Alle andre skriver om kommende scenarier, så den vogn vil jeg med på. Desuden kan jeg udnytte lejligheden til at berolige Martins bekymrede hjerte, han er mere stresset over en spiller en spilleder ideen end Tim og Sigrid er.

Kære Aisha bliver nu, som jeg havde overvejet et ud af ind til videre tre digte. Jeg har opdaget, at når jeg får en ide, så er det smukt og let for mig at formidle det som et digt. Jeg er meget tiltrukket en den simpelhed rollespilsdigte kræver. Det er nok min minimalistiske stil, der passer godt ind der. Desuden har jeg besluttet mig for at gøre digtene spillederløst. Der er så tre spillere, og hver spiller for spillederansvaret for et digt, så ikke helt spillederløst, men så meget, at der ikke skal udpeges en spilleder på forhånd. Digtene er så korte og simple at, det kan man sagtens køre efter en gennemlæsning.

Kære Aisha
Så ud over et digt om Aisha, der venter på svar på sin ansøgning om et eller andet ophold i Danmark, ved endnu ikke hvilket, det er ikke engang sikkert jeg vil præcisere det. Følelsen er vigtigere end den konkrete virkelighed. I tre personers udgaven er en spiller Aisha, en er spilleder og denne og den anden spiller de forskellige biroller, der er i de enkelte telefonopkald. Nå men ud over hende kommer der:

Farvel Thomas
En ung mand ligger for døden i en hospitalsseng, han mindes sine kærlighedsforhold med bittersød lykke, scenariet slutter når Thomas udånder. Spillederen er Thomas og han sætter scenerne, de to andre spiller skiftevis Thomas i mindet og den Thomas er sammen med i mindet. Jeg overvejer lidt at smide noget jeep teknik indover. De er glade for at bruge kærtegn af den andens arm, som en måde at signalere, uden at snakke. Jeg tænker, det kunne være sjovt, hvis de to der spiller minderne, rør den døende Thomas og ikke hinanden, men ved ikke helt om det vil virke.

En dag på bænken
Dette bliver det første scenarie, og bliver også en slags udvidet opvarmning, det kommer til at består af små korte historier, om dem, der sidder på bænken. Lige nu overvejer jeg disse historier: børn der leger, at bænken er alt muligt fantastisk, tre fremmede, der ignorere hinanden og alligevel prøver, at gætte, hvem de andre er, en gammel mand, der fortæller duerne om hans afdøde kone, alkoholikeren, der brokker sig over hans skæbne, den enlige mor, der pusler med sit barn, og fortæller det alle de drømme, håb og bekymringer, hun har om barnets fremtid.

Trilogien skal hedde Stille Stunder (en titel der er svær at gøre god på engelsk desværre) og skal ikke være noget voldsomt og råbende, men en blid og rolig oplevelse af langsomt og normalt spil. Jeg er utroligt glad for mine ideer, og derfor har jeg meget lidt lyst til at lade dem falme i offentlighedens lys. Men desværre netop derfor skal I andre se dem, det kan være, I kan se alle de fejl, jeg ikke ser, og ses det skal de, desværre.

Så hvad synes I?