Dette er endnu et indlæg, hvor jeg fundere videre over et scenarie bygget på Dolly Partons sange. Utroligt så mange indlæg til et scenarie, som jeg ikke engang ved, om jeg nogen sinde laver, men det er sjovt at tænke over. Dette indlæg er skrevet før jeg lagde det forrige indlæg online, og tager derfor ikke helt højde for den debat det indlæg affødte.

Denne gang tager jeg udgangspunkt i de sidste tanker fra forrige indlæg. Hvor jeg kom frem til, at historien kunne have tre perioder, hvor spillederstilen skiftede for at understrege, det der skete i historien på dette tidspunkt.

Første halvdel skulle vise, hvordan Manden dominerede de fire kvinders liv. Ikke med tvang eller vold, men fordi de elsker ham, og ikke kan gøre sig fri, af deres afhængighed af ham.

I SystemPerfekt, opdagede jeg, hvor lidt der skulle til, før man kan få sine spillere indoktrineret til et bestemt handlindmønster. Og jeg kan se at Lady og Otto gør noget af det samme. I en samtale med Oliver blev Lady og Otto beskrevet som tvangsfeelgood. Altså du bliver tvunget til at skabe en positiv historie, selvom vi instinktivt vil skabe konflikter.

Grebet i Lady og Otto er, at GM klipper scenen og går over til de to andre spillere, så snart nogen spiller negativt eller lægger op til en konflikt. De beretninger jeg har hørt om Lady og Otto viser også, at nogle spillere fangede dette og “lærte” at skabe positive historier.

Jeg tænker, om man i første del, af Dollyvill (scenariet har endnu ikke noget navn, så lad os kalde det Dollyvill) kunne bruge et ligende begreb til at vise spillerne, hvor underkuede de er af dem selv. Der kunne således være en række faste korte scener, som inkludere en spiller og GM (som så spiller Manden). Hver gang spilleren prøver at sige Manden imod eller lægge op til en konflikt, klipper GM, måske ligefrem er så ond, at beskrive, hvad scenen sluttede med (selvfølgelig at Manden får ret). Og går videre til næste scene, med en anden kvinde. Kort sagt, hvis du vil have mere spiltid, så har du bare at rette dig ind, og give Manden ret. Dette fortsætter ind til alle spillere har givet op, og lader Manden bestemme over dem. Først der kan anden halvdel gå igang.

Måske vil det påvirke spillernes spilstil, så det faktisk er en udfordring at opleve Mandens kontrol forsvinde. Men der er også en risiko for, at det har den modsatte effekt, og at spillerne uden problem bryder med undertrykkelsen og bliver frie. Så udfordringen er faktisk, at spilteknisk vise, at det er svært for kvinderne at komme over Mandens død.