720 foromtaler – Pie in the Sky af Torben Ussing

Pie in the Sky

Dette er jo et eventyr – og generelt for eventyr er det, at personerne ikke skal ”motiveres”. Det gør, hvad de nu skal gøre, fordi de inderst inde ved at det er det rigtige at gøre.

Eventyr ville ende ulykkeligt og alt for tidligt, hvis den tredje søn aldrig gik ud for at gøre, hvad der mislykkedes for de to ældste, eller hvis prinsen ikke prøvede at befri prinsessen. Man ville aldrig komme ud for spænding, hvis Hans og Grete fattede mistillid til pandekagehuset – eller i hvert fald lod mistilliden sejre og holdt sig væk, eller hvis Skønheden afholdt sig fra at åbne den forbudte dør.

Jeg vil derfor heller ikke prøve at motivere jer, kære eventyrlige personer i mit eventyr. I ved jo godt hvad I skal gøre. I skal bare gøre det så godt som muligt – og mon så ikke eventyret ender lykkeligt; i hvert fald for de fleste. Der er jo altid personer i eventyrene, for hvem det ikke går så godt.

Eventyret begynder, da jeres rumskib Pumpkin Special lander i den interstellare rumhavn på Pancake Asteroid.

Ja, det er sådan set ikke rigtigt; det begynder en måned tidligere, da I udover en stak rykkerbreve og et kontoudtog med nogle grimme røde tal modtager et nyhedsbrev:

Dårlig økonomi ? Problemer ?
Hvad end årsagen er, så er løsningen simpel.
De nye kolonier på
Pancake Asteroid
tilbyder høj løn, fri kost og bolig, nemt arbejde.
Kom til
Pancake Asteroid
og få løst alle dine problemer
hellere i dag end i morgen.

Ja, rent faktisk begyndte det endnu før. Det begyndte nemlig et par år tidligere, da I fire købte rumfragteren Pumpkin Special for 300.000 credits. Til at begynde med var tanken at I skulle tjene til livets ophold på ærlig vis; men da I efter et år skyldte 400.000 credits væk, opgav I det og begyndte på lidt småsmuglerier. Det var I heller ikke gode til, og efter at være fanget nogle gange var gælden vokset til 600.000 credits, det var næsten ikke til at få brændstop på kredit mere, og der måtte ske noget – et eller andet, hvad som helst. Og så så I annoncen, og nu, lige i dette hellige øjeblik, lander Pumpkin Special på Pancake Asteroid.

Et science-fiction eventyr for fire spillere og en spilleder

Af Torben Ussing

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.