Kategoriarkiv: Blackbox

Bamsers mod som black box

Jeg vil gerne udsætte mit black box hold for et godt solidt Fastaval scenarie med skrevne roller. Fordi mange af de lives, jeg finder, har workshoppede roller, og jeg synes de skal prøve velskrevne roller. Derfor spurgte jeg RPG forum, men deltager antallet og kønsfordelingen gør det svært at finde et. Derfor overvejer jeg at blackboxifisere Bamsers mod. Ikke at det er sådan rigtigt solidt Fastaval, men der er der i det mindste skrevne roller.

Jeg håber nu stadig at finde et bedre alternativ (og modtager gerne forslag) Men tankerækken fik mig til at ende med et ret interessant bud på, hvordan Bamsers mod kunne se ud i en black box.

Mit hold er på seks personer, derfor har jeg taget udgangspunkt i, hvordan et scenarie skrevet til fire, kan spilles af seks. I Bamsers mod spiller man skiftevis de modige bamser, som kæmper for at redde en døende drengs familie fra de mareridt, der plager familien, og samme familie der er fanget i sorgen og har brug for bamsernes kamp til at bryde fri. Det vil sige det har en actionpræget fantasifuld del som bamserne og en tung og trist del som familien.

Det vil sige, der skal findes to måder, at tilføje to ekstra spillere på, når man er hos familien og når man er på eventyr med bamserne. Lad os tage dem en ad gangen.

Hos familien
Ved familien trækker jeg på et element jeg tilføjede til den bogudgave af Bamsers mod, jeg stadig arbejder på. Her for at vise, hvordan familiens mareridt manifesterede sig, tilføjede jeg onde skygger, som svæver usynligt omkring familien og hvisker giftige ord i deres øre, der splitter dem ad.

Disse vil jeg gøre til spillere, det vil sige, at to af spillerne, spiller disse onde ånder, som via bird in ear og lignende teknikker kan hviske ondskabsfuldheder til familien, det åbner også op for at familiemedlemmernes indre kamp kan blive set af de andre. Hvordan en spiller prøver at være flink, men skyggespilleren tager ordet og tvinger denne til at være ond.

Jeg kan ikke lide tanken om, at to spillere konsekvent skal spille onde, så jeg regner med at låne fra Drengen og mælken, og lade hver rolle (inklusiv de to skygger) blive repræsenteret af en rekvisit og denne kan gå på tur mellem spillerne, så man både får lov til at spille familie eller skygge. Dog vil jeg ikke kræve at rollerne skifter hver gang, så man kan ende med at have samme rolle, men det er op til spillerne at styre.

Bamserne
Når vi drager ind i mareridtsverdenen med bamserne er løsning lidt af den samme. Men her er et yderligere problem, de foregående scener med familien spilles som live, og blackboxes derfor let. Men disse bamse scener spilles omkring bordet og fortælles mest af alt. Her vil jeg igen låne fra Drengen og mælken, dog noget modificeret.

Der kommer en fortæller, men denne er altid GM’en. Han beskriver scenen, de andre skal spille, hvad udfordringen er, og det er op til de andre så at udføre denne scene. Nogle gange vil det være ret stramt andre gange mere løst, men fortælleren styrer en del. Fortælleren bliver præcis som fortællestemmen i en bog, men spillerne får dog elementer af medbestemmelse, dog nok ikke så frit, som man er vant til.

Som i den anden type scene er der fire, som spiller bamser og to som agere alt omkring dem fra en mørk skov til monstrene i den. Men her synes jeg, det skal fast gå på skift, hvem der er monstre og hvem der er bamser. Endelig regner jeg at bevarer bamseskabelsen og lade alle seks skabe deres egen bamse, så man overtager ikke andres bamse, men det er blot kun fire ud af seks bamser, der er på mission ad gangen, (de andre er hjemme og beskytte Anders)

Selve udnyttelsen af blackboxen, vil jeg benytte mig af, hvor stort et lokale vi råder over (to klasselokaler slået sammen). Således at den ene halvdel vil være hvor familien holder til, og når det er i brug, vil der være normal belysning. Men når vi drager ind i mareridtet vil de gå i den anden halvdel, hvor der laves en ny lysopsætning for hvert mareridt, som afspejler temaet i denne. Evt. også via musik og lyd. Det kan blive rigtigt fedt, tror jeg.

Det går netop op for mig, at seks er minimum, man ville faktisk kunne være op til otte, så der er lige dele onde og gode. Det er så langt jeg er kommet, hvad synes I?

En Black box con i Horsens?

DSC_7654

Da jeg skulle prøve at beskrive black box til lederen af Komediehuset (hvad er det? læs her) tog jeg udgangspunkt i BlackBox CPH, som jeg lige var kommet hjem fra. Da han hørte om den udbrød han: skal vi ikke have det her? øh jo svarede jeg fortumlet, det kan vi da godt prøve.

Siden har jeg tænkt mere over det og snakket mere alvorligt om det med lederen Jan. Jeg begynder at tro, det ville kunne lade sig gøre, men jeg vil gerne lige tjekke vandet, og til det har jeg brug for dig. Lad mig derfor præsentere rammerne:

Pros:

  • Komediehuset er lige rykket i nye lokaler på en nedlagt skole midt i byen.
  • De råder derfor over to store black boxe (forestil dig to klasselokaler slået sammen) samt en mindre (et klasselokale) kaldet dramateket, hvor de til dagligt laver børneforestillinger, men som sagtens også kan bruges.
  • Endelig er der et par dansesale, som kun må bruges til dans, da de har det der spring gulv, der vist er vigtigt (men hey, så må nogen designe et danse scenarie)
  • Derudover er der et stort fælleslokale med borde og sofaer, fuldt udstyret køkken og hygge.
  • Og: vi må låne det en hel weekend ganske frit og gratis og helt for os selv! Det er for mig et af de vigtigste punkter.
  • Endelig, men dette vil jeg ikke love, så har komediehuset et godt samarbejde med Horsens Statsfængsel, I ved det nye museum. Så der er mulighed for at undersøge, om man kan sætte et scenarie op der, og få lov til at spille i en ret speciel ramme. Men som sagt, der er noget, der kan undersøges, jeg vil ikke garantere noget.

Cons:
Teknisk: Det er ikke på niveau med Huset i København, der er lyd- og lysudstyr, men da det skal bruges af en meget stor og broget flok er det holdt utroligt simpelt. Man kunne nævne dette som en fordel, da det gør det utroligt let at sætte op, jeg laver ny lyssætning hver gang med mit black box hold, og det tager ingen tid. (Det er lidt som iPad meget begrænset, men derfor let at gå til.) Men jeg nævner det som en con, da folk sikkert vil forvente Huset standarder. Der er en række med lys midt i rummet, som dog kan peges i begge retninger og man har mulighed for at sætte enkelte lamper op på stativ.

Overnatning: i modsætning til København, ville der nok skulle findes overnatning, da folk lige som ikke bor her, men i København og Århus og hvor folk ellers ville komme fra. Vi kan godt få aftaler om at må lave sovesal, enten på Komediehuset eller en lokal skole, endelig har Horsens en masse hoteller, men det er i den dyre ende.

Transport: samme problem, meget få af deltagerne kommer nok fra Horsens, de fleste ville skulle rejse, og jeg ved ikke helt, hvor meget folk er villige til at smide for det. Selvfølgelig med Rød billet og lignende billige busruter, er prisen faldet meget på det sidste, men det er stadig noget der måske vil skræmme folk væk. Ihvertfald er det vigtigt, at prisen på selve connen holdes så lav som muligt, da folk skal lægge en del på transport og måske overnatning.

Hvornår?
Tja rollespilsåret er allerede ret fyldt, men vi har kig på januar, da det er en lidt stille periode, og det passer ret godt ind i Komediehusets øvrigt program. Men nævnte Oliver til dette: økonomien er tit ret spændt i denne måned, så måske vi i stedet skal kigge på feburar.

Størrelse?
Vi snakkede lidt løst og fast om dette, men blev enige om et lavt succeskriterie på 25, nu det var første gang osv. ville være ok, men med plads til mange flere. Der ville være tale om fire blokke: en fredag, to lørdag og en søndag, (da folk også skal hjem). Men det ville så være potentielt tre scenarier i hver blok, så et program på 12 scenarier. (hvis det kun kommer 25, er det nok for mange.)

Indhold?
Om jeg kan få folk til at designe nye ting? Tja det håber jeg meget. Men ellers er der allerede en god mængde fede ting derude. Men formatet ville blive lige som BlackBox CPH, at vi stiller faciliteterne til rådighed, og så lade folk byde ind med, hvad de vil.

Hvad skal jeg brug fra jer?
Jeg vil gerne vide jeres uforbeholdne holdning til dette. Så jeg spørger ikke, om I synes det er en god ide, fordi der får jeg som regel svaret: “Ja mere rollespil er altid godt.” Nej jeg skal vide:

  1. Er det faktisk noget du kunne finde på at tage til?
  2. Hvilke ting ville gøre det mere sandsynligt, at du kom?
  3. Hvilke ting ville skræmme dig væk?
  4. Hvad for et prisleje ville du forvente/kunne leve med? (ekslusiv transport) (ved godt den er svær, men et slag på tasken)
  5. Hvad synes du om placeringen på året (januar februar), gør den det mere eller mindre sandsynligt at du kommer?
  6. Og hvilket tidspunkt på året ville du tro kunne være bedre? (prøv her ikke kun at tænk på dig, men sådan helt generelt.)
  7. Er det noget du kunne finde på, at hjælpe med at stable på benene?
  8. Er det noget du kunne overveje at designe/sætte et scenarie op til?

(Ingen af disse spørgsmål er selvfølgelig på nogen måde bindende (det gælder især det første og de to sidste), men blot en måde for mig at få lidt input til interessen i sådan et projekt. Dit input er en stor hjælp, så på forhånd mange, mange tak!

Andre tanker, tips og lignende som ikke passer ind i de spørgsmål, er også meget velkomne. Du kan svare her, på de links jeg smider på Facebook, eller via privat mail: simonjamesp@gmail.com

Mit rollespils år 2014 – Fokus på Komediehuset

Som nogle ved, via min spam på Facebook i efteråret og små forbipasserende kommentarer i mine indlæg om BlackBox CPH, så kommer 2014 at stå i Komediehusets tegn for mig. Men hvad er Komediehuset, hører jeg fiktive stemmer spørger. Tja I kan se deres hjemmeside her, tag jer ikke af udseendet, stedet er faktisk mere på forkant, end den hjemmeside giver indtryk af. De har bare ikke valgt, at lægge deres kræfter på en pæn hjemmeside.

Hvad er Komediehuset?
Men Komediehuset har til huse i Horsens, og kan bedst sammenlignes med den kommunale musikskole. De får støtte af kommunen, men kun til lokaler og løn til den ene fastansatte der er, ildsjæl og daglig leder Jan Torp. Resten af udgifterne blandt andet til løn til instruktører og lignende skal dækkes af indtægter fra elevbetalinger, præcis som på en musikskole. Men der undervises ikke i musik, der undervises i skuespil, teater, dans, og nu også rollespil. Undervisningen sker hovedsagligt om eftermiddagen og især aftenen (takkevære den kommende folkeskolereforms heldagsskole.)

Men denne faktuelle gennemgang, dækker kun over meget lidt af, hvad Komediehuset er, det er mest af alt en platform, hvorfra, hvis man har lysten og energien, kan prøve at realisere sine ideer og produkter. Forstået på den måde, at Komediehuset er lidt ala et doocracy som Fastaval. Dem som bestemmer, er dem som gider gøre ting. Dog med den lille begrænsning, at tiltag helst skal have en ambition om, at kunne løbe økonomisk rundt. Lederen Jan, er ikke bange for at satse, som han gør til en vis grad med dette rollespil, men han satser kun, fornemmer jeg, hvis han samtidig fornemmer en vis chance for, at der er publikum og deltagere til det.

De mange hold i skuespil, dans og rollespil er blot deres kerne, udover det laver Komediehuset forestillinger, rejsende teater til skoler, om for eksempel mobning og mange lignende ting. Det er et kreativt værksted, hvis lige jeg ikke har set andre steder, og at det oven i det har kommunens fulde opbakning, synes jeg siger meget om Horsens Kommune. Ja jeg er ret grebet af Komediehuset og de muligheder jeg ser i det, og ja jeg har boet i Horsens i knap og nap to år og er allerede flammende lokalpatriotisk. (Men efter den fodslæben og modstand jeg oplevede i Århus, er den åbne, “Ja det lyder fedt, gør det!” stemning jeg oplever i Horsens befriende.)

Hvad er det jeg skal?
Jeg er ansat til, at køre to forløb i black box rollespil. Et for 11 til 15 år og et for 15 år og op. Jeg har ret frie hænder til at tilrettelægge de to forløb, blandt andet fordi, når jeg prøver at forklarer mine ideer, så får jeg lidt blanke men opmuntrende blikke, som siger: “Jeg forstår det ikke helt Simon, men det lyder fedt, sæt igang!”

Hvad jeg konkret vil lave med de to hold, vil jeg nok komme til at skrive meget mere om, men jeg har planlagt den første spilgang og har løse tanker om starten, som vil have fokus på øvelser der introducerer folk til rollespil og giver dem nogle gode værktøjer, inden vi går rigtigt igang. Så er planen og udsætte deltagerne for nogle eksisterende scenarier, inden vi via Olivers dejlige værktøj til minilives vil begynde at skabe vores egne scenarier og spille dem. Og da der er 15 spilgange af henholdvis 3 og 2 1/2 timers varighed er det ca. også hvad der bliver tid til. (edit: dette var skrevet inden vi gik i gang, læs længere nede, hvordan det så faktisk går)

Forhistorien
Når jeg fortæller om dette, spørger folk altid: Jamen hvordan fik du det istandsat? Svaret er ret enkelt: Jeg skrev i sin tid blandt andet til Komediehuset, fordi jeg gerne ville finde en eller anden form for fritidsbeskæftigelse, når nu det tyder på, vi skulle blive i Horsens i noget tid endnu. Jeg skrev fordi, jeg havde hørt lidt om stedet og kunne se at de faktisk nærmede sig rollespil fra skuespilssiden, da de har en del fokus på improvisation, og vi kan jo se, at pt. nærmer rollespil sig skuespil via black box. Så jeg skrev og spurgte, om jeg ikke kunne bidrage med et eller andet.  På det tidspunkt troede jeg faktisk, at det var en form for forening eller klub, men jeg blev hurtigt klogere. Lederen Jan, skrev tilbage og vi aftaltes at mødes.

Snakken var intens og underholdende og ved dens afslutning tilbød han mig på stedet de to omtalte hold. Siden er det gået stærkt, og det er faktisk først her i det nye år, jeg for alvor har haft tid til at sætte mig ned og fortælle om det til bloggen.

I virkelighedens skarpe lys
Som nogen måske kan fornemme er dele af dette indlæg skrevet for noget tid siden, jeg har bare ikke fået sat mig ned og skrive det færdigt. Imellem vi kommet fem gange ind i forløbet og virkeligheden har indhentet os. Jeg havde en mistanke om at dette kunne ske, men det har vist sig svært at tiltrække folk til de to hold, og det yngre har vi faktisk måtte nedlægge, det ældre er der seks deltagere på, og det er en fin nok start, men mange af dem kommer fra Komediehuset af.

Det er ret ærgerligt, da det ikke er fordi der har manglet opmærksomhed omkring det, vi har været omtalt i Horsens Folkeblad to gange, og været med i stort set alle de lokale ugeaviser, samt hængt plakater op på alle skoler. Men det er også et tough sell, da det både er rollespil, men ikke den slags folk kender. Det har været svært at overtale folk til, at det altså ikke er at løbe rundt ude i en skov og slå på hinanden og at det ikke koster en masse i udstyr.

Om vi starter hold op på den anden side af sommeren er usikkert, men nu må vi se. Vi overvejer et andet navn, da rollespil åbenbart i dag betyder Barda blandt udenforstående, i hvert fald her i Horsens. Vi har snakket om det bare skal hedde Black Box, og sætte fokus på at skabe historier og lege med, hvad man kan i en black box. Forslag modtages gerne. (edit kan lige se at Jan har ændret det til Black Box Story Game, ved ikke helt hvad jeg synes om det, hvad synes I?)

Men dette er ikke den eneste involvering jeg har med komediehuset, jeg har også et andet mindst lige så spændende projekt med dem, men det må blive i en anden post.

Begyndelsen – Spillerrapport

Nå nu bliver det spændende, kan jeg fortælle meningsfyldt om dette scenarie? Ok lad os prøve. I Begyndelsen spillede man nogle mystiske væsner, som vågner og gradvis opdager deres omgivelser. Det er et meget sanseligt scenarie, blandt andet fordi man har bind for øjnene, så der komme pludselig fokus på ens andre sanser. Da jeg meldte mig til, troede jeg historien om de blinde dyr, blot var en løs historie smidt på et eksperiment, om at spille rollespil i blinde. Men faktisk fungerede scenariet godt som helhed, det hele var tænkt godt sammen og gav en samlet oplevelse og en rigtig sød og meget individuel historie om ens eget lille mærkelige væsens eventyr, mens det opdagede verden omkring sig.

Jeg har spillet et andet scenarie af Ninna, og de to ting har en ting tilfælles: de var begge fuldstændigt gennemtænkt. Der var intet overflødigt, alle tilvalg og fravalgt virkede bevidst. Der er bare en flot helhed i hendes scenarier.

Tidsfordeling
Dette scenarie havde som de to andre også en omkring to timers workshop, men i modsætning til dem kun godt og vel en times spil. Jeg ved ikke helt, hvorfor det var sådan, om arrangørerne var bange for, at det ikke kunne bære mere spil, eller hvad. Der var også meget delte meninger bagefter, om scenariet skulle have varet længere. Jeg kunne godt have brugt mere tid, men samtidig følte jeg ikke, at vi blev stoppet for tidligt. Hvis den modsætning giver mening. Altså jeg havde en fuldendt historie, men det var så hyggeligt, at man godt kunne blive ved.

Workshops
Jeg kan faktisk ikke huske så mange af enkeltdelene af workshopsne, så godt flød de sammen. Først arbejdede vi med at være blinde. Der blev vi ret hurtigt kastet ud i den dybe ende, og blev bedt om at bevæge os rundt med lukkede øjne, efter kun få øvelser. I starten bevægede man sig meget forsigtigt, og trak sig tilbage, hver gang man kom til at røre noget i mørket. Det sjove er, at denne lidt skræmte bevægelse, senere blev en central del af min rolle.

Det fede er, at øvelserne tjente to formål, først og fremmest vænne sig til at være blind, men også at blive mere bevidst om sin krop. Ja jeg ved det lyder lidt hippieagtigt, men med det forstås, at i spillet har vi jo ikke vores syn, så det var vigtigt, at være opmærksom på, hvordan resten af ens krop føltes.

Jeg var overrasket over, hvor mange af øvelserne foregik i blinde, men det havde en fin effekt, fordi da vi så kom ind til spillet, skulle vi ikke først bruge tid til, at vende os til det blinde. Det var kort sagt ikke kun det det handlede om, og det var fedt. Et andet eksempel er, at vi fik udleveret nogle af de genstande, vi kunne støde på i spillet, og som havde en bestemt betydning, såsom nogle sammenklistrede sugerør, som repræsenterede en væg, vi ikke måtte krydse.

Dette skulle vi gøre med lukkede øjne, så vi aldrig så, hvad det var, men kun kunne føle os frem til det. Igen blev øvelsen tofoldig: den lod os lære, hvordan væggen følte, så vi kunne genkende den, både med hænder og fødder, ret vigtig, da den blandt andet ville forhindre os i at gå ind i rigtige vægge. Men samtidig trænede den os i at undersøge ting uden at kunne se dem.

Rolleskabelse
En ting der også kom bag på mig, var at vi faktisk fik roller, og de faktisk virkede. Jeg har før arbejdet med, at formidle roller uden tekst, så som at bruge rekvisitter, men denne tilgang imponerede alligevel mig. Først og fremmest kom det efter alle blindeøvelserne, så vi var allerede vænnet til at bevæge os rundt i blinde, og, ihvertfald for mig, havde jeg allerede nogle bevægelser i kroppen, jeg kunne trække på.

Rolleskabelsen var dejligt simpel, vi stod med lukkede øjne og så kom en arrangør forbi og satte os igang med en bevægelse, jeg fik at dreje skuldrene frem og tilbage, ikke mere. Den skulle vi så stå og gøre et stykke tid, og fik så gradvist instruktioner om at udvide denne bevægelse, udforske, hvordan resten af kroppen begyndte at bevæge sig med den. Altså tage en lille bevægelse og udvikle den til et helt bevægelsesmønster.

Det billede jeg allerede på det tidspunkt havde i hovedet, fra den der første lidt skræmte trækken sig tilbage, fra de første usikre øvelser, passede faktisk fint sammen med den bevægelser jeg fik. Da jeg udvidede den, blev det til at kigge sig nervøst tilbage over skulderen, og gradvist gled det over i en konstant svajen frem og tilbage. Da vi blev bedt om at reducere vores bevægelse, at bruge så lidt af kroppen som muligt, blev det til en let, rytmisk svingende frem og tilbage med kun hånden. Så jeg endte med et let lurvende svajende rytmisk bevægelsesmønster og et meget klart billede, af et væsen, der bevæger sig sådan. Ja jeg ved godt det lyder underligt, men det virkede.

Og utroligt velvalgt kom der lige en sidste øvelse til skabelsen af vores væsen: en række billeder blev lagt i en cirkel på gulvet, så skulle vi gå rundt og kigge på dem alle. Når alle havde set alle billeder, skulle vi vælge et, ikke samle det op men kun vælge det. Den øvelse fik meget ros. Både fordi vi fik tid til at kigge alle billederne igennem, men også fordi man ikke tog sit billede, så flere folk kunne vælge det samme. Det gjorde ikke noget, at nogen havde det samme billede som dig, fordi man alligevel ligger så meget forskelligt i det. Hvis du vil have billeder som en del af dine rolleskabelsesøvelser kan jeg varmt anbefale denne tilgang, det giver mere ro på.

Det var også nogle meget abstrakte billeder, nogle gange blot farver og former. Ingen konkrete dyr, det virkede fint, da man så ikke blev bundet af et konkret dyr, men mere fik indtryk af nogle former og farver. Jeg valgte et, jeg så som et eller andet lille havvæsen med en enkelt fremstrakt arm, meget alla den bevægelse jeg havde i hovedet. Men at jeg så den malingsklat som et væsen, kunne lige så godt, havde været så meget andet for en anden.

Mekanikker
Endelig efter en pause, øvede vi scenariets nærmest eneste mekanik: Det var transformationerne, som nærmest skulle udgøre historiens udvikling. Disse afgjorde, hvor meget vi måtte bevæge os, i løbet af historien. Der var fem faser, en hvor vi kun måtte ligge stille og lave vores bevægelse, en hvor vi måtte kravle rundt, en hvor vi måtte gå på to ben, men ikke helt oprejst, og endelig en, hvor vi måtte gå rundt oprejst. Til sidst var der en femte fase, hvis vi igen skulle ned og ligge, og der sluttede scenariet.

Det var en dejlig simpel mekanik, der viste, hvordan disse væsner langsomt udviklede sig og kunne udforske deres mørke verden mere og mere. Og jeg elskede måden det skete på: Der kørte hele tiden musik, en ny type for hver fase, men når en overgang gik i gang, som blev markeret med høj torden, skulle vi stå stille og lave dyrelyde. Det lyder sært ja, men det fungerede virkelig godt, fordi torden sammen med vores lyde, blev et smukt underligt lydlandskab, mens vi ventede på det tegn der gjorde at vi kunne fortsætte i vores nye tilstand.

Det interessante er, at selvom det ikke var en øvelse, udviklede de fleste bestemte lyde de lavede i denne fase, og disse lyde brugte flere af os så i selve spillet, hvilket, i hvert fald for mig, gjorde væsenet endnu mere tydeligt.

Selve spillet
Jeg kunne skrive side op og side ned, om den historie der foregik i mit hoved, men det ville nok kede jer. Men jeg havde i hvert fald en hyggelig tid men den lille fyr, jeg havde skabt. Jeg fik en ven, jeg dansede, jeg udforskede verden, og fandt en maske, jeg blev meget glad for. Alt sammen i blinde. Det betyder også, at ingen af os, har ingen anelse om, hvem vi spillede med. Altså vi vidste, hvem der var i rummet. Men den ven jeg fandt, jeg aner ikke, hvem denne er. Men det gør det kun ekstra fedt, det gør kun historien ekstra isoleret fra omverden. Nogle gange kan man lidt snakke en rollespilsoplevelse i stykker, og det er svært her, heldigvis.

Men er det blackbox?
En ting jeg har tænkt over siden er, at dette næsten ikke er et blackbox scenarie. Jo ok lyden spiller en stor rolle, musikken var så høj, at den druknede alle forstyrrende lyde og virkelig fangede os i dette sælsomme univers, men det kunne man nok også skabe uden for en blackbox. Lyset var, så vidt jeg husker konstant, så det er heller ikke en forhindring.

Jeg ville faktisk påstår, at dette scenarie kunne godt sættes op på en normal con. Det ville kræve nogle lidt anderledes ting, men det kunne lade sig gøre. Skulle man gøre scenariet mere blackbox agtigt, ville jeg arbejde mere med lyset. Vores bind for øjnene, var hvide, så selv med lukkede øjne, kunne man faktisk godt fornemme lyset. Det tror jeg faktisk godt man kunne have brugt.

For det første kunne man ændre farven på lyset, og dermed spillets stemning. En hektisk stemning kunne understøtes med rødt lys, men en mere dæmpet måske uhyggelig stemning kunne skabes med grønt og blåt lys. Men man kunne også have guidet væsnerne på denne måde, eller forvirrer dem. Forestil dig at kun en lampe er tændt. Dette oplevede jeg netop under workshoppen, hvor der var et lys, der var ekstra stærkt, via den, kunne jeg hele tiden vide nogenlunde, hvor i rummet jeg er. Det ville også gælde inde i spillet, men slukker du denne og måske tænder en anden bliver man desorienteret. Måske kan lampen bruge til at tiltrække væsnerne til nogle objekter arrangørerne gerne vil have de interagerer med. Det ville nok være min eneste opfordring, ud over at sætte det op igen: enten lav det andre steder end blackbox, fordi det vil gøre det tilgængeligt for flere, eller udnyt lyset mere, når nu vi er i en blackbox. Eller gør begge dele. Faktisk helst det sidste.

Det var vist det, det var min BlackBox Cph III, det var fedt, anderledes og lærerigt. Jeg har fået mange gode tanker om, hvad jeg selv kan gøre, når jeg skal undervise i rollespil på Komediehuset til foråret. Jeg tager helt klart tilbage, og jeg kan varmt anbefale det.

Sakrofæ – Tilskuerrapport

Hvis du læste spilrapporten om Drengen og mælken, vil du kunne se hvor stor forskel, der er på blackbox scenarier nu. Men Sakrofæ var også en meget anderledes oplevelse for mig, fordi jeg ikke deltog, men udnyttede blackboxformatet til at se rollespil. Jeg brød reglerne lidt, ved at også få lov til at overvære workshopsene, så jeg på den måde fik oplevelsen i sin helhed.

Hvis du synes det lyder lidt kedeligt, især med tal på: To timers workshops, to timers spil samt nok en time evaluering, så har du lidt ret. Men samtidig var det som rollespiller utroligt interessant at overvære dette, fordi normalt er man en del af det, og derfor optaget af at følge med og gøre de ting man bliver bedt om. Jeg havde så den yderligere motivation, da jeg skal undervise i rollespil til foråret, og dette gav mig et sjældent indblik i, hvordan andre gør det.

Nå nu til selve scenariet, Sakrofæ handler om en gruppe mennesker, der er lukket inde i en bunker efter en altødelæggende atomkrig. Det handlede ikke om denne krig, det var blot for at få dem til det scenariet handler om: nemlig at komme til en accept af døden. Spillerne fik af vide, at når de begyndte, ville de vide, at de ikke kom ud, de ville dø i denne bunker, igen det handlede ikke om at de skulle dø, det scenariet spillede sig henimod var accepten af denne skæbne, og hvordan man behandler det chok.

Det var et utroligt smukt, overraskende underspillet stille scenarie. Hvor man som tilskuer så hvordan disse personer langsomt kom til en form for nødtvungen accept af deres skæbne. Der blev ikke brugt den store patos, folk skreg og råbte meget lidt, faktisk var det mere stille samtaler om det tabte liv, og om det mon var godt levet. Men det var faktisk fint nok, det gjorde det meget smukt.

Workshops
Workshopsne havde et andet fokus end dem i Drengen og mælken. Arrangørerne lagde ud med, at beskrive tematik og lignende, som man plejer, derefter beskriv de en teori omkring chok håndtering, som gik i fire faser, jeg kan ikke lige huske dem, som spillerne kunne bruge til at styre deres spil. Det virkede faktisk rigtigt fint, det var et godt simpelt redskab.

Som jeg nævnte i et tidligere indlæg, så er dette et lidt specielt blackbox scenarie, fordi det er skrevet ned og udgivet. Her havde arrangørerne dog valgt at afvige fra oplægget, der ville have brugt sorgens syv faser. Hvilket jeg synes var rigtigt valgt, udover at vi har set dem brugt før, så er det også bare den kæmpe forskel, at man kan huske fire faser inde i spillet, det er svært at huske syv. De fire var også godt beskrevet af arrangørerne, så de virkelig blev spilskabende, ros til det.

Men der var ingen øvelser, som prøvede dette redskab af, men det var faktisk også ok, det fremgik klart nok, hvordan det kunne bruges. Resten af workshoppen blev derimod brugt på at skabe rollerne. Jeg har tit hørt om disse rolleskabende workshops i liverollespil, men faktisk aldrig deltaget i en, så det var godt at se, et eksempel på dette. Jeg synes, det var nogle gode midler, de havde.

Rolleskabelse via workshop
Først valgte spillerne et til to billeder, blandt en masse, der hang på en væg. Disse var alle meget forskellige, så de kunne inspirerer folk forskelligt. Der var billeder af ting, mennesker, sindstilstande, landskaber osv. Dejligt løst men inspirerende. Dernæst med et begynde billede af deres rolle, skulle spillerne vælge en profession, disse var generelle og velkendte ikke så meget at sige der. Et ret simpelt skridt, men alligevel utroligt definerende for folk, tror jeg.

Så valgte spillerne hver et rekvisit af en stor stak. Disse havde sådan set en dobbelt betydning. For det første gav det mere kød på rollen, da det skulle være en ting, som rollen havde på sig, når scenariet startede. Så det sagde både noget om denne og hvad denne lavede inden denne flygtede ned i bunkeren. Men det var altså så også de ting, som spillerne havde med ind til spillet, og alt efter, hvad folk har med, vil det virkelig påvirke, hvad folk laver. Jeg tror mange, var glade for det spil kort, der kom med, og den spiller som valgte en buket roser fik virkeligt meget spil ud af denne.

Endelig skulle spillerne trække en svaghed op af en hat, så i modsætning til alle de andre ting, så var denne altså tilfældig og ikke noget de kunne bestemme. Det synes jeg var rigtigt fedt, det gav et godt twist til folk, et sidst skup til deres rolle. Dejligt provokerende.

Med disse på plads, begyndte nogle øvelser, som hjalp spillerne med at færdiggøre det skelet disse ting havde givet. Først gik spillerne rundt på gulvet, mens arrangøren beskrev en række ting, de skulle tænke. En slags mobil drømmerejse. De skulle gå som deres rolle ville, i forskellige sindsstemninger. Nå ja og senere i øvelsen, skulle de så tænke på bestemte ting i forbindelse med viden om at dø, altså: hvis du ved du skal dø, hvem vil du så tænke på, ringe til, fortryde osv. Den del af øvelsen havde en fed effekt: de skulle tænke på ting som: Hvad fortryder jeg, det skulle de så forme til en sætning, og sige højt. Disse udbrød var ret fede at lytte til. Man kunne intet specifikt høre, men der var bare noget cool ved det.

Endelig skulle der nogle relationer ind, så alle kendte nogen i bunkeren. Folk skulle igen gå rundt, og når arrangørerne sagde stop, skulle de stoppe og finde en partner og aftale en relation med denne. Det tjente faktisk to formål, selvfølgelig at skabe relationen, men det gav også spillerne mulighed for at udbygge deres roller yderligere.

En interessant detalje, synes jeg, var at man skulle vælge om man ville have tynde eller tykke relationer. En tynd relation var en mand vidste, hvem var, men ikke kendte indgående. En tyk relation var en nær ven, et familiemedlem osv. Som arrangørerne understregede, så ville dette forme ens spil meget. Fordi havde man tykke relationer, ville ens spil handle om at sige farvel til disse, var man derimod kun blandt fremmede og semi kendte ansigter, ville ens spil blive mere personligt, og handle om at savne dem, som ikke er der.

Hvis du synes dette er rigtigt mange informationer og inputs til en rolle at få, så har du ret. Men som arrangørerne understregede, så skulle spillerne ikke bruge energi på at huske det hele, men blot bruge de detaljer, som hang fast i hovedet. Dette synes jeg, er genialt, fordi det man efter sådan en omgang kan huske vil både være påvirket af alle de andre glemte ting, men vil samtidig de stærkeste dele, fordi det er derfor, man kan huske dem. Det var en fed detalje, jeg helt klart vil bruge.

Selve spillet
Jeg ved godt, jeg bruger meget plads på workshops, men så meget fylder de også i spillet og det virker, synes jeg. Nå men selve spillet, der er ikke så meget at sige, spillerne skabte deres individuelle fortællinger om at komme til en mere eller mindre accept af det uundgåelige. Blackbox virkemidlerne var ret simple, men virkede ok. Lyset spillede den rolle, at det signalerede, hvor i historien man var. Dog var der nogle skønhedsfejl, synes jeg. Spillerne fik af vide, at lysets styrke viste, hvor langt inde i historien man var, så man kunne planlægge sit spil efter dette. Til sidst ville kun en enkelt pære lyse, og det viste at spillet, var meget tæt på at være færdig. Når den slukkede var der kun minutter tilbage, og når en sirene lød, var spillet slut.

Lyd og lys
Men det blev ikke brugt så præcist. For det første blinkede lyset, og jeg kan godt forstå, hvorfor, det gav følelsen af at det hele var ved at bryde sammen, men det slørede hvor kraftigt lyset var. Desuden blev lyset pludseligt rødt, hvilket ikke var blevet nævnt. Jeg ville nok have sagt, at når lyset skifter, så er vi halvvejs, når det dæmpes nærmer vi os slutningen osv. altså lavet mere klare skift, når nu man alligevel skiftede farve.

En anden usikkerhed der opstod, var at spillerne ikke vidste, hvad slutningen betød. Var de så døde, eller var historien bare slut? Scenariets tanke var vist, at historien sluttede, når spillerne accepterede deres død, ikke når de døde. Hvilket jeg godt kan forstå, men det var en anelse uforløst. Jeg ville nok sige, når lyset går ud er I døde.

Lyden blev brugt på to måder: for det første lå der en konstant baggrundslyd af mekanisk støj og lignende, og desuden markerede de så velkendte luftsirener starten og slutningen. De virkede godt, fordi det er så uhyggelig en lyd. Men jeg synes nu lidt, at lyden også kunne have været brugt effektivt, måske til at afspejle de fire faser i chok. Startende mere kaotisk og så mere og mere rolig som vi nærmedes os en form for accept.

En sidste skønhedsfejl jeg vil nævne, er at spillerne fik af vide, at historien startede med, at de netop var kommet derned. Men de startede med at ligge på gulvet efter en drømmerejse. En god nok ide. Men det betød at man begyndte meget roligt. Her kunne man altså godt have brugt blackboxens muligheder. Lav et øredøvende lydlandskab til at illustrere den eksplosion, de får af vide lige er sket, og start så der. Måske ligger de på gulvet, fordi eksplosionen væltede dem alle?

Nå men kritikken er kun kærlig, fordi jeg synes det var et godt scenarie, som kan blive endnu bedre med lidt opstramninger. Og det er vist ordene for nu. Næste gang: Begyndelsen, og hav medlidenhed med mig, det bliver svært at beskrive, så det giver mening.

Drengen og mælken – spillerrapport

Scenariet handler kort sagt, om en dreng på 5 år, som bliver sendt ud efter mælk. Det er første gang, han er ude på egen hånd. Han har, som alle børn en livlig fantasi, og den mondæne opgaver bliver et fantastisk eventyr for knægten. Scenariet trækker på børneserier som Alfons Åberg og jeg synes også det mindede om Thomas og Tim, hvis nogen kan huske dem, ellers så se her:  Det scenariet især tog fra disse barndommens lege, var at fantasi og virkelighed blander sig sammen i børns leg, og at de fint kan håndtere, at denne sko altså på en gang er en sko og et skib.

Tanker om workshops
De to arrangørere startede ud, som man forventer, med at beskrive scenariet og dets formål, men så overraskede de mig. Vi blev sat til at se et afsnit af Alfons Åberg, det virkede faktisk fint, det tog kun 10 minutter og afsnittet var velvalgt, til at vise, hvad de ville med det. I afsnittet får Alfons og en ven strengt af vide, at de ikke må rode og kun må bruge de små legetøjsbiler. Hvilket i børnenes verden bliver til: intet andet legetøj må leges med, så må vi jo lege med, hvad vi ellers kan finde. Og sammen skaber de en fantastisk verden ud af fars sko, potteplanter og ikke mindst krydderier.

Budskabet som arrangørerne vil have os til at fange blev ligefrem sagt lige ud: de to børn ved jo godt, at det bare er fars sko, men på en og samme tid er det altså også to både på havet. Resten af workshoppen handlede om at få os voksne ind i netop denne legende spontane tankegang.

En interessant ting, der blev brugt under denne opvarmning, var at gå i cirkel, ja det lyder simpelt men det virkede. Vi gik i en cirkel, mens arrangøren gav os input. Det var mens vi øvede de tre fantasivenner, som drengen havde med på sit eventyr, så vi skulle finde frem til deres kropssprog. Dette har jeg prøvet før, men normalt er instruksen, at gå rundt mellem hinanden, men at gå i cirkel virkede overraskende godt. Da jeg så dette gøres, altså gå rundt mellem hinanden, i Sakrofæ (som jeg skriver om senere) kunne jeg se nogle af grundene til det.

Øvelsens formål er, at være fokuseret på sin egen krop og hvordan man bevæger den, men går man rundt mellem hinanden, skal en del af ens fokus bruges på ikke at gå ind i andre. Ved cirklen er dette ikke et problem, og man kan koncentrere sig bedre om opgaven. Udover det, så synes jeg, at det at gå i cirkel havde en dejlig hypnotisk effekt. Man faldt ligesom ind i en rytme og det ja det virkede bare godt. Så lektien er: er øvelsen intern er cirkel en god ide, er øvelsen derimod eksteren, hvordan man interagerer med andre, er gå rundt mellem hinanden nok bedst.

Fortælle eller spille
Scenariet centrale mekanik var forholdet mellem en fortæller og resten af deltagerne. I hver scene var der en fortæller og resten skulle så udøve det, denne beskrev. Men det var mere end det, de skulle ikke bare slavisk følge hans ord, men også selv komme med deres input via, hvad de gjorde. Ideen var, at der skulle opstå en synergi mellem spillerne og deres handlinger og fortælleren og hans ord. Denne synergi havde dog til tider svært ved at opstå. Så scenariets scener vesklede meget i styrke, nogle gange gik det bare op i en højere enhed og spillet flød, andre gange var det lidt op ad bakke, eller som skete mere end en gang: spillerne gik i en retning og fortælleren fortalte noget helt andet.

Dette var der flere grunde til, alle kan jeg ikke huske. Der var nogle praktiske såsom at fortælleren sad lidt lavt og ikke altid kunne se, hvad der foregik, og tilsvarende så kunne man ikke altid høre, hvad fortælleren sagde, og derfor ikke kunne spille på det.

Men ud over det, så var det faktisk også svært, fordi det sådan set er to opgaver både fortæller og spiller sidder med. På samme tid skal man selv finde på ting, og lytte til eller se hvad den anden part gør. Man skal både selv komme med ting, der kan drive historien fremad, og lytte og holde lidt igen, til hvad de andre gør. De to andre ting, kan der gøres noget ved, denne er jeg i tvivl om, hvordan man håndterer.

Og det er nok det vigtige, scenariet fik efterfølgende en del kritik, men kun fordi alle var enige om, at ideen er god, og det er et scenarie, som virkelig fortjener at blive arbejdet videre med.

Fantasivenner faste eller op til spillerne
Et andet designvalg scenariet, i hvert fald for mig, bar præg af, var valget af fantasivenner. Hovedpersonen drengen havde tre fantasivenner med, som kunne hjælpe ham og hver især repræsenterede forskellige dele af ham.

Hvad der overraskede mig var, hvor definerede de var. Det var henholdsvis: Spiderman, der repræsenterede drengens indre helt og retfærdighed. Klokkeblomst som var beskrevet som, at hun kun kunne have en følelse af gangen, og følte den helt ud i tåspidserne, og dermed var drengens følelser især de mere ukontrollerede og Peter Plys som stod for godmodighed, loyalitet og vistnok også lidt grådighed.

Det gik mig lidt på, at de var så specifikke, især fordi, jeg har aldrig rigtigt kunne lide hverken Spiderman eller Peter Plys, hvor Klokkeblomst her jeg lidt en blød spot for netop pga. det med følelserne, (det kender jeg godt Klokke). Men især Peter Plys prøvede jeg aktivt at undgå at spille, jeg kunne ikke tage ham seriøs. Jeg havde regnet med, at spillerne selv måtte skabe vennerne, men samtidig gav det mening, at de var skabt på forhånd, da det var tydeligt at arrangøren gerne ville have de repræsenterede bestemte aspekter af drengen.

Man kunne måske overveje en gylden midtvej, hvor det var dyr eller væsner som stadig repræsenterede disse aspekter, men ikke var figure, man kunne have en forudgående holdning til. såsom: Bamsen, Ridderen og Feen eller sådan. Men det er også en lektie til mig, fordi jeg har længe gerne vil lave et scenarie, hvor musik spiller en stor rolle, men her gælder det samme: det jeg føler ved et stykke musik, kan være noget helt andet for andre. Hvordan man så arbejder sig uden om det, ved jeg ikke endnu.

In which we learn
Inden jeg stopper vil jeg lige fortælle, hvordan scenariet faktisk var bygget op, fordi det var dejligt simpelt. Det bestod af over 20 meget korte scener. Hver scene bestod blot af et stykke papir, som fortælleren sad med. På de stod scenens titel, hvor vi var og så en sætning, der altid hed: “In which we learn…” og så noget om, hvad kan man sige lektion, for den scene: så som det er godt at have venner til at hjælpe dig eller sådan.

Under det var der nogle stikord, som fortælleren kunne bruge undervejs, men ikke skulle læse op. Det var det, ud fra det fortalte fortælleren, hvad der skete og spillerne spillede, hvad der skete. Til tider kaotisk, til tider kikset men nogle gange sublimt.

Derudover var hver fast rolle repræsenteret af en rekvisit, en hue til drengen, en spiderman maske, et par fe vinger og en rød trøje, gæt hvem de var til. Det virkede fint, fordi man lynhurtigt kunne aflæse, hvem der hvem, da nemlig disse roller og fortælleren skiftede mellem hver scene.

De sidst to virkemidler var lyd og lys. Lyden var musik, alt sammen fra Pixar film, et nice touch synes jeg. Musikkens type og højde var med til at påvirke, hvordan vi spillede og hvad forfatteren fortalte. Den kunne både understøtte, det vi var i gang med, men blev også brugt til at skubbe os i bestemte retninger.

Lyset derimod blev brugt til at vise, om vi var i fantasien eller i virkeligheden. Der galt forskellige regler for disse. I virkeligheden skulle tingene være realistisk (selvfølgelig) og udover det måtte fantasivenner ikke være til stede. I fantasien kunne ting blive fantastiske og urealistiske, endrukkenbolt blev en trold, en ekspedient til en heks osv. Samtidig måtte fantasivennerne være med her og hjælpe drengen.

Det betød, at med lyset kunne arrangørerne styre en scene ret godt. Mange scener startede i virkeligheden og bevægede sig over i fantasien. Jeg husker dog især en, hvor drengen har mistet den mønt, han skulle betale for mælken med, og vi alle sad og bare ventede på fantasilyset så fantasivennerne kunne komme ham til hjælp, men det kom aldrig, og det virkede utroligt stærkt.

Nå ja dem som ikke var fantasivenner spillede så alt andet i verden, og her mener jeg alt. De var andre mennesker, men også ting og mindre fysiske ting. Jeg prøvede at være biler, et ur, legetøj en vred hund og mere underlige ting som regn, et hegn og mindet om drengens far. Hvad vi var, var helt op til os selv, men oftest bygget på, hvad fortælleren beskrev.

Nå det var vist, hvad jeg lige kunne komme på, men det er vist også rigeligt. Op next: Sakrofæ, som er noget helt andet.

BlackBox Cph III – overordnet

Så er jeg kommet hjem fra min første BlackBox CPH. Det er tredje gang, de har afholdt det, hvilket for mig siger noget om, hvor nyt dette format er, hvilket gør det rigtigt interessant at arbejde med. Det føles som om alle nye scenarier er pionererne og tilføjer noget nyt til genren. Jeg tror det var en anden deltager, som udtrykte det bedst, da jeg spurgte, om det jeg havde medvirket i, var “et typisk blackbox scenarie?” Svaret var: Der findes endnu ikke noget typisk blackbox scenarie.

(Et scenarie er inden for rollespil et kort meget planlagt rollespil, i modsætning til en kampange som udfolder sig over mange spilgange. Det kan sammenlignes med, at et scenarie er en film, hvor en kampagne er en tv-serie.)

Hvad er Blackbox?
Blackbox rollespil er kort sagt at spille rollespil i en blackbox, og en blackbox er et teaterrum uden en hævet scene. Det vil sige, der kan laves flere modifikationer, end man kan på en traditionel scene, især, som er tilfældet i nogle blackboxe, hvis tilskuerpladserne heller ikke er faste, så kan alt pludselig flyttet rundt og man kan have tilskuerne i midten, hvis det er det man vil.

Det det tilføjer til rollespil, er at man pludselig får total kontrol og lyd og lys, hvilket er to utroligt stærke virkemidler. Det kan både skabe en bestemt stemning, men også bruges til at signalerer ting til spillerne, så som tidens gang eller forskellige stadier i historien. I en af de ting jeg spillede i weekenden, Drengen og mælken, et barnligt eventyr, blev lyset for eksempel brugt til at vise om vi var i virkeligheden eller i hans fantasiverden. Det er hvad jeg vil sige i dette indlæg, jeg har skrevet mere om formatet her:

Hvad er BlackBox CPH?
BlackBox CPH foregår i København, på det der hedder Huset, et kulturhus, hvor alskens mærkelige ting foregår. Stedet har to blackboxscener, den store: Planeten og den lille: Bastarden. Planeten har faste siddepladser, men er stadig et ret stort teaterrum med fuldt lys- og lydudstyr. Bastarden er godt navngivet, det er et lille snørklet rum, med stolper midt i det hele. Ikke det bedste teaterrum, men brugbart. Det er kun de scenarier, der bliver sat op i Planeten, hvor publikum er tilladt. Der er simpelthen ikke plads til dem i Bastarden.

Det vil sige, der kan være to scenarier i gang ad gangen, kongressen løber fra fredag aften til søndag. Med en afvikling fredag og to resten af dagene, hvilket altså giver plads til 10 scenarier. Det lave tal er simpelthen fordi, at det tager så lang tid at sætte op til det enkelte scenarie, da lys og lyd jo er forskellig til hver enkelt forestilling.

Men 10 virkede også som rigeligt, jeg stødte ikke på nogen, som spillede mere end to spil. Det er simpelthen så krævende, at man ikke orker meget mere, men så kan man jo vælge at overvære en opførsel, og slappe af der.

Det er som sagt kun tredje gang, at der afholdes blackbox i København, og det er så vidt jeg ved det eneste sted i Danmark det holdes. Udover det ved jeg, at der er Grænselandet i Norge og Scenariefestivallen i Sverige, som også har blackbox på programmet. Og det er problemet ved blackbox, fordi det kræver en blackbox, er det ikke noget man uden videre kan smide ind på andre rollespilskongresser og -festivaler.

Min oplevelse
Jeg spillede to scenarier og overværede et tredje. Jeg vil give hvert af de tre sit separate indlæg, som jeg er begyndt på ved Fastaval, en anden rollespilskongress. Men jeg vil dog lige kort nævne dem her, da de giver et ok indblik i, hvor forskelligt blackbox scenarier faktisk kan være:

Drengen og mælken
Handler kort sagt, om en dreng på 5 år, som bliver sendt ud efter mælk. Det er første gang, han er ude på egen hånd. Han har, som alle børn, en livlig fantasi, og den mondæne opgave bliver et fantastisk eventyr for knægten. Scenariet trækker på børneserier som Alfons Åberg og jeg synes også det mindede om Thomas og Tim, hvis nogen kan huske dem, ellers så se her: Det scenariet især tog fra disse barndommens lege, var at fantasi og virkelighed blander sig sammen i børns leg, og at de fint kan håndtere at denne sko altså på en gang er en sko og et skib.

The Boy and The Milk 09 (Thurøe) (1)

Sakrofæ
Dette var det scenarie, jeg kun overværede. Selvom reglen er, at man som publikum kun må se selve scenariet, men ikke workshopsne, fik jeg lov til også at overvære workshopsne op til Sakrofæ. Normalt når man deltager i en workshop, har man ikke tid til at tænke over, hvad arrangørerne gør og tankerne bag og sådan, så det var en fed oplevelse, at få lov til at overvære dette, og meget bedre kunne observere, hvordan andre gør.

Selve scenariet handler om en gruppe mennesker, som var lukket inde i en bunker efter en altødelæggende atomkrig. Det handlede ikke om denne krig, det var blot for at få dem til det scenariet handler om: nemlig at komme til en accept af døden. Spillerne fik af vide, at når de begyndte, ville de vide, at de ikke kom ud, de ville dø i denne bunker, igen det handlede ikke om at de skulle dø, det scenariet spillede sig henimod var accepten af denne skæbne, og hvordan man behandler det chok.

DSC_7654

Begyndelsen
Det andet scenarie jeg medvirkede i. Jeg er ret spændt på, hvad jeg gør, når jeg skal skrive et indlæg om dette, fordi lige meget hvad, så kommer det til at lyde meget underligt, men det var en ualmindelig fed oplevelse. Det er måske endnu mere svært at beskrive kort, så hold øje med den fulde tekst.

I Begyndelsen spillede man nogle mystiske væsner som vågner og gradvis opdager deres omgivelser. Det er et meget sanseligt scenarie, blandt andet fordi man har bind for øjnene, så der komme pludselig fokus på ens andre sanser. Da jeg meldte mig til, troede jeg historien om de blinde dyr, blot var en løs historie smidt på et eksperiment om at spille rollespil i blinde.

Men faktisk fungerede scenariet godt som helhed, det hele var tænkt godt sammen og gav en samlet oplevelse og en rigtig sød og meget individuel historie om ens eget lille mærkelige væsen. Men som sagt, svært at fortælle videre, men jeg vil prøve i et kommende indlæg.

Alt det andet
Udover det kan jeg sige, at BlackBox Cph var meget hyggelig og socialt, med en masse snakken med både folk jeg kendte og nye ansigter. Det var imponerende at se, hvor mange der kom fra de andre nordiske lande. Jeg kan varmt anbefale at tage til det. Jeg var nervøs for, om jeg nu var god nok. Men det jeg indså var, at det gør faktisk ikke noget. Den stærke fokus på workshops gør, at alle kan være med, fordi hvad end man skal spille bliver grundigt trænet inden.

Kan folk som aldrig har spillet rollespil før deltage i et blackbox? Se det er et godt spørgsmål, men vel lige så vel, som de kan deltage i alt andet rollespil. Altså måske dem der står for det lige skal være opmærksom på det, og ikke bruge for mange interne begreber. Men hvad synes I? Kan alle kaste fra ingen erfaring i rollespil ind i et blackbox scenarie?

Hvad er Blackbox?

Jeg er netop kommet hjem fra BlackBox Cph III, og beskriver det i et kommende oplæg, men da jeg skulle beskrive, hvad blackbox er, endte det med at blive meget langt. Derfor får det sit eget indlæg. Dog vil jeg understrege, dette er min opfattelse af, hvad blackbox er, udfra hvad jeg har oplevet i weekenden og hvad folk har fortalt mig. Det kan være andre har en anden opfattelse, eller ved mere end mig. De folk er velkommen til at skrive det i kommentarerne.

Kort sagt:
Blackbox rollespil er kort sagt at spille rollespil i en blackbox, og en blackbox er et teaterrum uden en hævet scene. Det vil sige, der kan laves flere modifikationer, end man kan på en traditionel scene, især, som er tilfældet i nogle blackboxe, hvis tilskuerpladserne heller ikke er faste, så kan alt pludselig flyttet rundt og man kan have tilskuerne i midten, hvis det er det man vil.

Det det tilføjer til rollespil, er at man pludselig får total kontrol og lyd og lys, hvilket er to utroligt stærke virkemidler. Det kan både skabe en bestemt stemning, men også bruges til at signalerer ting til spillerne, så som tidens gang eller forskellige stadier i historien. I en af de ting jeg spillede i weekenden, Drengen og mælken, et barnligt eventyr, blev lyset for eksempel brugt til at vise om vi var i virkeligheden eller i hans fantasiverden.

De få fællestræk
Selvom man ikke kan snakke om et typisk blackbox scenarie, er der tilsyneladende alligevel visse ting der går igen: Det er altid liverollespil (altså hvor man gør og siger hvad ens rolle gør og siger), man kunne i teorien godt lave bordrollespil (hvor man siger hvad ens rolle gør og siger) i et blackbox, men det ville ikke give meget mening.

(Et scenarie er inden for rollespil et kort meget planlagt rollespil, i modsætning til en kampange som udfolder sig over mange spilgange. Det kan sammenlignes med, at et scenarie er en film, hvor en kampagne er en tv-serie.) (Dette indlæg bliver måske delt med folk, der ikke kender rollespil så godt, derfor denne og ligende noter.)

Workshops
Der er ofte meget workshop inden, til de ting jeg så eller deltog i var workshopdelen enten lige så lang eller faktisk længere end selve scenariet. Det giver mening da man både skal forklarer og øve de virkemiddler, der er i det enkelte scenarie, så som hvad de forskellige lys og lyde betyder. Samtidig hjælper workshop øvelserne deltagerne med at finde ind i netop den stil og tematik som det enkelte scenarie handler om. Jeg oplevede ikke, at der var preskrevne roller, kun at de blev skabt via workshop øvelser, men jeg kan ikke se noget til hinder for preskrevne roller.

Publikum
Man kan kort sagt betragte workshopsne, som det man normalt ville øve op til en forestilling. Og det bringer os fint videre til en anden ting ved blackbox: publikum. Det der gør rollespil specielt, er at vi på en gang både er publikum og deltagere i vores egen historie. Rollespil er for deltagerne og kun deltagerne. Faktisk er et publikum ofte uønsket, både fordi det bryder med illusionen, men også fordi man bliver mere selvbevidst, når folk kigger på en.

Men til blackbox er et publikum pludseligt muligt, både fordi nogle blackboxe har tilskuerpladser, men også fordi man kan skjule publikum bedre ved at holde dem i mørke og kun have lys på spillerne. Jeg må så dog indrømme, at blot viden om, at de er der af og til springer ind i en hoved på en, når man spiller og gør en selvbevidst, men det er forskelligt, hvor forstyrrende det er fra person til person.

Det vigtige er dog at huske: et publikum er allernådigst velkomment, men det handler ikke om dem. Som spiller skal man intet gøre for at underholde dem, det er stadig et rollespil, og der er stadig fokus på det interne spil, man prøver ikke at underholde dem, der kigger på. At det man spiller så nogle gange faktisk kan være interessant at kigge på, er noget helt andet.

For en udefrakommende er det nok de færreste blackbox scenarier, som man ville få meget ud af at overvære, men som en rollespiller er det faktisk utroligt interessant, at få lov til at se andre spille rollespil. Det kan bruges som inspiration til sit eget spil.

Videreformidling
En anden ting som overraskede mig, er måden man videreformidler blackbox scenarier på. Den som laver et scenarie, skriver nogle løse noter ned og sætter det op, ud fra disse. Dem der har medvirket, kan så få fat i disse noter og efterfølgende sætte det op selv. Sådan har det ihvertfald virket indtil nu.

Det begrænser til en hvis grad udbredelsen af formen, fordi man skal kende enten dem som designer spillene eller nogen som har medvirket i et spil, hvis man vil sætte et blackbox scenarie op. Jeg forstår godt tanken bag, det kan være svært at på skrift at formidle et blackbox videre, det er lettere at have oplevet det.

Men jeg er også uenig i det, jeg synes det er en uheldig begrænsning. Men det er vist ikke udelukkende sådan, til dette års BlackBox Cph var scenariet Sakrofæ en del af en nyudgivet bog: “Games from the Larpfactory”, der er en samling af scenarier, hvoraf nogle af dem er blackbox, sådan har jeg i hvert fald forstået det. Det var formidlet på en sådan måde, at alle burde kunne sætte dem op, og det vidste afviklingen i weekenden, at det kunne lade sig gøre.

At blackboxifisere
Ok jeg ved ikke om det er et ord. Men en anden ting jeg også har set folk gøre, er at tage normale scenarier og sætte dem ind i en blackbox og, hvad kan man sige, opgraderer dem, med de virkemidler blaxkboxen har.

I år var det tilfældet med Cirkus uden grænser, som kørte på dette års Fastaval. Jeg har desværre ikke hørt, hvordan det gik, men min fornemmelse er, at det er gjort med succes før. Men det er for at sige, at man behøver ikke nødvendigvis skabe noget helt nyt scenarie fra bunden til blackbox, man kan lige så godt tage noget allerede skabt, og sætte ind i blackboxen.