Flere overvejelser om mit scenarie Bamsers mod denne gang om historiens forløb.
Så vidt jeg har tænkt mig frem til, så er der tre muligheder for historiens forløb, dem præsenterer jeg her, og jeg vil gerne have jeres input til, hvad I synes om de tre muligheder.
Alle tre starter på samme måde: først en scene hvor bamserne forsvare den sovende Jacob mod et normalt mareridts monster og besejre det let. Formålet er, at vise livet som det altid har været, og få varmet spillernes fortællemuskler lidt op, da dette bliver et fortællescenarie.
Derefter overfaldes bamserne pludselig af et uendeligt mørkt uhyrer, de kan ikke besjre det og snart har det dem alle i knæ. Men da alt ser sort ud, træder Jacob pludselig frem, omhyldet i lys holder han monstret tilbage. Det er tydeligt, at han ikke kan besejre det, men han kan holde det igen for nu. Jacob fortæller, at dette ikke er deres kamp, men han har en anden og sidste mission til dem. De skal redde hans familie fra dem selv.
Derefter klippes til næste morgen i køkkenet, hvor resten af familien er samlet. Her spiller spillerne familien, og man får mulighed for at se, hvor splittet familien er, og får et indblik i de problemer det enkelt medlem slås med. Det skal være en ubehagelig scene uden forløsning men med massere af konfrontationer.
Endelig klippes der tilbage til bamserne, som på en eller anden måde har overhørt hele den scene, og nu kigger håbløse på hinanden og på Jacob der i sin seng vrider sig i en urolig feber drøm, mens han holder døden tilbage. Så begynder scenariet og mine problemer, fordi hvilket forløb bør der være efter dette?
One special night
Hele scenariet løber over en nat og dagen op til og efter. Dagen op til viser problemerne i familien, i løbet af natten opsøger bamserne hvert familiemedlem og bearbejder dennes problem, derefter spiller man, nok ret kort, endnu en dag i familiens liv, hvor man ser konsekvensen af bamsernes arbejde, helst til det bedre.
Men spørgsmålet er, om det bliver for kliche og lidt for railroadet, og giver for lidt frihed til spillerne, endelig kommer det måske til at virke som om, at alle ændres ret hurtigt, og det giver et mindre godt flow i fortællingen.
Night and day
I stedet for at løse det over en nat, så besøger bamserne kun en person per nat og man spiller derefter en dag, der viser, hvordan nattens besøg har ændret denne person.
Dette giver en bedre gradvist udvikling, men samtidig bliver det måske lidt kedeligt at spille fire måske ret ens scener, det bliver sådan lidt skemaagtigt, og igen ret railroadet.
Sandkasse
Endelig er der den jeg hælder mest til, og det er at gøre det ret sandkasse agtigt. Altså lade det være op til spillerne, hvordan de løser udfordringen. Vil de klare to voksne på en gang, vil de våge sig frem og dagen og afsløre sig selv for de voksne osv. Endelig åbner den op for langt mere spiller deltagelse og at de kan involvere sig mere i skabelsen af historierne og de regler der gælder for bamserne.
Men selvom jeg er for spillerfrihed, ved jeg ikke om det er for meget frihed til så tung en historie. Hvad synes I?
Jeg synes Sandman er en fantastisk tegneserie, især tænker jeg The Doll’s House… Drømmernes verdener kolliderer, og alle ændres.
Lad spillerne væve nogle drømme sammen, som skal hjælpe. Hvis de ved, at det er hvad der er på spil fra scene 1, kan de jo selv i scene 2 gøre det nemmere for sig selv (og/eller man kunne blande et par spilgrupper to og to, og give de besøgende instrukser på at gøre problemstillingerne så svære som muligt).
Men et klart mål ville være fint – det kunne være at alle de andre skal se, overvinde eller slutte fred med det sorte. Eller bare samles i drømme-udgaven af hjemmet. Måske ud og finde Jakob?
PS: Skal bamserne gives væk, blive i familien, eller begraves med Jakob?
Det må jeg lige kigge på som inspiration.
Ideen med at de hjælper via drømme er interessant, og måske noget jeg vil arbejde videre med. Det spiller også godt ind i min lyst til at bruge lys og mørke aktivt. Men jeg skal heletiden huske mantraet: keep it simple!
Ja der kommer et overordnet mål, og det du mener, at hvis der er sådan et, så gør det muligt, at overlade spillerne til sandkassen, fordi de er frie men med et fast mål til at drive dem fremad? Jeg drømmer om en slutscene hvor familien samles om jacobs sygeseng og endelig acceptere at han forlader dem og de får sagt ordenligt farvel og igen er en hel(et) familie, men jeg ved ikke om det er for sødsuppe?
Angående dit ps: Det ved jeg ikke, og jeg har en lang (host host) tradition for at overlade især slutningen til spillerne. Lade dem gøre, hvad de synes er smukkest.
Min grundtanke er, at selvom det er et hårdt emne, så skal historien i bund og grund og især til slut være feelgood, måske lidt bittersød, men dog feelgood. Sådan lidt Mary og Max, hvis I kender den fantastiske film.