i teorien ikke umuligt at opfylde.

Elementer i et scenarie
Med vakuum tanken i hovedet, kan man faktisk begynde at identificere de elementer, som kan arbejdes med. Der er sikket mange flere end her, men disse er dem jeg kunne finde på at arbejde med.

Spillederen
Gjort rigtigt meget, med meget skiftende succes. Som sagt, hvis det lykkedes er det efter min mening, ene og alene, fordi forfatteren har formået at udfylde vakuummet med noget bedre. I Ønskeøen blev det udfyldt med en skiftende spilleder, i SystemPerfekt med en arrangør.

Rollen
Den rigtigt svære, men det kan lade sig gøre, som du har læst.

Historien
Igen se Ønskeøen, det vil jeg faktisk mene er noget af det letteste, da det jo netop er den der er på spil i rollespil. Det er den, der i forvejen er ukendt, fordi sådan er rollespil bare.

Baggrundshistorien
Den er der næsten altid, men det er overraskende let at overlade den til spillerne. Se blot Shadyvill og Ønskeøen.

De andre spillere
Den er svær, og jeg er ikke sikker på, jeg vil kaste mig ud i det. Men i teorien ville det være muligt.

Alt muligt andet
Som jeg ikke er kommet på endnu.

Overmætning
Når man kan skabe vakuummer kan man også skabe det modsatte. Jeg har ikke det rette ord for det, så lad os kalde det overmætning. Når der er for meget i et rollespil. Når der er indhold i et scenarie, som ikke behøver at være der. Dette kan være lige så ødelæggende som vakuummet. Men en uddybning af dette kræver at helt andet indlæg.

Det var min rant om vakuummer. I næste indlæg vil jeg beskrive, hvordan denne tanke fører til en rollespilsform, jeg har valgt at kalde Whiteform.