For at lørdag beskrivelsen ikke skal blive for lang, deler jeg den op i to, da aftenen også bød på sin rutsjetur af oplevelser, især for mig, da lørdag aften er jo også tidspunktet for Otto nomineringerne.

I det næste stykke bliver jeg nok meget personlig og ærlig, hvis ikke du gider læse om det så spring dette over, og hop ned til slutningen, jeg skriver noget om køn, hvis det kan lokke.

Nå okay jeg går til korset og indrømmer det, lige meget, hvor meget jeg prøver at bilde mig det modsatte ind: jeg havde regnet, med som minimum en Otto nominering i år. There I said it! Og i ærlighedens tegn, da jeg så jeg ikke engang fik det, blev jeg sur og ærgerlig. Og derfor endnu mere sur for at føle så kraftigt over noget så fjollet.

Jeg må indrømme, jeg var så tæt på at tage hjem lige then and there. Jeg gik for mig selv, ringede hjem til Jeanette og hun fik mig snakket ned igen. Men der var vitterligt et kort stykke tid, hvor jeg ikke kunne udholde tanken om at skulle snakke med nogen på Fastaval. Fordi jeg tænkte, enten ville de forklare mig, hvorfor jeg ikke havde fået en nominering eller komme med sympati. Ingen af delene, var noget jeg havde lyst til i den times tid.

Nå men nok selvhad, jeg kom ovenpå, huskede, at det bare var en dum pingvin og gik tilbage til Fastaval. Og det var det bedste, jeg kunne have gjort. Jeg havde nogle virkelig opmuntrende lærerige samtaler med folk. Det var tydeligt, at jeg var ikke den eneste, som havde forventet en nominering i min retning, og især flere spillere var henne og snakke med mig, et par stykker ville ligefrem starte en underskriftindsamling, smigrende, men fik dem talt fra det.

En afgørende samtale kom nok, da overdommeren Jesper, som jeg havde egentlig først tænkt mig at snakke med om søndagen, når jeg lige var faldet ned, men han opsøgte mig, blandt andet fordi han nok kunne regne ud, at jeg var lidt skuffet. Men i stedet for en lang snak om alle de grunde til at Bamsers mod ikke var der, var det en ærlig snak om, at ja du havde altså ligget tæt på ved flere af dem, hvilket man normalt ikke kan bruge til noget, men som jeg må indrømme at det hjalp den dag.

Og jeg må ærligt indrømme, jo mere jeg kiggede på listen, jo sværere havde jeg ved at se, hvilke der skulle have været fjernet på bekostning af Bamsers mod. Jeg var udmærket klar over, at scenariet især stod stærkest til Bedste fortælling og der var feltet jo vanvittigt i år.

Men hele aftenen gik sådan, folk opsøgte mig, for at snakke om scenariet, fordi især mange forfattere vidste, hvordan jeg følte netop nu. Flere tilbød deres hjælp på et fremtidigt scenarie, så det lige kunne komme den ekstra tak op og virkelig konkurrere med de tunge drenge. Det var virkelig rørende at se, hvor mange der var henne og snakke med mig om det, som for at sige, lad dig ikke slå ud, fortsæt, vi vil se, mere fra dig. Det var næsten som om, at jeg fik mere egomassage, end hvis jeg havde været nomineret.

Så tak til alle jer for at redde min aften den dag. Det hjalp faktisk. En lille ekstra tak til Max Møller for at tilbyde at læse mit næste scenarie igennem, og ja bare rolig, jeg husker det stadig 🙂 og tak til Eva Fog, som jeg havde en lang snak med om at skrive noget sammen. Det synes jeg stadig, vi skal kigge på, og det kunne være ret fedt! (mere om det senere)

Nu kan du godt læse med igen

Nå nok føle føle I kan godt begynde at læse med igen. En anden ting, der skete lørdag aften, var nemlig at jeg snakkede med folk fra Forum om at holde et oplæg med udgangspunkt i dette blogindlæg: fordi det fik så meget respons, at jeg tænker, det vil jeg arbejde videre med. Og det vil jeg. Det interessante er, at de to jeg snakkede om det, var begge mænd, som jeg er, (hvis nogen var i tvivl). De var begge enige om at oplægget er interessant og kan formes til et relevant værktøj, som vi, når vi skriver roller kan bruge. Læs indlægget og det giver mere mening, jeg skal nok skrive mere om det senere også.

Men så på vej til vandrehjemmet fangede jeg Lizzy Stark, sidste års æresgæst, og en person som har udtrykt sig en del om kvinders situation i rollespilsmiljøet, fordi jeg ville lige lufte mine tanker for hende.

Ok må hellere opridse mine tanker kort: Med udgangspunkt i Chekhov’s gun begrebet, (hvis en pistol introduceres i en fortælling, forventer vi, at den bliver brugt) Jeg tror at det også gælder for køn, seksualitet og race. Hvis man er sort, kvinde eller homoseksuel, forventer vi, at det har en betydning for fortællingen. Hvis dette ikke er tilfældet vil personer 9 ud af 10 gange være det, jeg kalder den neutrale rolle: hvid, mand, hetero. Men I rollespil kan vi komme udover dette. Hvis race, køn og seksualitet ikke spiller en rolle i en rolle, så behøver man ikke fylde det ud, lad det stå blankt og lad det blive fyldt ud af hvem end, der træder ind i rollen.

Hendes respons var skarp, som hun sagde: “There’s always an elephant in the room” Forstået som: I det du fylder en ellers blank rolle ud med et andet køn, race og seksualitet end den neutrale rolle, så betyder det noget, så ændre det ikke kun rollen men også dens kontekst og dermed historien, det er uundgåeligt. Jeg tror, jeg er tildels enig med hende, og det er stadig noget jeg tænker en del over.

Men det er en svær udfordring, fordi jeg selv er den neutrale rolle og har ingen oplevelser med at have Chekhovanske karaktertræk. Men ved at snakke med folk, der har disse, kan jeg måske lære lidt om det, til at kunne tillade mig, at snakke om det. Men jeg mener dog stadig at min oprindelige ide står ved: vi kan i rollespil lade felter stå blanke, som i næsten alle andre medier skal fyldes ud. Det vil ændre konteksten ja, men spørgsmålet er, hvor meget, og om det ikke er det værd, for at alle kan få lov til at spille det de vil? Men som sagt mere om det senere.

Aftenen sluttede med en lang snak om det at være kvinde modsat at være mand med Louise. Hvis hendes oplevelse er universal, så wow, kvinder. I er for seje. Det kunne være spændende at arbejde med at simulere kvindeoplevelsen for mænd, men jeg tror ikke det er muligt.