Tag-arkiv: Læsegruppen

Læsegruppen – Oculus Tertius

3 svar

Som lovet før, vil jeg ikke snakke om hele dette scenarie, en opgave der normal er stor og endnu større når man har med et omfattende scenarie som dette. Det er på 61 sider, men de sider er propfyldt med muligheder og tanker, så selvom det ikke er det længste scenarie, så føles det næsten sådan, fordi der ER så meget i det. Af samme grund kommer jeg ikke ind på en brøkdel af scenariet, men blot hiver nogle punkter ud, som jeg vil snakke lidt om. Men så kan I bare læse resten af gruppens anmeldelser, de rammer nok de dele, jeg ikke fik med.

Scenariet kort
Oculus Tertius, eller det tredje øje som det hedder, handler om spiritualisme, om ånder og åndeverden. De seks spiller er alle tidligere medlemmer af den okkulte gruppe Oculus Tertius, de har ikke mødtes siden universitetstiden, hvor gruppen startede og gik i opløsning. Nu er de kaldt sammen af gruppens syvende medlem og tidligere leder. Han har på sit, selvfølgelig isolerede gods, opfundet en åndemanningsmaskine, som gør det muligt at komme i kontakt med åndeverden, påstår han. Spillerne har hver deres selviske grund til at tage til mødet.

Lidt om klicheroller
Jeg har løst hørt om begrebet den sjette rolle, rollen, ofte en kvinde som blev føjtet på fordi ”der skal jo være seks roller.” Som åbenbart var et krav til scenarier på Fastaval engang. Da jeg læste dette scenarie virkede det på mig, som om at en af disse seks var sådan en. Der er tale om en journalist, og hendes formål med mødet er selvfølgelig at få skrevet en forside historie, så hun endelig kan få sat gang i sin karriere, samt gerne skrabe noget smuds frem der kan bruges både til gode historie og afpresning, gerne begge. Der er ingen anden facetter til hende end dette. En altså utrolig kedelig og ensidet rolle. Som ikke kan udvikle sig eller har andre handlemuligheder end at være fordækt, med mindre altså spilleren vælger at begå vold mod rolleteksten. Der er et formidlende punkt, som jeg ikke vil afsløre her, men som virker påklistret og ligegyldigt.

Men da jeg læste hun var journalist, blev jeg egentlig ikke synderligt overrasket, sådan bliver journalister nemlig som regel afbilledet i scenarier, tro mig jeg ved det, som journalist bliver jeg tit sat til at spille journalist. Men det er selvfølgelig ikke kun rollespil, det er jo den generelle kliche journalist. Men som regel kun som antagonist. Klasse eksemplet er i krimiserier, hvor en skruppelløs journalist forsøger at sætte den gode efterforsker i dårligt lys for sin egen vindings skyld, og gerne kommer i vejen for efterforskningen. Men som sagt en antagonist, det er denne rolle sådan set også, hvilket ikke gør den endnu mere umulig for en spiller at spille den.

Da jeg sad og kom på dette brok om at journalister altid bliver skrevet som nogen der altid og med alle midler jagter forsidehistorier, kom jeg til at tænke på, at jeg jo kun ved det ikke forholder sig sådan, fordi jeg er en journalist. Ville jeg ikke kunne gå i samme fælde, hvis jeg skulle beskrive en forsker, kok, kriminel, indvandre eller en af de mange andre klicher vi omgiver os med? (Det ville jeg ikke, fordi jeg skriver jo ikke roller, men hvis nu jeg gjorde.)

Det er et godt spørgsmål, og jo det kunne jeg nok godt finde på. Så det man kan lære af dette er: hvis du skal skrive en rolle der er en profession du ikke ved noget om, men som du har en masse holdninger om, så tag lige og undersøg lidt om området først. Eller og endnu mere vigtigt: tilføj nogle flere sider og dermed handlemuligheder for spilleren. De andre roller er nemlig lige så meget de dårlige sider af deres profession, men de har alle, på nær en, både gode og dårlige sider, de er kort sagt mere end blot: en forside hungrende egoistisk journalist. Så giv dine roller flere facetter, det er sjovere at spille.

Mere om Oculus Tertius
Jeg synes faktisk det er et godt scenarie. På trods af, at det er utroligt komplekst, så kan jeg faktisk se hele strukturen for mig. Altså efter jeg har læst det, jeg var godt nok noget forvirret undervejs, men det hele blev klart til sidst. Apropos snakken om, at kun den som læser et scenarie får det fulde udbytte af historien i det, så er det i den grad tilfældet, især rollerne, der skal ikke bare alle roller læses, men de skal læses i en bestemt rækkefølge, så får man også en næsten velfortalt lille historie, da de alle er smukt bundet sammen.

Forfatteren har tydeligvis spiltestet værket og er bevidst om, hvad spillerne kan finde på og at der er meget information i scenariet. Ved gennemlæsning var det træls med de uendeligt mange og gentagne sidehenvisninger, men ved spil kan jeg forestille mig at de er en stor hjælp. En anden god hjælp er det gennemtænkte flowchart til sidst i scenariet, det ville jeg som GM have liggende ved siden af mig hele tiden.

Endelig kan jeg rigtigt godt lide en sidste detalje: alle rollerne er udstyret med tre bokse til sidst: Rollespilsnoter, kropssprog og stemmeføring. De er rigtigt gode, og præcis sådan noget der gør en rolle væsentligt mere spilbar. Det er nogle meget konkrete anvisninger som ikke sider lange person beskrivelser kan hamle op med. Disse er nemlig lette at huske og lette at bruge. Meget om belief og instinkt i Mouse Guard Det er noget jeg sagtens kunne finde på at tage med fremover, jeg kunne forestille mig, at det især vil være en god ting i biperson spil.

Links:
Scenariet

Mortens anmeldelse

Alle tidligere anmeldte scenarier og links til alle anmeldelserne

Læsegruppen – Jagten

4 svar

Så er det over deadline for vores næste deadline i læsegruppen. Må hellere få skrevet en anmeldelse. Der er blevet lidt vane for, at man starter med at fortælle, om ens forhold til det anmeldte scenarie, så det vil jeg gøre, fordi jeg for engangsskyld faktisk har et forhold til det, ad en sådan lidt omvendt vej.
Det første scenarie som jeg nogen sinde spillede på Fastaval, (og det var oven i det første scenarie jeg var spilleder på, på Fastaval,) var ”Operation Jötunheimr” af Thomas Jakobsen og Rasmus Wagner, som foregår i den Holocaust verden, som Ask Agger introducerer med Jagten. Så ad lidt omvendt vej, var det Ask Agger der, bød mig velkommen til den begivenhed, som hvert år fylder min påske og det meste af min vinter.

Om Holocaust verden
Jeg har altid haft lidt ambivalent for hold til Holocaust universet. Foromtalen til ”Operation Jötunheimr” beskriver sådan set Ask Aggers dommedags verden meget godt:

”Anden verdenskrig er ikke forbi, og her i år 1951, er verden i forfald. Europa er hærget af Fimbul vinteren, og den germanske krigsmaskine er ustoppelig. USA kæmper for overlevelse mens Nazityskland gør klar til en invasion af Nordamerika, og Sovejtunioen eksisterer kun i det fjerne Sibirien.
På Balkan kæmper modige mænd og kvinder mod det Tredje Riges sejrrige tropper. De er verdenens sidste håb. En borgerkrig er brudt ud, og en tid så det ud til at Føreren ville tabe. Nu har SS troppernes jernnævne slået det meste af modstanden ned, og Feltmaskal Rommel leder nu oprørernes sidste kamp mod overmagten.”

Og det var skam også det, der fristede mig i sin tid. Jeg har en eller anden fascination af undergangsverdner og alternativ historie, så det her var lige noget for mig. Men mens jeg læste ”Operation Jötunheimr” dukkede der lige pludselig jætter og Loke op i scenariet, WTF tænkte jeg, og da jeg kom online og fik læst om hele verden, var der hele tiden omtaler af engle, dæmoner og nordiske guder, uden rigtigt på noget tidspunkt at forklarer hvorfor. Det skuffede mig lidt, jeg synes det var mærkeligt og unødvendigt at fylde en så interessant og dyster verden med fjollede overnaturlige væsner.

Men så var det jeg begyndte at læse Jagten, og endelig fik jeg en forklaring, (eller i hvert fald en meget klar og præcis forklaring) på de mange overnaturlige væsner midt i en forlænget anden verdenskrig:

”Den historiske forklaring går på, at tyskerne (læs Hitler) ikke begik en række af sine største dumheder og derfor har ført krigen helt frem til 1951. Målet er at skabe en mørk, dynamisk og konflikt-fyldt verden, der kombinere det nordiske Ravnerok, med kristendommens Dommedag og jødernes Holocaust. Dæmoner, guder og engle findes, og de kæmper alle med i den store strid på den yderste dag.”

Kort og præcist, hvorfor der er mere end blot mennesker med i denne krig, og jeg er overbevist. Nu hænger det pludselig sammen. Så nu har jeg en nyfunden interesse i dette gamle univers, (Jagten er fra Fiskecon part III fra 1995.) Men Jagten er altså det scenarie der introducere hele denne meget brugte verden, så derfor er det også interessant læsning, når man er interesseret i denne verden. Men scenariet kan mere end det.

En forfatter der ved hvad han vil
Hele det første kapitel i Jagten handler om, hvordan man skal køre dette scenarie. Der er gode råd om nærmest alt. Og det holder hele scenariet igennem. Ved alle bipersonerne er der for eksempel beskrevet, bipersonens kropssprog, hvordan man skal sidde når man spiller denne.

Kort sagt ved forfatteren præcist, hvad han vil, og han sætter spillederen grundigt ind i hans vision. Længden er også interessant, selvom scenariet er skrevet til en con, så gør Agger opmærksom på, at scenariet faktisk har bedst af, at blive spillet som en minikampange, gerne over et par gange. Når man har læst scenariet forstår man hvorfor.

Der er mange fede scener og personer og en god historie. Men på en normal con, tror jeg slet ikke men ville have tid til at få scenariet under huden i den grad det er muligt, hvis man har tid til det. Hvis det blev sat op i dag, kunne man sagtens forestille sig at det kunne gøre over to blokke, som enkelte andre scenarier jo gør i dag.

God læsning
Jeg tror jeg ville have meget præstationsangst skulle jeg sætte dette scenarie op. Simpelthen fordi det er så velskrevet. Man har et meget godt billede af, hvordan man skal gøre, men netop derfor, tænker jeg: ”wow kan jeg leve op til det?”

Men at læse det var en fornøjelse. Det var næsten som at læse en aktionfyldt, dramatisk og dyster roman. Jeg tror noget af det, er fordi da scenariet blev skrevet, var det tanken, at det senere skulle blive til en tegneserie. Det har nok gjort, at Agger har haft godt hånd om historien. Resultatet er i hvert fald, at det er underholdende læsning, (dog med undtagelse af, når Ask sniger lidt for sjove/normale ord ind i de ellers ret skarpt holdte beskrivelser).

Historien ultra kort
Når nu jeg har rost sproget sådan, kan jeg vel lige så godt lade forfatteren selv fortælle hvad det hele handler om, (ps: tænker du på at spille dette, skal du ikke læse dette afsnit):

“Historien udspiller sig i foråret 1951 i den belejrede by London. Spilpersonerne er fire elite-soldater, der sættes på en særlig mission af den brittiske efterretningsorganisation SIS. De skal opspore og eliminere en gruppe nazistister, der huserer indenfor byens fæstningslinier, hvor de på bestialsk vis dræber fremtrædende brittere. Det starter som en simpel efterforskning med besigtigelse af gerningssteder, afhøringer etc., men hurtigt bliver det klart, at noget er galt. Meget tyder på, at “nazisterne” er andet og mere end mennesker, og deres gerninger bærer galskabens præg. Spil-personerne ændre sig også, får sære syner og vandrer selv på kanten af sindsyge. Det viser sig til slut, at spil-personerne har gennemgået et genetisk forsøg, der har alvorlige bivirkninger og medfører galskab. De “nazister” som jagtes er brittiske soldater, der gennemgik det samme forsøg som spilpersonerne og nu er forvandlet til umenneskelige mordere. Muligvis når spil-personerne frem til bagmændene, der skal findes blandt deres overordnede. Scenariet slutter med at spil-personerne overtager rollen som jagede galninge idet et nyt hold soldater sendes efter dem.”

Jager og byttet
Den råde tråd i scenariet er forholdet mellem jager og byttet. Spillerne starter med at spille jagerne men ender selv som byttet til sidst. Men det fede er, at igennem scenariet, så kan spillederen sætte scener, hvor spillerne for en stund spiller byttet.

Det betyder at op i mod klimaks der kan man bytte så meget frem og tilbage, at man ender med at slås mod sig selv, henholdsvis som jager og bytte. Endelig kan man endda ende med at klippe mellem spilpersonerne og den nye gruppe soldater, der nu bliver sendt efter dem.

Det er en smuk mekanik, skabt til at skabe tvivl om ens egne handlinger. ”Var det min spilperson der netop slagtede den gamle dame, eller var det blot mig der spillede byttet som slagtede damen?” Aggers geniale ide er: at når spillerne tror de spiller monstre, så opfører de sig som monstre, effekten er så, så meget stærkere når de bagefter finder ud af, at de slet ikke skiftede, men spillede sig selv hele tiden. Forvirret? Det er kun fordi jeg ikke beskriver det så godt som Ask, læs scenariet!

Spilbart i 2010?
Ja det vel jeg bestemt mene, det er en lang satan, der nok mest egner sig til en kortere kampagne, men det kan sagtens måle sig med moderne Fastavals scenarier. Måske man dog skulle udskifte systemet til et moderne letvægts et. Helt upåvirket af, at det er dem jeg spiller lige nu, ville jeg anbefale ”Over the Egde” eller ”Mouse Guard,” de kunne nok begge hackes til at passe på dette. (Man kunne for eksempel forestille sig noget interessant spil mellem den gradvise mutation og spillernes Nature, hvis man brugt Mouse Guard… Humm kunne være man skulle lave et Jagten hack)

Alt det jeg ikke fik med
Man kan snakke meget mere om scenariet, men anmeldelsen er allerede alt for lang. Men her er nogle andre ting man kunne nævne:

Alt for mange stavefejl: jeg er heller ikke stærk på den kant, men her er det altså ret slemt.

Spøgelser: der er også nogle spøgelser med i, hvor de både kan være virkelige spøgelser, der hjemsøger spillerne, eller blot deres dårlige samvittighed, (igen det er den slags ekstra krydderi, der gør det fedt, men som også kan trække scenariet i langdrag.)

For få mutationer: Når man har læst, hvor meget spillerne ændre sig, så var det skuffende at se spilpersonerne, det er kun deres stats og nogle stikord der bliver ændret. Selve karakterteksten forbliver den samme. Det kunne da have været for fedt, hvis selve beskrivelsen af rollen langsomt ændrede sig.

Beslut dig Ask: lidt for mange gange får spillederen en hel del valg. Alt efter, hvordan han nu vil køre scenariet. Normalt er jeg helt med på frihed. Men i et scenarie så skarpt skåret som dette, så er det bare ærgerligt at forfatteren gang på gang løsner op og skriver ting som:

”Det er tanken, at det hele skal ende i forarmelse og død, men for de mere bløde og PR-mindede spil-ledere fra flinkeskolen er der indlagt en “når enden er god” mulighed.”

Ask burde stå fast på sit tematiske valg og så give spillederen frihed inden for dette tema.

En sidste ting
Og så en sidste ting: til den der skal vælge næste scenarie: Kunne du evt. vælge en af disse?:

Da de er blandt årets reruns på Fastaval, så vi i avisen, kan bringe jeres anmeldelser af det valgte inden det bliver spillet på søndag, (det kunne være sejt.)

Husk også at læse de andres anmeldelse af Jagten:
Thais, Morten og læsegruppens wiki.

LG – Being Max Møller

2 svar

En slags anmeldelse uden rigtigt at have læst scenariet.
Jeg har kun skimmet Max Møller scenariet, og synes ikke jeg forstod ret meget af det, og havde ret svært ved at se, hvordan det skulle køres. Som spilleder havde jeg været forvirret.
Men hvad der dog var tydeligt, var at det er et smukt indblik i Fastaval anno 2001. Under Con2 kom mig og Thais til at snakke om, dets outdatedhed. Jeg kendte meget få af dem der bliver nævnt, og dem jeg dog genkendte, kender jeg kun via navn (eller et vagt rygte).
Med pointen er, at scenariet nok kunne opdateres. Man kunne nok finde lignende personer, som repræsenterer en slags ny udgave af dem der optrådte i 2001 udgaven. Altså nye navne samme funktion i historien.
Hvis det er rigtigt byrde man kunne omskrive Being Max Møller til: Being (udfyld selv). Og så opdatere den med nogle års mellemrum, og blot putte nye navne ind og ændre nogle begreber.
Men kan det lade sig gøre, jeg vil nu læse scenariet og se.
…
…
…
Nej det kan man ikke. Being Max Møller binder sig ikke kun til kendte spilpersoner, men også alt det Fastaval var dengang. Og selvom vi snakker om, at Fastaval aldrig ændre sig, så genkender jeg ikke det billede Max tegner af Fastaval.
Eller rettere det gør jeg, men kun fra diverse Fastavalminder rundt om på bloggene. Jeg synes, at på godt og ondt, så er den Fastaval jeg kender, en helt anden en den der parodieres på i 2009. Om det er fordi tingene faktisk har ændret sig, eller om jeg bare ser Fastaval fra en anden vinkel ved jeg ikke.

Så hvad kan vi bruge scenariet til i dag? Jeg vil mene at det nok aldrig kan spilles igen. De fleste af dem der optræder, er forsvundet fra Fastaval og det vil alligevel aldrig kunne konkurrere med den der første legendariske bar-event, som jeg kun har hørt om.
Derimod er det fed læsning, det er underholdende, velskrevet og kender man til Fastaval, er det et godt indblik i Fastavals historie. Det er intet mindre en historisk tekst. De andre scenarier, vi har anmeldt, har vist hvordan man skrev scenarier i forskellige tider, det gør Being Max Møller også, men det giver også et indblik i, hvad Fastaval var den gang.
Så kort sagt: et scenarie, der i dag er mere værd at læse, end at spille.

Og til sidst en lille pudsig side tanke:
Hvis nogen opdaterede scenariet til en 2009 udgave, hvem skulle så erstatte spilpersoner og vigtige bipersoner?

Læsegruppen – Tropical Zombies

2 svar

Jeg troede, jeg manglede noget af scenariet, da jeg opdagede, at den fil jeg havde fra Rylle, kun var på syv sider. Men nej så vidt jeg kan se, har vi i denne omgang at gøre med et scenarie på kun syv sider. Hvilket er ganske imponerende.

Læs scenariet her

Scenariet er en af de ældste vi har haft indtil videre, rylle udgaven er fra 1995 men scenariet opstod åbenbart helt tilbage i 1990. Scenariet er et studie i b-film og vores de stereotyper der optræder her i.

Mest af alt er det et underholdende kultscenarie. Som forfatterne selv påstår, er Tropical Zombies et af de mest spillede conscenarier, og når man ser på listen på, af conner det har været på, så tyder det på at være rigtigt.

Men hvad sker der med de klassiske stereotyper, hvis de pludselig skifter køn? I forbindelse med et helt andet emne, undersøgte jeg det i mit foregående indlæg. Så det indlæg er den virkelig anmeldelse af Tropical Zombies.

Her er de enkelte noter, som ikke er med i det andet indlæg, som er de positive sider af scenariet, som jo er en regel i læsegruppen:

Jeg tror en af grundene til dette scenaries popularitet er dets lette tilgængelighed, som nævnt er det kun syv sider, og teksten er kort og enkel helt ind til benet. Scenariet består næsten kun af en gennemgang af forløbet og så rollerne.

Kun en kort tekstboks beskriver, hvordan man skal spille det. Men det mest imponerende er: der er ikke behov for mere. Jeg kunne nok allerede nu, efter en gennemlæsning spillede dette scenarie. Det har jeg kun prøvet engang før, og det var Reservoir Elves.

Jeg tror man kunne finde nogle interessante sammenfald mellem Reservoir Elves og Tropical Zombies. Og hvis men kunne på en eller anden måde beskrive dem, ville jeg næsten tro, at de kunne danne skole, for hvordan man kort og præcis formidler en scenarietekst. Det skulle nogen tage og gøre.

Så godt kort og konkret scenarie, der er lige til at gå til og kan sikkert spilles flere gange, og stadig være underholdende. Men nok om det, læs den anden ”rigtigte” anmeldelse, Johs siger I skal.

Køn og rollespil: En rolles køn er uvæsentligt

20 svar

Over på Sanne Harders blog diskuteres der køn og rollespil (med et fokus på diskrimination, men jeg drejer det her mere om på at handle om roller og køn.) Så jeg vil tillade mig at komme med mine tanker om køn og rollespil, da jeg uden at tænke over det, faktisk har arbejdet en del med køn.

Eller rette mangel på samme: rollerne i mine sidste tre scenarier var alle kønsløse, i og med at de næsten ikke var der. Samtlige roller kunne spilles af begge køn. Og skal jeg være helt ærlig, så tror jeg, at det gælder de allerfleste roller i danske scenarier. Jo selvfølgelig vil det kræve en smule omskrivning, men jeg tror mange ville blive overrasket over, hvor let det faktisk er.

Jeg oplevede det første gang på Hotel Commodore, hvor jeg fik mange flere kvindelige tilmeldte, end jeg havde regnet med, og måtte omskrive en række roller fra mænd til kvinder. Det tog mig ikke mere end en time.

Det kunne faktisk være en interessant øvelse at tage et hvilket som helst scenarie og bytte om på rollerne og så se, for det første om det stadig kunne spilles og hvor lang/kort tid det ville tage. Mit bud: 9 ud af 10 gange ville det fungere fint og det vi sjældent tage ret lang tid.

Så hvad er det jeg prøver at sige? Jo det er: stod det til mig, så blev alle roller skrevet kønsløse som udgangspunkt. Selvfølgelig ville det jo nok være nødvendigt at angive visse restriktioner, hvor man vil arbejde med forhold, så som at: rolle a og b skal være af det modsatte køn. Men efter min opfattelse vil begge roller kunne spilles af begge køn. Om det så vil give en anderledes historie, det er så spørgsmålet.

Men jeg er jo før blevet kaldt en ikke-pege-snakker. Så jeg kan jo ikke bare rende og påstå alt dette, der skal handling bag! Så nu griber jeg det nærmeste scenarie og bytter om på kønne: Det viser sig at være Tropical Zombies, som jeg er ved at anmelde i forbindelse med Rylle læsegruppen.

Her under er de omskrevne roller:
Du kan finde de oprindelige roller i scenariet her. (side 2 ud af syv)

J.D.
PART: The Reckless Rebel
SEX: Hetero
AGE: 21
NATIONALITY: Kalifornian
STR 15 DEX 13
INT 11 CON 14
APP 15 POW 15
SIZ 13 EDU 10

Selected Skills
Movie Clichées 65% Sit Casually on Motorcycle
55% “Weltschmertz” 75% Mechanical Repair
55% Camouflage 35% Sneak 45% Climb 40%
Dodge 35%

Selected Weapons
Fist 55% (1d4 Dam) Switchblade 65% (1d4 Dam)
Handgun .3860% (1d10 Dam)
Baggrund
J.D. er den rodløse unge kvinde, der søger efter en identitet i en rundtosset verden. Hun er små-filosofisk uden brug af for mange stavelser.Verden har været hård ved hende, og nu er hun hård mod den. Hun klæder sig i alt for store læder-jakker og har lige så skødesløs omgang med mænd, som med sin hårspray. Hun sidder tit på sin Harley Davidson og ser eftertænksom ud, men ingen har set hende køre på den. Hendes store forbilleder er Luke Perry og en hvis James Dean. Det faktum at der bag hendes facade af sten banker at hjerte af guld, samt den endeløse række af klich’er hun lægger op til, kan garantere hende overlevelse et godt stykke hen ad vejen.
Citat
“Crusoe had more friends – but I’m better-looking!”

Joanna Gheek
PART: The Nerd
SEX: None
AGE: 17
NATIONALITY: Asian American
STR 7 DEX 10
INT 18 CON 9
APP 9 POW 8
SIZ 9 EDU 18

Selected Skills
All Academic Skills 65% Role Playing Games
85% Computer Science 85% Video Games 75%
Thai Chi 65% Goofy Laughter 75% Sneak 65%
Spot Hidden 45% Dodge 40%

Selected Weapons
Rubber Band 45% (0-1 Dam) Bite 35% (1d2 Dam)
Tai Chi 65% (Special Dam: makes opponent laugh
– stunned 1 d4 rounds)

Baggrund
Joanna bærer tykke briller, iklæder sig stor-flippede skjorter og har altid kuglepen, notesblok eller regnemaskine ved hånden. Hun er et omvandrende leksikon og omtrent lige så støvet og kedelig. Joannas asiatiske herkomst skyldes udelukkende Hollywoods regler om minoritets-repræsentation i produktionerne. Hendes fjollede grin, manglende situationsfornemmelse og kiksede tøj-stil sætter hende i fare for at relativt tidligt dødsfald.
Citat
“I’m not bothered by spots. I think they look nice!”

Anthony Marantino (navnet er inspireret af denne person)
PART: The Cheerleader
SEX: Overdosed
AGE: Young
NATIONALITY: Sex and the City gay
STR 10 DEX 15
INT 6 CON 13
APP 18 POW 13
SIZ 13 EDU 8

Selected Skills
Beauty Science 65% Shopping 85% Hysterical
Screaming 90% Tear Clothes In Strategic Places 80%
Spontaneous Posing 75% Senseless Giggle 75%

Selected Weapons
Stinging comments about your clothes 75% (1d6 Dam) Nails 65% (1d4 Dam)

Baggrund
Anthony bliver aldrig Nobel-prisvinder, men derfor kan man jo godt have en beskeden drøm om at blive centerfold en dag! Han har allerede cementeret sin position som førende cheerleader, og for en sikkerheds skyld går hun i seng med alle, der påstår at være film-producenter – man ved jo aldrig, hvornår man rammer rigtigt! Anthony har ingen anelse om, hvem der er den siddende præsident, men han ved hvornår et sæt sko og en jakke bare slet ikke passer sammen. Anthony alternative seksualitet burde beskytte ham mod tidlige dødsfald. Desværre indbyder hans promiskuitet, sparsomme beklædning og hang til stoffer til statuerende dødsfald.
Citat
“Like, Oh my Gaaawd! Like, what an awesome butt!”

Jonathan Goodguy
PART: The Sensible Christian
SEX: Only safe
AGE: 23
NATIONALITY: East-coast
STR 12 DEX 14
INT 15 CON 12
APP 16 POW 16
SIZ 13 EDU 15

Selected Skills
First Aid 55% Library Use 45% Psychology 45%
Sewing & Knitting 75% Moralize 70% Political
Correctness 85% Hysterical Screaming 45%
Spot Hidden 65% Listen 50%

Selected Weapons
Mace/gas-spray 55% (Special Dam: 1d2 + stun 1d4
rounds)

Baggrund
Jonathan er historiens forsigtige person. Han er fornuftig, moraliserende og eksponent for familie-værdierne. Han er en dødelig blanding af Emma Gad og Barbies Ken. På trods af hans totale utålelighed er han altid vellidt. Jonathan bruger sin tid på godgørende arbejde og syning (hun syr alt sit tøj selv). I kraft af sin position som moralsk vogter, dydsmønster og nervøst anlagt uskyldighed er han så godt som sikret overlevelse.
Citat
“Cigarettes can seriously damage your health!”

“DUNC”
PART: The College Tomboy (og hvad er en tomboy?)
SEX: Masculine
AGE: 22
NATIONALITY: American as apple-pie
STR16 DEX15
INT5 CON17
APP15 POW12
SIZ17 EDU 7

Selected Skills
Spot Hidden 35% Sneak 40% Football Strategy
45% Beer Drinking 85% Cow Tipping 75%
Drive Pick-Up Truck 70% Dirty Rhymes 55%
Bad Language 85% Dodge 50%

Selected Weapons
Tackle 65% (1d4 Dam) Shotgun 55% (4d6 Dam)
Handgun .45 50% (ldl0+2 Dam)

Baggrund
“Dunc” er naturligvis quarter-back på skolens All Girls Football Team. Hendes far kom hjem fra Vietnam med skrammer på sjælen, men også en masse gode idéer til børneopdragelse. Der er to måder at gøre tingene på: The Hard Way og The Faggot Way – og Dunc er lidet tolerant overfor homoseksualitet. Hendes fritidsinteresser er øldrikning og cow-tipping (den ædle kunst i beruset tilstand at vælte opretstående, sovende køer!). Favorittransportmiddel: Ford Pick-Up. Hendes brovtende, berusede og hjernedøde attitude inviterer til tidligt dødsfald.
Citat
“PARTY ON, you faggots! >BURP< I’m wasted!”

Michelle Goodgirl
PART: The Ideal Daughter -in-Law
SEX: Post Marital
AGE: 21
NATIONALITY: American
STR14 DEX14
INT14 CON14
APP14 P0W14
SIZ14 EDU14

Selected Skills
First Aid 55% Library Use 45% Listen 50%
Psychology 45%Moralize 70% Athletic Moves
45 %, Swim 50% Personal Hygiene 65%
Political Correctness 85%

Selected Weapons
Fist 55% (1d4 Dam) Fencing Foil 35% (1d6 Dam)
Rifle 65% (2d6+3 Dam)

Baggrund
Michelle er god, bund-reel og omtrent ligeså nuanceret som Barbie. Hun er altid på de svages side og kæmper, naiv som hun er, altid for retfærdigheden. Michelle er enhver svigermors drøm, og høflighed er hendes mellemnavn. Hun siger nej til rusmidler og kører aldrig uden sikkerhedssele. Selvom hun er en konstant plage, kan alle vældigt godt lide hende – og hun svigter aldrig en ven. Michelles anmassende venlighed, sans for amerikanske værdi-normer og evne til at få en morale ud af alt er en næsten sikker garant for overlevelse.
Citat
“Drinking can seriously damage your health!”

Nogle kommentarer:
Jeg valgte at gøre The Cheerleader homoseksuel, fordi pointen med hendes stereotype er ideen om en billig luder, for at sige det lige ud. Og hvis det blot var en mand der havde sex med mange kvinder ville det kun gøre denne sej (Den gode gamle: hvis en mand har sex med 100 kvinder er han en helt, hvis en kvinde har sex med fem mænd er hun en luder). Men ved at gøre ham homoseksuel, og lade ham kneppe med alt der har et y-kromosom bevare ligesom forargelsen over hans promiskuitet.

The Cheerleader er helt klart denne rolle jeg måtte ændre mest på, resten har jeg stort set kun skiftet navne og køn ud på. Jeg synes det påfaldende er, at rollerne stadig vil kunne spilles, om end de nu vil blive opfattet som lidt mere utraditionelle.

Rollerne er tænkt som stereotyper, og ved at skifte køn på dem, så er de knap så velkendte stereotyper, men stadig stereotyper: den oprørske rocker tøs, den kvindelige nørd, den feminine bøsse, den moraliserende kristne, the tomboy og den ideelle sviger datter.

Det skal bemærkes, at det næsten føltes omsonst at skifte om på Goodgirl og Goodboy da de nærmest er fuldstændig ens og kun kønnet adskiller dem.

En sjov øvelse for mig, spændt på hvad folk siger til det. Næste skridt ville naturligvis være at lave samme ombytning på et scenarie, hvor køn spiller en stor rolle. Så som et kærligheds scenarie eller lignende. Hvad ville der for eksempel ske, hvis Morten G’s scenarie: ”Kvinden der var” pludselig blev til ”Manden der var”?

Minimalisme – Frihed vs. Forudsigelighed

6 svar

I sidste sjælransagende indlæg nævnte jeg ofte ordet: minimalistisk scenarie (ok to ord). Så hvad mener jeg med det? Bemærk dette er min definition, andre vil nok definere det anderledes.

For mig at se er mine sidste fire scenarier minimalistiske (Ønskeøen, SystemPerfekt, Stjernetegn og Vandrer.)

Nu kalder jeg dem minimalistiske, jeg har forsøgt at kalde dem andre ting (whiteform, skabelsesrollespil, udviklingsrollespil), men hver gang har den definition mødt modstand både fra mig selv og andre. Så nu kalder jeg dem dette, så må vi se hvor længe det holder.

Så hvorfor er de minimalistiske? Jo fordi alle fire mangler ting, som jeg anser for normalt indhold i et scenarie. Nemlig:
Skrevne roller
En beskreven baggrund/ramme
En mere eller mindre planlagt historie

I stedet har alle tre scenarier indeholdt redskaber til at skabe disse ting. Der hvor jeg selv synes mine scenarier skiller sig ud fra andre lignende scenarier, er at hvis roller, baggrund eller historie er fraværende, så er det noget, man hovedsaligt skaber inden scenariet starter. I mine scenarier skal det mest skabes og udvikles under scenariet via rollespil.

Jeg formulerede følgende motto for lidt tid siden, for at beskrive, hvorfor SystemPerfekt virkede:

“Mangel på information er terror mod sindet og ekstasy for fantasien.”

Men det er på sin vis på spil i alle mine scenarier. Jeg undlader bevist visse informationer.

Mennesker, fordi de er mennesker, vil automatisk forsøge at finde disse informationer, eller finde på forklaringer, der kan dække hullerne.

Denne drift er utrolig stærk, og den er endnu stærkere, når der er flere mennesker sammen. (Det er jo sådan set sådan religioner opstår: alle skabelsesberetninger, er blot forsøg på at forklare verden omkring en.)

Så min form for minimalisme er i form af minimal mængde information. Så få informationer som muligt, og så en stak redskaber, som spillerne kan skabe deres egne informationer ud fra. Og ud af dette opstår roller, baggrund og historie.

Klaus Meier Olsen beskriver det anderledes i Unik, som læsegruppen lige har anmeldt. Her skelner han mellem den arketypiske ramme og den unikke historie. Set på den måde, laver jeg arketypiske rammer, som spillerne kan skabe unikke historier ud fra.

Det interessante er jo, at det kan man sige om alle scenarier, ja alt rollespil. Det hele er rammer til at skabe en mere eller mindre fri og uforudsigelig historie ud fra. Vandrer ligger i den frie og uforudsigelige ende, så langt som man næsten kan komme. Scenarier som ”Den Spejlvendte Virkelighed” og ”Agerbørn II: Agerlund” (ifølge Morten i hvert fald) ligger i den ufrie strukturerede ende.

Så Agerlund er et scenarie med en meget stram ramme, meget lidt arketypisk, og derfor er størstedelen af historien forudsigelig, men det er heller ikke der, fokus ligger. Fordelen er, ved at gøre historien forudsigelige, kan spillerne lægge størstedelen af deres indsats et andet sted, nemlig indlevelsen.

Hvorimod Vandrer har en meget løs ramme. Det at man skal gå, er faktisk det eneste, der er givet på forhånd. Dermed er Vandrer utroligt arketypisk. Det jeg kalder minimalistisk, i den forstand, at der er minimal mængde information og ramme. Det der er i stedet, er redskaber, som spillerne kan skabe deres egen unikke roller, baggrund og historie, ud fra.

Kort sagt, tror jeg:
Alt rollespil, systemer som scenarier, er arketypiske, og ud fra dette skaber spillerne en unik historie.
Men det sker på følgende akse:
Svag ramme, stærkt arketypisk <————> Stærk ramme, lidt arketypisk
Frihed, uforudsigeligt Mindre frihed, forudsigeligt

Ahhh det føltes rart, det er endelig lykkedes mig at lave en nogenlunde beskrivelse af, hvad det er jeg har gjort i mine sidste scenarier. Det er ikke enestående, det er ikke unikt, Det er noget, der er til stede i alt rollespil. Men jeg har brugt det meget bevidst, som en spilfremmende mekanik. Med den indsigt, nærmer jeg mig, det punkt, hvor jeg kan gå videre fra minimalismen, og se hvad den kan bruges til i andre, ikke minimalistiske scenarier.

Læsegruppen – en blog?

5 svar

Hey hvad siger gruppens medlemmer til dette:

Hvad med at oprette en blog, hvor hvert indlæg linker til samtlige anmeldelse af hvert enkelt scenarie?

På den måde vil det samlede bidrag ikke blive glemt af eftertiden, når det forsvinder fra Alexandras blogroll.

Normalt ville jeg ikke lege pegesnakker, og blot hoppe ud og gøre det. Men da det ikke helt er mit projekt, følte jeg at det ville være forkert.

Så derfår lægger jeg det ud til debat mellem gruppen og alle jer andre selvfølgelig.

Tanken er at alle i gruppen skal kunne redigere i denne blog, så det er op til den enkelte at linke til sit indlæg. Det sikrer også at bloggen ikke går død, selvom dens skaber springer fra.

Jeg er selvfølgelig inspieret af denne blog af Metter Finderup:

Fastaval minder

Læsegruppen – Unik

3 svar

Husk også at læse de andre anmeldelser: Thais Munks, Morten Greis Petersen.
Siden er der også kommet: Johannes Busteds fanbrev, men gennemtænkte gennemgang af mandens forfatterskab, samt Elias Helfers anmeldelse, som heldigvis afspejler samme holdning til arrogancen som mig.

Det første der slog mig ved Unik af Klaus Meier Olsen, var sammenfaldene mellem Stjernetegn og Unik. Så det vil naturligvis også påvirke denne anmeldelse. Det har i hvert fald givet mig nye indsigt i mit scenarie, at læse et scenarie, der bruger nogle af de samme redskaber, men i en meget anderledes ramme. Men nu må vi se, disse anmeldelser er skrevet fuldstændig fra hoften, så hvor vi ender ved jeg sjældent.

(I øvrigt interessant at se på forskellen mellem min stil og Elias Helfers. Han har en meget struktureret tilgang, og ved, hvad han vil med den enkelte anmeldelse. Hvor jeg mere skriver, hvad der falder mig ind. Jeg vil mene at Eliases tilgang er bedst, da man som læser er sikker på at få noget ud af det, hvor jeg er lidt mere personlig ramblen, (men han underviser også i kunsten at anmelde). Jeg synes bare det er sjovt, fordi vi sådan set repræsentere de to yderligheder i anmelder kunsten.) (Jeg synes mest om Eliases, men kan ikke selv finde ud af den.) Nå anmeldelsen, nok meta:

Ærketype og Position

Det var her jeg først så sammenhængen mellem Stjernetegn og Unik. I Unik spiller man hele tiden samme ærketype (Jægeren, Asketen, Profeten eller Bæstet.) Men man skifter mellem forskellige positioner i selve historien (Elskeren, Den Elskede, Vennen eller Fjenden)

I Stjernetegn spiller man hele tiden samme Stjernetegn (som på mange måder er en form for ærketype.) Men samtidig spiller man forskellige dødelige i scener. (Om ens Stjernetegns ærketype skal påvirke, hvordan man spiller den dødelige, har jeg endnu ikke besluttet.)

Den arketypiske fortælling bliver unik

Hele formålet er at Unik opstiller en meget typisk kærlighedshistorie, et skelet kalder Klaus det. Skelettet er en grundhistorie, som fortæller et klassisk kærligheds forløb: mødet, forelskelsen, problemer, bruddet og muligheden for forsoning.

Og Klaus fortsætter metaforen og siger at: det er op til spillerne at komme kød på skelettet. Og vi kan fortsætte metaforen endnu mere: lige som 100 skeletter ser ret ens ud, så ville man have 100 helt unikke og meget forskellige mennesker, hvis vi kom kød på. Han siger at vi har en arketypisk historie, og det er op til spillerne at gøre den unik.

”At scenariet er arketypisk, gør at det ikke finder sted på et specielt tidspunkt eller på et specifikt sted. Det er op til dig og spillerne at give det arketypiske skelet kød, at gøre denne fortælling til jeres egen og ikke blot min. Kun sådan lever fortællingen op til sit navn og bliver unik.”

At skelne mellem arketypisk og unik, er en fantastisk kort og præcis måde at forklare, hvad pointen er med arketypiske skelet scenarier (eller manuskripter for den sags skyld, jeg har engang sat et stykke op, som kun havde replikker og ingen regi bemærkninger eller scene beskrivelser, det betyder, at alle opsætninger vil være fuldstændig forskellige).

Det er det samme, der er det samme der sker i Stjernetegn, (og SystemPerfekt og Ønskeøen, og en masse andres scenarier,) (ja jeg har noget med den slags historier.) Men jeg har endnu ikke set nogen formulere det så let og elegant:

Det er en arketypisk historie, I skal gøre den unik.

Sprog og layout

En anden styrke ved Unik, er dens sprog. Helt i stil med tanken om arketypisk er sproget meget neutralt. Ingen store beskrivelser, ingen lange og flotte sætnings konstruktioner. Det er jo netop meget op til spillerne. Selve layoutet understreger også dette. Det er simpelt og minimalistisk. Igen farve og billeder skal skabes af spillerne. Så der er en god sammenhæng mellem indhold, sprog og form. Igen ligger mine tre minimalistiske scenarier i samme boldgade som dette. Men jeg gør det ikke så godt som Klaus. Jeg kan lærer rigtigt meget af Unik, så tak for muligheden for at læse det.

De satans spillere

Klaus har en ret kynisk holdning til spillerne kompetencer, (en som jeg absolut ikke deler). Han nævner gentagende, hvor dårlige spillere kan være, og hvor meget det er nødvendigt at hjælpe de små pus:

”Desværre er spillere ofte forbløffende inkompetente, så de kan sandsynligvis ikke finde ud af at håndtere det ansvar scenariet giver dem.”

Og det synes jeg er scenariets svageste punkt. Det stikker ud fra det ellers ret neutrale sprog, og virker ret nedladende over for spillerne. Og hvad så, spillerne skal jo ikke læse det? Nej men det kan måske påvirke spillederens attitude over for spillerne. Det er ærligt talt unødvendigt arrogant.

Jeg må tilføje, at jeg ikke synes, at Klaus skulle undlade de afsnit, han snakker om her. Nemlig de redskaber spillederen har, til at drive historien fremad, (instruktion, fortæller og spørgsmål) Men de bør ikke præsenteres på den nedladende måde, fordi så vil de også blive brugt sådan.

Men man må antage, at det bygger på tidligere dårlige erfaringer med spillere. Men jeg er nok bare fra en anden tid. Fordi jeg har næsten kun oplevet og nydt den enorme opfindsomhed, spillere lægger for dagen, når de kaster sig over minimalistiske og frie scenarier som dette. Her tænker jeg både på mine egne scenarier og mine fantastiske oplevelser med blandt andet Memoratoriet. Men det er nok også fordi, jeg har valgt at tilslutte mig Jeeps sandheder:

Assume your players can handle difficult form.
Assume your players can understand complex stories.
Assume your players are interested and motivated to do the best possible with your game.

Det er dejligt befriende at antage disse tre ting. Fordi: pludselig skal man ikke længere bekymre sig om at skrive lange afsnit om, hvad man gør, hvis spillerne er dårlige, fordi man antager, at der ikke findes dårlige spillere.

I det man giver spillerne den tillid, og man skal selvfølgelig huske at forklare, at de nu er givet denne tillid, (med beskrivelser som: ”dette scenarie overlader rigtigt meget til dig, spilleren.”) I det de får den tillid, jamen så på magiskvis lever de ofte op til den.

Jeepform og Unik

Og når nu jeg er ved jeepform, vil jeg slutte af med lidt anbefalet læsning: Nemlig ”Doubt” (eller Tvivl) af Fredrik Axelzon og Tobias Wrigstad. Det er et jeepformscenarie, som arbejder med samme ide: parforholdet og en skelet historie. Men griber det meget anderledes an.

Så hvis du vil se, hvordan denne ide også kan udføres, så vil jeg stærkt anbefalede dig at læse det. Prøv at læs Unik og Tvivl lige efter hinanden, som jeg ved et tilfælde gjorde. Det er ret interessant at se to så forskellige tilgange til samme grundide.

Læsegruppen – Den Spejlvendte Virkelighed

1 svar

Husk også at læse: Eliases og Joneses anmeldelser af scenariet.

Jeg har meget svært ved at forholde mig til dette scenarie. Der er ingen tvivl om, at det har styrker. Det har en utrolig stærk stemning. Men det er for vejledningsløst til, at jeg virkelig kan falde for det.

Det er et flot formidlet scenarie, og en af de få derude, der formå at holde sine prosaafsnit interessante, synes jeg. Og hvad der er virkelig flot, er at prosa og reelle spilforklarende afsnit snor sig ind og ud af hinanden.

Altså normalt har man lidt prosa, som lidt krydderi, og så videre til forklaringer, regler og hvordan ud som spiller gør. Men ikke her, her er alt tekst stemningsfyldt prosa, men samtidig en del af forklaringen på, hvordan scenariet skal spilles. Det er blandet sammen, uadskilleligt.

Det er en interessant måde at gøre det på. Jeg ved ikke, hvor normal eller udbredt den er, men den virker fremmede for mig, baseret på de scenarier jeg har læst.

Tendensen lige nu, er mere at scenarierne skal være så meget ind til benene som muligt, og kun forklare hvordan man gør. Al prosa og fortælling skal skabes af spillerne under spillet. (Se Lady og Otto og Mødregruppen som eksempler på dette.)

Jeg kan forestille mig at det er meget svært at skrive scenarier på den måde. Da det kræver, at teksten bliver grundigt gennemarbejdet, så prosa og forklaring er velafbalanceret og så teksten ikke bliver for tung at lease. Det synes jeg dette scenarie gør godt.

Reglen er at man skal være positiv i disse anmeldelser, og det er faktisk interessant for det har fået mig til at se de her ting, mens jeg skrev, som jeg ikke helt havde indset, da jeg blot havde læst scenariet. Så nu kan jeg se kvaliteter i scenariet.

Men når det er sagt, så tror jeg ikke, at det er et scenarie jeg hverken ville spille eller spillede. Især ikke det sidste, jeg ville have ingen anelse om, hvordan jeg skulle gøre det. Men min mavefornemmelse er at det er lidt ligesom Steven King. Enten elsker man hans form for horror ellers gør man ikke, jeg høre til de sidste.

Så jeg kan fornemme, at dette scenarier har styrker, bare ikke nogen der taler til mig. Men jeg synes også, at det er i fare for at have mere form end indhold. Det ville være interessant at høre fra nogen som har spillet det. Vi må se om det dukker op i de andre anmeldelser.

Efter at have læst Morten G’s blogindlæg om Agerbørn kan jeg se noget af grunden til min afstandstagen til Den Spejlvendte Virkelighed. Det er også et indlevelsesscenarie, og fokus er derfor ikke på historieskabelse men en personlig oplevelse af frygt og terror. Og ærligt talt har den slags rollespil aldrig rigtigt tiltalt mig.

Men hvis jeg skal give min uinformerede holdning, så er fornemmelsen at det er et velskrevet indlevelsesscenarie. Der formidler sin viden på en (for mig) ny og for (indlevelsesscenarier), interessant måde. Alt tekst er både secneariets forklaring og forløb og så videre, men samtidig et indblik i, hvordan scenariet skal fortælles og føles. En stor mundfuld der let kan blive en fiasko. Men jeg snynes at dette scenarie gør det godt.

Læsegruppen – Låste Døre

2 svar

Dette bliver ikke så meget en anmeldelse, som kommentarer og tanker, jeg kom på efter en gennemlæsning. Jeg har ikke spillet scenariet og faktisk ikke hørt om det før læsegruppen. Men alligevel var det utrolig interessant læsning.

Men lad os bare tage dom som jeg skrev dem:

Indholdsfortegnelsen

Jeg er vild med de små pudsige kommentarer i indholdsfortegnelsen, for ud over humoren i dem, så giver det faktisk også et indblik i hvad de enkelte kapitler handler om, hvilket altid er nyttigt. Generelt jo flere ting der fortæller spillederen om forfatterens intentioner.

Verdensbeskrivelse og kort

Til gengæld virker den lange beskrivelse og kortene lidt gammeldags og unødvendigt i mine øjne. Som om scenariet hørte til en tid, hvor den slags bare var med, uanset om det er nødvendigt eller ej. Jeg ville nok have ladet den slags være op til spillerne og spillederen. Og i en side tanke: så havde jeg nok ikke givet bygningen og staden den gotisk klassiske til, men mere en sovjet beton stil. Store ens grå bygninger, men det er en smags sag.

Spillederens rolle

Det er en af scenariets styrker. Den stærke bevidsthed fra forfatterens side om, hvad han vil bruge en spilleder til er rigtigt godt. I vores tider med debatten om en spillederes rolle og om der overhovedet skal være en spilleder er den slags tanker meget relevant.

Her er en forfatter som ved, hvad han vil bruge sin spilleder ti. Dette er selvfølgelig, fordi spillederens rolle er anderledes end andre scenarier på det tidspunkt, gætter jeg på.

Det er sjovt at se hvordan dette scenarie både er meget moderne men dets frie lænker og spilleransvar. Men samtidig læner sig op af datidens regler som beskrivelser af personers udseende og lokaler og tegninger, der nu nok ville være op til spillerne.

En ting gik mig dog på igennemlæsningen. Det er nok fordi jeg læste det med spilleder øjne. Rigtigt ofte var jeg i tvivl om, hvem forfatteren snakkede om på givne tidspunkter. Det er især tydeligt i rollerne. Der er det simpelthen ofte for svært at se, hvem der bliver beskrevet i beskrivelsen af de andre roller. Hvilket er ærgerligt i et ellers så stramt scenarie.

Viljestyrke og de andre

Interessant ide, igen i stil med nogle af de teknikker vi arbejder med nu. En god og præcis måde at fortælle spilleren noget om sin rolle på.

Opsummerende

Så synes jeg at, oplægget er rigtigt spændende, der er mange relevante tiltag i det som der måske kunne komme godt spil ud af. Men jeg synes at scenariet og især rollerne lider af vaghed. Blandet andet rollers hemmeligheder kunne sagtens have været skarpere, sat mere påpidsen.

Men lad os bare tage dom som jeg skrev dem:

Indholdsfortegnelsen
Jeg er vild med de små pudsige kommentarer i indholdsfortegnelsen, for ud over humoren i dem, så giver det faktisk også et indblik i hvad de enkelte kapitler handler om, hvilket altid er nyttigt. Generelt jo flere ting der fortæller spillederen om forfatterens intentioner.

Verdensbeskrivelse og kort
Til gengæld virker den lange beskrivelse og kortene lidt gammeldags og unødvendigt i mine øjne. Som om scenariet hørte til en tid, hvor den slags bare var med, uanset om det er nødvendigt eller ej. Jeg ville nok have ladet den slags være op til spillerne og spillederen. Og i en side tanke: så havde jeg nok ikke givet bygningen og staden den gotisk klassiske til, men mere en sovjet beton stil. Store ens grå bygninger, men det er en smags sag.

Spillederens rolle
Det er en af scenariets styrker. Den stærke bevidsthed fra forfatterens side om, hvad han vil bruge en spilleder til er rigtigt godt. I vores tider med debatten om en spillederes rolle og om der overhovedet skal være en spilleder er den slags tanker meget relevant.

Her er en forfatter som ved, hvad han vil bruge sin spilleder ti. Dette er selvfølgelig, fordi spillederens rolle er anderledes end andre scenarier på det tidspunkt, gætter jeg på.

Viljestyrke og de andre
Interessant ide, igen i stil med nogle af de teknikker vi arbejder med nu. En god og præcis måde at fortælle spilleren noget om sin rolle på.

Opsummerende
Så synes jeg at, oplægget er rigtigt spændende, der er mange relevante tiltag i det som der måske kunne komme godt spil ud af. Men jeg synes at scenariet og især rollerne lider af vaghed. Blandet andet rollers hemmeligheder kunne sagtens have været skarpere, sat mere på spidsen.

Og endnu mere opsumerende så synes jeg overordnet at scenariet var inspierende læsning i forbindelse med mit arbejde med rollespil. Så jeg glæder mig til den fortsatte læsning, det starter i hvertfald godt.