All round crazyness hvor påklædningsdukker møder realityshow. Det er en af de ideer, der kan forklares ret let: Spillerne er deltagere i det fiktive show, der i format minder om Project Catwalk nu kaldet det uudtalelige Paninaro (noget med en pet shop boys sang don’t ask.) De er i finalen og skal nu dyste om at skabe de bedste klædedragter i fire runder. Den med flest point vinder. Men nu kan vi jo ikke skaffe 12 modeller til over 10 rollespilshold, så hvad gør man så? Man laver pap påklædningsdukker og giver spillerne en stak stof stykker og siger så ellers go.

Det er et af de letteste rollespil at spillede, og meget af tiden kigger man blot på, eller som værten Derek Piece kommer med kommentare, gode råd, og spørgsmål til spillerne, mens de skaber det. Altså en pendant til Tim Gun, og en af hovedgrundene til at jeg meldte mig som GM, han er for sej!

Det lyder jo simpelt nok, men som i alle reality shows, smides der benspænd ind undervejs, som da deltagerne pludselig skal arbejde sammen to og to, eller da de ikke må bruge stof fra scenariet men skal ud og finde ting på Fastaval.

Scenariet rammer reality stilen perfekt og spillerne fanger lynhurtigt stilen og ved præcis, hvordan man skal tale og opføre sig. Rollerne er også dejligt over the top, og fedt lavet ved, at de alle bestod af en kort beskrivelse og derefter skal spilleren ellers vælge en af tre muligheder i en række forskellige ting, såsom hvor man kommer fra, (På en lille ø i Stillehavet, hvor der stadig lever dronter.) Og hvad ens inspirationskilde er, (Falklandskrigen (”Jeg ved ikke hvad det er, men lige præcis krigen om Falklandsøerne har bare en eller anden modeagtig… sazz, som ingen andre krige har”). Fjollet på den gode måde.

Det vilde er, at Kristian faktisk var i tvivl om det ville kunne køre. Det frygter man selvfølgelig altid som forfatter, men jeg var ikke i tvivl, da jeg læste det første gang. Det er så klart og rent, at man ikke kan gøre det forkert. Jeg synes helt klart det er på niveau med Reservoir Elves. At Reservoir Elves vandt bedste scenarie og Paninaro måtte gå tomhændet hjem, siger noget om, hvor voldsomt kvalitet på Fastaval er steget. (Eller også forstår dommerne sig bare ikke på ægte kunst humpf *slår fornærmet med hovedet, og kaster sit lysegrønne og polkaprikkede sjal om halsen.*

Der var flere elementer i det, så som en helt perfekt designet måde, hvorpå point blev fordelt, som både gav spillerne indflydelse, men også skabte et element af tilfældighed, men som stadig bandt sig op på, hvad spillerne havde skabt. Derudover havde hver spiller også et bitch move, som de kunne kaste på de andre. Det var noget som gik galt for denne spiller. Altså ikke noget den handlende spiller gjorde, men bare noget der skete:

“Bitch Move: Én gang i løbet af scenariet kan du vælge, hvilke materialer en modstander får fra The Box. Du bestemmer altså alle materialer, han eller hun kan arbejde med i den runde. Du skal stadig vælge det antal materialer, som runden tillader. (”Sorry, klappen gik ned, da i var i The Box for at shoppe. Det her er, hvad der var i din taske, da du kom hjem”)”
Det fede var så som GM efter dette move at spørge den spiller, der var blevet ramt: ja det er nogle lidt pudsige valg, du har truffet der, kan du forklare hvorfor? Så godt!

Jeg har faktisk ikke så meget mere at sige til scenariet, det var sjovt, hyle skægt, galt og godt. Det var virkelig godt og rigtigt. Så i stedet vil jeg vise billeder af de kreationer mit hold skabte:

Runde et, skulle de blot skabe et værk, der fortalte noget om dem. Hvilket også blev en fed måde at præsentere sig selv for de andre, da man selvfølgelig skulle forklarer sine valg.

Runde to, her skulle spillerne arbejde sammen to og to, og det gav spillerne noget at snakke om, ikke kun i den runde men også fremefter, da de nu havde skabt relationer, og hele tiden kunne referere tilbage til, hvad der skete der.

Runde tre, min absolutte yndlings runde, da de her skulle fare ud på Fastaval og finde ting de kunne skabe med. Mangt en Magic spiller måtte klynge sig til sine kort her, tror jeg.

Og endelig finalen, her skulle spillerne skabe en “kollektion” på to sæt og give den et navn og skabe en sammenhæng mellem de to værker. Jeg er imponeret over, hvor reelt flotte de blev.