Det var en frygtelig men nødvendig løgn, der opstod efter ulykken. Mors sind kunne ikke holde til både at miste sin mand og hendes elskede lille dreng. Så kort tid efter ulykken begyndte hun at lade som om, Daniel stadig var her.
Modvilligt, men for mors skyld, gik vi alle med på legen, til en sådan grad, at det nogle gange føltes som om, han faktisk var her. Men det var han ikke, han omkom i ulykken sammen med far og bedstemor.
Til sidst var det ikke nogen leg for Mor mere, for hende, og nogle gange også os andre, var Daniel her faktisk stadig. Af og til var det faktisk en sær befrielse at lade som om, Daniel var her, så gjorde det mindre ondt. Men samtidig kunne jeg ikke undgå at blive såret, når Mor gav ham, der slet ikke var her, mere kærlighed end mig.
Men nu var der kun mig og Mor tilbage, og jeg havde brug for min mor. Så selvom jeg hadede mig selv for det, var jeg nødt til at overbevise hende om, at Daniel ikke var der mere, så vi kunne hjælpe hinanden, være der for hinanden.
En dag, hvor “Daniel” havde insisteret på at gå herhen for at lege, besluttede jeg mig for at bryde illusionen. I løbet af scenen, skal jeg langsomt overbevise Mor om, at Daniel ikke er her.
Scenen slutter, når hun tror på mig.