Epic titel ikke?

Mit sidste og noget forsinkede Hyggecon indlæg handler om en anden lyntalk jeg var til, af Erik Winther Paisley, en antropolog og rollespiller. Oplægget var meget en metode præsentation, om hvordan de brugte samtaleanalyse til at se på, hvordan rollespil er bygget op som samtale form. De har optaget og transkriberet en række rollespilsmøder hjemme hos folk, altså kun ret traditionelt kampagne rollespil. Hvilket gav dem noget ok sammenlignelig data, men betød også, at de fik nogle resultater, som jeg ikke helt kunne genkende fra conscenarier.

Men, ikke destomindre, var det interessant at høre om. De to ting der fangede mig mest, var beskrivelsen af metaniveauer, altså at vi i vores rollespils samtaler, bevæger os mellem en række metaniveauer, og ikke blot ofgame ingame.

Jeg kan ikke huske dem alle, men de var vist:

1 Normal verden – luk lige døren
2 Kommentarere på handlingen i funktionen – Jeg tror der kommer en drage
3 Snak om regler om fiktionen – Jeg slog en 20’er
4 Beskrivelser af ting man gør i fiktionen – Jeg slår på orken
5 Ord sagt inden i fiktionen – Vær hilset!

(Jeg er lidt i tvivl om rækkefølgen på 2 og 3)

Det er vist meget upræcist, vis ikke helt forkert. I må have fat i Erik, hvis I vil have de rigtige. Men tanker er blot, at vi bevæger os på en række niveauer frem og tilbage mellem virkeligheden og fiktionen, og han fandt, at man, i hvertfald i kampagne spil, var utroligt sjældent på det niveau vi ellers går op i: det inden i fiktionen.

Fra mine to kampanger med Kristian kan jeg godt genkende det. Der var vi mest ved 1, 2 og 3. Mens de to sidste kom alt for lidt. Men det var også en anden mere social situation end conrollespil. Der tror jeg, at man vil være langt mere i 4 og 5.

Men dette skulle sådan set kun nævnes for at komme ind på hans anden interessante pointe: nemlig vandringen af information mellem metaniveauer. I kender den godt: en spiller får noget information af GM, som de andre ikke får. Enten fordi han snakker med en NPC, som de andre ikke gør, eller han kan læse de ældgamle hieroglyffer.

Så kommer det klassiske spørgsmål, hvordan skal denne videregive den information mellem metalagene? Det er to slags skoler, groft set:

Copypasteing: “Jeg fortæller alle de andre det den gamle mand lige sagde.” (underforstået, alt den information, I spillere lige har hørt, besidder jeres rollerne nu også).

Genfortælling: “Øhm der står en masse om drager og dommedag, bla bla bla, ny quest, og vi skal slå ham med hornene ihjel.” (underforstået: Jeres roller ved kun det, jeg siger nu, og ikke alt, hvad GM sagde.)

Begge dele har sine fordele og ulemper: Copypasting spare tid, hvorfor gøre det igen, når nu GM har gjort det så flot, og det er ikke sjovt at høre samme historie to gange. Men samtidig bryder det med fiktionen. Erik var personligt imod det, fordi, som han sagde: så er der ingen, der taler sådan. Når vi skal videregive information, så gengiver vi aldrig samtalen ord for ord. Men vi beskriver, det vi kan huske, og siger det med vores egne ord.

Men man kan også sige, at de to typer hører til to forskellige slags spil: Copypasteing er bedst til samarbejdsrollespil. Altså os mod scenariet, der skal alle vide mest muligt, for bedst at kunne reagere mod truslen ude fra. Hvorimod genfortælling egner sig til intrigespil, hvor information hurtigt kan blive magt. “Nej, nej hieroglyfferne nævnte intet om en forbandelse, du åbner bare.”

Generelt er dette indlæg en sludder for en sladder, men jeg synes det var spændende, at se rollespil analyseret som en samtale, og se, hvilke indblik det gav på vores måde at spille på.

Apropos bevægelsen af information mellem metalag, bliver det interessant at se, hvordan Morten Greis bruger det i sit kommende rollespil på Fastaval. Det håber jeg på, at høre mere om snart.