Pierre Bourdieu har sagt: verden er ikke rationel den er relationel. Det han mener med det, er, at når vi forsøger at forstå samfundet og hvorfor, vi gør, som vi gør, så skal man se på menneskers relationer til hinanden i det han kalder feltteorien.
Når vi møder et menneske, så positionere vi os med det samme mere eller mindre ubevidst i forhold til det menneske. Denne positionering sker på baggrund af vores samlede information om denne person. Det kan være alt fra de blogs man har læst af personen, til 10 års nært venskab, til simpelthen blot personens udseende.
Denne positionering er især interessant, når vi møder en person vi ikke kender i forvejen, fordi vi forsøger stadig at positionere os, men mængden af information vi gør det med, er ofte meget begrænset, og vi kommer derfor til at bygge relationen på stereotyper og forudgående opfattelser om den type person man står overfor.
Denne proces illustreres faktisk fint i TV2s program ”Dagens mand”. Det viser netop et kunstigt første møde og positionering. Først får kvinderne kun navnet og selvfølgelig personens udseende. Her kan de så enten sige ja eller nej, tænd eller sluk. Men vi ved jo ikke om dette første indtryk er korrekt.
Efter følgende ser de et lille klip om personen, og gradvist får de flere og flere informationer om manden. Efterhånden som de får flere informationer kan de styrke eller ændre deres oprindelige første positionering ved fortsat enten at tænde eller slukke.
Det er også det vi gør i den virkelige verden, i det vi møder et nyt menneske. Vi opbygger og nuancerer vores position eller relation til dette menneske. Selvfølgelig meget mere komplekst end blot tænd/sluk. Men det vigtige er, at vi gør det. Vi spørger os selv, hvordan er jeg i forhold til den anden. Klassiske parameter er ting som køn, alder, social klasse, uddannelse, tøj stil og interesser.
Det afgørende og vigtige er, at med disse informationer ændre vi vores opførsel over for denne person. Vores position og relation til et andet menneske afgør, hvordan vi opfører os over for denne. Hvor træls det end er at indrømme, så er opførte jeg mig anderledes da jeg spillede rollespil med Mikkel Bækgård og Alex Uth, end jeg gør, når jeg spiller med en gruppe Østerskov elever. Det er måske ikke fortjent, men det gør jeg, fordi vi er påvirket af vores relation til et andet menneske.
Denne ret banale pointe er vigtig i en rollespilssammenhæng, fordi den position og relation vi skaber over for de fire, frem andre personer i spillokalet, i det vi træder ind og ser dem, tager vi ubevidst med i rollespillet, hvad enten vi kender dem eller ej. Det kan være en umærkelig forskel, men den er der. Vi træffer nogle valg om vores holdning til de andre, vi sætter os i en bestemt position. Og denne position er afgørende for vores muligheder og opførsel, når rollespillet går i gang.
Det er sådan set det Thais Munk er inde på, i hans case beskrivelse af den gode spiloplevelse. Han bruger mit scenarie Stjernetegn som case, fordi han havde en fantastisk oplevelse. Og han ender med at opliste en række kriterier, som er afgørende for ens spiloplevelse, og hvor end jeg gerne vil tage kredit for hans gode oplevelse, så er scenariet kun et blandt flere kriterier, hvor netop spiller sammensætningen er en af de utroligt vigtige.
Blandt forfattere snakkes der tit om frygten for den dårlige spiller. Ofte i form af den uerfarne ungdomsskole elev. Men dette synes jeg er forkert. Jo der findes deciderede dårlige spillere, men endnu mere vigtig er spillersammensætningen og den automatiske positionering, der sker i det de mødes i spillokalet. Det hold der havde den bedste oplevelse med Ønskeøen var netop et hold bestående udelukkende af ungdomsskolelever og Østerskov elever, den ufortjent mest frygtede spillergruppe. Men fordi de positionerede sig over for hinanden på en eller anden magisk måde, så fik de en fantastisk oplevelse.
Det er også derfor, at jeg har oplevet så misvisende spiltest med både Stjernetegn og SystemPerfekt. Ved spiltestene var relationerne i de to grupper netop så fordelagtig at de fik en god oplevelse. Så spiloplevelsen af et scenarie er helt klart afhængig af scenariet, men nogle gange mindst lige så meget af spiller sammensætningen og den måde de positioner sig over for hinanden. ’
Kort sagt: hvis relationerne er dårlige, så kan en gruppe bestående af verdens bedste spillere blive direkte dårlig, og er relationerne lige rigtige til det scenarie, kan de fem værste spillere gøre det fantastisk.
Derfor har jeg overvejet en interessant men skræmmende øvelse. Tag spillerne ind i lokalet, lad dem læse rollerne (så de lige har tid til at se hinanden an), og så pludselig sige: nu skal I ærligt fortælle jeres førstehåndsindtryk af de andre spillere og spilleder. Det er et dybt grænseoverskridende spørgsmål, fordi netop vores skjulte tanker om de nye mennesker, vi møder, er noget af det mest private der findes. Netop fordi vi ved, at det potentielt er meget forkert og fordi det ofte bygger på vores stereotype opfattelser af mennesker, (og vi vil netop ikke afsløres i at tænke stereotypt selvom vi alle gør det.)
Men formålet med denne øvelse ville netop være, at undgå, at nogle af disse stereotype opfattelser går ind og er afgørende for den relation der skabes mellem spillerne. Ved at få disse opfattelser ud i det åbne bliver de italesat og måske ligefrem afkræftede. Desuden betyder de, at de ekstra informationer vi alle sammen får om hinanden gør den umiddelbare relation vi skaber mere reel og kompleks, hvilket jeg tror vil være fordelagtigt.