Dette er et scenarie lige efter min smag ind til benet og skrabet og så ellers resten overladt til spillerne. Men det er samtidig et svært scenarie at spille, især kunne jeg forestille mig at det ville være en rigtig hård ting at komme i gang med på en con. At skulle være svulstig lige på og hårdt sammen med fem fremmede er ret svært.
Som sagt før, kunne scenariet have godt af både grundig opvarmning, hvilket jo ikke ville gå ud over pointen, det er en fast ting i opera at sidde i mørket og hører orkestret varme op. Samt en prolog som giver spillerne mulighed for at lege med scenariet, og prøve hvordan man gør, kort sagt spille sig varm, uden at dette går udover den reelle del af handlingen. Altså første scene er ikke ligefrem en der lægger op til at den må kikse:
”Ouverture
Akt 1
SCENE I – Et maskebal i Markis di Machioris palæ i Venedig.
Ved ballet danser Sebastiano med Elena. Han fører hende ud på balkonen og beder på vejen Filippo om at holde vagt og holde Elenas kammerpige, Bella, og forlovede, Vincenzo, væk. På balkonen prøver Sebastinano at besnære Elena, og de tager maskerne af. Imens forsøger Filippo at bolde Bella borte. Lige inden de kysser hinanden, brager Vincenzo forbi Filippo, og truer rasende Sebastiano. Sebastiano gør ham til grin for hele forsamlingen. Rasende udfordrer Vincenzo ham til duel.
Fortæller: Vincenzo – 15”
Hey! Der står lige frem Ouverture, der kunne man sagtens ligge en øvelse eller scene en der satte spillerne ind i scenariet. Som det er nu, tror jeg det ville være rigtigt svært at spille, men med rette opvarmning og en igangsætter scene, tror jeg det kunne være et rigtigt sjovt og fedt scenarie.
Til sidst skal der lige rettes ros til spilvejledningen. Den er kort og præcis og fortæller meget klart og lethuskeligt, hvad formålet er og hvad man gør for at opnå det. Jeg kan netop godt lide ideen om, at hvis der står, man skal bruge fem minutter på ”jeg elsker dig.” Det er sku en udfordring, og netop fordi det er en opera er det i orden at stå og sige ting, som i alle andre scenarier ville blive anset for alt for meget og plat.
Eneste problem jeg ser med ovenstående, er at der ikke er noget redskab til at klippe, hvis nogen bruger for lang tid i en scene, hvor skurken måske også skal have tid til at udbasunere sin onde plan. Der er kort sagt ingen der har beføjelsen til at klippe. Det kunne man godt give fortælleren retten til. humm kunne være man skulle i gang med hackeren…
Ny regel til læsegruppen: alle anmeldte scenarier skal hackes af mindst en skribent. Eller optimeres som det jo hedder nu…
Simon siger: “…et svært scenarie at spille…”
Og det er sandt. Jeg tror ogsaa jeg ville have svaert ved at spille scenariet. Men er det (noedvendigvis) et problem? Er det daarligt design at forvente meget af spillerne?
Og jeg er helt enig med understoettende opvarmning.
Frikard
Underligt, for det er faktisk er supernemt scenarie at spille. Jeg har spillet det er par gange, med både kendte og ukendte spillere, og aldrig haft problemer af nogen art.
Det må jeg sige Per, det overrasker mig. Men positivt. Og I kørte bare lige på, eller hvad. Hvor erfarne var disse spillere? Men godt at vide at det funker. Det viser, hvor lidt instruktion der nogle gange er behov for. Noget jeg godt kunne lære.
Frikard: Nej det er langt fra dårligt at et scenarie tillader sig at være svært. Det er blot en formidlingsudfordring. Altså man skal enten understrege at det er udfordrende eller sørger for at indbygge elementer der sikre at mindre stærke spillere også kan være med på det høje niveau. Men det kan jo være det slet ikke er så svært, nu vi hører hvad Per siger.
Jeg sagde: “Og det er sandt. Jeg tror ogsaa jeg ville have svaert ved at spille scenariet.”
Den foerste saetning er lige skarp nok. Den anden saetning siger det jeg egentlig vil sige.
Per kan du ikke uddybe hvordan det er gaaet de gange du har spillet det? Isaer om det endte komisk eller episk?
/Frikard
OK, jeg har kun spillet det “light”, dvs. pjattet og med store armbevægelser – så vidt jeg husker er det også det scenariet lægger op til, men jeg kan huske forkert. Jeg spillede det sidste gang julen 1994 eller noget lignende.
I dag ville jeg nok synes det var lidt utilfredstillende, men dengang var det et frist pust fra de tunge, selvhøjtidelige scenarier.
Scenariets største problem er at det er “story before” – historien er skrevet på forhånd og man skal bare fylde ud, hvilke jeg slet ikke er til længere.
Men der er gode ting om sceners længde og hvem der står for scenen osv.
Jeg ved ikke om det på nogen måde er en hjælp?
Hej Per (og tak for svaret)
Jeg har selv lidt svaert ved at blive klog paa om spillet tager opera-genren alvorligt og forsoeger at imitere den eller det er en light-comedy udgave. Jeg tror det sidste, men det bygger ikke paa konkrete nedslag i teksten (snarere tvaertimod). Det bygger paa en kombination af en formodning om at scenariet er meget nemmere at faa til at lykkedes paa den maade og at jeg har meget svaert ved at forestille mig opera lykkedes som rollespil.
Men jo det er en hjaelp. Dit indlaeg stoetter min mistanke om at det er en komedie. Det bliver bare ikke sagt direkte i teksten.
Jeg tror baade Simon og jeg tog scenariet mere alvorligt end det er – hvis det er meningen at det skal blive latterligt saa er det ikke et opera-scenarie, men en opera-parodi og det skulle jo ikke vaere saa svaert, hverken at udfoere eller at saette pris paa. Og det synes jeg saadan set er fedt – jeg hader opera af et godt hjerte – men teksten siger det ikke direkte.
Er det saa et designproblem? Hvis jeg laver et mock-scenarie uden at informere spillerne er det saa godt design? Er det godt design hvis de foeler sig gjort til grin? Eller hvis de har en sjov selvironisk oplevelse med det?
Frikard
ps. Der staar faktisk i underinddelingen paa rylle at det er et humor-scenarie. Men det er ogsaa det eneste sted i teksten jeg finder belaeg for den tolkning.
Jeg tror kun, jeg har hørt om folk, der har spillet det som komedie – selvfølgelig så deadpan som muligt, men med fjollet store armbevægelser. Det er vel derfor, det fungerer så godt. Fordi langt, langt de fleste har en fælles operaklichéstil at spille på.
Humm det er jeg næsten skuffet over at høre. Ja så kan jeg godt se det fungere, og så er det ikke et svært scenarie. ligesom det aldrig er svært at spille med store overdrevne armbevægelser.
Det jeg er skuffet over er hvor let en løsning det er. Altså der er ingen tvivl om at scenariet ikke skal være alt for seriøs, men at falde tilbage på klich opera larm er næsten for let.
Det kunne være fedt at se, hvilken oplevelse det ville give hvis man prøvede at tage mediet bare en smule seriøs og lave en kærlig humoristisk leg med genren i stedet for larmende fladpandet parodi.
Pingback: [Læsegruppen] Vincenzo de Monfortes hævn « Stemmen fra ådalen