Tore tog som sagt, nogle gode billeder fra Max Møllers tilbagefald. De viser stadig ikke helt, hvor fedt ordrollespil er, og nu er dette jo også et liverollespil. Men som den der har været igennem scenariet, er dette virkeligt nogle fede billeder, som bevarer historien meget bedre for mig, end jeg selv kan. Men hvad synes I, er disse billeder interessante og seværdige for andre end GM, spillere og forfatter? Formidler de noget?

Ps: klik på det enkelte billede, for at se det i større format.

En mand under press, orv der var mange af den type scener, (på kanten til for mange) hvor Faren blev trængt op i en krog og alle spurgte, hvorfor gør du det. Så var den eneste løsning at blive urimelig, råbe af folk og evt. skride.

Når man ikke var på, var der god tid til at kigge på. Og det var faktisk fedt. Altså udover når Tore hviskede til en “se hvad du har gjort.” Men det var rart at have muligheden for, ikke at være med, men slappe lidt af og følge med og samle energi og ideer til, når man skulle på igen.

Det der, lige der, det ansigtsudtryk og de øjne, det var nok det, der gjorde den største indtryk på mig. Man kan sige, “hvorfor gør du det far?” lige så meget man vil, men nå krops- og ansigtssprog følger med på den måde, så bliver det helt eminent, og gør ondt.

Her kan man både se, hvordan huset var tegnet på gulvet, bemærk WC’et i baggrunden, og den tomme “vodka” flaske i vasken. Og hvordan de to børn begynde at tegne på gulvet, når de havde deres “være på værelset og lytte til far og mor skændes scener.”

Her er vi på grænsen til, at have nogle billede, der lidt viser, hvordan rollespil i et klasseværelse kan virke. Der er en kontrast mellem det tomme, virkelig tomme faktisk, lokale og de følelser (især i det sidste), der er på spil i historien og spillerne i mellem, eller er det kun mig?

Her ser I kridtet komme til sin magt. I et sidste desperat forsøg på at vise hvor, langt ude familien er, begynder børnene at tegne på gulvet i hele huset og rundt om den bevidstløse døddrukne far. Fed scene, fed ide. Totalt sammenbrud.

Og til sidst hele den lykkelige familie. Spørgsmålet er jo så, er det ægte lykke, altså inden det gik galt. Eller er dette allerede blot er en facade. Dette billede blev faktisk taget, fordi et billede af den beskrivelse dukkede op i rollespillet, det var sjovt at skabe det bagefter. Men tak til jer alle samme igen, især Tore, som har taget de fede billeder* (og var en god GM), det var en fabelagtig frygtelig oplevelse.

I en side note skal det nævnes, at jeg var meget tæt på at ikke lægge det billede online, og det kan være jeg tager det ned igen. Fordi jeg kan vitterligt ikke lide mig selv på det billede, og det er ikke bare normal afsky af mig selv på billeder, men fordi jeg synes jeg for meget ligner en, der godt kunne være den type Faren er, fordi jeg er så rød i hovedet, og generelt ser lidt raggy ud i forhold til de andre. Men hey jeg havde lige spillet en dum skid i lang tid og kunne endelig give lidt los på, hvordan jeg faktisk følte. Sagt på en anden måde, det billede bringer det hele lidt for tæt på igen.

*ps: Alle billederne er taget med Tores iPad og iPads (og måske også mobiler?) er måske noget af det bedste, at tage billeder af ordrollespil med, fordi de er så meget mere neutrale apparater og vi er mere vandt til dem, end et stort kamera med lince blitz og hele molevitten.

Så det er måske vejen frem, til at få taget flere ordrollespilsbilleder, at bruge mindre og mere anonyme ting at skyde med, og efterhånden, som I kan se, så er kvaliteten af billederne sådan okay.

Jeg lod godt mærke til, at Tore tog billeder undervejs, og i en pause spurgte han da også lov, men jeg tror, jeg langt lettere kunne ignorere det, fordi, det var jo “bare” en iPad.

Summer lovin’ – Spiller beretning

Den har post har været svær at skrive, fordi jeg vil ikke fremstå som en gammeldags nej siger, men samtidig kunne jeg bare ikke lide scenariet. Men jeg tror jeg har opdaget, at rollespille sex, det tænder bare ikke mig (pun intented).

Der var nogle praktiske sider af scenariet, som det ikke er skyld, som også hjalp til, at det ikke var den optimale oplevelse for mig. Men hele ideen om at rollespille sex, tja det giver bare ikke mig, den tiltænkte effekt. Jeg kan ikke helt sætte ord på hvorfor, det virker bare ikke. Måske er sex bare for en privat ting for mig?

Men jeg har det vist lidt med sex i rollespil, som jeg har det med intrige, for mig er det ikke spilskabende men spilstoppende. Jeg respekterer, at andre kan lide og bruge det, men det virker bare ikke for mig. Hvorfor ved jeg ikke, og det går mig på.

Men nok om sex, der var også en anden ting ved Sommer Elskov som også virkelig gik mig på. Og det var at vi startede kolde. Jo jo vi skulle beskrive en pinlig sexoplevelse på en festival eller ligende, men det åbnede mig ikke op, snare tværtimod. Det med at dele elementer af sit liv, virkede meget bedre i Verdens ende, fordi det blev sat i forbindelse og fortalt via scenariets virkemidler, og det måske det der var galt med Sommar älskar, man skulle bare gøre det, uden tilknytning til scenariet.

Derudover startede vi koldt. Altså der var ingen opvarmning, ingen nedbrydning af barriere inden øvelser der lod os lege med spilstilen, så vi ligesom havde prøvet den af, uden at evt. fejl og misforståelser påvirkede den egenlige historie.

Nej lige på og hårdt med at beskrive og spille første pars historie, hvilket uheldigvis var mig, og det gik ikke godt. Opbygningen var, at man klipper mellem drengene og pigerne der spørger indtil den, som er i fokus, og på den måde får noget af vide om den pinlige sex episode. Derefter skulle de to hovedpersoner mødes på midten, holde i hånd og først skulle en beskrive en handling, så skulle den anden beskrive, hvad det fik denne til at føle, og så tilføje en beskrivelse og så fremdeles.

Det var bare ikke gået op for mig, da jeg gik ind i scenen uden helt at have fattet denne rytme. Jo jeg kunne have stoppet og spurgt, hvad var det lige det var vi skulle? Men vores GM virkede ikke som typen, hvor overfor det var i orden. Så jeg fumlede mig vej, både i fiktionen og virkeligheden, ikke sjovt.

Og det ødelagde sådan set vores scene, synes jeg. Vi blev den prøveklud, som de andre kunne bruge til at rette deres spil efter. Og sådan er det i rollespil, den første halve time er ikke særlig god, fordi man er stadig ved at spille sig varm og spille sig ind på hinanden. Det har jeg skrevet om før, og det manglede virkelig her, især fordi emnet var sex.

Fordi det var tydeligt at de to andre scener gik meget bedre, især den sidste, var virkelig sjov. Og jo det kan være det var andre ting, som gjorde vores første scene mindre optimalt, så som min egen kejtethed omkring emnet, men det er ingen tvivl om, at jeg virkelig manglede noget, som fik mig til at glemme den generthed og give lidt los. Den smule der var, synes jeg kun gjorde det værere. Men igen en del af det, var ikke scenariet, til en vis grad var det faktisk GM’en, han formåede virkelig at provokere mig.

Men da jeg nævnte det med at hoppe lige ud i det, og spille det jeg ville kalde koldt rollespil, fik jeg afvide, at det åbenbart er et jeep dogme?! Hvis det er rigtigt, så mister jeg altså en heldel af min respekt for jeep. At have en sådan regl, holdning eller dogme der direkte bibeholder en af de mest, synes jeg, destruktive ting ved conrollespil er virkelig dumt!

Når man spillede med fremmede, og om emner som er svære, hvilket man ofte gør på conner og med jeep, så SKAL man altså have nogle værktøjer som får folk til at slappe af, og have tillid til scenariet, OG man SKAL have en smule begynde risikoløs rollespil, hvor mekanikker kan prøves af og fejl rettes, uden at det skader selve historien og oplevelsen. Og hvis jeep ikke mener det, så skal jeg ikke spille jeep.

Det har også den seneste tid været min begyndende anke mod jeep. De har gjort et virkelig stort stykke arbejde med at skabe en række nye og stærke mekanikker, og oven i det har de sat ord på nogle mekanikker vi alle har brugt, det har bare gjort det så meget bedre og bevidst, og stor ros for det.

Men samtidig så virker det som om, at de er ved at opbygge nogle begrænsende dogmer, som de måske synes er gode og hvad ved jeg, provokerende, men som i mine øjne virker spilødelæggende, og jeg håber virkelig at det er mig der har forstået det forkert, fordi jeg synes de dogmer underminere hele deres projekt. Men nu har jeg også altid haft det svært med dogmer.

Men ret mig hvis jeg tager fejl, oplys mig, hvis jeg er formørket og generelt fortæl mig, hvad jeg har misforstået. Fordi jeg forstår det ikke helt.

I en verden der næsten er vores vågner alle op, og ved at jorden går under om to dage, tre menesker ved desuden at de skal møde op på den gamle banegård og rejse til bjerget for enden af verden. Der eksistere ingen egenavne, folk og ting hedder det deres funktion er, og dette kan ændre sig, alt efter deres historie. Dette er et virkeligt stærkt virkemiddel.

Jeg spillede Drengen, Sandra Holm, som nævnt før ny til rollespil spillede Kvinden med barnet, og en tidligere østerskov elev, som jeg har spillet med før spillede Den gamle mand. Tobias var GM.

Det bedste ved dette scenarie er dets helhed, dets bevidsthed om sig selv. Ikke noget med at tilføje ting, fordi det kunne være sjovt, ville være provokerende, fordi det bør man. Nej hver scene, virkemiddel, rolle, ja næsten hver sætning var nøje udvalgt og vejet for sin relevans for formålet med scenariet, at fortælle en poetisk historie om overgange mellem livsfaser set i det krævende perspektiv at verden snart ender. Dette scenariet er det man skal skrive efter i fremtiden.

Jeg vil i hvertfald tage det frem, næste gang jeg skal skrive, for at minde mig selvom, hvordan det gøres. Selv opvarmningen havde det netop den fokus og formål, som jeg elsker og så ofte savner. Alle teknikker blev introduceret med en øvelse, som både viste, hvordan den skulle bruges, men fordi vi skulle bruges os selv i øvelsen så lærte det også spillere og GM hinanden at kende, og brød effektivt nogle af de barriere ned, som normalt hæmmer det første halve til hele times spil.

Af teknikker kan nævnes, at der blev opfordret til at tale i et, man kan vel kalde det et poetisk sprog. Man skulle ikke sige, jeg er urolig, men jeg har det som en piblende bæk der risler mange sten, eller noget mindre plat i den retning. Man skulle beskrive sin rolles sindsstemning gennem den slags metafore og overførte scener. Der var utroligt fokus på at fortælle handlinger med fokus på de små detaljer snarer end det store forkromede formål.

Endelig var der den fantastiske navne mekanik. Som nævnt så i denne verden, meget lig vores, findes egenavne ikke. Det vil sige ting beskrives som de er, og ændre navn når de udvikler sig. Så min rolle gik fra “Drengen som sjældent blev set”, til noget i retning af “Drengen som gerne ville videre”, og andre som gradvist viste fremgang til jeg mødte et knæk og for en kort stund hed “Drengen som igen har skuffet sig selv”. Jeg endte med det smukke, for os, men nogle ville mene lidt platte, (men vi er da lige glade!): “Drengen med to venner.”

Scenariet havde tre akt og præcis som resten, var formen af disse bevidst og velvalgt. Første scene var i sandkasse form. Vi får af vide, at vi vågner med viden om, at jorden går under om to dage og om aftenen skal vi stå på toget ved den gamle station sammen med to andre. Derefter fortæller man på skift scener med den enkelte spiller alene, som helt frit vælger, hvordan denne vil sige farvel til sit liv og verdenen. Men normalt i sådanne helt fri settings er det svært at finde på noget.

Men både fordi GM var god til at spørger, hvad gjorde du så, og fordi vi havde flere formål med denne næstsidste dag, virkede det. Vi skulle både sige farvel til verden, men det var også en mulighed for selv at udforske sin rolle, og vise de andre, hvad for en rolle vi var. Det virkede rigtigt godt, og scenen varede præcist længe nok, og i ægte sandkasseform spurgte GM, er I klar til at vi går videre, eller er der nogen, der føler de mangler en scene?

Spoiler!
Har du tænkt dig at spille Verdens Ende, bør du ikke læse videre

Akt 2 var helt anderledes, har var 8 fastlagte scener, en start scene, som mest var GM der satte stemningen og beskrev vores rejse med toget. Samt seks scener der hver havde sit tema, og endelig en slut scene igen fortalt af GM som viste overgangen til sidste akt.

Det smukke ved scenerne, var at der var to til hver rolle, to hvor indholdet så at sige, drejede sig om et aspekt ved en af rollerne. Det var et tema som ville udfordre rollen. Men det var ikke eksplicit, det var faktisk først i scene 2 at vi begyndte at regne ud, at det var det der foregik. Det fungere rigtigt godt, fordi det ikke blev blæst op i hovedet på os: denne scene handler om denne rolle, alle andre hold kæft. Men samtidig var man lige bevidst nok om det, til høfligt at holde sig lidt i baggrunden.

Det var godt, fordi alle fik næsten ligelig scenetid, men man sad samtidig ikke bare og kiggede på, man var en del af scenen og kunne vælge at gribe ind og støtte eller skubbe den rolle der var i fokus. Sagt på en anden måde: der var en meget bevidst struktur, men den var kun blidt hintet til, så man følte sig ikke railroadet.

Selve indholdet af scenerne og overgangene af scenerne var også virkelig flot beskrevet og understøttede virkelig godt den drømmende rejse det var. Mellem hver scene var der fra GM nogle smukke beskrivelser af, hvordan verden langsomt fadede ud og også flotte og bevidste beskrivelser i ændringerne i det langskab vi gik igennem. Der var noget Den uendelige historie og Labyrinten og landskaberne.

Jeg kunne fable længe om indholdet af de enkelte scener, men det vil jeg ikke, men lad mig bare sige det var godt. Landskab, personer i landskabet, og scenen formål, altsammen hang sammen så tydeligt!

Sidste akt var igen helt anderledes. Der sad vi på toppen af bjerget alle holdte i hånd, og vi skulle lavmeldt fortælle vores tanker og hvad vi sagde til hinanden. Denne scene var nok tiltænkt længere end vores gruppe gjorde den til. Men vi var inden bjerget ret afklarede og faktisk allerede der klar til at gå enden i møde. Men det blev nu alligevel meget smukt. Vi havde en fantastisk scene, hvor kvindens barn pludselig blev navngivet og gik fra at være et rekvisit til den person, meget smukt.

Der er også den meget stærke effekt, at lyset var slukket, og den eneste belysning var fyrfadfslys rundt omkring, og de repræsenterede de tilbage værende stjerne og som GM pustede lysene ud forsvandt stjernerne også. En smuk måde at vise, hvor langt tid tilbage vi havde. Det skabte et godt usynligt sammenspil mellem spillere og GM som kunne signalere til hinanden, spillerne via ord GM via lysene og lydniveauet på musikken, om hvor tæt på slutningen vi var. Så vi kunne time det sidste godnat helt perfekt med at det sidste lys gik ud.

Alt i alt et meget smukt og drømmende scenarie, og meget anderledes end min anden helt store spiloplevelse, Tilbagefald. Hvor tilbagefald var et live, og hvor ens fysiske opførsel betød meget, var dette et ord scenarie i sin reneste form. Man behøvede ikke beskrive sig selv i 3 person, men pga. navnændringesmekanikken skete det nærmest automatisk, men utroligt nok, uden at skabe distance til personerne. Jeg kalder det et ord scenenarie fordi vi sad på gulvet, igen meget bevidst, så blev det mere intimt og fik mere en stemning af lavmeldt snakken om det dødende lejerbål. En fed oplevelse, kunne faktisk være at spille dette om et lejerbål en lys sommeraften i en bøge skov langt væk fra alting…

Scenariet fik Ottoen for bedste virkemidler, så jeg vil lige beskrive, hvad det gjorde udover, hvad jeg har nævnt. Men først og fremmest tror jeg ikke, at scenariet fik det, fordi der var vildt nye virkemidler, på nær det med navnene, er det ting vi har set før. Men mere fordi der var så mange, de var så velvalgte og fordi de blev sat i spil via opvarmningen og bare passede. Det sendte fra dommerne et stærkt signal om at denne Otto er ikke bare for at finde på crazy effekter men også om hvordan man bruger dem og integrerer dem i den historie man vil fortælle.

Musik blev brugt meget i scenrariet. Det blev åbnet med en sang og lukket med den samme lang, og der kørte lav musik i baggrunden under alle scener, som skulle understøtte temaet med den scene. God ide, men problemet med musik er, at det er så meget en smagssag. Start og slut nummeret var for eksempel ikke min kop te. Det fungerede okay i starten, måske lige en tand for langt, men dets melankolske og lidt skærende lyd understøttede okay starten, hvor rollerne netop står i stampe i deres liv.

Men da jeg indså, at afslutnings nummeret var det samme, så blev jeg lidt ærgerlig. For det første fordi jeg vidste hvor langt det var, og min bagdel var ved at være lidt øm. Men også fordi så mistede jeg ihvertfald lidt følelsen af, at vi havde udviklet os. Det måtte gerne have været et nyt (kortere) nummer, som viste at vi havde flyttet os, et nummer der bedre stemmede overens med, at nu var historien slut ikke gået i ring. Gerne i samme stil som resten af musikken, men ikke det samme nummer som man startede med. Men det er så også min eneste anke til et ellers virkeligt helstøbt scenarie.

Spilstilen var jeg kort inde på før. Jeg vil ikke kalde det et fortællescenarie, jeg ville kalde det et poetisk scenarie. Og fordi der derfor lægges lidt mere pres på spillerne, altså en ting er at fortælle, noget helt andet er, at fortælle i en poetisk og malende stil, var det rigtigt godt, at GM var så god til at sige igen og igen: husk I kan ikke gøre det forkert. Det kunne let have gået meget galt, med at fortælle folk, nu skal I være rigtigt digteriske, og så give dem helt præstationsangst. I steder var jeg i total åbenmodus og ja leg og kastede mig glædeligt over de første ord og tanker der faldt mig ind. Det virkede bare.

Et scenarie om en familie der går i opløsning pga. en alkoholisk far. Jeg spillede den far. Jeg spillede med Tore Vange som GM, Therese som mor og to østerskov elever som vores børn.

Lad mig starte med en anekdote, jeg har fortalt alt for mange gange allerede, men den viste bare min oplevelse så meget, at den er god at illustrere scenariet med. Vi holdte pause, og vi snakkede om hvorvidt dette var et bleed scenarie. Jeg mente, at jeg ikke bleede ret meget, fordi rollen var så ynkelig og modbydelig, at det den forblev fjern for en.

Men da jeg så stod i kiosken og besluttede mig for at hæve lidt over, så jeg havde noget at bruge i baren senere, fik jeg det pludselig fysisk dårligt. Det gik op for mig, at jeg følte en virkelig dårlig samvittighed over bevidst at hæve penge til brug på alkohol, så det var en utrolig subtil men stærk bleed følelse, der alligevel havde oplagret sig i min krop.

En meget stærk ting i scenariet, var at det var tydeligt, at der ingen frelse for faren. Scenerne lå fast, og man kunne ikke undgå det uundgåelige. Hvis nogen forsøgte at spille faren hen imod frelse ville det meget ødelægge scenariet. Jeg snakkede med Martin Horn om dette, som også have spillet faren. Og vi kom frem til faren er ikke en fuldrolle, han er en rekvisit, en katalysator til at sætte gang i resten af familiens problemer og konflikter. Der er kun en vej for ham, hvor de andre er mere fuldendte roller.

Det gør ham på en gang let at spille, men også ret svær, fordi man lærer hurtigt, at holde øje med, nye måder at være modbydelig mod de andre på. Men det lød på andre som om, at der næsten var for meget modbydeligt, scenariet virkede til at mangle en pause, et lille bitte lysglimt i mørket. Det er et emne jeg har snakket om før, en five minut exit, hvor man pludselig er bare en smule lykkelig, gerne inden det går rigtigt galt. Det koblet sammen med, at der åbenbart er lidt for mange scener, (jeg fik af vide, at Tore cuttede nogle fra og lagde andre sammen) så virkede det til at det måske var lidt for langt og lidt for mørkt, sådan at det blev en mindre intens men bare træls oplevelse af at traske langhalm for længe på en modbydelig historie.

Nu har jeg ikke læst scenariet, men det undrede mig, fordi jeg har læst Familien, og den har nemlig en meget friere struktur med en række faste scener og en række mulige scener som kan lægges ind alt efter behov, (hvis jeg husker rigtigt). Og jeg ville have troet at det samme galt i Tilbagefald, det ville i hvertfald have givet mening, fordi som Tore sagde, vi fik spillet mange af de ting i de færre men længere scener, som andre scener lagde op til, så havde han taget dem med, kan jeg godt se at det blev for langtrukkent.

Jeg tror måske også at vores var en mere udholdelig oplevelse fordi vi lagde pauser ind mellem hvert akt, hvor vi lige kunne slappe lidt af og se hinanden i øjnene som mennesker og ikke som roller. Desuden så fik en af scenerne et mere potitivt præg end nok tiltænkt, da far kommer hjem med julegaver til familien. Jeg må i hvertfald personligt indrømme at det var dejligt, da min datter for en gangs skyld så på mig med blide øjne. Men Frederikke, som spillede min datter, formående nu også at rollespille et par skuffede øjne som virkeligt gjorde ondt. “Far hvorfor gør du det?” avavav… Men det er små ting i et generelt rigtigt godt scenarie, der både bærer bræg af evne og godt håndværk.

Så havde vores hold en lille bonus. Det var meningen, at man skulle tegne det hus det foregik i på gulvet alla Dogville men med malertape. Det var iøvrigt en rigtig ved ide, med at bygge huset på den måde, det gjorde, at jeg endte med at betragte Tilbagefald som et live, fordi vi udspillede jo faktisk alt, hvad vi gjorde. Kun sidste scene skulle der fortælles. Men det gav også et rum at bevæge sig rundt i. Det virkede godt, fordi Tore slog fast, at selvom der er “vægge” så kan man altså høre alt i det hus. Så selvom man var for sig selv, så kunne man stadig høre de andre, og hvad der blev sagt om en, ondt ondt.

Vores hold havde dog ikke noget malertape, så vi brugte kridt, og det betød at børnene, når de blev sendt på deres værelse kunne sætte og tegne, mens mor og far skændes. Det var smukt at se de to sidde helt tavse og nærmest manisk tegne lykkelige familier. Tore har nogle billeder af dette, og jeg håber de kommer online på et tidspunkt.

Generelt havde vi en helt fantastisk oplevelse med scenariet og jeg var vitterligt lettere rystet bagefter. Vi skabte en smuk og frygtelig historie sammen. Det var intenst og noget af det bedste rollespil, jeg har spillet længe.

Nå ja sko, jeg skal også huske at sige noget om sko. Det er et fantastisk virkemiddel i den slags historie, fordi det kan bruges til at vide ens tilstand. Hvis man kommer hjem med kun en sko på, er det tydeligt at der er noget galt. Og er der noget mere sigende om ens tilstand, når man ligger i sengen og ens kone må tage ens sko af. Det gav virkelig en af mine værste/bedste scener. Desuden er det vældigt tilfredsstillende at slynge en sko igennem rummet og råbe “SÅ HOLD DOG KÆFT.” Jeg kunne godt finde på at bruge sko som virkemiddel en gang, men mere om det senere.

Som dommerne også roste, så var scenariet godt formidlet, en af styrkerne var at rollerne virkede realistiske. Citaterne fra det virkelige liv gav en skrammende realisme til historien. Jeg har kun læst farens rolle, men den gav mig et usedvanligt klart billede af, hvordan jeg skulle spille ham, taget i betragtning af, hvor kort den var. Det var flot beskrevet, hvordan en alkoholiker tænker. De er ikke nødvendigvis bragende lamme hele tiden, men de har netop en løbende ros, som man ikke nødvendigvis kan mærke, på andet end kraftige humørsvinger.

Det var et godt og effektivt redskab at spille på. Hvis jeg havde været larmende fuld hele tiden, havde det ikke været nær så stærkt. Netop det, at jeg kunne tillade mig at have rolige perioder, betød at når jeg råbte op, kunne jeg se alle træde skræmt et skridt væk fra mig. Det var meget effektfuldt. Jeg kaldte det pulserende rollespil, en vekslen mellem ikke kun glad og sur men også energisk og flad, så jeg kunne være i storslået godt humør, stille godt humør, stille dårligt humør, og det blev først rigtigt farligt når jeg var i voldsomt dårligt humør. Og nu skal jeg snart holde op med at skrive jeg om rollen hehe.

Jeg tror en anden styrke i scenariet var dets simplicitet. Der var rollerne, som var korte, scenerne, stregerne på gulvet, og den uundgåelige fremdrift mod undergangen, ikke andet. Ingen mekanikker, ingen bird in ear, som sagt et meget tydeligt live rollespil, af den bedste slags, og det hjalp virkelig til at sætte fokus på temaet. Mekanikker og virkemidler ville have trukket fokus fra det i dette tilfælde.

Nå jeg kunne snakke længe om dette scenarie, men må hellere stoppe nu.