Fastaval 2013 – Lørdag aften

For at lørdag beskrivelsen ikke skal blive for lang, deler jeg den op i to, da aftenen også bød på sin rutsjetur af oplevelser, især for mig, da lørdag aften er jo også tidspunktet for Otto nomineringerne.

I det næste stykke bliver jeg nok meget personlig og ærlig, hvis ikke du gider læse om det så spring dette over, og hop ned til slutningen, jeg skriver noget om køn, hvis det kan lokke.

Nå okay jeg går til korset og indrømmer det, lige meget, hvor meget jeg prøver at bilde mig det modsatte ind: jeg havde regnet, med som minimum en Otto nominering i år. There I said it! Og i ærlighedens tegn, da jeg så jeg ikke engang fik det, blev jeg sur og ærgerlig. Og derfor endnu mere sur for at føle så kraftigt over noget så fjollet.

Jeg må indrømme, jeg var så tæt på at tage hjem lige then and there. Jeg gik for mig selv, ringede hjem til Jeanette og hun fik mig snakket ned igen. Men der var vitterligt et kort stykke tid, hvor jeg ikke kunne udholde tanken om at skulle snakke med nogen på Fastaval. Fordi jeg tænkte, enten ville de forklare mig, hvorfor jeg ikke havde fået en nominering eller komme med sympati. Ingen af delene, var noget jeg havde lyst til i den times tid.

Nå men nok selvhad, jeg kom ovenpå, huskede, at det bare var en dum pingvin og gik tilbage til Fastaval. Og det var det bedste, jeg kunne have gjort. Jeg havde nogle virkelig opmuntrende lærerige samtaler med folk. Det var tydeligt, at jeg var ikke den eneste, som havde forventet en nominering i min retning, og især flere spillere var henne og snakke med mig, et par stykker ville ligefrem starte en underskriftindsamling, smigrende, men fik dem talt fra det.

En afgørende samtale kom nok, da overdommeren Jesper, som jeg havde egentlig først tænkt mig at snakke med om søndagen, når jeg lige var faldet ned, men han opsøgte mig, blandt andet fordi han nok kunne regne ud, at jeg var lidt skuffet. Men i stedet for en lang snak om alle de grunde til at Bamsers mod ikke var der, var det en ærlig snak om, at ja du havde altså ligget tæt på ved flere af dem, hvilket man normalt ikke kan bruge til noget, men som jeg må indrømme at det hjalp den dag.

Og jeg må ærligt indrømme, jo mere jeg kiggede på listen, jo sværere havde jeg ved at se, hvilke der skulle have været fjernet på bekostning af Bamsers mod. Jeg var udmærket klar over, at scenariet især stod stærkest til Bedste fortælling og der var feltet jo vanvittigt i år.

Men hele aftenen gik sådan, folk opsøgte mig, for at snakke om scenariet, fordi især mange forfattere vidste, hvordan jeg følte netop nu. Flere tilbød deres hjælp på et fremtidigt scenarie, så det lige kunne komme den ekstra tak op og virkelig konkurrere med de tunge drenge. Det var virkelig rørende at se, hvor mange der var henne og snakke med mig om det, som for at sige, lad dig ikke slå ud, fortsæt, vi vil se, mere fra dig. Det var næsten som om, at jeg fik mere egomassage, end hvis jeg havde været nomineret.

Så tak til alle jer for at redde min aften den dag. Det hjalp faktisk. En lille ekstra tak til Max Møller for at tilbyde at læse mit næste scenarie igennem, og ja bare rolig, jeg husker det stadig 🙂 og tak til Eva Fog, som jeg havde en lang snak med om at skrive noget sammen. Det synes jeg stadig, vi skal kigge på, og det kunne være ret fedt! (mere om det senere)

Nu kan du godt læse med igen

Nå nok føle føle I kan godt begynde at læse med igen. En anden ting, der skete lørdag aften, var nemlig at jeg snakkede med folk fra Forum om at holde et oplæg med udgangspunkt i dette blogindlæg: fordi det fik så meget respons, at jeg tænker, det vil jeg arbejde videre med. Og det vil jeg. Det interessante er, at de to jeg snakkede om det, var begge mænd, som jeg er, (hvis nogen var i tvivl). De var begge enige om at oplægget er interessant og kan formes til et relevant værktøj, som vi, når vi skriver roller kan bruge. Læs indlægget og det giver mere mening, jeg skal nok skrive mere om det senere også.

Men så på vej til vandrehjemmet fangede jeg Lizzy Stark, sidste års æresgæst, og en person som har udtrykt sig en del om kvinders situation i rollespilsmiljøet, fordi jeg ville lige lufte mine tanker for hende.

Ok må hellere opridse mine tanker kort: Med udgangspunkt i Chekhov’s gun begrebet, (hvis en pistol introduceres i en fortælling, forventer vi, at den bliver brugt) Jeg tror at det også gælder for køn, seksualitet og race. Hvis man er sort, kvinde eller homoseksuel, forventer vi, at det har en betydning for fortællingen. Hvis dette ikke er tilfældet vil personer 9 ud af 10 gange være det, jeg kalder den neutrale rolle: hvid, mand, hetero. Men I rollespil kan vi komme udover dette. Hvis race, køn og seksualitet ikke spiller en rolle i en rolle, så behøver man ikke fylde det ud, lad det stå blankt og lad det blive fyldt ud af hvem end, der træder ind i rollen.

Hendes respons var skarp, som hun sagde: “There’s always an elephant in the room” Forstået som: I det du fylder en ellers blank rolle ud med et andet køn, race og seksualitet end den neutrale rolle, så betyder det noget, så ændre det ikke kun rollen men også dens kontekst og dermed historien, det er uundgåeligt. Jeg tror, jeg er tildels enig med hende, og det er stadig noget jeg tænker en del over.

Men det er en svær udfordring, fordi jeg selv er den neutrale rolle og har ingen oplevelser med at have Chekhovanske karaktertræk. Men ved at snakke med folk, der har disse, kan jeg måske lære lidt om det, til at kunne tillade mig, at snakke om det. Men jeg mener dog stadig at min oprindelige ide står ved: vi kan i rollespil lade felter stå blanke, som i næsten alle andre medier skal fyldes ud. Det vil ændre konteksten ja, men spørgsmålet er, hvor meget, og om det ikke er det værd, for at alle kan få lov til at spille det de vil? Men som sagt mere om det senere.

Aftenen sluttede med en lang snak om det at være kvinde modsat at være mand med Louise. Hvis hendes oplevelse er universal, så wow, kvinder. I er for seje. Det kunne være spændende at arbejde med at simulere kvindeoplevelsen for mænd, men jeg tror ikke det er muligt.

2 thoughts on “Fastaval 2013 – Lørdag aften

  1. Morten Greis

    Hej Simon,

    Jeg tror, du kan udfordre det normative ved at skifte dit fokus. I din model er den heteroseksuelle, hvide mand det normale, ‘det normative’, og når noget falder uden for (kvinder, farvede, homoseksuelle), er det ikke normativt.
    Men hvis nu menneske er normativt, så kan du gøre mand, kvinde, hvid, sort, brun, heteroseksuel, transeksuel, homoseksuel etc. til chekovske elementer. En tilgang vil være, at hver karakter begynder som menneske, og når spilleren etablerer træk (hvid, mand, heteroseksuel), så skal de træk komme i spil senere. Således kan man i akt 1 etablere trækkene, og i akt 3 lade dem kulminere.

    Det er blandt andet her science fiction bliver en værdifuld genre at arbejde med. Lad mig hive fat i to rollespilsbøger som eksempler på, hvorledes man kan udfordre det normative i fiktionen:
    I rollespillet Transhuman Space står på bagsiden af grundbogen “What is Human?”, og det spørgsmål er omdrejningspunktet for hele bogen. Når først den menneskelige krop begynder at ‘flyde’, begynder det at blive svært at sætte grænsen for, hvor det menneskelige går:
    – der er intelligente dyr, “opløftet” via teknologi
    – der er kunstige intelligenser
    – der er kloner
    – der er kunstigt avlede kroppe med kun en forældre, flere forældre, forældre af samme køn
    – kunstige intelligenser downloaded i klonede kroppe, så den kunstige intelligens er lige så dødelig som ‘almindelige’ mennesker
    – der er mennesker, der uploaded til computere (altså forvandlet til kunstige intelligenser)
    – der er mennesker, der løbende tager backups af dem selv, så de kan dyrke ekstremsport uden sikkerhedsnet
    – børn skabes i forældrenes ideologiske billeder, da man kan lægge “gen-skabeloner” ned over dem. Det kan være enkle ting, som at tåle livet i rummet (knogler, der ikke tager skade af langvarigt ophold uden tyngdekraft; kroppe, der kan tåle mere stråling end normalt) eller det kan være børn tilpasset livet i kuppebyer under havet; men hvad med børn designet til livet som affaldsarbejder, eller designet til en bestemt politisk eller religiøs ideologi, f.eks. et religiøst hushold, hvor kvinderne genetisk er indrettet til at være underdanige og føde mange børn, eller et militært samfund, hvor arbejderklassens drengene er designet til at være loyale men mindre intelligente soldater med skarpt syn.
    Når kroppen kan skabes og genskabes, som det behages, og når selv ikke-menneskelige intelligenser kan gøre det, hvor sætter man grænsen mellem menneske og ikke-menneske, og hvad er normalt?
    En anden god udfordring er GURPS Goblins (ignorer at det er lavet til GURPS; det er en fantastisk bog), hvor alle karakterer alene er en konsekvens af miljø og ingen arv! Karakterernes køn er således ikke, førend karakteren i løbet af teenageårene udvikler det, og udvikler et køn som følge af sine sociale kår. Alle karakteristiska – hud, hår, pels, øjne, kropsbygning etc. – er alle udviklet som følge af omgivelserne: kolde vintre medfører at karakteren har kraftig hårvækst, et liv som smedelærling har givet den varme-resistens og enorme overarme, mens en barndom som skorstensrenser har gjort den enorm høj og tynd. GURPS Goblins udstikker en rigtig god ramme for et eventyrligt samfund, hvor arv ingen rolle spiller, men den sociale konstruktion er vigtig.

    Svar
    1. Simon James Pettitt

      Du misforstår mig. Min model er enig med dig, den normative rolle er mennesket. Det jeg siger er, at i stort set alle fiktive værker her i blandt rollespil der er den normative eller neutrale rolle en hvid hetero mand. Og at vi netop som scenarieforfattere kan sige at den neutrale rolle er et menneske med en masse blanke felter der udfyldes af spilleren selv. Om disse så machter over ens med spillerens egene træk er sådan set underordnet. Vi skal bare væk fra at folk ikke kan spille bestemte roller pga. deres karaktertræk. Med mindre der netop er en pointe med dette. Men tak for de to værker de er ret interessante tilgange til det.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.