Hvis du læste spilrapporten om Drengen og mælken, vil du kunne se hvor stor forskel, der er på blackbox scenarier nu. Men Sakrofæ var også en meget anderledes oplevelse for mig, fordi jeg ikke deltog, men udnyttede blackboxformatet til at se rollespil. Jeg brød reglerne lidt, ved at også få lov til at overvære workshopsene, så jeg på den måde fik oplevelsen i sin helhed.

Hvis du synes det lyder lidt kedeligt, især med tal på: To timers workshops, to timers spil samt nok en time evaluering, så har du lidt ret. Men samtidig var det som rollespiller utroligt interessant at overvære dette, fordi normalt er man en del af det, og derfor optaget af at følge med og gøre de ting man bliver bedt om. Jeg havde så den yderligere motivation, da jeg skal undervise i rollespil til foråret, og dette gav mig et sjældent indblik i, hvordan andre gør det.

Nå nu til selve scenariet, Sakrofæ handler om en gruppe mennesker, der er lukket inde i en bunker efter en altødelæggende atomkrig. Det handlede ikke om denne krig, det var blot for at få dem til det scenariet handler om: nemlig at komme til en accept af døden. Spillerne fik af vide, at når de begyndte, ville de vide, at de ikke kom ud, de ville dø i denne bunker, igen det handlede ikke om at de skulle dø, det scenariet spillede sig henimod var accepten af denne skæbne, og hvordan man behandler det chok.

Det var et utroligt smukt, overraskende underspillet stille scenarie. Hvor man som tilskuer så hvordan disse personer langsomt kom til en form for nødtvungen accept af deres skæbne. Der blev ikke brugt den store patos, folk skreg og råbte meget lidt, faktisk var det mere stille samtaler om det tabte liv, og om det mon var godt levet. Men det var faktisk fint nok, det gjorde det meget smukt.

Workshops
Workshopsne havde et andet fokus end dem i Drengen og mælken. Arrangørerne lagde ud med, at beskrive tematik og lignende, som man plejer, derefter beskriv de en teori omkring chok håndtering, som gik i fire faser, jeg kan ikke lige huske dem, som spillerne kunne bruge til at styre deres spil. Det virkede faktisk rigtigt fint, det var et godt simpelt redskab.

Som jeg nævnte i et tidligere indlæg, så er dette et lidt specielt blackbox scenarie, fordi det er skrevet ned og udgivet. Her havde arrangørerne dog valgt at afvige fra oplægget, der ville have brugt sorgens syv faser. Hvilket jeg synes var rigtigt valgt, udover at vi har set dem brugt før, så er det også bare den kæmpe forskel, at man kan huske fire faser inde i spillet, det er svært at huske syv. De fire var også godt beskrevet af arrangørerne, så de virkelig blev spilskabende, ros til det.

Men der var ingen øvelser, som prøvede dette redskab af, men det var faktisk også ok, det fremgik klart nok, hvordan det kunne bruges. Resten af workshoppen blev derimod brugt på at skabe rollerne. Jeg har tit hørt om disse rolleskabende workshops i liverollespil, men faktisk aldrig deltaget i en, så det var godt at se, et eksempel på dette. Jeg synes, det var nogle gode midler, de havde.

Rolleskabelse via workshop
Først valgte spillerne et til to billeder, blandt en masse, der hang på en væg. Disse var alle meget forskellige, så de kunne inspirerer folk forskelligt. Der var billeder af ting, mennesker, sindstilstande, landskaber osv. Dejligt løst men inspirerende. Dernæst med et begynde billede af deres rolle, skulle spillerne vælge en profession, disse var generelle og velkendte ikke så meget at sige der. Et ret simpelt skridt, men alligevel utroligt definerende for folk, tror jeg.

Så valgte spillerne hver et rekvisit af en stor stak. Disse havde sådan set en dobbelt betydning. For det første gav det mere kød på rollen, da det skulle være en ting, som rollen havde på sig, når scenariet startede. Så det sagde både noget om denne og hvad denne lavede inden denne flygtede ned i bunkeren. Men det var altså så også de ting, som spillerne havde med ind til spillet, og alt efter, hvad folk har med, vil det virkelig påvirke, hvad folk laver. Jeg tror mange, var glade for det spil kort, der kom med, og den spiller som valgte en buket roser fik virkeligt meget spil ud af denne.

Endelig skulle spillerne trække en svaghed op af en hat, så i modsætning til alle de andre ting, så var denne altså tilfældig og ikke noget de kunne bestemme. Det synes jeg var rigtigt fedt, det gav et godt twist til folk, et sidst skup til deres rolle. Dejligt provokerende.

Med disse på plads, begyndte nogle øvelser, som hjalp spillerne med at færdiggøre det skelet disse ting havde givet. Først gik spillerne rundt på gulvet, mens arrangøren beskrev en række ting, de skulle tænke. En slags mobil drømmerejse. De skulle gå som deres rolle ville, i forskellige sindsstemninger. Nå ja og senere i øvelsen, skulle de så tænke på bestemte ting i forbindelse med viden om at dø, altså: hvis du ved du skal dø, hvem vil du så tænke på, ringe til, fortryde osv. Den del af øvelsen havde en fed effekt: de skulle tænke på ting som: Hvad fortryder jeg, det skulle de så forme til en sætning, og sige højt. Disse udbrød var ret fede at lytte til. Man kunne intet specifikt høre, men der var bare noget cool ved det.

Endelig skulle der nogle relationer ind, så alle kendte nogen i bunkeren. Folk skulle igen gå rundt, og når arrangørerne sagde stop, skulle de stoppe og finde en partner og aftale en relation med denne. Det tjente faktisk to formål, selvfølgelig at skabe relationen, men det gav også spillerne mulighed for at udbygge deres roller yderligere.

En interessant detalje, synes jeg, var at man skulle vælge om man ville have tynde eller tykke relationer. En tynd relation var en mand vidste, hvem var, men ikke kendte indgående. En tyk relation var en nær ven, et familiemedlem osv. Som arrangørerne understregede, så ville dette forme ens spil meget. Fordi havde man tykke relationer, ville ens spil handle om at sige farvel til disse, var man derimod kun blandt fremmede og semi kendte ansigter, ville ens spil blive mere personligt, og handle om at savne dem, som ikke er der.

Hvis du synes dette er rigtigt mange informationer og inputs til en rolle at få, så har du ret. Men som arrangørerne understregede, så skulle spillerne ikke bruge energi på at huske det hele, men blot bruge de detaljer, som hang fast i hovedet. Dette synes jeg, er genialt, fordi det man efter sådan en omgang kan huske vil både være påvirket af alle de andre glemte ting, men vil samtidig de stærkeste dele, fordi det er derfor, man kan huske dem. Det var en fed detalje, jeg helt klart vil bruge.

Selve spillet
Jeg ved godt, jeg bruger meget plads på workshops, men så meget fylder de også i spillet og det virker, synes jeg. Nå men selve spillet, der er ikke så meget at sige, spillerne skabte deres individuelle fortællinger om at komme til en mere eller mindre accept af det uundgåelige. Blackbox virkemidlerne var ret simple, men virkede ok. Lyset spillede den rolle, at det signalerede, hvor i historien man var. Dog var der nogle skønhedsfejl, synes jeg. Spillerne fik af vide, at lysets styrke viste, hvor langt inde i historien man var, så man kunne planlægge sit spil efter dette. Til sidst ville kun en enkelt pære lyse, og det viste at spillet, var meget tæt på at være færdig. Når den slukkede var der kun minutter tilbage, og når en sirene lød, var spillet slut.

Lyd og lys
Men det blev ikke brugt så præcist. For det første blinkede lyset, og jeg kan godt forstå, hvorfor, det gav følelsen af at det hele var ved at bryde sammen, men det slørede hvor kraftigt lyset var. Desuden blev lyset pludseligt rødt, hvilket ikke var blevet nævnt. Jeg ville nok have sagt, at når lyset skifter, så er vi halvvejs, når det dæmpes nærmer vi os slutningen osv. altså lavet mere klare skift, når nu man alligevel skiftede farve.

En anden usikkerhed der opstod, var at spillerne ikke vidste, hvad slutningen betød. Var de så døde, eller var historien bare slut? Scenariets tanke var vist, at historien sluttede, når spillerne accepterede deres død, ikke når de døde. Hvilket jeg godt kan forstå, men det var en anelse uforløst. Jeg ville nok sige, når lyset går ud er I døde.

Lyden blev brugt på to måder: for det første lå der en konstant baggrundslyd af mekanisk støj og lignende, og desuden markerede de så velkendte luftsirener starten og slutningen. De virkede godt, fordi det er så uhyggelig en lyd. Men jeg synes nu lidt, at lyden også kunne have været brugt effektivt, måske til at afspejle de fire faser i chok. Startende mere kaotisk og så mere og mere rolig som vi nærmedes os en form for accept.

En sidste skønhedsfejl jeg vil nævne, er at spillerne fik af vide, at historien startede med, at de netop var kommet derned. Men de startede med at ligge på gulvet efter en drømmerejse. En god nok ide. Men det betød at man begyndte meget roligt. Her kunne man altså godt have brugt blackboxens muligheder. Lav et øredøvende lydlandskab til at illustrere den eksplosion, de får af vide lige er sket, og start så der. Måske ligger de på gulvet, fordi eksplosionen væltede dem alle?

Nå men kritikken er kun kærlig, fordi jeg synes det var et godt scenarie, som kan blive endnu bedre med lidt opstramninger. Og det er vist ordene for nu. Næste gang: Begyndelsen, og hav medlidenhed med mig, det bliver svært at beskrive, så det giver mening.

Scenariet handler kort sagt, om en dreng på 5 år, som bliver sendt ud efter mælk. Det er første gang, han er ude på egen hånd. Han har, som alle børn en livlig fantasi, og den mondæne opgaver bliver et fantastisk eventyr for knægten. Scenariet trækker på børneserier som Alfons Åberg og jeg synes også det mindede om Thomas og Tim, hvis nogen kan huske dem, ellers så se her:  Det scenariet især tog fra disse barndommens lege, var at fantasi og virkelighed blander sig sammen i børns leg, og at de fint kan håndtere, at denne sko altså på en gang er en sko og et skib.

Tanker om workshops
De to arrangørere startede ud, som man forventer, med at beskrive scenariet og dets formål, men så overraskede de mig. Vi blev sat til at se et afsnit af Alfons Åberg, det virkede faktisk fint, det tog kun 10 minutter og afsnittet var velvalgt, til at vise, hvad de ville med det. I afsnittet får Alfons og en ven strengt af vide, at de ikke må rode og kun må bruge de små legetøjsbiler. Hvilket i børnenes verden bliver til: intet andet legetøj må leges med, så må vi jo lege med, hvad vi ellers kan finde. Og sammen skaber de en fantastisk verden ud af fars sko, potteplanter og ikke mindst krydderier.

Budskabet som arrangørerne vil have os til at fange blev ligefrem sagt lige ud: de to børn ved jo godt, at det bare er fars sko, men på en og samme tid er det altså også to både på havet. Resten af workshoppen handlede om at få os voksne ind i netop denne legende spontane tankegang.

En interessant ting, der blev brugt under denne opvarmning, var at gå i cirkel, ja det lyder simpelt men det virkede. Vi gik i en cirkel, mens arrangøren gav os input. Det var mens vi øvede de tre fantasivenner, som drengen havde med på sit eventyr, så vi skulle finde frem til deres kropssprog. Dette har jeg prøvet før, men normalt er instruksen, at gå rundt mellem hinanden, men at gå i cirkel virkede overraskende godt. Da jeg så dette gøres, altså gå rundt mellem hinanden, i Sakrofæ (som jeg skriver om senere) kunne jeg se nogle af grundene til det.

Øvelsens formål er, at være fokuseret på sin egen krop og hvordan man bevæger den, men går man rundt mellem hinanden, skal en del af ens fokus bruges på ikke at gå ind i andre. Ved cirklen er dette ikke et problem, og man kan koncentrere sig bedre om opgaven. Udover det, så synes jeg, at det at gå i cirkel havde en dejlig hypnotisk effekt. Man faldt ligesom ind i en rytme og det ja det virkede bare godt. Så lektien er: er øvelsen intern er cirkel en god ide, er øvelsen derimod eksteren, hvordan man interagerer med andre, er gå rundt mellem hinanden nok bedst.

Fortælle eller spille
Scenariet centrale mekanik var forholdet mellem en fortæller og resten af deltagerne. I hver scene var der en fortæller og resten skulle så udøve det, denne beskrev. Men det var mere end det, de skulle ikke bare slavisk følge hans ord, men også selv komme med deres input via, hvad de gjorde. Ideen var, at der skulle opstå en synergi mellem spillerne og deres handlinger og fortælleren og hans ord. Denne synergi havde dog til tider svært ved at opstå. Så scenariets scener vesklede meget i styrke, nogle gange gik det bare op i en højere enhed og spillet flød, andre gange var det lidt op ad bakke, eller som skete mere end en gang: spillerne gik i en retning og fortælleren fortalte noget helt andet.

Dette var der flere grunde til, alle kan jeg ikke huske. Der var nogle praktiske såsom at fortælleren sad lidt lavt og ikke altid kunne se, hvad der foregik, og tilsvarende så kunne man ikke altid høre, hvad fortælleren sagde, og derfor ikke kunne spille på det.

Men ud over det, så var det faktisk også svært, fordi det sådan set er to opgaver både fortæller og spiller sidder med. På samme tid skal man selv finde på ting, og lytte til eller se hvad den anden part gør. Man skal både selv komme med ting, der kan drive historien fremad, og lytte og holde lidt igen, til hvad de andre gør. De to andre ting, kan der gøres noget ved, denne er jeg i tvivl om, hvordan man håndterer.

Og det er nok det vigtige, scenariet fik efterfølgende en del kritik, men kun fordi alle var enige om, at ideen er god, og det er et scenarie, som virkelig fortjener at blive arbejdet videre med.

Fantasivenner faste eller op til spillerne
Et andet designvalg scenariet, i hvert fald for mig, bar præg af, var valget af fantasivenner. Hovedpersonen drengen havde tre fantasivenner med, som kunne hjælpe ham og hver især repræsenterede forskellige dele af ham.

Hvad der overraskede mig var, hvor definerede de var. Det var henholdsvis: Spiderman, der repræsenterede drengens indre helt og retfærdighed. Klokkeblomst som var beskrevet som, at hun kun kunne have en følelse af gangen, og følte den helt ud i tåspidserne, og dermed var drengens følelser især de mere ukontrollerede og Peter Plys som stod for godmodighed, loyalitet og vistnok også lidt grådighed.

Det gik mig lidt på, at de var så specifikke, især fordi, jeg har aldrig rigtigt kunne lide hverken Spiderman eller Peter Plys, hvor Klokkeblomst her jeg lidt en blød spot for netop pga. det med følelserne, (det kender jeg godt Klokke). Men især Peter Plys prøvede jeg aktivt at undgå at spille, jeg kunne ikke tage ham seriøs. Jeg havde regnet med, at spillerne selv måtte skabe vennerne, men samtidig gav det mening, at de var skabt på forhånd, da det var tydeligt at arrangøren gerne ville have de repræsenterede bestemte aspekter af drengen.

Man kunne måske overveje en gylden midtvej, hvor det var dyr eller væsner som stadig repræsenterede disse aspekter, men ikke var figure, man kunne have en forudgående holdning til. såsom: Bamsen, Ridderen og Feen eller sådan. Men det er også en lektie til mig, fordi jeg har længe gerne vil lave et scenarie, hvor musik spiller en stor rolle, men her gælder det samme: det jeg føler ved et stykke musik, kan være noget helt andet for andre. Hvordan man så arbejder sig uden om det, ved jeg ikke endnu.

In which we learn
Inden jeg stopper vil jeg lige fortælle, hvordan scenariet faktisk var bygget op, fordi det var dejligt simpelt. Det bestod af over 20 meget korte scener. Hver scene bestod blot af et stykke papir, som fortælleren sad med. På de stod scenens titel, hvor vi var og så en sætning, der altid hed: “In which we learn…” og så noget om, hvad kan man sige lektion, for den scene: så som det er godt at have venner til at hjælpe dig eller sådan.

Under det var der nogle stikord, som fortælleren kunne bruge undervejs, men ikke skulle læse op. Det var det, ud fra det fortalte fortælleren, hvad der skete og spillerne spillede, hvad der skete. Til tider kaotisk, til tider kikset men nogle gange sublimt.

Derudover var hver fast rolle repræsenteret af en rekvisit, en hue til drengen, en spiderman maske, et par fe vinger og en rød trøje, gæt hvem de var til. Det virkede fint, fordi man lynhurtigt kunne aflæse, hvem der hvem, da nemlig disse roller og fortælleren skiftede mellem hver scene.

De sidst to virkemidler var lyd og lys. Lyden var musik, alt sammen fra Pixar film, et nice touch synes jeg. Musikkens type og højde var med til at påvirke, hvordan vi spillede og hvad forfatteren fortalte. Den kunne både understøtte, det vi var i gang med, men blev også brugt til at skubbe os i bestemte retninger.

Lyset derimod blev brugt til at vise, om vi var i fantasien eller i virkeligheden. Der galt forskellige regler for disse. I virkeligheden skulle tingene være realistisk (selvfølgelig) og udover det måtte fantasivenner ikke være til stede. I fantasien kunne ting blive fantastiske og urealistiske, endrukkenbolt blev en trold, en ekspedient til en heks osv. Samtidig måtte fantasivennerne være med her og hjælpe drengen.

Det betød, at med lyset kunne arrangørerne styre en scene ret godt. Mange scener startede i virkeligheden og bevægede sig over i fantasien. Jeg husker dog især en, hvor drengen har mistet den mønt, han skulle betale for mælken med, og vi alle sad og bare ventede på fantasilyset så fantasivennerne kunne komme ham til hjælp, men det kom aldrig, og det virkede utroligt stærkt.

Nå ja dem som ikke var fantasivenner spillede så alt andet i verden, og her mener jeg alt. De var andre mennesker, men også ting og mindre fysiske ting. Jeg prøvede at være biler, et ur, legetøj en vred hund og mere underlige ting som regn, et hegn og mindet om drengens far. Hvad vi var, var helt op til os selv, men oftest bygget på, hvad fortælleren beskrev.

Nå det var vist, hvad jeg lige kunne komme på, men det er vist også rigeligt. Op next: Sakrofæ, som er noget helt andet.

Så er jeg kommet hjem fra min første BlackBox CPH. Det er tredje gang, de har afholdt det, hvilket for mig siger noget om, hvor nyt dette format er, hvilket gør det rigtigt interessant at arbejde med. Det føles som om alle nye scenarier er pionererne og tilføjer noget nyt til genren. Jeg tror det var en anden deltager, som udtrykte det bedst, da jeg spurgte, om det jeg havde medvirket i, var “et typisk blackbox scenarie?” Svaret var: Der findes endnu ikke noget typisk blackbox scenarie.

(Et scenarie er inden for rollespil et kort meget planlagt rollespil, i modsætning til en kampange som udfolder sig over mange spilgange. Det kan sammenlignes med, at et scenarie er en film, hvor en kampagne er en tv-serie.)

Hvad er Blackbox?
Blackbox rollespil er kort sagt at spille rollespil i en blackbox, og en blackbox er et teaterrum uden en hævet scene. Det vil sige, der kan laves flere modifikationer, end man kan på en traditionel scene, især, som er tilfældet i nogle blackboxe, hvis tilskuerpladserne heller ikke er faste, så kan alt pludselig flyttet rundt og man kan have tilskuerne i midten, hvis det er det man vil.

Det det tilføjer til rollespil, er at man pludselig får total kontrol og lyd og lys, hvilket er to utroligt stærke virkemidler. Det kan både skabe en bestemt stemning, men også bruges til at signalerer ting til spillerne, så som tidens gang eller forskellige stadier i historien. I en af de ting jeg spillede i weekenden, Drengen og mælken, et barnligt eventyr, blev lyset for eksempel brugt til at vise om vi var i virkeligheden eller i hans fantasiverden. Det er hvad jeg vil sige i dette indlæg, jeg har skrevet mere om formatet her:

Hvad er BlackBox CPH?
BlackBox CPH foregår i København, på det der hedder Huset, et kulturhus, hvor alskens mærkelige ting foregår. Stedet har to blackboxscener, den store: Planeten og den lille: Bastarden. Planeten har faste siddepladser, men er stadig et ret stort teaterrum med fuldt lys- og lydudstyr. Bastarden er godt navngivet, det er et lille snørklet rum, med stolper midt i det hele. Ikke det bedste teaterrum, men brugbart. Det er kun de scenarier, der bliver sat op i Planeten, hvor publikum er tilladt. Der er simpelthen ikke plads til dem i Bastarden.

Det vil sige, der kan være to scenarier i gang ad gangen, kongressen løber fra fredag aften til søndag. Med en afvikling fredag og to resten af dagene, hvilket altså giver plads til 10 scenarier. Det lave tal er simpelthen fordi, at det tager så lang tid at sætte op til det enkelte scenarie, da lys og lyd jo er forskellig til hver enkelt forestilling.

Men 10 virkede også som rigeligt, jeg stødte ikke på nogen, som spillede mere end to spil. Det er simpelthen så krævende, at man ikke orker meget mere, men så kan man jo vælge at overvære en opførsel, og slappe af der.

Det er som sagt kun tredje gang, at der afholdes blackbox i København, og det er så vidt jeg ved det eneste sted i Danmark det holdes. Udover det ved jeg, at der er Grænselandet i Norge og Scenariefestivallen i Sverige, som også har blackbox på programmet. Og det er problemet ved blackbox, fordi det kræver en blackbox, er det ikke noget man uden videre kan smide ind på andre rollespilskongresser og -festivaler.

Min oplevelse
Jeg spillede to scenarier og overværede et tredje. Jeg vil give hvert af de tre sit separate indlæg, som jeg er begyndt på ved Fastaval, en anden rollespilskongress. Men jeg vil dog lige kort nævne dem her, da de giver et ok indblik i, hvor forskelligt blackbox scenarier faktisk kan være:

Drengen og mælken
Handler kort sagt, om en dreng på 5 år, som bliver sendt ud efter mælk. Det er første gang, han er ude på egen hånd. Han har, som alle børn, en livlig fantasi, og den mondæne opgave bliver et fantastisk eventyr for knægten. Scenariet trækker på børneserier som Alfons Åberg og jeg synes også det mindede om Thomas og Tim, hvis nogen kan huske dem, ellers så se her: Det scenariet især tog fra disse barndommens lege, var at fantasi og virkelighed blander sig sammen i børns leg, og at de fint kan håndtere at denne sko altså på en gang er en sko og et skib.

Sakrofæ
Dette var det scenarie, jeg kun overværede. Selvom reglen er, at man som publikum kun må se selve scenariet, men ikke workshopsne, fik jeg lov til også at overvære workshopsne op til Sakrofæ. Normalt når man deltager i en workshop, har man ikke tid til at tænke over, hvad arrangørerne gør og tankerne bag og sådan, så det var en fed oplevelse, at få lov til at overvære dette, og meget bedre kunne observere, hvordan andre gør.

Selve scenariet handler om en gruppe mennesker, som var lukket inde i en bunker efter en altødelæggende atomkrig. Det handlede ikke om denne krig, det var blot for at få dem til det scenariet handler om: nemlig at komme til en accept af døden. Spillerne fik af vide, at når de begyndte, ville de vide, at de ikke kom ud, de ville dø i denne bunker, igen det handlede ikke om at de skulle dø, det scenariet spillede sig henimod var accepten af denne skæbne, og hvordan man behandler det chok.

Begyndelsen
Det andet scenarie jeg medvirkede i. Jeg er ret spændt på, hvad jeg gør, når jeg skal skrive et indlæg om dette, fordi lige meget hvad, så kommer det til at lyde meget underligt, men det var en ualmindelig fed oplevelse. Det er måske endnu mere svært at beskrive kort, så hold øje med den fulde tekst.

I Begyndelsen spillede man nogle mystiske væsner som vågner og gradvis opdager deres omgivelser. Det er et meget sanseligt scenarie, blandt andet fordi man har bind for øjnene, så der komme pludselig fokus på ens andre sanser. Da jeg meldte mig til, troede jeg historien om de blinde dyr, blot var en løs historie smidt på et eksperiment om at spille rollespil i blinde.

Men faktisk fungerede scenariet godt som helhed, det hele var tænkt godt sammen og gav en samlet oplevelse og en rigtig sød og meget individuel historie om ens eget lille mærkelige væsen. Men som sagt, svært at fortælle videre, men jeg vil prøve i et kommende indlæg.

Alt det andet
Udover det kan jeg sige, at BlackBox Cph var meget hyggelig og socialt, med en masse snakken med både folk jeg kendte og nye ansigter. Det var imponerende at se, hvor mange der kom fra de andre nordiske lande. Jeg kan varmt anbefale at tage til det. Jeg var nervøs for, om jeg nu var god nok. Men det jeg indså var, at det gør faktisk ikke noget. Den stærke fokus på workshops gør, at alle kan være med, fordi hvad end man skal spille bliver grundigt trænet inden.

Kan folk som aldrig har spillet rollespil før deltage i et blackbox? Se det er et godt spørgsmål, men vel lige så vel, som de kan deltage i alt andet rollespil. Altså måske dem der står for det lige skal være opmærksom på det, og ikke bruge for mange interne begreber. Men hvad synes I? Kan alle kaste fra ingen erfaring i rollespil ind i et blackbox scenarie?