Dette spørgsmål blev jeg stillet til en af Ninnas “Leg med metoder.” Alle på nær en ud over mig svarede, at de på den ene eller anden måde brugte det direkte, som undervisning eller i deres arbejde med teater. De virkede lidt overraskede over vi to, som “bare” havde det som en hobby.

Den gang svarede jeg noget vagt i retning af, at jeg bruger det, når jeg er i situationer, hvor jeg er usikker på mig selv, så vælger jeg at rollespille, at jeg er en, som har styr på tingene.

Det er noget, jeg tænkte over den anden dag, da jeg i forbindelse med noget praktik skulle optage en film med nogle unge HTX studerende. Jeg var ret nervøs op til det, fordi det er længe siden jeg har filmet, og jeg ikke kendte de studerende. Men det lykkedes mig faktisk at dulme mine nerver ved blot at sige til mig selv: det gør ikke noget, du er nervøs og ikke kender udstyret ret godt og alt det, du skal bare rollespille at du er en veluddannet selvsikker kommunikationsmand, der bare har styr på det.

Det interessante er, at da det kom til stykket, tænkte jeg slet ikke over det, jeg træk ikke hånden over ansigtet og faldt ind i rollen, jeg gik bare i gang og det gik fint. Så man kan diskutere om jeg overhoved spillede rollespil, eller om jeg ikke faktisk bare var kompetent, hvem ved.

Men efterfølgende var jeg høj på lidt samme måde, som når jeg har spillet noget godt rollespil. Det var da jeg genkendte denne følelse, som den samme som efter jeg har spillet rollespil, at jeg kom til at tænke over, hvad jeg bruger rollespil til. Jeg tror det er det, jeg ved jeg kan spille ok rollespil, men jeg har til tider lidt dårlig selvtillid når det kommer til, at overbevise mig selv om, at jeg faktisk kan det, jeg har uddannet mig til. Og der er det åbenbart lettere at snyde min hjerne til at tro at jeg kan rollespille kompetent som det er at snyde min hjerne til, at jeg faktisk er kompetent. Og med mine nerver på den måde dulmet så tænker jeg faktisk ikke så meget over det i øjeblikket. Der er jeg bare igang, fokuseret og spiller spillet.

En anden ting
Mens jeg sidder og skriver dette, kommer jeg i tanke om et andet sted, hvor virkelighed og rollespil også smeltede sammen: En af dem jeg skulle optage var ret nervøs, fejl hylede hende en smule ud af det. Jeg tænkte ikke over dette undervejs, men bagefter indså jeg, at jeg havde ikke overvejet mine valgmuligheder, som hvad jeg faktisk skulle gøre, men mere som “Hvad ville virke godt i historien lige nu, hvordan skal min rolle reagere på hendes rolles nervøsitet?”

Det er svært at beskrive, men jeg havde overvejet mine handlinger, som jeg gør, når jeg spiller rollespil. Der kigger jeg på situationen, prøver at aflæse, hvad de andre gør og reagere, som det vil passe min rolle og historien bedst. Og det var denne teknik jeg også brugte i den situation.

Det var ikke bevidst gjort, jeg så det som sagt først bagefter, det var mere en rygradsreaktion, måske netop muligt, fordi jeg inden havde overbevist min nerver om, at det jo bare var rollespil.

Jeg tror det er forskellen mellem at være mig selv, som skal udføre en krævende opgave og uha nu går hun lidt i spåner, shit, det er ikke så godt, hvad nu hvis jeg ikke kommer hjem med en god optagelse, åh fuck nu går jeg også i spåner arrg. Og så:

Hun er tydelig nervøs, nå hvad ville den selvsikre kommunikationsmand, som jeg jo roller lige nu, gøre? Tja han vil nok tale roligt, bede hende trække vejret dybt, le lidt med på hendes nervøsitet, øve stille og roligt rose, når hun gør noget godt og generelt arbejde roligt igennem det. Nu jeg tænker over det, tror jeg ikke kun jeg rollede, jeg GM’ede også lidt. Til foredraget om spilleder på Forum fremhævede panelet igen og igen, at en GM’s vigtigste opgave, er at give tillid til scenariet og få alle til at slappe af og tro på, at det nok skal blive fedt, den tråd tror jeg også, jeg trak lidt på.

Så det er det, jeg bruger rollespil til. Jeg dulmer mine egne nerver inden, i selve situationen ser jeg mig som en rolle og en spilleder, der skal holde de andre rolige og glade og jeg bruger GM tricks på andre, for at få dem til at slappe af.

Jeg bruger det nok ikke så bevidst, undtagen når jeg tydeligt siger til min hjerne: “slap af, jeg roller det bare” men mere det at spille rollespil og især GM’e rollespil har trænet mig i at reagere sådan i den slags situationer.

Det ironiske er så, at når jeg skal spille rollespil kan jeg have flere nerver på end på noget tidspunkt i virkeligheden. Det er nok fordi, rollen som mig selv, har jeg spillet før, i scenarier, ved jeg ikke, hvem jeg skal spille, og om jeg kan det.

Og nu spørgsmålet til 100.000: Giver det mening for jer, det jeg prøver at sige?