Hver spiller blev bedt om at skrive både artikler og dagbogsnotater, det skulle være en måde for spilleren at reflektere over hvad han oplevede og hvad det betød for rollen. Men også for at andre bagefter kanse hvad sket der, i de dage i Beirut.

Her er de første beretninger, i dette tilfælde en journalist som kommer fra slader bladet:
“The Daily Mirror.”

Over den næste tid vil de resterende 17 spilleres oplevelser og artikler komme drybvis.

___________________________
David Sinfields artikler:

EN BY AF STILHED OG DØD

Volden spreder sig ukontrollabelt i Beiruts gader, og ingen kan hævde at have situationen under kontrol. Jeres udsendte reporter beretter fra dag 1 i Beirut.

Din forbrydelse: At være i live. Din straf: Døden. Det synes at være den eneste gyldige lov i Beirut siden borgerkrigens udbrud. Inge myndighed synes at være i stand til at håndhæve hverken Libanons egne love eller de internationale menneskerettigheder. Byen er dækket af et net af skudhuller som bliver mere og mere finmasket. Det eneste der kan holde dig i live er et våben i hånden, skrækken er magt i Beirut, og kun den der udstråler den kan føle sig sikker. Alle andre skal vogte sig for vildfarne, eller som oftest målrettede, kugler. Den almene befolkning er skræmt indendøre, mere af militsernes kostante og blodige skudvekslinger end af regeringens udgangsforbud. Og man behøver ikke at gå langt for at støde på årsagen, efter få minutter på gaden oplevede deres udsendte hele to væbnede overfald,før truslen sendte dem indendøre igen, hvor man dog kun føler sig marginalt mere sikker, selv som britisk statsborger.

NICK MOORE DØD ELLER HALVDØD

Det er kommet frem at den britiske journalist Nick Moore fra The Observer er i Hizbollahs varetægt.

Det forlyder fra en libanesisk soldat, der var til stede under Nick Moores kidnapning, men af hensyn til sin sikerhed ønsker at være anonym, at Moore
___________________________

David Sinfields dagbog:

Første dag i Beirut.

Vi er mere eller mindre låst inde på hotellet. Hoveddøren er bevogtet af to gorillaer, og eneste vej ud er de lokale abdullaher som kræver helt horrible priser for deres tjenester. Vi sneg os ud selv, med det resultat at vi fik en fantanstisk række billeder og alt det stof vi kunn ønske os, samt et overfladisk skuldersår for mit vedkommende. De skyder sgu på hvem som helst. Vi er nødt til at have guide på næste gang.
___________________________