Tag-arkiv: Warhammer 40k antologien

Hyggecon – conrapport

2 svar

Mens (næsten) alle andre skribenter fra blog-o-sfæren drog til Vikingcon, og sidenhen fortalte om denne, rejste jeg til Hobro og Hyggecon på Østerskov Efterskole. Som altid når man kommer hjem fra en con, er hovedet fyldt med ideer, blandt andet til blogindlæg. Hyggecon 2010 er ingen undtagelse, så over de næste uger og dage, vil jeg skrive om lidt og hvert inspireret af tanker og samtaler fra Hyggecon. Blandt andet om, hvordan spiltesten af 1+1 gik. Men dette første indlæg er en omtale af selve connen.

Bange anelser
Jeg må indrømme jeg var lidt skeptisk da jeg meldte mig til. Programmet havde ikke ret mange scenarier på programmet og det eneste seriøse virkede til at være mit eget, hvilket gav mig en følelse af at 1+1 var noget malplaceret. Generelt gik jeg og overvejede, om ikke dette var sidste gang jeg spiltestede på Hyggecon, som oven i led under nogle dårlige rygter om at det kun var for druk folk kom.

Gjort til skamme
Men det viste sig, at jeg havde taget fejl på alle punkter. Flere af de programsatte ting vidste sig at indeholde langt mere seriøsitet end foromtalen gav udtryk for, og til en con af den størrelse virkede programmet faktisk fint udfyldt. Jeg havde hele tiden noget at tage mig til og var samtidig ikke stresset. (Så lektien til Hyggecon er: arbejd lidt mere med jeres foromtaler).

Hvad der faktisk skete
Connen lagde hårdt ud med at tvinge alle deltagere til at spille et kort fortællerollespil af Elias Helfer fra 40k Antologien. Årsagen var, som Hyggemesteren sagde: ”At denne con handler om rollespil, så vi vil sikre at alle spiller rollespil mindst en gang.” Scenariet var let at gå til og hurtigt spillet. Jeg synes det var en god måde at starte det hele på. Da de så endda delte alle op i grupper, hvor man spillede med flest muligt fremmede, en udfordring på en lille con, gav det endnu mere mening. Man fik lige fra start lært nogle nye mennesker at kende. Thumps up til det. Dog, hvis det skal gentages, kræver det et scenarie så let tilgængeligt, som det der var i år.

Resten af torsdagen blev brugt i samtale med folk og med dårlige nerver over at mit eget scenarie var i gang. Hvorfor nerverne i år var ekstra dårlige, kommer jeg tilbage til i et senere indlæg. Generelt var samtaler en ting der, for mig, dominerede connen. Nøj hvor fik jeg snakket om meget med mange mennesker, fantastisk. Blandt andet kom jeg først i seng klokken 7 om morgen fredag fordi jeg faldt i snak med Brandvagten fra Fastaval.

Workshops mest af alt
Men der er Hyggecon så sød, at programmet først starter klokken 12. En anden dejlig ting, er at færrest muligt ting overlapper. Der var flere workshops som kun varede et par timer, så i stedet for at lade dem alle starte klokken 12 så startede de 12 og 14 osv. Så man kunne i ro og mag vandre fra den ene til den anden. Det gav, for mig, en dejlig afslappet stemning, hvor man, selvom man var tilmeldt ting, jævnligt lige kiggede programmet over, for at tjekke, om der var en lille ting, man kunne skyde ind.

Alt i alt var jeg til fire workshops: en der udviklede ideer, en om at planlægge ideer, nu man var kommet på dem. En om øl og amatør øl brygning, og endelig fik jeg tid til at komme til den traditionelle græskarworkshop, perfekt arbejde til en mentalt udmattet hjerne.

Endelig blev det hele rundt af med Gallafesten, som ligesom alt andet på den con, for mig mest af alt indebar en masse fede samtaler.

Overordnet set var stemningen på hyggecon fantastisk, folk sludrede løs med hinanden, der blev spillet brætspil i spandevis. Og et hovedpunkt for arrangørerne var ideer. Når man havde en ide skulle man snakke om den med andre, og snakke med dem om deres ideer. Blandt andet en opfordring de kom med under gallafesten. Hvilket virkede, jeg har ikke tal på, hvor mange jeg har snakket ideer og vilde projekter med under den con. Så en ekstra tak for alle dem, som gad snakke med mig om 1+1 og alt muligt andet.

Skriv scenarier til Hyggecon
Som forfatter er det pludselig blevet en rigtig god con at skrive til igen. Arrangørerne og deltagere går op i det man laver og bidrager gerne til udviklingen af det. Stemningen er afslappet, så mangt og meget kan lade sig gøre. Desuden er taknemligheden over at man skriver til connen umådelig stor, det betyder nu altså noget som forfatter, når Hyggemesteren kommer op til en og ærligt udtrykker, hvor glad de er for, at man gider skrive. Så bliver det pludseligt besværet værd. En anden god ide, der bør nævnes er, at i år blev alle scenarier begavet med en flaske Asta og en hædersbevisning at tage med hjem. Det er lige netop den slags små ting, der gør at man gider blive ved med at skrive. Så opfordringen kan kun lyde: skriv scenarier til Hyggecon.

Hvor meget information kan man undlade? – eller rollespil og Inception

5 svar

Advarsel, dette indlæg indeholder spoilers om filmen Inception, hvis du ikke har set den, så lad være med at læse dette indlæg, gå i stedet ind og se den, og læs så dette indlæg.

_________________

De sidste af mine scenarier, hvis ikke dem alle… jo dem alle, selv i lidt grad Hotel Commodore, har leget med manglen på information og konsekvensen af dette. Mennesket er bygget fascinerende sammen, sådan at, når vi oplever noget, som er uforklarligt, så fylder vi automatisk hullerne ud. Det er utroligt så lidt der skal til, før, for eksempel, spillerne i et rollespil begynder at finde på ting, hvis de er uforklarlige. Det er alle horrorscenarieforfatteres banemand. Det væsen spillerne selv kommer på vil altid kunne tæske den ”rædsel” forfatteren har drømt frem. Det var sådan set det Shadywill til dels legede med.

Inception er et fantastisk eksempel på, hvor mange huller publikum selv kan fylde ud. Man får forklaret at, i drømme starter vi altid midt i handlingen og oplever aldrig, hvordan det begyndte. Men vi antager, at vi er kommet der hen på naturligvis, vi konstruere en fortid, der leder frem til denne nutid, fordi sådan er vi.

Filmen benytter sig selv af dette trick. Vi får på intet tidspunkt forklaret, hvordan hele denne branche med folk der kan gå ind i andres drømme er startet, hvad teknologien bagved konkret er, eller hvorfor alle tilsyneladende kender til det. Der bliver knap nok hintet. Prøv at se filmen, der er ingen konkrete forklaringer, intet. Det er der bare, som det mest naturlige. Men det er heller ikke nødvendigt, det ville ikke gøre filmen bedre snare tværtimod.

Det er et normalt trick i film, men her er det ekstra fedt, fordi det betyder jo at hele filmen er en drøm. Filmen opererer under samme vilkår som en drøm. Den starter midt i handlingen uden at forklare, hvordan vi kom her til, og vi mennesker fylder blot hullerne ud og antager at der er en forklaring. Jeg kom så langt, at selv komme på en forklaring, før det gik op for mig, hvad der foregik. (Det skulle min kæreste til at pointere det)

Det kan man også i rollespil. Undlade at forklare ting, og så lade spillerne selv komme på det. SystemPerfekt leger især med dette. Her opstår spillet og spændingen ud fra den krise det er, ikke at have forklaringer på en frygtelig situation.

Men jeg tror at det sagtens kan gøres med et mere normalt bordscenarie. Og det har jeg tænkt mig at prøve med mit næste scenarie. Jeg har nemlig fået den ide, at jeg vil omskrive The Civillians, som jeg lavede til Warhammer 40k antologien. Kort sagt handler scenariet om civiles oplevelser og vilkår midt i en krigszone. Denne vil jeg flytte ned på jorden i vores tid. (Det er en universel historie, når der er krig, er der også en civilbefolkning, der lider, hvad enten der er tanks eller tyranider der smadre deres liv.)

Men mit problem var, hvilken krig skulle jeg vælge og hvor i denne krig. Jeg har et groft forløb, og lige meget, hvilken krigszone jeg valgte, ville min historie ikke passe helt ind, og jeg ville skulle vælge mellem at ændre på centrale elementer i mit plot eller lave et alt for historisk ukorrekt scenarie, som sikkert ville skære mange i øjnene, (inklusivt mig selv).

Så her skete der, som beskrevet før, at jeg kombinerede to tanker. Hvad vis jeg, som forfatter, slet ikke nævner hvilken krig det er. Kun skriver de ting der er nødvendige. (Blandt andet skal det være en moderne krig, da nedbruddet i civilsamfundet er så meget mere traumatisk i et kompliceret moderne samfund end et antikt.)

Hvor essensen i SystemPerfekt og til dels også mine andre scenarier var, fascinationen af, hvor seje ting spillerne selv kunne komme på, i mangel af forklaringer fra forfatterens side, er essensen her, at forklaringen er ligegyldig. Om det er Berlin eller Bagdad er ligegyldigt, det er stadig en tragedie for hovedpersonerne.

Så der skal være en handling, der skal være personer og bipersoner. Men der skal ikke sættes en tidsmæssig eller geografisk ramme. Det skal være op til spillerne og spilleder om dette er relevant, og hvad det i så fald er. Jeg ville gerne, at det faktisk ikke blev defineret. Så det mere blev en fortælling om universel menneskelig lidelse. Men som jeg netop har beskrevet, ville dette næppe være muligt, da spillerne automatisk ville forsøge at sætte det i en kendt ramme.

En pludselig tanke: faktisk kunne det være sjovt at fucke med folk der, at en del af stresselementet er, at spillerne ikke ved, hvad den historiske ramme er, og når de tror de har regnet den ud, så overraske dem med noget de ikke havde forventet, så som et bombefly, efter de selv var kommet frem til at dette var et første verdenskrigs scenarie.

Det vil faktisk underbygge en central ting i dette scenarie, nemlig at krigens uforudsigelighed, er en af de ting, der sætter de stakels civile under mest pres. I det du troede du havde styr på situationen og vidste, hvad der foregik, kommer krigen og trækker tæppet væk under dig, og smider en ny rædsel efter dig, du aldrig selv kunne fremane i dit værste mareridt.

Hvis spillerne ved, at det foregår i Dresden, bliver de ikke så chokeret, som spilpersonerne burde blive, når byen bliver forvandles til et flammehelvede, fordi, lige som filmen Titanic, ved spillerne godt, hvad der skal ske, så snart det slås fast, at handlingen er i Dresden under anden verdenskrig.

Men hvis spillerne ikke kender rammen, men ledes til at tro, det er en bestemt ramme, og denne så pludselig skifter og introducerer en fare, som de ikke troede muligt, så opstår der pludselig et genskær af den følelse af panik over den nye og uforklarlige rædsel fra himlen, befolkningen i Dresden må have følt.

Så det bliver en spændende projekt, at se, hvor lidt info jeg kan få det ned på. Som det ser ud nu, er der vist nød til at være tanks og bombefly, om ikke andet fordi, deres destruktive potentiale simpelthen er så stort. Så dette scenarie bliver forhåbentligt mit længe ventede arbejde med at kombinere mine eksperimenter med noget mere traditionelt rollespil. Om det så lykkedes må vi se i 2012. (Det har ret dårlige odds, ideer jeg får på dette tidspunkt, bliver sjældent til noget. Men jeg håber nu det lykkedes, fordi jeg kan rigtigt godt lide ideen.)

Warhammer 40k Antologien – Spilrapport

8 svar

Igen med Uffe i Spidsen, blev vi taget igennem tre af antologiens scenarier. Alle tre med Space Marines som udgangspunkt. Tilfældigt men smukt hang de tre sammen, og kunne ses som tre nedslag i en Space Marines liv. Som Uffe sagde: ”Fyrtrånet” følger nogle unge uerfarne soldater, I ”Space hulk” er det folk i midten af deres karriere og endelige ”Remembering the fall” er man Terminators, det højeste en Space Marine kan opnå.

Vi spillede det ikke i den rækkefølge, da det ikke var sikkert vi kunne nå alle tre og Uffe ville være sikker på vi nåede ”Remembering the Fall,” med god grund. Jeg vil sige lidt om hvert af dem nu, (det skal i øvrigt siges, at det ikke er sikkert jeg husker navnene rigtigt og de måske hedder noget andet.):

Fyrtårnet af Kristian Bach Petersen
En smuk historie om fire unge rekrutter, der efterlades af alt og alle, og på egen hånd skal forsvare en højteknologisk kommunikationspost omringet af Tyranids, (som de vist hedder). Scenariet er fuldstændigt systemfrit. Ingen terningslag, bare fortælleglæde.
Vi spillede en aktionpræget tjubang historie. Men min fornemmelse var, at der også var meningen, at vi skulle have haft flere stille tider, hvor man hver for sig, kunne blive mere og mere nervøs, mens man knugede sin Boltgun hårdere og hårdere i den ulidelige stilhed.
Men jeg nød nu oplevelsen, og min egen spilperson, som var splittet mellem æren og overlevelses instinktet. Ganske underholdende.

Space Hulk af Morten Greis Petersen
Det sidste scenarie vi spillede, så vi kørte på reservebatterier her. Men jeg tror desværre ikke, at det kun var derfor, dette scenarie ikke kom helt så meget op og ringe som de to første. Det var det der mest bar præg af stadig at være et spiltest scenarier. Hvor de to andre virkede mere færdige.
Man er en gruppe Space Marines, som skal undersøge et forladt Space Hulk. Man bliver konstant overfaldet af Rumvæsner. Men skal selv fortælle, hvad der sker, ud fra hvad terningerne viser. Man får plus til sine rul, hvis man larmer, råber liturgier (en slags kampråb?) og hvis andre spillere støtter ens liturgier.
Udfra hvad jeg kender til 3:16, så mindende det meget om dette, (hvilket jeg også tror, var meningen.) Men når nu det mindede så meget om dette, så hvorfor ikke tage springet helt og bygge systemet op via 3:16?
Blandt andet var det ærgerligt at spilpersonerne var helt ens undtagen navn. Men jeg tror det var en spiltest ting, det ville have været langt sjovere, hvis der havde været forskelle på personerne, så det faktisk havde haft en indflydelse, hvem der valgte at skyde.
Vi diskuterede også at det kunne give bonus hvis man brugte meget armo, men det betød så at man kunne risikere at løbe tør for skud. For eksempel kunne alle starte med x terninger foran sig, og bruge dem hvis det blev nødvendigt, men løb man først tør for disse, var det nærkamp (med medfølgende minus) resten af scenariet.
Et andet problem var liturgierne. Det var en god ide, generelt det hele, med bonus for at larme. Men langt de fleste af dem var for lange, og det sænkede tempoet, når man midt i bang, skud og aliens, skulle samle sin rolle op og læse liturgien op.
Der hvor det virkede bedst, var når en spiller selv fandt på en liturgi, der opstod nogle fede nogen, og det ekstra fede var, så kunne man pludselig passe liturgi sammen med, hvad der skete. Men det betød jo, at så kunne de andre ikke råbe med længere og så røg en bonusterning. Jeg ville anbefale at man lægger op til at selv finde på dem, og så hvis andre spiller forsætter ens liturgi, så giver det en bonus terning.
Jeg tror og håber det færdige produkt bliver godt og glæder mig til at se det færdigt, fordi der er virkelig nogle gode ting i det. Men det skal spidses til og slås nogle darlings ihjel.

Remembering the Fall af Peter Fallesen
Absolut topscoren, et scenarie på fire sider, og spilpersoner på en halv side. Et rigtigt smukt scenarie, der med en simpel konstruktion skaber en medrivende og fed fortælling. Jeg har læst lidt om scenariet på Peters blog, og var både fristet, men også lidt tøvende, om det nu kunne lade sig gøre. Men er nu overbevist, det funker! Jeg tror ikke jeg vil fortælle mere om det, fordi det kan I læse inde på Peters blog. Kan blot sige: prøv det.
Jeg må hellere nævne en sidste ting, fordi jeg ved det er en ting Peter går op i: Man skal vælge om man vil støtte kejseren eller oprøret i scenariet. Og jeg sad personligt ind til sidste øjeblik, lige før vi skulle vælge og var i tvivl. Hvilket var vildt fedt. Det ekstra fede var så, at alle råbte rigtigt alt efter, hvem der havde vist sig at være sammen med hvem.
”For Kejseren!”

Con2 – Conrapport

1 svar

Så er jeg hjemme og har sovet (en smule) ud oven på Con2 og det er på tide at begynde at fortælle om den. Dette indlæg vil mest fortælle om connen som sådan, og vise lidt billeder derfra, men senere kommer også spilrapporter fra Svanen og 40k Antologien, begge dele kyndigt spilledet af Uffe Thorsen. Og selvfølgelig vil jeg også skrive noget om, hvordan det gik med Stjernetegn, samt lidt billeder fra opsætningen af denne, (det er jo ikke den blog værdigt, at skrive alt for mange indlæg, uden at nævne noget jeg selv har lavet).

Con2 er en dejlig con, og kan på fulde konkurrer med andre rundt om i landet. Det er jo desværre sigende at denne lille con havde tre fire gange flere scenarier på programmet end sidste års Hyggecon, som vist kun havde tre, i mod Con2s 15. En af årsagerne må jo nok siges, at være Con2s placering. Den ligger perfekt til en sidste spiltest inden Fastaval.

Humm har lige tjekket, og kun fire af scenarierne på Con2 er spilteste, til Fastaval i hvert fald. Nå jeg ved ikke hvad det er de gør, men lige nu virker det som om, at Con2 er connen at holde øje med i Danmark, i hvert fald set fra min begrænsede synsvinkel. Men både Bacon og Vintersol kunne nok også gå efter den pris. Men de gamle travere, Fastaval, Viking-con og Hyggecon, virker sammenligent med Con2, lidt støvede og langsomme.

Det korte at det lange er, at Con2 er en dejligt uformel con, men en meget bred vifte af rolle og brædtspil, og jeg ville ikke blive overrasket, hvis jeg fandt vej forbi der igen, både som spiller og forfatter.

Og nu lidt billeder:

Der er både lidt af fællesområdet, lidt marcipan figurer, et enkelt fra opsætningen af Stjernetegn, samt nogle detaljer fra den fritegnnings væg de havde stillet op.

Tak for en hyggelig con.