Tag-arkiv: Den Spejlvendte Virkelighed

Minimalisme – Frihed vs. Forudsigelighed

6 svar

I sidste sjælransagende indlæg nævnte jeg ofte ordet: minimalistisk scenarie (ok to ord). Så hvad mener jeg med det? Bemærk dette er min definition, andre vil nok definere det anderledes.

For mig at se er mine sidste fire scenarier minimalistiske (Ønskeøen, SystemPerfekt, Stjernetegn og Vandrer.)

Nu kalder jeg dem minimalistiske, jeg har forsøgt at kalde dem andre ting (whiteform, skabelsesrollespil, udviklingsrollespil), men hver gang har den definition mødt modstand både fra mig selv og andre. Så nu kalder jeg dem dette, så må vi se hvor længe det holder.

Så hvorfor er de minimalistiske? Jo fordi alle fire mangler ting, som jeg anser for normalt indhold i et scenarie. Nemlig:
Skrevne roller
En beskreven baggrund/ramme
En mere eller mindre planlagt historie

I stedet har alle tre scenarier indeholdt redskaber til at skabe disse ting. Der hvor jeg selv synes mine scenarier skiller sig ud fra andre lignende scenarier, er at hvis roller, baggrund eller historie er fraværende, så er det noget, man hovedsaligt skaber inden scenariet starter. I mine scenarier skal det mest skabes og udvikles under scenariet via rollespil.

Jeg formulerede følgende motto for lidt tid siden, for at beskrive, hvorfor SystemPerfekt virkede:

“Mangel på information er terror mod sindet og ekstasy for fantasien.”

Men det er på sin vis på spil i alle mine scenarier. Jeg undlader bevist visse informationer.

Mennesker, fordi de er mennesker, vil automatisk forsøge at finde disse informationer, eller finde på forklaringer, der kan dække hullerne.

Denne drift er utrolig stærk, og den er endnu stærkere, når der er flere mennesker sammen. (Det er jo sådan set sådan religioner opstår: alle skabelsesberetninger, er blot forsøg på at forklare verden omkring en.)

Så min form for minimalisme er i form af minimal mængde information. Så få informationer som muligt, og så en stak redskaber, som spillerne kan skabe deres egne informationer ud fra. Og ud af dette opstår roller, baggrund og historie.

Klaus Meier Olsen beskriver det anderledes i Unik, som læsegruppen lige har anmeldt. Her skelner han mellem den arketypiske ramme og den unikke historie. Set på den måde, laver jeg arketypiske rammer, som spillerne kan skabe unikke historier ud fra.

Det interessante er jo, at det kan man sige om alle scenarier, ja alt rollespil. Det hele er rammer til at skabe en mere eller mindre fri og uforudsigelig historie ud fra. Vandrer ligger i den frie og uforudsigelige ende, så langt som man næsten kan komme. Scenarier som ”Den Spejlvendte Virkelighed” og ”Agerbørn II: Agerlund” (ifølge Morten i hvert fald) ligger i den ufrie strukturerede ende.

Så Agerlund er et scenarie med en meget stram ramme, meget lidt arketypisk, og derfor er størstedelen af historien forudsigelig, men det er heller ikke der, fokus ligger. Fordelen er, ved at gøre historien forudsigelige, kan spillerne lægge størstedelen af deres indsats et andet sted, nemlig indlevelsen.

Hvorimod Vandrer har en meget løs ramme. Det at man skal gå, er faktisk det eneste, der er givet på forhånd. Dermed er Vandrer utroligt arketypisk. Det jeg kalder minimalistisk, i den forstand, at der er minimal mængde information og ramme. Det der er i stedet, er redskaber, som spillerne kan skabe deres egen unikke roller, baggrund og historie, ud fra.

Kort sagt, tror jeg:
Alt rollespil, systemer som scenarier, er arketypiske, og ud fra dette skaber spillerne en unik historie.
Men det sker på følgende akse:
Svag ramme, stærkt arketypisk     <————>    Stærk ramme, lidt arketypisk
Frihed, uforudsigeligt                                        Mindre frihed, forudsigeligt

Ahhh det føltes rart, det er endelig lykkedes mig at lave en nogenlunde beskrivelse af, hvad det er jeg har gjort i mine sidste scenarier. Det er ikke enestående, det er ikke unikt, Det er noget, der er til stede i alt rollespil. Men jeg har brugt det meget bevidst, som en spilfremmende mekanik. Med den indsigt, nærmer jeg mig, det punkt, hvor jeg kan gå videre fra minimalismen, og se hvad den kan bruges til i andre, ikke minimalistiske scenarier.

Læsegruppen – Den Spejlvendte Virkelighed

1 svar

Husk også at læse: Eliases og Joneses anmeldelser af scenariet.

Jeg har meget svært ved at forholde mig til dette scenarie. Der er ingen tvivl om, at det har styrker. Det har en utrolig stærk stemning. Men det er for vejledningsløst til, at jeg virkelig kan falde for det.

Det er et flot formidlet scenarie, og en af de få derude, der formå at holde sine prosaafsnit interessante, synes jeg. Og hvad der er virkelig flot, er at prosa og reelle spilforklarende afsnit snor sig ind og ud af hinanden.

Altså normalt har man lidt prosa, som lidt krydderi, og så videre til forklaringer, regler og hvordan ud som spiller gør. Men ikke her, her er alt tekst stemningsfyldt prosa, men samtidig en del af forklaringen på, hvordan scenariet skal spilles. Det er blandet sammen, uadskilleligt.

Det er en interessant måde at gøre det på. Jeg ved ikke, hvor normal eller udbredt den er, men den virker fremmede for mig, baseret på de scenarier jeg har læst.

Tendensen lige nu, er mere at scenarierne skal være så meget ind til benene som muligt, og kun forklare hvordan man gør. Al prosa og fortælling skal skabes af spillerne under spillet. (Se Lady og Otto og Mødregruppen som eksempler på dette.)

Jeg kan forestille mig at det er meget svært at skrive scenarier på den måde. Da det kræver, at teksten bliver grundigt gennemarbejdet, så prosa og forklaring er velafbalanceret og så teksten ikke bliver for tung at lease. Det synes jeg dette scenarie gør godt.

Reglen er at man skal være positiv i disse anmeldelser, og det er faktisk interessant for det har fået mig til at se de her ting, mens jeg skrev, som jeg ikke helt havde indset, da jeg blot havde læst scenariet. Så nu kan jeg se kvaliteter i scenariet.

Men når det er sagt, så tror jeg ikke, at det er et scenarie jeg hverken ville spille eller spillede. Især ikke det sidste, jeg ville have ingen anelse om, hvordan jeg skulle gøre det. Men min mavefornemmelse er at det er lidt ligesom Steven King. Enten elsker man hans form for horror ellers gør man ikke, jeg høre til de sidste.

Så jeg kan fornemme, at dette scenarier har styrker, bare ikke nogen der taler til mig. Men jeg synes også, at det er i fare for at have mere form end indhold. Det ville være interessant at høre fra nogen som har spillet det. Vi må se om det dukker op i de andre anmeldelser.

Efter at have læst Morten G’s blogindlæg om Agerbørn kan jeg se noget af grunden til min afstandstagen til Den Spejlvendte Virkelighed. Det er også et indlevelsesscenarie, og fokus er derfor ikke på historieskabelse men en personlig oplevelse af frygt og terror. Og ærligt talt har den slags rollespil aldrig rigtigt tiltalt mig.

Men hvis jeg skal give min uinformerede holdning, så er fornemmelsen at det er et velskrevet indlevelsesscenarie. Der formidler sin viden på en (for mig) ny og for (indlevelsesscenarier), interessant måde. Alt tekst er både secneariets forklaring og forløb og så videre, men samtidig et indblik i, hvordan scenariet skal fortælles og føles. En stor mundfuld der let kan blive en fiasko. Men jeg snynes at dette scenarie gør det godt.