Det virker som et dumt spørgsmål, fordi lyssværdskamp er jo altid sejt, (selv når det er en gammel mand og en amputeret mand med luftvejsbesvær der slås imod hinanden.) Men jeg mener jo selvfølgelig, hvordan gør man lyssværdkamp sejt i ordrollespil. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg kom til at tænke på problemstillingen, men den er helt klart relateret til hele udfordringen omkring at rollespille aktion.

Tanken kom af, at min kæreste fortalte om, da hun spiltestede ”Den mørke side,” og var chokeret over, hvor ofte terningerne var hende imod, og gjorde hende til en ret skod Jedi, selv mod nogle så let besejrede folk som stormtroppers. Og er der en modstander som en Jedi let bør kunne besejre er det stormtroppers. Så jeg tænkte, hvordan kan man gøre kamp med lyssværd sejt. Det første skridt er, hvis ikke din modstander er trænet i lyssværdkamp, og hvis ikke der er overvældende mange modstandere, så vinder du kampen ret let. Men hvordan så, hvis der faktisk er spænding, enten via mange modstandere, eller Jedi mod Jedi? Hvordan holder man så spændingen oppe?

Se lyssværdkamp på film er noget af det sejeste der findes, især i de nye film. Folk laver akrobatik, kaster med store ting og svinger med en genstand der, håndteret forkert, kan snitte en i mange dampende stykker. Men netop fordi det er så sejt, så bliver kontrasten til spilsituationen så meget mere tydelig, hvis beskrivelsen og kampen går langsomt og trægt. Så udfordringen er: man skal kunne ”se” kampen for sit indre øje samtidig med, at det skal gå hurtigt og endelig skal der også være spænding.

Traditionelle rollespilsregler er rigtigt dårlig til dette, fordi man skal rulle terninger, så se, hvad der sker, og måske lige frem diskutere og slå op i regler. Systemløst rollespil er lidt bedre, men kan let blive et one eller two man show, hvor man i en evighed beskriver, hvad der sker, og kan altså lige så let ende med at gå langsomt og køre i ring. Så her er nogle teknikker, jeg lige kunne komme på, nogle bedre end andre, nogle kan også bruges i andre action situationer.

Pege Jørgen
Spillederen bestemmer, hvem der fortæller, af de involverede. Lige som i den klassiske fortælle leg, hvor en skifter med at pege på forskellige og de skal fortsætte den historie, der er i gang. Spillederen kan desuden selv komme med korte input undervejs for at spidse tingene til. Ideen er selvfølgelig, at man, når man er fortæller må fortælle alt, hvad der sker. Evt. kan man lave en mekanik, at man tager skade, hvis man tøver, når man får fortælleretten. Det giver spænding og action, og en dejlig uforudsigelighed.

Fortællekort
Inspireret af det fantastiske kortspil ”Once upon a time,” så laver man en stak kort, evt. forskellige fra rolle til rolle. Hver kort indeholder et move eller en handling. Så som ”højt hop”, ”kast med stor genstand”, ”fægte”, ”parere”, selvfølgelig med en passende illustration til hvert kort. Spillerne skiftes så til at lægge (nej smide selvfølgelig, gerne mens de står op) et kort ned og beskrive, med udgangspunkt i kortet, hvad der sker. Kortene giver ideer og en kreativ udfordring for spillerne, alla, hvordan får jeg dette kort i spil? Hvis der skal være et system ind over, kan hvert kort have en værdi, og jo mere svært, det er at få et kort med, jo højere værdi, bagefter lægger man sammen, og den der har højst, må fortælle udfaldet af kampen. Denne teknik kan også bruges på mange andre action sekvenser, jeg ser det være godt til for eksempel en biljagt.

Semilive
Den gamle klassiker, spillerne viser med kroppen, hvad de gør, men fortæller det samtidig. Således bliver nogle af det svært fortalte ting sagt med kropssprog i stedet for. Har dog en stor fare for at blive grinagtig. Men kunne være sjov at lege med, som sat i system, modsat, det lidt tilfældige vi gør med kroppen lige nu.

Det vigtige er balancen mellem et nogenlunde fair system, og et system der er så enkelt, at man ikke skal tænke over det, mens man spiller, men blot fokusere på et fortælle seje, men korte ting. Det var mine bud, nu overvejer jeg, om man burde bygge et scenarie omkring det.