Så er man hjemme efter endnu en fantastisk Fastaval, og traditionen tro er det nødvendigt med en masse bloggen om, for at få behandlet den intense oplevelse ordentligt. Traditionen tro vil jeg prøve at skrive et indlæg for hvert scenarie jeg spillede. Men i år kan det være det bliver forsinket, da jeg rammer jorden løbende denne Fastaval, og skal bruge min energi andre steder. Om disse ting også får blogindlæg arrgh jeg håber det, men ved det ikke. Men dette er traditionen tro det “korte” overblik over connen for mig.

Jeg tror det rette ord i år er fyldt. Ikke stresset eller presset. Jeg følte ikke at jeg havde travlt, jeg var bare optaget hele tiden. Jeg havde ikke tider hvor jeg kiggede rundt og tænkte, nå hvad nu? Som regel på Fastaval, har jeg et par gange, hvor jeg går rundt og føler mig lidt efterladt, hvor alle står i deres grupper og snakker, men det var der intet af i år. Hvert minut var fyldt med rollespil, snakken om rollespil efter rollespillet, kommunikationsarbejde, fotografering, snakken med verdens bedste mennesker, møde nye og gamle venner, en lille smule brætspil, dommerpligter, jamesvagt, dansen og meget mere. Det er sjældent jeg er så optaget, så lykkelig.

Mandag og tirsdag
Grundet et akut mangel på arbejde (er der nogen der kender til nogen eller noget der kan kurere dette så sig til), kunne jeg tage igen tage op og hjælpe med opsætningen. Det er som altid en hyggelig affære, som især er blevet mere hyggelig, fordi der efterhånden er godt styr på det, så opsætningen føles ikke så stressfuld. (Det er naturligvis let for mig at sige, jeg gik bare rundt og tog billeder og lavede Facebook stuff.) (Faktisk var der så meget ro på, at jeg ligefrem fik vedligeholdt min jobsøgningsaktivitet under opsætningen, det var fedt.)

Onsdag
De sidste par år, er dette blevet min ynglings rollespilsdag fordi folk er mest friske her. Men i år var der ikke noget på programmet, som virkelig trak i mig, så der endte jeg med at prøve Asbjørns brætspil A search for home, som siden det er et nyt designet brætspil også får en separat omtale.

Torsdag
Jeg sad lige og var forvirret over, hvorfor jeg ikke kunne huske, hvad jeg lavede torsdag, men indså så, det er fordi jeg spillede to lange rollespil, hvilket jeg ellers ikke plejer. Men det fik jeg både spillet “Alice” og “I say a little prayer.” Begge to fantastiske rollespil og resten af tiden gik med at snakke med mine fantastiske medspillere om oplevelsen. Så derfor.

Fredag
Var der lidt mere ro på. Jeg startede med Cafe-spil, som jeg rede troppede op til ved brætspilscafeen, der så fortalte mig at det foregik i cafe cafeen. Der er for mange cafeer på denne con! Der var virkelig en god stemning i den cafe, som flere sagde, ufatteligt de kunne tage det store rungende rum og få det til at føles hyggeligt og afslappet, stor ros til det! Og som Oliver også bemærker på sin blog så: “Jeg slap for at skulle forholde mig til fulde idioter før jeg selv havde lyst til at være en af dem.” Det er en rigtig god pointe. Efter det var det tid til min første spilleder tjans på Faye, som desværre gik rigtigt dårligt, hvilket er ærgerligt, fordi jeg havde glædet mig til det. Hvorfor det kiksede, kommer jeg ind på i et indlæg om det.

Jeg havde ikke mere på programmet efter dette, og tænkte, så vil jeg lige ordne nogle småting og så i baren eller cafeen. Men det er her der kommer det der med fyldt. Der kom hele tiden nye ting, nye samtaler, ting der lige skulle ordnes, knus der skulle gives. Så klokken var vist 22 eller 23 før jeg indfandt mig i cafeen.

Grundet dette tilbragte jeg en del tid i Infoen, hvor jeg ligefrem havde fået min egen plads og trone stillet til rådighed. Der var rigtigt hyggeligt i infoen som altid. Men også fedt at med hvilken iver og ambition det stort set helt nye infohold gik til opgaven. Tak for mange muntre minder, som de ville sige i Disney.

Lørdag
Normalt er Simon død om lørdagen udbrændt og besejret, men jeg havde endnu ok energireserver da jeg vågnede. Det er nok også et andet kendetegn ved denne Fastaval, mit eget overskud. Lørdag var programmæssigt også en stille dag med kun Kristians Pinarionmeiroerminieme (hvornår begynder du at skrive scenarier man kan stave til Kristian?) på programmet. men det tog også sin bid, tre timer faktisk, selvom det var i novelle bloggen. Det var ikke et novelle scenarie. Og det var skyld i at jeg gik glip af XP-Faktor finalen, FY Kristian!

Resten af dagen gik ellers meget som fredag, og jeg kan ikke skelne mange oplevelser fra hinanden ved de to. Jeg tog billeder, lagde dem op snakkede og morede mig. En ting jeg mere vil nævne den mindre flodbølge af kærlighed og ros jeg fik på connen. Noget jeg ikke havde regnet med, da jeg ikke havde et scenarie med. Men jeg mistede hurtigt tal på, hvor mange gange folk enten takkede mig for min indsats på Facebook eller for at tage gode billeder, så folk derhjemme kunne følge med. Når man går som arbejdsløs betyder den slags ord helt utroligt meget, fordi man ellers let kan miste troen på sig selv. Så tak til alle jer, I ved ikke hvor meget jeres ord betyder for mig.

Søndag
To ting fyldte meget søndag og ikke de normale ting. Først deltog jeg i scenarieskrivningskonkurrencedommerlive (yay for lange ord). Vi mødtes kl 10 og kunne først kaldes os færdige lidt over seks. Men som alt andet var det ikke sådan rigtigt hårdt mere spændende opslugende og meget meget svært. Jeg er vitterligt overrasket over kvaliteten. Jeg tror mit scenarieskrivningskonkurrence vindende scenarie fra nogle år tilbage ville have klaret sig ret dårligt her. Det vant vist mest på bare at være mest færdigt. Dette får også et længere oplæg.

Det var også under dommertjansen, hvor jeg havde årets bedste øjeblik. Jeg var på vej fra cafeen over til skolen for at hæve lidt penge. Solen skinnede, det var lunt med en let brise og mit halvtrætte hovede summede med en blanding den kreativitet scenarierne rummede og en rodet bunke af minder fra resten af Fastaval og pludselig gik det hele op i en højere enhed og jeg smilede stort og følte mig bare lykkelig. Det var det bedste øjeblik, fordi det på engang var alle øjeblikkene.

Dagens anden store tema var at jeg langt om længe fik nosset mig sammen til at være James til Otto festen. Det manglede da også bare, det må være ens pligt, når man nu er connens eneste ægte James. Så når folk spurgte: hvor længe har du været James, kunne jeg kækt svare: 31 år. Det blev en sjov men meget anderledes fest, hvor jeg stort set gik glip af hele showet, fordi selv når jeg var der, var jeg optaget, af hvad end opgave jeg havde. Men i år var også det helt rigtige år, da jeg ikke selv havde noget scenarie med, ja altså udover et i nanoantologien.

En side bemærkning: dette tæller også som min første officielle GDS tjans 🙂

Dog betød dette fravær at folk derhjemme ikke fik liveopdateringer fra showet, som jeg gjorde sidste år. Det havde jeg ikke tænkt på, og egentlig ikke regnet med, at nogen ville bemærke. Men da en venlig klage tikkede ind om dette hen i modslutningen af showet måtte jeg jo lige lave en opsamling af vinderne. Til næste år skal jeg nok være på plads, eller få nogen til det, hvis jeg ikke skal være James igen.

Men udover det så var det rigtigt sjovt at være James, vi havde et godt samarbejde og der var ikke på noget tidspunkt vi for alvor stressede. Tak for en god aften Jameser. Hvad enten jeg kommer igen til næste år eller ej, vil jeg altid være James nu både i ånd og navn.

Og det var vist det, eller det var det på ingen måde ikke, der var massere andet, som roder rundt i mit hoved, som der ikke er plads til her. Jeg vil nu begynde at skrive mere om enkelte elementer der fortjener uddybning så som scenarierne.