Ting jeg ikke fatter om livere

Jeg er blevet både inspireret og en smule provokeret af denne samtale på rollespil.dk, du bør læse den, den er faktisk ret interessant. Men kort fortalt Spurgte Martin Horn om, hvor for ”rigtige” livere ikke skrev scenarier til Fastaval. Og svaret var noget i retning af: forholdene er ikke gode nok. Det betyder, så vidt jeg kunne se: det er en dårlig location, det er svært at få folk til at komme i ordentlige, gennemførte kostymer, og der er både frafald og dårligt forberedte spillere. Så når man nu kan lave lives andre steder, hvor dette ikke er tilfældet, hvorfor så lave lives på Fastaval?

Det er sådan set et fair argument. Men til en mindre grad, gør det sig jo også gældende for bordrollespils forfatterne. De skriver jo også under væsentligt anderledes rammer end normalt. Man kan ikke bare lave bordrollespil, som man plejer, når man skriver til Fastaval. Der en ekstrem tidsbegrænsning (hvis man er vant til lange kampagner), man kan ikke bruge et kæmpe, velbeskrevet univers med en smuk og lang forhistorie, (medmindre det er en alle kender til, og selv der, kan man ikke være sikker på, at folk er nok inden i det.) Endelig er der utroligt stærke begrænsninger på brugen af system. Enten skal det være meget simpelt, eller også skal der sættes tid af til at lære folk systemet. Så hvorfor er der overhovedet nogen, der skriver til Fastaval?

Tja mit svar er ganske simpelt: se hvad det gjorde for bordrollespillet. Se på den udvikling, der er sket fra Fastaval (og conscenarie traditionen som sådan) startede, til det vi laver i dag. I starten var det nemlig systemscenarier der mindede meget om det, man lavede der hjemme, dog underlagt nogle trælse og begrænsende rammer.

Men vil jeg påstå, blandt andet disse rammer og begrænsninger, (samt andre ting så som selve miljøet omkring forfatterne på Fastaval, samt ikke mindst Ottoen) gjorde at bordrollespil pludselig udviklede sig rivende, til vi i dag har utallige traditioner, typer, spilstile, redskaber og mere til vores rådighed.

Og selv om liverne har sejret i kampen om retten til ordet ”rollespil,” er de selv med på, at de står i stampe, når det kommer til udvikling af deres form for rollespil. (En ting Kåre flere gange har beklaget ud fra teorien: fordi det kræver så meget, at stable et ”rigtigt” live på benene, tør folk ikke tage chancer.)

Derfor, bør livere skrive til Fastaval. Netop På grund af begrænsningerne, bliver livesne nødvendigvis mere minimalistiske og overkommelige, og det gør, at der gives mere råderum for chancer og eksperimenter. Endelig kan det jo være at den kreative ånd fra Fastavals forfattermiljø kunne smitte lidt af. Kort sagt mener jeg, at hvis livere turde skrive til Fastaval, ville det hjælpe med at udvikle liverollespil på samme måde som det har udviklet dansk (b)ordrollespil.

Men problemet, som jeg ser det, er den definition af begrebet live, der er opstået. Den binder liveforfatterne på hænder og fødder. Nemlig at det er først et ”rigtigt” live, hvis det omfatter gennemførte settings og kostymer. Det var i hvert fald, hvad jeg fik ud af debatten på rollespil.dk. Der var ingen, der skrev det direkte, men det viser netop dets styrke. Det er en underforstået og antaget ting, sådan er det bare, slut punktum. Og så længe liverene er bundet af denne definition, vil liverollespil kun udvikle sig meget langsomt. Det er simpelthen en resurseforbandelse.

Derfor vil jeg gerne komme med en lidt provokerende definitionsændring. Det vi i dag kalder for live, er i virkeligheden tre typer rollespil samlet i en. Nemlig: kostumerollespil, settingrollespil og liverollespil. Lige nu i dansk live, er alle tre lige vigtige, synes jeg det virker som om. Men min påstand er, at man sagtens kan reducere mængden af kostumerollespil og settingrollespil og stadig lave et skide godt live. Det kræver bare, at liveforfatterne tør lægge de ting fra sig, som de opfatter som uomgængelige elementer i lvie, og indse at det er de slet ikke. Det er blot en bestemt form for live.

Og ja, jeg må indrømme, jeg har ikke deltaget i et gennemført kostume/setting/liverollespil , mest fordi jeg ikke føler, jeg ville kunne gøre det godt nok. Så jeg ved ikke, hvor meget kostume- og settingrollespil tilføjer til liverollespiloplevelsen. Og jeg er også overbevist om, at det er rigtigt meget, ellers ville folk ikke gøre det.

Men nogle gange er det sundt og udviklende, at skære ind til benet, få alt fedtet væk og prøve at spile live, rent live. Hvor kostume og setting er underordnet. Men hvor det er vores sammenspil, relationer, rolle og fysiske oplevelse der er i centrum. Og det er netop denne type intense live, der er muligt og gjort på Fastaval. Og har været store succeser, se bare på Morten G’s Memoratoriet og mine egne SystemPerfekt og Stjernetegn, (Mortens vandt publikumsprisen og begge mine kom på 2. pladsen til den).

Lidt Definitions leg
Til sidst vil jeg prøve at definere de tre typer rollespil. Først skal det siges, at ingen af dem kan eksistere uafhængigt. Man kan ikke kun lave kostumerollespil, der vil altid være en snert af de to andre i den ene. Spørgsmålet er hvilke(n) der er fokus på.

Kostumerollespil
Her er det kostymerne der er i fokus og er spilskabende. Det at man kigger rundt og ser at alle er klædt rigtigt, og at klæderne understøtter fortællingen giver en central del af oplevelsen.

Settingrollespil
Her er det settingen der er i fokus, det at man kigger rundt og ser at omgivelserne passer sammen med historien og at omgivelserne understøtter fortællingen og er en central del af oplevelsen. Både kostume- og settingrollespils styrke er at underbygge fortællingens illusion.

Liverollespil
Er der imod fokus på kroppen, interaktionen og rollen. Man gør det man gør, i stedet for at sige det man gør, som man gør i bordrollespil. Fortællingen skabes via rollernes både verbale og især fysiske interaktioner. Kropsholdning, stemmeføring og position er vigtig. Generelt et meget socialt fokus. Som sagt vil de to andre altid til en vis grad være til stede, også selvom man ikke er klædt ud og står i et klasselokale. Om ikke andet netop ved deres fraværd. Men dermed ikke sagt, at man ikke kan have gode live oplevelser med mere ”rene” lives, hvor fokus er fjernet fra kostume og setting. Det er sådan set pointen med dette indlæg, og det jeg ikke fatter ved ”livere.”

Jeg fatter kort sagt ikke, at de ikke kan adskille kostume- og settingrollespil fra liverollespil. Altså om nogen burde livere kunne det, ellers er det jo ikke livere men kostume-, setting- og liverollespilere.

12 thoughts on “Ting jeg ikke fatter om livere

  1. Simon Steen

    Hej Simon

    Nu blev jeg så lidt provokeret 😉

    Når du siger at udviklingen af dansk live står i stampe, er det ganske enkelt ikke rigtigt. Inden for det sidste 1½ års tid kan jeg nævne Sommertinge, der var et traditionelt sommerscenarie med en masse nye og ekspeirmenterende greb, Agerlund, der gik linen helt ud med et narrativistisk eksperiement, Delirium der brugte scenografi, lyd og lys på en helt unik måde og brød med kronologien og Sin City Live, der eksperimentede med at spillerne kunne bruge bestemte farver til at signallere, hvilket spil man ønsker.

    Dermed ikke sagt, at liverollespil ikke kan lære en masse af bordrollespil (og omvendt), for det kan det selvfølgelig, men at påstå at dansk live ikke udvikler sig, er at give et forkert billede af virkeligheden.

    Svar
  2. Kristoffer Apollo

    100% enig – at hegne sig ind bag overbevisende kostumer og kulisser virker heller ikke specielt udviklingsorienteret på mig. Og der har netop været rigtig spændende, mere eksperimenterende lives på Fastaval, som du også skriver.

    I den her sammenhæng er det altså også lidt pudsigt, at nogle af Fastavals udenlandske gæster synes, at stort set alle Fastaval-scenarier er en slags LARPs …

    Svar
  3. Simon James Pettitt

    @Simon: Du skal være velkommen til at være provokeret, det er det vi lære af. Som sagt har jeg ikke så indgående et kendskab til livescenen som jeg gerne ville. Men jeg kunne jo kun tage udgangspunkt i det jeg har hørt og de der blev sagt inden på debatten på rollespil.dk. Og for mig virkede det meget fastlåst og konservativt. Billedet er naturligvis nuanceret, som du selv påpeger.

    @ Apollo: tak for støtten. Ja det er interessant, men jeg kan godt se, hvad de mener. Det meste på Fastaval har som minimum en snert af det jeg mener er live, altså essensen af live, nemlig at spille med kroppen. Og meget på Fastaval kunne spilles live, hvorfor “Bag din ryg” blev spillet om et bord og ikke ude i rummet, har jeg endnu ikke helt forstået.

    Svar
  4. Kristian

    Det gjorde det heller ikke, siger Kristian, der fik smidt sit scenarie ud af tre lokaler og ud i to skurvogne og en gang, en halv time før spilstart, så BDR kunne få mere livevenlige lokaler.

    Men ellers er jeg ret enig, Simon, og jeg synes, et scenarie som “intet hjem, 1000 stjerner” også beviser, at man sagtens kan lave “udstyrsstykker” og samtidig virkelig spændende og medrivende karakter-scenarier på Fastaval.

    Svar
  5. Klaus Meier Olsen

    Jeg vil tage Simon Steens argument gangen videre og sige, at det faktisk er indenfor live, at der sker en udvikling lige nu.

    (B)ordrollespillet er mere og mere stagneret i godt håndværk, hvor det særegne kommer fra fortællingen og temaerne og ikke så meget fra den måde, hvorpå scenariet faciliterer interaktion. Der bliver lavet mange fantastiske scenarier med meget gennemtænkte virkemidler, men det er utroligt sjældent, at der kommer noget, der virkelig overrasker en formmæssigt, hvis man har fulgt med de sidste 5-10 år.

    Indenfor live har der de sidste år været flere scenarier, der gik efter at lave noget HELT nyt. Blandt dem Simon S nævner er det specielt Delerium og Agerbørn/Agerlund, der for mig står som forsøg på radikale nybrud indenfor faciliteringen af interaktion (men det er også de to/tre jeg ved mest om).

    Selvfølgelig kan live og bord lære af hinanden, men man er også nødt til at se i øjnene, at det er to forskellige grene af det samme medie og at det er tåbeligt og forfladigende at tro, at man kan overføre alting direkte fra den ene gren til den anden.

    I øvrigt synes jeg, at det er noget vås at definere lives essens som den fysiske ageren. Udover at det aldrig er smart at søge at definere et medie man aldrig har beskæftiget sig med, så er den staffagemæssige dimension af live lige så essentiel for mange af dem der spiller det.

    Et scenarie som Delerium arbejdede for eksempel med diegetiske virkemidler – altså virkemidler, der eksisterer ingame og hvis interaktionsstrukturerende betydning ikke kun opfattes på et metaplan – hvor settingen i høj grad var med til at facilitere interaktionen. Det gør ikke Delirium til mindre essensielt live end semi-live på Fastaval.

    Kom i øvrigt til mit foredrag på Forum, hvor jeg skal snakke om ikke-diegetiske virkemidler med udgangspunkt i Fastaval.

    – Klaus

    Svar
  6. Oliver Nøglebæk

    Hej Simon James
    Jeg synes du rammer et søm på hovedet her. Jeg har selv være ude og kritisere på liverollespillet og jeg kan se at det er de samme gespænster der dukker op her.

    Problemet er som du så fint formulerer at vægten i lives er gledet alt for meget over på virkemidlerne i stedet for selve rollespillet. Det værste ved det, er at man ikke belønner spillerne for deres fantasi og bidrag, men kun for at understøtte det allerede opfundne. Hvis man nu sætter ambitionsniveauet på det praktiske plan ned og prøver at tilpasse formatet til omgivelserne i stedet for at klage over at man ikke kan lave sit sommerscenarie i et klasselokale. Desuden er det heller ikke svært at bygge en form der tillader et fleksibelt antal spillere, eller spille uden kostumer og samtidig giver en intensiv oplevelse. Jeg havde håbet at jeep-fartøjet også kunne have inspireret liverne på det punkt, men det lader til at det er gået hen over hovedet på flertallet.

    Jeg synes det er synd at (b)ordrollespillet og liverollespillet er ved at udvikle sig til forskellige hobbyer.

    Svar
  7. Martin Horn Pedersen

    @Apollo

    Tror netop det at bordrollespil på Fastaval scenarier ofte spilles så fysisk gør at live folk gerne skal/vil bidrage med noget man ikke får i de normale scenarier.

    Og det er som folk har nævnt også blevet gjort scenarier. Charles vidste i år hvordan man kan bruge en skole og have mange penge.

    Så min undren er egenligt mere liveforfatterens frygt(for spiller ikke går op i det, mit indtryk er netop spillerne der melder sig til live på Fasta går utroligt meget op i det) og deres ønske om ville have en masse støtte for lave noget.

    Svar
  8. Pingback: 1+1 – en ide bliver til « Simons scenarie sludder

  9. Kristoffer Apollo

    @Klaus/Simon Steen: I ved helt sikkert mere om emnet, end jeg gør. Men en tanke: Er der måske ved at ske det samme i livemiljøet, som for længst er sket i bordrollespilsmiljøet, hvor en mindre gruppe har skilt sig ud som dem, der ønsker at eksperimentere med form, indhold osv.? Man kan jo ikke påstå, at Fastaval repræsenterer bordrollespil generelt, kun en mindre kerne af forfattere og spillere, der gerne vil være eksperimenterende, artsy, eller hvad vi nu skal kalde det. På samme måde er det måske dumt at slå alt live over samme kam, som jeg fx nemt kommer til at gøre.

    Svar
  10. Klaus Meier Olsen

    @Apollo

    Der er helt sikkert også en stor grå masse, der ikke spiller væsentligt anderledes end de gjorde for ti år siden. De er endda så meget mere synlige, fordi live er så meget større end bord.

    Det virker ikke som noget nyt, at der en gruppe, der gerne vil bryde med konventionerne. Det er bare nogle andre der gør det, end det var for fem-ti år siden.

    Svar
  11. Pingback: 1+1 – Rollespilsformer « Simons scenarie sludder

  12. Pingback: HSJSO? – Live på Fastaval « Simons scenarie sludder

Skriv et svar til Martin Horn Pedersen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *