Tag-arkiv: nye ideer

Hvor meget information kan man undlade? – eller rollespil og Inception

5 svar

Advarsel, dette indlæg indeholder spoilers om filmen Inception, hvis du ikke har set den, så lad være med at læse dette indlæg, gå i stedet ind og se den, og læs så dette indlæg.

_________________

De sidste af mine scenarier, hvis ikke dem alle… jo dem alle, selv i lidt grad Hotel Commodore, har leget med manglen på information og konsekvensen af dette. Mennesket er bygget fascinerende sammen, sådan at, når vi oplever noget, som er uforklarligt, så fylder vi automatisk hullerne ud. Det er utroligt så lidt der skal til, før, for eksempel, spillerne i et rollespil begynder at finde på ting, hvis de er uforklarlige. Det er alle horrorscenarieforfatteres banemand. Det væsen spillerne selv kommer på vil altid kunne tæske den ”rædsel” forfatteren har drømt frem. Det var sådan set det Shadywill til dels legede med.

Inception er et fantastisk eksempel på, hvor mange huller publikum selv kan fylde ud. Man får forklaret at, i drømme starter vi altid midt i handlingen og oplever aldrig, hvordan det begyndte. Men vi antager, at vi er kommet der hen på naturligvis, vi konstruere en fortid, der leder frem til denne nutid, fordi sådan er vi.

Filmen benytter sig selv af dette trick. Vi får på intet tidspunkt forklaret, hvordan hele denne branche med folk der kan gå ind i andres drømme er startet, hvad teknologien bagved konkret er, eller hvorfor alle tilsyneladende kender til det. Der bliver knap nok hintet. Prøv at se filmen, der er ingen konkrete forklaringer, intet. Det er der bare, som det mest naturlige. Men det er heller ikke nødvendigt, det ville ikke gøre filmen bedre snare tværtimod.

Det er et normalt trick i film, men her er det ekstra fedt, fordi det betyder jo at hele filmen er en drøm. Filmen opererer under samme vilkår som en drøm. Den starter midt i handlingen uden at forklare, hvordan vi kom her til, og vi mennesker fylder blot hullerne ud og antager at der er en forklaring. Jeg kom så langt, at selv komme på en forklaring, før det gik op for mig, hvad der foregik. (Det skulle min kæreste til at pointere det)

Det kan man også i rollespil. Undlade at forklare ting, og så lade spillerne selv komme på det. SystemPerfekt leger især med dette. Her opstår spillet og spændingen ud fra den krise det er, ikke at have forklaringer på en frygtelig situation.

Men jeg tror at det sagtens kan gøres med et mere normalt bordscenarie. Og det har jeg tænkt mig at prøve med mit næste scenarie. Jeg har nemlig fået den ide, at jeg vil omskrive The Civillians, som jeg lavede til Warhammer 40k antologien. Kort sagt handler scenariet om civiles oplevelser og vilkår midt i en krigszone. Denne vil jeg flytte ned på jorden i vores tid. (Det er en universel historie, når der er krig, er der også en civilbefolkning, der lider, hvad enten der er tanks eller tyranider der smadre deres liv.)

Men mit problem var, hvilken krig skulle jeg vælge og hvor i denne krig. Jeg har et groft forløb, og lige meget, hvilken krigszone jeg valgte, ville min historie ikke passe helt ind, og jeg ville skulle vælge mellem at ændre på centrale elementer i mit plot eller lave et alt for historisk ukorrekt scenarie, som sikkert ville skære mange i øjnene, (inklusivt mig selv).

Så her skete der, som beskrevet før, at jeg kombinerede to tanker. Hvad vis jeg, som forfatter, slet ikke nævner hvilken krig det er. Kun skriver de ting der er nødvendige. (Blandt andet skal det være en moderne krig, da nedbruddet i civilsamfundet er så meget mere traumatisk i et kompliceret moderne samfund end et antikt.)

Hvor essensen i SystemPerfekt og til dels også mine andre scenarier var, fascinationen af, hvor seje ting spillerne selv kunne komme på, i mangel af forklaringer fra forfatterens side, er essensen her, at forklaringen er ligegyldig. Om det er Berlin eller Bagdad er ligegyldigt, det er stadig en tragedie for hovedpersonerne.

Så der skal være en handling, der skal være personer og bipersoner. Men der skal ikke sættes en tidsmæssig eller geografisk ramme. Det skal være op til spillerne og spilleder om dette er relevant, og hvad det i så fald er. Jeg ville gerne, at det faktisk ikke blev defineret. Så det mere blev en fortælling om universel menneskelig lidelse. Men som jeg netop har beskrevet, ville dette næppe være muligt, da spillerne automatisk ville forsøge at sætte det i en kendt ramme.

En pludselig tanke: faktisk kunne det være sjovt at fucke med folk der, at en del af stresselementet er, at spillerne ikke ved, hvad den historiske ramme er, og når de tror de har regnet den ud, så overraske dem med noget de ikke havde forventet, så som et bombefly, efter de selv var kommet frem til at dette var et første verdenskrigs scenarie.

Det vil faktisk underbygge en central ting i dette scenarie, nemlig at krigens uforudsigelighed, er en af de ting, der sætter de stakels civile under mest pres. I det du troede du havde styr på situationen og vidste, hvad der foregik, kommer krigen og trækker tæppet væk under dig, og smider en ny rædsel efter dig, du aldrig selv kunne fremane i dit værste mareridt.

Hvis spillerne ved, at det foregår i Dresden, bliver de ikke så chokeret, som spilpersonerne burde blive, når byen bliver forvandles til et flammehelvede, fordi, lige som filmen Titanic, ved spillerne godt, hvad der skal ske, så snart det slås fast, at handlingen er i Dresden under anden verdenskrig.

Men hvis spillerne ikke kender rammen, men ledes til at tro, det er en bestemt ramme, og denne så pludselig skifter og introducerer en fare, som de ikke troede muligt, så opstår der pludselig et genskær af den følelse af panik over den nye og uforklarlige rædsel fra himlen, befolkningen i Dresden må have følt.

Så det bliver en spændende projekt, at se, hvor lidt info jeg kan få det ned på. Som det ser ud nu, er der vist nød til at være tanks og bombefly, om ikke andet fordi, deres destruktive potentiale simpelthen er så stort. Så dette scenarie bliver forhåbentligt mit længe ventede arbejde med at kombinere mine eksperimenter med noget mere traditionelt rollespil. Om det så lykkedes må vi se i 2012. (Det har ret dårlige odds, ideer jeg får på dette tidspunkt, bliver sjældent til noget. Men jeg håber nu det lykkedes, fordi jeg kan rigtigt godt lide ideen.)

1+1 – en ide bliver til

2 svar

Jeg synes altid det er sjovt at kortlægge, hvordan mine ideer bliver til, (nogen ville påstå det sikkert også er en god øvelse, men dem om det). Så i dette indlæg vil jeg beskrive for jer, hvordan 1+1, mit bidrag til dette års Fastaval blev til.

Vandrer
Oprindeligt ville jeg have skrevet scenariet ”Vandrer”, som tog udgangspunkt i bevægelsen igennem landskabet og at landskabet som ramme skabte historien. (Hvis man ser på indlægget ”Ting jeg ikke fatter ved livere” ville dette netop være et arketypisk settingrollespil, hvor omgivelserne er alt afgørende for historien, og det vil blive en anden historie alt efter hvor man er, og hvor live- og kostumerollespil spiller en mindre rolle i forhold til settingen).

Men så tog jeg det med til forfattermøde, og blev klar over, at der trods alt var for lidt. Det manglede et eller flere greb, der holdte historien i gang undervejs. Dette hænger meget sammen med mine tanker om vakum, (så ironisk, at jeg ikke selv kunne se det). I dette scenarie blev det tydeligt, at der var fjernet for meget og tilføjet for lidt. Problemet er, at, i modsætning til tidligere, er det meget svært at lægge noget som helst fast, når det der mangler, er selve rammen, nemlig omgivelserne, de bliver jo først givet i det scenariet begynder. Et andet problem var selve vandringen, fra kritikken blev det tydeligt, at det at skulle gå hele tiden, nok ville forstyrre spillet.

Historien om her
Så jeg gik hjem og tænkte over det. Resultatet blev ”Historien om her,” som er Vandrer bare uden at gå. Men det løste jo ikke problemet med de manglende spilskabene greb, der kunne udfylde vakuummet efter at selv rammehistorien (og roller og forhistorie og andre ting) var taget ud. Det gik op for mig, at enten skulle jeg finde på disse greb eller teknikker et eller andet, eller lave en anden historie eller helt droppe at skrive et scenarie i år (oh ve!) Problemet var, at hver gang jeg prøvede, kom jeg blot på ideer, som jeg har brugt før, og som ikke helt passede ind i denne ide. (Hvad med at der er nogle ånder som fortæller en historie? Nå nej det er jo bare Stjernetegn om igen.)

Om at simre og bygge med lego i hovedet
Der gik nogle uger, hvor dette problem lå og simrede, og her skal det nok indskydes, at en fast øvelse, jeg gør mig, når jeg bygger ideer, er at forstille mig en historie. Altså så og sige spilteste scenariet i mit hoved. Og en ting jeg opdagede, var at jeg rigtigt tit, i disse mentale spiltest, og dette gælder ikke kun Historien om her, men også SystemPerfekt og Stjernetegn, skabte historier om kærlighed eller forhold. Jeg kan åbenbart godt lide tanken om skabe scenarier, der kan få kærlighedsforhold til at blomstre ud af ingenting for de forbløffede spiller. Det har nok noget at gøre med at kærlighed og følelser er en af de sejeste ting at skabe i rollespil, det er så let at skabe spil ud fra.

En anden mental øvelse jeg gør mig, når en ide halter, er at hive tidligere ideer og mekanikker, som jeg endnu ikke har fået brugt frem og se om de passer sammen nu, evt. med den ide, der skaber problemet. (Historien om her, er på den måde nu lagt i min ”mangelfulde ideer kasse” og venter på at få et eller andet koblet på sig, der gør at det bliver spilbart. Det er i øvrigt det samme, der gjorde at Stjernetegn tog flere år at lave, det kunne første laves da de rigtige greb var sat sammen og gjorde det spilbart. Så bare vent, om 3-4 år kommer Historien om her.)

Kærlighed = godt rollespil?
En dag stillede jeg mig selv det, for scenarieskrivning, og alt skrivning for den sags skyld, afgørende spørgsmål: ”hvad vil du gerne fortælle?” Og jeg tænkte ok, hvis kærlighed er så centralt og fristende et emne, hvorfor så ikke tage springet, og skrive et kærlighedsscenarie? Evt. ud fra den struktur jeg jo er kendt for, nemlig hvor indhold og historie opstår under spillet.

Igen gik tiden, (og deadline nærmede sig uhhhhh) og jeg prøvede forskellige ideer igennem, satte dem sammen på forskellig vis. Så da jeg satte min tidligere tanker om at spille i mørke eller spille tavst, sammen med ideen om et minimalistisk kærlighedsscenarie, så tænkte jeg, ok, hvis nu der er flere scener, og måden man spiller på, skifter mellem disse. Så kunne man skifte mellem mørke og tavst. Men det blev nok for svært eller ensformigt, tænkte jeg. Og på en eller anden måde kom så tanken: Hvad hvis hver scene spilles i forskelligt rollespil?

Og så var øvelsen jo at komme på en passende mængde typer og undersøge, om det overhoved gav mening, eller om det blot blev et eksperiment for eksperimentets skyld. (En god regel nogen (kan desværre ikke huske hvem) lærte mig, da jeg skrev Ønskeøen: Man skal ikke eksperimentere eller bruge mærkelige virkemidler bare fordi man kan, men de skal på en eller anden måde understøtte spillet, oplevelsen og/eller historien.)

Good old Fastawood
Så jeg ridsede op: jeg har mørkt og tavst*, så er der jo live og bord, det er kun fire. Ok hvilke scener er der i et parforhold? Her hev jeg den trofaste Fastawood model frem, og sagde, hvis man satte et parforhold op på den, hvordan ville det så se ud? Resultatet blev fem arketypiske scener, der hver især belyser et stadie i et parforhold, fra det begynder til det gennemgår og forløser en krise. (senere er der kommet en 6 til.)

Så var det bare at ligge to og to sammen (eller 1 og 1 haha). Altså kunne jeg finde rollespilstyper, der understøttede formålet med den enkelte arketypiske scene? Og det kunne jeg, synes jeg selv. Hvad typerne og scenerne er, vil jeg beskrive senere, når jeg gennemgår selve scenariet, og mine tanker om rollespilstyper og deres fortælleevner.

Og Således blev ”1+1” til. Titlen kan jeg desværre ikke huske hvordan jeg kom på, men den ser godt ud, og for engangsskyld ligger jeg øverst, alle mine andre scenarier, har nemlig titler der ligger langt nede i alfabetet.

*En lille sidetanke: Mørkt og tavst rollespil er vel egentlig live og ord i deres yderste essens. I mørkt rollespil, kan du slet ikke bruge kroppen, kun din stemme, kun ordet er til stede. Tavst er modsat, her har du kun din krop og ansigt til at kommunikere med, hvilket må siges at være den ultimative form for live. Det er sjovt, det har jeg ikke tænkt over før.

Og en sidste godbid, jeg ved ikke om, jeg bare er den sidste til at spotte dette, men Frederik J har skrevet en kort historie af dansk rollespil, med fokus på Fastaval, på Story Games, især folks reaktion og debat om dansk rollespil er faktisk sjovt at læse. (jeg er altid facineret af at høre udefrakommendes tanker om ting jeg finder som de mest naturlige)

Hvordan vi forbedrer vilkårene for spilledere på Fastaval

11 svar

Det er jo ingen hemmelighed, at jeg gør mig tanker om, hvordan man kunne gøre vores spilledere bedre, (eller sagt på en anden måde: forbedre deres forhold, hvilket jeg mener, vil lede til samme resultat: bedre spilledere). Må hellere understrege, at jeg mener bedre spilledere ikke flere, faktisk kunne nogle af mine forslag i teorien føre til færre spilledere, men med god grund, som det forhåbentligt vil blive klart. Disse forslag er baseret på de tendenser jeg så i resultaterne fra Fastavals evaluering, hvor man blandt andet blev spurgt: ”hvad kunne få dig til at blive spilleder” samt lidt samtaler fra evalueringsmødet fasta maj.
Endelig skal det understreges, at jeg på ingen måde har stillet mig op som spillederansvarlig, og disse tanke er blot mine overvejelser, som en kommende spillederansvarlig er velkommen til at stjæle hvis de kan bruges til noget.

At vælge de(t) rigtige scenarie(r)
Flere kommentarer i evalueringen handlede om tiden inden man overhoved tilmeldte sig, hvor folk både gerne ville vide mere om scenariet, samt både kunne læse det og eller snakke med forfatteren inden man overhoved tilmeldte sig det. Flere snakkede om det, som noget de automatisk gjorde med de(n) forfatter(e) de nu var venner med, men kunne man ikke udvide dette, så man også kunne lidt det samme med ukendte forfattere?

Læs mere her
Flere sagde ting som: ”Bedre formidling af scenariers forventede krav til spillederen.” Der var også folk som roste tiltaget med spilleder og spiller type. Så jeg ville forslå en udvidet form for dette. Der skal ikke stå mere tekst på foromtalen, det er godt at holde spilledertype sektionen så kort, som de forfatteransvarlige tvang en til.
Men man kunne forestille sig en mulighed for, at lægge et link ind i bunden af spilleder type alla: ”læs mere her”. Her kunne der så stå en uddybet udgave af spillederetype, som kunne indeholde mere om forventninger, opgavens omfang, spilleder stil og evt. krav (man kunne jo også vælge at fortælle om, hvor på denne skala ens scenarie ligger).
Dette vil selvfølgelig betyde mere arbejde for forfatteren, det vil flere af mine forslag, så det må nok hellere opfattes som et tilbud end et krav. Det må så være op til forfatteren at lave en cost benefit analyse og beslutte, om det er det ekstra arbejde værd. (Er man doven kan man evt. klippe fra sit scenarie, hvor man sikkert skriver noget om det alligevel.)

Kontakt forfatteren
Jeg synes også, det ville være åbenlyst med en mulighed for, at kunne skrive til forfatteren med spørgsmål, både inden og efter man har meldt sig til. Da vi ikke skal tvinge forfattere til at oplyse private e-mails eller ende i en situation, hvor en forfatter bliver overdynget med 10 mails med samme spørgsmål, kunne man forestille sig en model, hvor der fandtes et slags forum for hvert scenarie, her kunne spilledere og potentielle spilledere så stille spørgsmål og forfatteren eller andre spilledere kunne så svare på disse. Så kan man måske lige frem se, at andre har stillet samme spørgsmål man selv havde og svaret allerede ligger der.

Det kan jo samles!
De to overstående mener jeg kan samles til et. Hvis I ser på Fastavals hjemmeside nu, så er der et kommentarfelt til alle sider. Kunne man forestille sig at der lå et link fra hver foromtale til en side med evt. uddybet information om krav til spilledere, som beskrevet oven for, under dette kunne spilledere så stille spørgsmål i kommentarfeltet, som også beskrevet. For mig giver det god mening. Hvis ikke det kan lade sig gøre, findes der wiki sider, der sagtens kan udfylde denne funktion. Dette vil både lettere valget for en spilleder, samt selve læsningen, når man nu har meldt sig som spilleder. Jeg tror nogle af de uklarheder, som oftest opstår, når man læser et scenarie vil kunne løses hurtigt på denne måde i stedet for stå ubesvaret hen til man (måske) møder forfatter på Fastaval. (”hvad mener han lige med det? Nå det er der en anden der også har spurgt om, og der svarer forfatter på det, så forstår jeg det.”)

Preview
Der var flere, igen med udgangspunkt i at de kendte forfatteren, der skrev at de helst ville læse, måske ligefrem spilteste scenariet inden de enten spilledede det eller overhoved valgte det. Jeg tænker man kunne have en eller anden løsning, hvor det var muligt at downloade et scenarie allerede inden man tilmelder sig det. For nok så meget snak og tekst om spilleder rolle, kan næppe leve op til den indsigt, man får fra at blot skimme et scenarie første gang.
Det skal selvfølgelig administreres så scenarierne ikke ligger frit tilgængelige, men samtidig, bør det være en mulighed at bede om adgang til at læse et scenarie, inden man vælger, om man vil spillede det. Det ville jeg personligt være glad for. Der er flere scenarier jeg overvejer at spillede, men ikke gør, fordi jeg ikke ved nok om, hvad jeg går ind til, jeg ville nok først turde i det jeg faktisk havde læst scenariet.
Hvordan præcis det kan gøres ved jeg ikke, måske blot en mail man skriver til og anmoder om det scenarie man overvejer, og så får men det tilsendt snarrest muligt?

Få scenariet hurtigst muligt
En anden anke mange havde, var sikkerhed for, at få scenariet i ordentlig tid. I år var et særtilfælde, fordi alt ting koksede op. Men stadigvæk kan man godt få et scenarie skræmmende kort tid før connen. Mit løsningsforslag er som følger:
I det man melder sig til et scenarie, får man det sendt til sin e-mail i elektronisk form, med en tekst om, at det selvfølgelig ikke er sikkert, man komme til at spillede det, men at, nu har man det og kan allerede nu begynde at læse på det. Det burde give en mellem en uge eller en måneds ekstra læse tid.
Hvis man så faktisk skal spillede scenariet, får man det så tilsendt i papirform på det tidspunkt. Læsning på computer kan ikke opveje at læse det i papirform, men det hjælper, hvis det betyder, at man kan få det i bedre tid, mener jeg.
Og så skal spilledere ikke selv stå for print, det var noget rod, og selvom det kræver ekstra kræfter fra Fastaval af, bør vi stå for det, med mindre spilleder selv ønsker at printe det. (Der er flere der også kritisere dette i evalueringen og jeg er enig med dem.)
Denne løsning kan selvfølgelig ikke hjælpe på for sent afleverede scenarier, men det er der intet der kan.

Spiltest spillere
Når nu forfatterne har det i bedre tid, hvad så med at oprette en spiltest database, alla Scenariesommer? Så kan spillere gå ind og skrive: ”jeg er frisk på at være spiltester og jeg bor der og der”. Herefter kan spilledere, der vil spilteste gå ind og prøve at finde spillere, skulle han mangle nogen, til sin spiltest. Ved ikke om det er et redskab, der overhoved ville blive brugt, men det var da værd at prøve. Der var flere som kun ville være spilleder, hvis de var sikre på, at kunne nå at spilteste inden Fastaval.

Programsat spillederbriefing
En time før alle spilstart kan der være spilleder briefing og det vil stå i programmet og på ens deltager seddel, forfatter som spilleder, og man vil få en sms om det lige inden, som med andre aktiviteter. Her efter kan alle spilledere samt forfatter mødes inden spilstart og snakke om scenariet. Forfatter kan svare på sidste spørgsmål og kommer med gode råd, spilledere kan evt. dele tanker og erfaringer. Igen må det jo nok blive et tilbud, som det er op til den enkelte forfatter at udnytte, men derfor bør det stadig være på programmet for alle scenarier. Selvom forfatteren ikke dukker op, kan det stadig hjælpe den enkelte spilleder at snakke med andre spilledere om scenariet inden spilstart. (Det gør det i hvert fald for mig. Blot at snakke med en anden spilleder, som har kørt scenariet før ville være en kæmpe hjælp.)

Kompendierne
Endelig bør alle spilledere samtidig med det tidligt mailede scenarie få tilsendt links til alle de gamle spillederkompendier, så man også har dem, at lade sig inspirerer af.

Begynder hold
Dette sidste punkt har ikke så meget med spillede at gøre, men noget jeg tager med, da det hører lidt med. Udover spilledere som frygter de ikke er gode nok, er jeg også stødt på spillere, som ikke tør melde sig til Fastaval scenarier, fordi de er bange for at ødelægge oplevelsen for de andre spillere og spilleder.
Så evt. kan man tilmelde sig som begynder på enkelte udvalgte scenarier, evt. gamle men til nye spillere, velegnede scenarier. Formålet er både at introdosere folk til rollespil, men også gerne til den stil rollespil der oftest er til stede på Fastaval, hvis det kan lade sig gøre. (eller blot vise de forventninger man kan komme ud for som spiller på Fastaval.)
Pointen er, at man ved, man er sammen med andre uerfarne spillere, så det tager lidt af forventningspresset, samt at spilleder er en som har indvilliget i at køre et begynderhold, så denne ved at der evt. skal tages lidt hensyn. Man kan sagtens også forestille sig, at der kan udarbejdes nogle gode øvelser disse hold kan starte op med, så det bliver en blanding af workshop ”sådan spiller man rollespil på Fastaval” og en introdoserende rollespilsoplevelse.

Begynder spilleder
Denne model kan måske også laves med spilleder hold. Flere frygtede i evalueringen, de ikke var gode nok til at være spilleder på Fastaval og ca. lige så mange efterlyste workshops eller undervisning i god spilledning.
Jeg personligt mener, at det er en svær stil at undervise i, da det er så personligt og individuelt. Men det kan være der er klogere hoveder end mig, som faktisk kan undervise i spillederi. Men dette kunne være en måde at gøre det på.
Igen på samme måde: man har først en workshop om at spillede, styret af en erfaren spilleder, og bagefter spiller man noget rollespil, med udgangspunkt i workshoppen og med fokus på, hvordan der spilledes. Evt. kan spilleder rollen gå på tur undervejs, så man også kan prøve det under sikre rammer. Endelig kan der også indbygges lidt efter workshop, hvor der snakkes om oplevelsen og hvad man videre kan gøre.
Det er i hvert fald mit forslag, så må vi se, hvad der kommer af forslag, inden på den tråd, jeg har startet på rpgforum.

Det var mine tanker, er spændt på, hvad I siger til dem. Yderligere forslag til hvordan vi gør vores spilledere bedre/forbedre deres forhold (det er det samme mener jeg) modtages gerne.

Beklager det lange indlæg og ja, jeg kunne ikke falde i søvn.

Hvad skal jeg skrive næste gang? II

14 svar

For nogle år siden, da jeg stadig var en ung og uerfaren scenarieforfatter og endnu ikke helt havde fået påduttet mig det avantgarde ry, jeg åbenbart har nu. Skrev jeg et indlæg, hvor jeg kort ridsede op, de ting jeg overvejede at skrive næste gang.

Det var et ret succesfuldt indlæg med en del kommentarer og god feedback på de enkelte ideer. Så det vil jeg prøve igen, med de ting jeg nu ligger og roder med. Jeg er bevidst om, at jeg sender det ud kort tid før Fastaval, og at der sker mange fede ting med ens ideer under Fastaval. Men så bliver det jo kun sjovt at se, hvad jeg synes om dem, når jeg kommer tilbage fra Fastavals rus. (Og så siger vi ikke noget om, at jeg faktisk ikke har skrevet nogle af de ideer, jeg nævnte den gang.)

Jeg går lidt over overvejer, at skrive et scenarie, der ligger ret fjernt fra mine tre sidste. Altså et mere ”normalt” et. Men hvor jeg så bruger, det jeg har lært gennem de sidste tre skabelses scenarier. Det bærer flere af ideerne bræg af, (eller rettere det startede de med, men desværre er flere af dem kommet væk fra det igen).

Hævntogt
Det stammer fra mine mange kvaler med historier med en hovedperson. Der er så mange gode fortællinger, som er svære at konvertere til rollespil, fordi der kun er en helt. Kill Bill, Die Hard, Samurai Jack er de tre jeg konkret har leget med, at lave til scenarier. Men man kan nævne mange flere, the lone hero er en udbredt ting, (ja jeg er opmærksom på, at der findes andre forsøg på dette så som: S/Laytek w/Me og Jisie.)

Men på et eller andet tidspunkt dukkede titlen Hævntogt frem, og den er bare så fed og lige til, at man næsten ikke kan lade være med at skrive et scenarie til den titel. Titlen trækker selvfølgelig meget på Kill Bill og tanken er da også at formen skulle være sådan her: Der er en der spiller helten, eller hævneren. Resten spiller på tur en af dem, der skal hævnes på. Dem, der ikke er i fokus, som hovedskurk skal spille andre relevante biroller og man kunne også forestille sig, at give dem andre fortælletekniske evner.

Og så er det ellers om at udspille en historie om hævn. Tanken lige nu, er at gøre den fri. Sådan at man i fællesskab skaber både helt og skurke og baggrundshistorie og så udspiller den hævns fortælling, man nu vil. Skal det være moderne, en betjent der jagten sin kones morder, skal det være en præcis rip of fra Kill Bill, skal vi ud i en islandsk saga eller en høvding der vil hævne sig på hele romerriget efter de brændte hans landsby, eller mere simpelt, en pige der vil hævne sig på dem der mopper hende i skolen?
Humm det er jo pludselig ikke ret langt væk fra det jeg plejer, men come on, Hævntogt, det er da en fed titel.

Den russiske Svane

Jeg har nævnt den før, og jeg arbejder stadig langsomt videre med den. Det skal være en russisk tragedie i stil med (og ja dybt inspireret af) Dr. Zhivago. Historien skal i stil med Zhivago følge den unge og smukke balletdanserindes færd gennem den russiske historie omkring den russiske revolution, gerne over mange år, fra før revolutionen til efter den blodige borgerkrig.

Jeg arbejder med en del fortælletekniske tricks, så som aktant modellen og tanker fra mine tidligere scenarier, så som rolleudvikling. Men det ville tage forlang tid at komme ind på her. Men samtidig skulle scenariet også tvinge mig til at prøve kræfter med at skrive stærke roller, samt faktisk bygge en historie til spillerne.

Mouse Guard Modern

Jeg er jo blevet lidt fan af det her system. Så jeg er kommet på denne ide: Hvordan vil Mouse Guard verden se ud i dag? Hvordan vil det være at spille mus i en verden med mennesker, forurening og musefælder?

Jeg leger med en ide om en lille gruppe mus, der finder det forladte Lockhaven (Mouse Guards hovedkvarter red.) og opdager, hvordan mus engang levede. De beslutter sig for at genskabe Guarden og man følger deres trængsler med at få genoprettet musene som civiliserede dyr i en verden ødelagt af mennesket. Måske jeg skulle stjæle lidt fra Ascalon-Dynastiet?

Blind og tavs

På forskellige tidspunkter har jeg været fristet til at lege med to redskaber, så hvorfor ikke slå dem sammen? Den ene er at lave scener, hvor man er helt tavs. Altså er det ikke tilladt at snakke. Så må man pludselig udtrykke sig på helt andre måder. Det gør rollespil meget mere fysisk og kunne være spændende at arbejde med.

Den modsatte grøft er at rollespille i mørke. Når du pludselig ikke kan se de andre, tør du så sige mere eller mindre? Det er baseret på en venindes beretning om en samtale hun havde på con2. Den fandt sted i et lokale, hvor lyset var styret af bevægelses sensorer, med det resultat, at dele af samtalen var i mørke og dele i lys. Og hun fortalte, hvordan hun oplevede at man blev meget mere modig og ærlig i mørke, når man ikke kunne se den anden.

Det må kunne bruges i rollespil? Så jeg tænker et scenarie hvor man kun må tale når det er mørkt, og kun kan interagere, når det er lyst. Det kunne være interessant at arbejde med, men jeg mangler stadig en ordentlig ramme.

Vandrer

Har jeg skrevet om før og det er næsten færdigt. Et scenarie om at gå, og hvor fokus ligger på brainstorming og ide udvikling og om at bruge sine omgivelser, som grundlag for historien og ens rolle.

Hvad synes I?

Hør Simon, laver du ikke meget det samme?

1 svar

Hør Simon, laver du ikke meget det samme?

Laver du i virkeligheden ikke bare samme scenarie om og om igen, med enkelte ændringer?

Altså nogenlunde samme ide: ingen roller, ingen historie, ingen baggrund, og så skal spillerne selv finde på det hele ud fra nogle redskaber du giver dem. Er det ikke at gentage sig selv rigtigt meget?

Den kritiske del af mig selv har spurgt mig om dette ofte på det sidste. Især efter Vandrer. Det virker som om, at det scenarier er så tæt på det minimalistiske scenarie, man kan komme, uden at aflevere et blankt stykke papir.

Fjern vandringselementet og du har et scenarie, der nok er så frit og indholdsløst, som det kan lade sig gøre (altså på denne måde). Så kort sagt tror jeg, at Vandrer er toppen af min minimalistiske serie. Nu kan jeg ikke trække det længere ud af den tråd. Og får jeg ideer til det, bør jeg nok lade være, eller kun skrive dem for sjov.

Så hvis jeg skal fortsætte med at skrive scenarier, må jeg i en ny retning. Jeg skal finde et nyt fokus, er nyt område, men samtidig bruge de ting jeg har lært, og lade mig inspirere af de teknikker de minimalistiske scenarier bygger på.

Hvad det så bliver, ved jeg ikke. Måske jeg trænger til en pause, tage et år væk fra at skrive scenarier og fokusere på andre dele af rollespillet, for at se om det kan give nye vinkler at anskue forfatterdelen på.

Måske er udfordringen at tvinge mig selv til at skrive et scenarie, hvor styrken er de dele jeg har undladt i mine sidste scenarier. Så som roller, historie, baggrund. Jeg har en ide om at det kunne være en interessant, men meget hård øvelse, at skrive et karakterdrevet scenariet. Hvor fokus kommer fra velskrevne gennemarbejdede originale roller. Jeg har jo sådan set ikke har skrevet roller siden Hotel Commodore.

Eller er løsningen at prøve at skrive et scenarie sammen med en anden? For på den måde at tvinge mig selv til at se på scenarier anderledes?

Det er ikke til at vide, det må tiden vise. Faktum er at nu vil jeg gøre Stjernetegn og Vandrer færdige. Så har jeg endnu et projekt planlagt og derefter uvished. Det bliver spændende.

To be continued…

Vandreturen et live i bevægelse

1 svar

Er blevet lidt tændt på denne ide. Et live som foregår, mens man vandrer. Man skal gå et bestemt stykke tid, og holdepauser bestemte steder, måske spille bestemte scener på bestemte tidspunkter? Men pointen er, at man skal bruge det landskab, der omgiver en som inspiration til den historie, man spiller. Det vil sige at alt efter, hvor man spiller vil det påvirke historien, og efter hånden som landskabet skifter, vil det igen ændre historien. Måske skal der ligefrem slås med terning, hver gang man kommer til et vejkryds? Ingen anelse om, hvordan det kan udvikles fra her, men synes tanken er interessant.
Måske skal man bruge det overordnede landskab som basis for historiens tema som disse eksempler viser:

De norske fjelde: en episk fantasi rejse.
Industri slum1: en historie om nogle tabere der vandrer formålløst rundt.
Industri slum2: cyperpunk?
En dansk forstad: 9B på vej hjem fra virksomhedsbesøg, er der hormoner i luften?
En dansk landevej: en flok landevejsriddere.
fortsæt selv listen, det er selvfølglig op til spillerne selv at brainstorme sig frem til deres enkelte historie ud fra omgivelserne.

Udfordringen ville være at skabe en skabelon, der kan skabe en fortælle lige meget hvor i verden, scenariet udfolder sig. Skabe en række redskaber, som kan opildne til fortælling og rollespil lige meget, hvad historien så end er.
Humm noget jeg skal tænke mere over.

Stjernetegn – nyt scenarie – ny forside

1 svar

Jeg er så småt begyndt at arbejde på næste scenarie. Mest fordi der er en masse andre ting jeg burde gøre, så derfor laver jeg selvfølelig dette.
Det er et scenarie jeg har haft ideen til i nogle år, men først nu begynder brikkerne at falde sådan sammen, at det bliver et scenarie med noget i sig andet end gode ideer. Hvis den sætning gav mening for andre end mig.

Scenariet hedder Stjernetegn og det bliver det tredje i rækken af mine minimalistiske scenarie, hvor Ønskeøen var det første og SystemPerfekt det andet. Som begge disse scenarier kommer Stjernetegn ikke til at have hverken roller eller historie i traditionel forstand, men begge dele bliver skabt ud fra et sammenspil mellem de rammer jeg sætter op og spillernes rollespil og samspil.

Undskyldningen for rolleudvikling denne gang
I Ønskeøen spillede man børn, ens rolle bestod af en rekvisit fra barndommens verden, (en bamse for eksempel) ud fra dette rekvisit kunne man så skabe sin rolle efterhånden som scenariet skred frem.
I SystemPerfekt var man mennesker der havde fået fjernet deres identitet, undtagen ganske få brudstykker. Ud fra disse og via det spil der udviklede sig spillerne i mellem skulle man så opbygge sin rolle fra intet.
I Stjernetegn er spillerne 12 guder (ja en for hvert stjernetegn.) de er perfekte, ophøjede, alvidende, følesløse, rene skabninger. Rollerne består altså fra start af, af intet andet end en ganske kort beskrivelse af, hvad for person type dette stjernetegn normalt er.
Hvis man kender en smule til stjernetegn, så ved man at dette er meget generelle beskrivelser, og altså meget åbent.
Igennem scenariet skal guderne dømme over en række skæbner i menneskenes verden. For at gøre dette må nogle af guderne bevæge sig ind i de pågældende mennesker og følge deres gøren og laden mens de andre guder ser på og i slutningen af hver korte scene fælder dom (gennem et system jeg beskriver mere af senere.)
Humlen er, at for hver gang en gud har været inde i et menneske, tager det noget af dette menneske med sig. Den rene gud bliver så at sige smittet af menneskeligheden i mennesket. For hver gang bliver guden mere og mere menneskelig, mindre og mindre perfekt mere og mere i live.

Scenariet vil også komme til at benytte sig af skabelsesrollespil, men hvordan kan jeg ikke forklare kort endnu, så det må vente.

Med hensyn til layout fortsætter jeg den minimalistiske stil jeg startede i SystemPerfekt. I dette scenarie har jeg et fantastisk værktøj, nemlig de 12 stjernetegn. Hvordan jeg vil udnytte dette, kan man se her: i mit bud på forsiden, jeg synes faktisk det er ret pænt på en enkel måde, hvilket er helt i ånd med resten af scenariet.

Kommende(færdige) projekter: SystemPerfekt

Skriv et svar

Pludeslig var det der, helt færdigt og renskrevet (det eru så meget sagt) på computeren foran mig. Et scenarie, hvor jeg kun mangler at ligge sidste hånd på rollerne, og så fyldte det ikke engang så meget. et er endnu en af mine krumspring for at undgå selv at skulle skrive roller, hvilket jeg ironisk nok er elendig til. (ironisk fordjeg er ROLLEspils forfatter)

Ideen opstod da jeg så (et iørvigt meget poetisk og smukt) program på Natioal Geografik der hed “Menneskt fodspor” Det fortalte hvor meget et enkelt gennemitligt vestligt (engelsk) menneske bruger i løbet af et liv, i tal og smukt fortalt med klasseiske nurme i baggrunden (især fed var det tordende valkyrie nummer som baggrund musik til at billede af alle de æg vi spiser i løbet af et liv hældt på engang ned på jorden fra flere meters højde. men idet program sagde fortælleren pludseig:

“Hvis tøj kun skulle holde os varmt ville vi alle gå i ens behagelige keddeldragter”

Og det bilelde af hele menneskeheden iført ens tøj, og seende ens ud, det brændte sig fast på min nethinde. hvad nu hvis vi alle så ens ud, og på en eller anden måde udkrystalisrede sig der et scenarie ud af det.

Det eneste problem er, at det minder lidt om en ide der blev fremlagt til den syopseworkshop jeg afoldte på Fastaval, det er ikke med vilje, men jeg kan ikke undgå at på et eller andet ubevist plan har jeg lade mig påvirke. Så om scenariet nogensinde bliver spill ved jeg ikke, det skal i hvertfald ikke ødelægge mulighederne en kommende forfatters ide.

Men hvor er scenariet så, tja det kommer i næste blog inlæg.

Så dette er indlægget om scenariet, det næste er scenariet, eller rettere spillerhæftet, som nok vil efterlade flere spørgsmål end svar. men dem kan jeg så prøve at svare på i næste indlæg.

Simon

Kommende projekter: Jeg er døende

1 svar

Jeg havde ikke dette som en af mine kommende projekter, men her klokken kvart i tre om natten samlede nogle brudstykker af tanker sig til denne foromtale og nogle ideer til et scenarie bag sig. Må se om det kan udarte sig til noget. Der er ikke pingviner i det, men det skal dr sku heller ikke være i alt man laver. Her er foromtalen:

Jeg er døende (arbejdstitel)
Jeg sidder i hjørnet i et lille lokale. Eftermiddagssolen slipper ind gennem et lille vindue og spejler sig i den blodpøl, der hurtigt er ved at dannes omkring mig. Væggene er gennemhullede af skud. Et sted brænder bygningen, jeg kan lugte det her fra. Rundt om i lokalet ligger ligene af en halv snes mænd. En af dem bevæger sig stadig lidt, men han er færdig, jeg har selv skudt de fleste af huller i ham. Midt i rummet står de, de mange, mange millioner. Dem det hele handlede om, så tæt på. Jeg har fem patroner tilbage. Min højre arm hænger livløst til den ene side, men jeg kan stadig skyde med den venstre. Der lyder hurtigt trin ude på gangen. Jeg hæver pistolen en sidste gang. Fem kugler vil ikke rede mig, men det vil da give mig selskab i min tur til helvede, det skal jeg nok sørger for.

Hvad det så skal handle om, tror jeg at jeg vil skrive om i morgen, ind til nu må dette være nok.

Kommende projekter

Skriv et svar

Inspireret af Morten G, vil jeg prøve, (nej jeg vil ikke beskrive mine fasta erindringer, som ellers er på mode, og faktisk ret fed læsning, men mine sølle fem styk er bare ikke værd at høre om.) At beskrive mine mere konkrete kommende projekter. Der er lige nu to og de er ret omfattende. Men der kommer måske flere, man ved aldrig.

De to projekter som jeg vil udybde i to kommende indlæg er:

Den russiske svane (arbejdstitel)
En tragedie i tre akter.
Dette scenarie er Inspireret af balletten Svane Søen, Dr. Zhivago og generelt tanken om den russiske tragedie. Altså dette utroligt smukke land og stolte folk, som har været så grueligt meget igennem. Grund tanken i scenariet bliver ideen om smuk smerte. Altså den slags tragedier, hvor det er utroligt ulykkeligt, men på en måde så man synes, det er en smuk ulykke. Præcis Som Svane søen er. Aldrig før har to elskende gjort selvmord så hjerteskærende smukt, måske på nær Romeo og Julie.
Det er tanken, at dette skal være mit følelseporno bidrag til Fastaval 2009

Krigsjournalistik (arbejdstitel)
Et læringsrollespil om medier, samfund og historie
Yay! Hotel Commodore genopstår! Jeg vil kaste mig ud i at skrive rammen ud af hotellet og bygge det op på en måde så gymnasier kan bruge det som læringsrollespil. Rammen vil stadig være den samme. Man spiller stadig journalister i et krigshærget/katastroferamt område, og der vil stadig blive arbejde med de to rum: ude i marken (bord), hjemme på hotellet/redaktionen (live).
Tanken er at skrive en ramme og til at starte med et scenarie som passer ind i denne ramme. Men med tiden skal det udvikles sådan at man kan sætte rammen ned over alle slags historiske eller fiktive scenarier, fra 11. september til oktober revolutionen.
Det første scenarie jeg vil bygge til er Berlin lige efter anden verdenskrig.
Det er tanken, at det skal have sin generalprøve på Vestfyns Gymnasium engang i efteråret.