Tag-arkiv: Mig

Stjernetegn – Foromtale

Jeg vil også være med på hele foromtale ræset, så her tre dage før første deadline kommer mit bud på en foromtale til Stjernetegn, (som jeg har besluttet det fortsat skal hedde). Kommentare modtages gerne. Jeg er især i tvivl om “om forfatteren” afsnittet. Jeg har tyvstjålet det Johs skrev om mit scenarie i hans blogindlæg om årets scenarier. Jeg gjodre det fordi, jeg synes det var sjovere, end at jeg blot selv skrev et eller andet traditionelt og halv kedeligt om mig selv. Men frygter lidt at det virker ALT for selvoptaget og selvglad. Plus jeg mangler tilladelse fra Johs. Men generelt er jeg rigtig meget i tvivl om det hele, fra brødtekst til om spiller og spilleder. Så here goes:

Stjernetegn

Forestil dig, at du er en gud.
En perfekt og ophøjet skabning.
Styret af logik og rationale.
Aldrig i din evige eksistens har du følt noget.
Forestil dig så, at du for første gang føler.
Nervøsitetens spænding
Vredens knugen
Eller glædens lethed.
Hvordan reagerer du på de forførende, frygtede, fremmede følelser?

Stjernetegn er en episk fortælling, hvor tolv Guder, hver repræsenteret af et stjernetegn, våger over en fremmed verden. De kaster dom over de dødeliges skæbne og kan afgøre kongers krige og sjæles skæbne.

Men samtidig er det en personlig fortælling om tolv guder, der langsomt oplever, hvad det vil sige at være menneske.

Hvor og hvornår fortællingen finder sted, hvem der er med i den, og hvad guderne gør, det ved ingen. Endnu. Det er op til dig og de andre spillere at skabe gennem rollespil.

Fakaboks
Spilletid: Maksimalt 6 timer
Antal spillere: 6 til 12
Genre: Fortællelive med jeepelementer

Spillertype: Dette er et scenarie for de spillere, som kan lide at have en stor indflydelse på deres rolle og historien. For spillere som mener, at essensen i rollespil er, i fællesskab med sine medspillere, at skabe en medrivende historie og verden. Samt spillere som kan lide at fordybe sig i og udvikle deres rolle.

Spilledertype: Dette scenarie er for spilledere, der kan lide at sætte lokalet op, sætter spillerne ind i scenariet og sætte scenariet i gang, og bagefter læne sig tilbage og nyde historien der udfolder sig mellem spillerne. For spilledere der forstår at holde sig tilbage og kun gribe ind, når det er allermest nødvendigt.

Om forfatteren
”Simon J.P. er den nuværende scenarieforfatter der tænker, skriver og arbejder mest med sine vilde scenarieideer. Jeg kan virkelig ikke lide live, masker (som ikke bruge i voldelige sammenhæng) og stjernetegn og pga. disse personlige idosynkratier, kan jeg ikke sige, om Simon er ved skrive det mesterværk, som han uundgåeligt vil skabe indenfor de næste par år.”
Johannes Busted:
http://sortforsyning.dk/2009/næste-ars-fastavalscenarier/

Hør Simon, laver du ikke meget det samme?

Hør Simon, laver du ikke meget det samme?

Laver du i virkeligheden ikke bare samme scenarie om og om igen, med enkelte ændringer?

Altså nogenlunde samme ide: ingen roller, ingen historie, ingen baggrund, og så skal spillerne selv finde på det hele ud fra nogle redskaber du giver dem. Er det ikke at gentage sig selv rigtigt meget?

Den kritiske del af mig selv har spurgt mig om dette ofte på det sidste. Især efter Vandrer. Det virker som om, at det scenarier er så tæt på det minimalistiske scenarie, man kan komme, uden at aflevere et blankt stykke papir.

Fjern vandringselementet og du har et scenarie, der nok er så frit og indholdsløst, som det kan lade sig gøre (altså på denne måde). Så kort sagt tror jeg, at Vandrer er toppen af min minimalistiske serie. Nu kan jeg ikke trække det længere ud af den tråd. Og får jeg ideer til det, bør jeg nok lade være, eller kun skrive dem for sjov.

Så hvis jeg skal fortsætte med at skrive scenarier, må jeg i en ny retning. Jeg skal finde et nyt fokus, er nyt område, men samtidig bruge de ting jeg har lært, og lade mig inspirere af de teknikker de minimalistiske scenarier bygger på.

Hvad det så bliver, ved jeg ikke. Måske jeg trænger til en pause, tage et år væk fra at skrive scenarier og fokusere på andre dele af rollespillet, for at se om det kan give nye vinkler at anskue forfatterdelen på.

Måske er udfordringen at tvinge mig selv til at skrive et scenarie, hvor styrken er de dele jeg har undladt i mine sidste scenarier. Så som roller, historie, baggrund. Jeg har en ide om at det kunne være en interessant, men meget hård øvelse, at skrive et karakterdrevet scenariet. Hvor fokus kommer fra velskrevne gennemarbejdede originale roller. Jeg har jo sådan set ikke har skrevet roller siden Hotel Commodore.

Eller er løsningen at prøve at skrive et scenarie sammen med en anden? For på den måde at tvinge mig selv til at se på scenarier anderledes?

Det er ikke til at vide, det må tiden vise. Faktum er at nu vil jeg gøre Stjernetegn og Vandrer færdige. Så har jeg endnu et projekt planlagt og derefter uvished. Det bliver spændende.

To be continued…

A night of spirits and stories

A night of spirits and stories
Er lige kommet hjem fra en meget usædvanlig aften. Meget passende da det er Halloween. Jeg er nød til at skrive den ned, fordi jeg ikke vil glemme detaljerne. Da jeg også gerne vil fortælle folk fra Facebook om det, men ikke har plads i status passede det fint at smide historien op her.

I disse tage løber the International Storyteller Festival mod ende, i morgen er sidste dag. Men i aften havde de selvfølgelig en særlig Halloween aften. På scene sidder en gruppe af festivalens fortæller. En lokal skotsk fortæller, rejser sig og begynder at fortælle om Halloween.

Det var åbenbart normalt at lave en cirkel, med hvert verdens hjørne repræsenteret af en guddom eller ånd. I denne aften var de repræsenteret med fire græskarhoveder rundt om på scenen. Så længe man blev inden for denne cirkel kunne djævlen ikke nå dig.

I den ånd ville fortællere fra alle verdenshjørner aften komme og fortælle en kort historie fra deres verden. Der var en indfødt amerikaner, en new zealandsk maori, en skotte, en australier og en caribianer.

En for en fortalte de deres historier. Med mellemstykker af smuk skotsk sang og musik. Og som åbenbart er traditionen ved disse møder: gåder til publikum: ”hvad er højere end det højeste, lavere end det laveste, bedre end gud og ondere end djævlen, døde spiser det, og hvis du spiser det, dør du?”

Maorien fortalte om den gang mennesket fik ilden. Det var på grund af en lille dreng ved navn Maori. En karakter der åbenbart ofte optræder i deres legender fik jeg senere af vide. Dette er den samme som havde en ret interessant fortælleteknik, jeg fortalte om den anden dag på Facebook.

Den indfødte amerikaner fortalte, hvordan hendes samfund var matriarkalsk, og i historierne var kvinderne derfor ofte vise og mændene, nå ja dumme. Hendes historie handlede om et ondt vampyrskelet og hvordan en mand blev dræbt af det, men hans kone undslap det, naturligvis.

Australieren fortalte en historie fra hendes familie. Hvordan et spøgelse af en lille dreng havde hjulpet hendes mor med at redde hendes onkel og tante da alle tre var små. Samtidig fik vi et indblik i koloniseringen af Australien.

Skotten sang an sang og fortalte en historie om en heks der forførte en mand og forvandlede ham til en hest om natten. Som taget ud af et skandinavisk folkeeventyr. Men med en interessant tvist til slut: efter de havde brændt heksen, hintene hun til et gran af tvivl hos hovedpersonen. Var det nu rigtigt at slå hende ihjel.

Men min ynglings historie kom fra kvinden fra Caribien. Hun fortalte historien om en rigmand, der afviste at hjælpe med at bære en mand til en begravelse, og sendte sit æsel i stedet. Så da rigmanden skulle begraves sendte alle i landsbyen deres æsler til begravelsen i stedet. Fantastisk fortalte med en energi og humør jeg sjældent har set. I Caribien har de i øvrigt nogle fantastiske begravelses ritualer, som hun også fortalte om. I stedet for sorg, danser og synger de i ni dage.

Da alle historierne var fortalt og vi havde klappet os færdige, sagde arrangøren, hende der havde sunget mellem hver historie, at fortællerne nu tog til hjem til en af dem, og hvis nogen ville med, måtte man gerne dog ikke for mange.
Hun sagde det ret henkastet, og det virkede ikke til at man skulle tage hende seriøs. Det var bare noget der pludselig faldt hende ind. Så jeg tænkte, det kunne være vildt fedt, men det er vist en privat aften. Jeg må hellere gå hjem. (Dem der kender mig godt, kan næsten gætte hvad der skete nu.) Jeg gik ud af døren og nåede omkring 10 meter og så tænkte jeg, hvad har jeg at tabe, og vendte om.

Jeg kom ind igen og henvendte mig til en fortæller. Fortalte hvor meget jeg havde nyt det, og spurgte henkastet, om det var rigtigt, at man kunne komme med dem. Hun svarede begejstret ja, og inden længe var jeg på vej hjem til en skotsk fortæller, i følgeskab med en gruppe internationalt anerkendte fortællere. Det helt særlige i aften var begyndt.

Snart sad vi hjemme i hans smukke new town lejlighed proppet til randen med genstande fra et langt og rigt liv. Jeg fik snakket og lyttet meget til Maorien og kvinden fra Caribien(jeg fik alle deres navne, men kan ikke huske den sådan lige, gudskelov for det program jeg har.) Vi snakkede om historier, om religion, om sammenfald og forskelle i forskellige fortællekulturer. Det var fantastisk.

Blandt andet sagde Maorien noget interessant: at i de fleste hedenske religioners historier er der ikke en klar grænse mellem godt og ondt. Alle har både det gode og det onde i sig. Det gælder på for de Maoriske historier, og i den grad også, indså jeg, for den nordiske mytologi (tænk bare på Loke og Odins både onde og gode handlinger.) Det var først med kristendommen og lignende religioner at der opstod en klar grænse mellem gode og onde. Sikkert ikke helt rigtigt, men alligevel en interessant observation.

Efter lidt tid tog værten, en gammel hvidhåret skotte i kilt ordet. De havde alle fortalt mange og gode historier i de sidste uger. Og i aften skulle være afslappende, så man skulle kun fortælle og sygne det, man nu havde lyst til. Og så var ”scenen” ellers åben for alle. Folk skiftede til at synge sange eller fortælle små historier fra deres hjemland. Åh der var mange og de var små smukke. Jeg allerede nu ikke huske detaljer, men kun essensen.

Følelsen af afslappet glæde. Mindet om at sidde i det fantastiske selskab og smile og grine over hele femøren og bare forsvinde i historier og sange fra hele verdens utrolige fortælle forråd. Mest var der dog sange, og dem kan jeg ikke genfortælle alligevel. Men wow, jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det var en kæmpe ære at blive lukket ind i deres selskab og bare lytte.

Før jeg glemmer det, må jeg hellere i noter skrive ned, hvad jeg dog kan huske: historien om farven på et æble. Historien om krager og is. Historien om den drevne hane og gribbene. Og endelig historien om dødens bugt i Britanie som afsluttede aften.

Men til sidst måtte aften komme til en ende og jeg forlod selskabet som en af de sidste, en kæmpe oplevelse rigere. Dette viser ikke en brøkdel af hvad jeg oplevede, men det er den bedste måde for mig at videregive oplevelsen på og at hjælpe mig selv med at huske den til senere. Turen hjem var tilpas sær, med gaderne fyldte af ånder og spøgelser, zombier og superhelte, pirater og guder.

I morgen skal jeg ud og hører træer fortælle historier via indianske myter. Og så skal jeg til den store afslutning, hvor jeg forhåbentlig får mulighed for at hilse på nogle af dem fra i aftes og takke dem endnu en gang.

Godnat og husk, bliv inden for cirklen ellers kommer djævlen og tager dig…

Allitteration eller andre blogs jeg kunne have

Jeg har bemærket en tendens, en som jeg selv bruger: når folk laver en blog, så bruger de allteration ud fra deres navn til at give bloggen et navn. (ja mdet er ikke så meget tilfældet blandt rollespillerne, men blandt journalister er det skræmmende udbredt.) Så derfor i et øjebliks kedsomhed præcentere jeg:
Blogge jeg også kunne have:

Simons Scenarie Sludder (som jo er den her)
Jameses journalistiske jargon
Pettitts politiske plader

Alle tre meget realistiske ting, da jeg jo også er journalist, og dermed også ret politisk interesseret. Men her efter bliver det lidt mere… øh kreativt?:

  • Simons Simrende Supper (opskrifter på suppe selvfølgelig)
  • Jameses Jamrende Journaler (en mere personlig blog, tror den ville handle om, hvor hårdt livet er)
  • Pettitts Patetiske Pater (opskrift blog nummer to, men handler nok mere om mine forgæves forsøg på pate.)
  • Simons Syndige Synopser (scenarie synopser jeg har levet, men ikke tør vise til andre?)
  • Jameses Jyske Jackpot (humm kan være mange ting, men måske en blog om min kæreste?)
  • Pettitts Platoniske Palisader (øh noget med, hvordan man bygger live omgivelser uden at det bliver frækt?)
  • Simons Super Sneleoparder (øhmm man skal vist kende mig ret godt, for at forstå den)
  • James Jonglerer Julen (tips om hvordan man overleve juleræset eller er jeg begyndt at gøgle?)
  • Pettitts Permanente Padehat (øh, tja, hum…)

Ok tror jeg stopper her før det her bliver fjollet, (ja det er for sent, det ved jeg.)

Udviklings rollespil

Jeg tror jeg har fundet min kæphest, mit mål med rollespil.
Jeg vil arbjede med udviklingsrollespil.

Det er rollespil hvor vi dropper ideen om at vores rolle fra  start til slut er uforanderlig.

Mange rollespil oplever at rollen ændre sig, noget så simpelt som xp er jo faktisk en udvikling.

Men på det personlige plan føler jeg, at der er lidt længere mellem udviklingerne. Specielt på conscenarierne.

Heldigvis er det ved at ændre sig, mange af dette års fastaval scenarier havde teknikker der opfordrede til rolleudvikling, i hvertfald så vidt jeg har hårt.

Mit eget Hotel Commodore byggede direkte på det at en rolle udviklede sig.

Men så vidt jeg har forståedet det gør en lærke lettede det også, og memoritoriet gør det jo i og med man faktisk skaber sin rolle og forhistorie sammen med de andre spillere.

Det er en fantastisk tendens jeg gerne vil styrke, fordi jeg tror det skaber mere dynamik i de fortælleringer der bliver skabt i rollespil.

som jeg siger lidt for ofte: I film udvikler hovedpersonerne sig altid, ellers ville det ikke være en interessant historie at bygge en film på.

Det redskab skal vi også bruge i rollespil, fordi jeg tror på at det giver de samme fede historier som film skaber.
udviklende roller er langt mere interessante end statiske roller,  som enten taber eller vinder. Så bliver det lige pludselig interessant at tabe en konflikt.

Jeg har nemlig ofte oplevet i live, at hvis man først tabte sin konflikt så havde ens rolle ikke noget at lave resten af aftenen. Men hvis man har gjort udvikling til en teknik i sit live, så kan taberen pludselig bruge nederelaget ti lat udvikle sin rolle, og spørger sig selv: hvad nu, hvad sker der med min person, hvordan kommere han videre her fra? og  kan skabe helt nye og måske federe mål for sig selv og sin rolle, for resten af aften.

Det var dagens mening

Der sad en gang tre drenge…

I et vindue på stue etagen på en lejerskole på langeland. (uhh det starter vildt ikke?) De havde sættet et stykke tid og kastet kegler ud af vindet. Nu var de løbet tør for kagler. Den ene sagde til de to andre: “Jeg henter mine gummistøvler og hopper ud ad vinduet og henter keglerne, så vi kan kaste dem ud igen.” Han løb ud for at hente sine gummistøvler. Da kiggede den ene af de to sidste drenge på den anden, og sagde: “Han må ikke hoppe ud ad vinduet, det siger de voksne, så du må hellere lukket vinduet.” (Her skal det indskydes at dette ikke var normale vinduer. Den eneste måde man kunne lukke dette vindue på, var ved at strække ud og fjerne de to støtter der holdte det oppe. De voksne havde sagt at vi hverken måtte hoppe ud ad vinduet eller lukke det.) Den anden dreng (som I nok har gættet var mig), blev dog overbevidst af den første, om at det nok var klogest at lukke vinduet. Jeg strækte en arm ud og fjeren den første støtte, så den anden…

Jeg husker jeg gik ned ad en mærk gang, der stod blod ud af min tommelfinger. Jeg husker at det eneste jeg tænkte var: Det var der underligt at der ikke var mere blod.

Jeg husker at jeg sad sammen med børnehavenlederen og ventede, det sveg lidt i min tommelfinger.

Jeg husker at sætte i ambulancen, og at børnehave lederen skyndede på manden der kørte.

Jeg husker at mine forældre var ankommet til hospitalet først, og at de ikke var sure, men glade for at se mig.

Den dag mistede jeg en tommelfinger, og mangler den stadig.

Hvorfor fortæller jeg så det?

Jo fordi det nok er den historie jeg må fortælles oftes om min barndom. Man kan også påstå, at det rent symbolsk siger lidt om mig: Ikke helt normal, ikke en total særlig, men alligevel lidt anderledes, som for eksempel, at jeg kun har 9½ fingre.

Desuden er der den grund, at det giver mig et lille slægt skab med den figur der skabte rollespil, nemlig Frodo: Han fik fingeren bidt af af Golum. Som rollespiller er det en lidt sjov tanke at have noget tilfælles med netop den figur.

Ellers var det bare en lidt anderledes måde at introducere mig selv på.

Velkommen til min blog

Simon James Ni-Finger Pettitt