Bedstefar gik hver dag en tur rundt i hans elskede hjemstavn, alle var altid velkomne på turen. Ofte gik jeg med ham, men helst, hvis der ikke var andre med.
På den måde havde jeg ham for mig selv. Det sidste stykke tid, var det blevet lettere, da hans stadig langsommere tempo, betød at de andre sjældent havde tid eller tålmodighed til at gå med.
Derfor var jeg egentlig ikke overrasket, da han en dag insisterede på, at alle gik med. Jeg kunne godt regne ud hvorfor. Dette var hans sidste tur, så han ville have alle med. For hans skyld holdt jeg mine tåre tilbage, men havde stadig en klump i halsen.