Ankomst til Bedstefars hjemstavn
Sted: Et sted, hvor man tager imod. Det kan være et stoppested eller station, men evt. bare starten af en vej eller indgangen til en park eller skov. Et sted, hvor det ville give mening at mødes.
Når I kommer hen, hvor du vil sætte første scene, samler du spillerne med håndsignalet, giver dem instrukserne, lader dem læse dem, svarer på evt. spørgsmål og beder dem lukke deres øjne. Når alle er klar, sætter du scenen:
“I havde ofte besøgt Bedstefars elskede hjemstavn. Derfor, efter tabet af far og farmor, var det eneste rigtige at flytte hjem til stedet, som betød tryghed og gode minder for jer alle sammen.”
“Denne første scene er en opvarmningsscene, som skal give jer mulighed for at vænne jer til spillestilen i mindescenerne, uden at der er det store på spil. Slap af, og spil, som det giver mening. Brug denne scene til at finde ind i jeres roller i fortiden.”
“I har gået lidt rundt, da I pludselig står her, og med et rammer det jer alle sammen, så stærkt, som var det sket i går: Mindet om den dag, I ankom hertil, få måneder efter ulykken og begravelserne. Træk vejret dybt, når I åbner øjnene, så spiller I mindet, indtil jeg cutter scenen.”
Lad dem spille scenen, og stop den, når det giver mening. Giv spillerne lidt tid og ro til at finde sig til rette, men træk den heller ikke i langdrag. Stop blidt scenen og bed spillerne lukke deres øjne og trække vejret dybt. Imens beskriver du langsomt udgangen af scenen:
“Synet af det sted fik mindet til at overvælde jer alle. Men nu ved I, at planen virker, hjemstavnen bringer jeres minder tilbage. Spil videre på, hvad der skete i dette minde, og begynd selv at skabe minder, ved at lade omgivelserne sive ind.”
”I må selv bestemme, hvor I går hen, men hold jer i nærheden af mig, og følg mig, mens jeg langsomt leder jer hen, til hvor vi skal spille næste scene. Når I åbner jeres øjne, er vi igen i nutiden. Træk vejret dybt, og åben jeres øjne.”
Giv evt. spillerne længere tid her, end mellem de andre scener, da dette er den eneste normale tid de får, inden næste scene begynder at løfte sløret for den glemte tid.
Tekster til spillerne:
Louise
Vi var netop ankommet. Bedstefar tog imod os. Det var med splittede følelser, jeg stod der. Jeg havde gode minder, fra vores tidligere besøg, men omstændighederne frygtelige. Jeg var nøje opmærksom på, hvordan de andre opførte sig, og skiftede mellem deres forskellige tilgange til denne underlige situation.
Mor
Familien var netop ankommet. Bedstefar tog imod de andre. Mens han viste lidt rundt, hviskede Daniel små magiske tilføjelser til bedstefars historier til mor. Merete har selv boet her i sin ungdom, så hun var splittet mellem at gå med på Daniels drømmerier, eller hjælpe Bedstefar med at få detaljerne korrekt.
Daniel
Familien var netop ankommet. Bedstefar tog imod de andre. Mens Bedstefar viste lidt rundt, lyttede Daniel opmærksomt, men også lidt nervøst. Hviskende, især til mor, tilføjede han små magiske detaljer til Bedstefars fortællinger. “Det må have været trolde magi, der fik de træer til at vokse så højt. Mon der bor en søslange i den der dam? Tror du, den der statue er af byens helt, der dræbte en drage?” osv.
Søren
Familien var netop ankommet. Bedstefar tog imod da andre. Mens Bedstefar viste lidt rundt, spurgte Søren nysgerrig til, hvilke steder, der måske kunne tilbyde arbejde. “Kender du nogen, som mangler arbejdskraft? Er det en fabrik det der? Hvad laver de? Mangler de folk?” osv.
Bedstefar
Resten af familien var netop ankommet, og Bedstefar tog imod dem. Han viste lidt rundt i det nærmeste område, hvor de mødtes. Han udpegede lokale vartegn, og fortalte kort om dem. “De der træer, er de ældste i hele området. Statuen der er Christian d.4, han besøgte engang byen. I den der sø, fangede jeg som dreng den største gedde.” Imens svarede han på de spørgsmål, de andre måtte have.