Tag-arkiv: Blank paper

1+1 – en ide bliver til

Jeg synes altid det er sjovt at kortlægge, hvordan mine ideer bliver til, (nogen ville påstå det sikkert også er en god øvelse, men dem om det). Så i dette indlæg vil jeg beskrive for jer, hvordan 1+1, mit bidrag til dette års Fastaval blev til.

Vandrer
Oprindeligt ville jeg have skrevet scenariet ”Vandrer”, som tog udgangspunkt i bevægelsen igennem landskabet og at landskabet som ramme skabte historien. (Hvis man ser på indlægget ”Ting jeg ikke fatter ved livere” ville dette netop være et arketypisk settingrollespil, hvor omgivelserne er alt afgørende for historien, og det vil blive en anden historie alt efter hvor man er, og hvor live- og kostumerollespil spiller en mindre rolle i forhold til settingen).

Men så tog jeg det med til forfattermøde, og blev klar over, at der trods alt var for lidt. Det manglede et eller flere greb, der holdte historien i gang undervejs. Dette hænger meget sammen med mine tanker om vakum, (så ironisk, at jeg ikke selv kunne se det). I dette scenarie blev det tydeligt, at der var fjernet for meget og tilføjet for lidt. Problemet er, at, i modsætning til tidligere, er det meget svært at lægge noget som helst fast, når det der mangler, er selve rammen, nemlig omgivelserne, de bliver jo først givet i det scenariet begynder. Et andet problem var selve vandringen, fra kritikken blev det tydeligt, at det at skulle gå hele tiden, nok ville forstyrre spillet.

Historien om her
Så jeg gik hjem og tænkte over det. Resultatet blev ”Historien om her,” som er Vandrer bare uden at gå. Men det løste jo ikke problemet med de manglende spilskabene greb, der kunne udfylde vakuummet efter at selv rammehistorien (og roller og forhistorie og andre ting) var taget ud. Det gik op for mig, at enten skulle jeg finde på disse greb eller teknikker et eller andet, eller lave en anden historie eller helt droppe at skrive et scenarie i år (oh ve!) Problemet var, at hver gang jeg prøvede, kom jeg blot på ideer, som jeg har brugt før, og som ikke helt passede ind i denne ide. (Hvad med at der er nogle ånder som fortæller en historie? Nå nej det er jo bare Stjernetegn om igen.)

Om at simre og bygge med lego i hovedet
Der gik nogle uger, hvor dette problem lå og simrede, og her skal det nok indskydes, at en fast øvelse, jeg gør mig, når jeg bygger ideer, er at forstille mig en historie. Altså så og sige spilteste scenariet i mit hoved. Og en ting jeg opdagede, var at jeg rigtigt tit, i disse mentale spiltest, og dette gælder ikke kun Historien om her, men også SystemPerfekt og Stjernetegn, skabte historier om kærlighed eller forhold. Jeg kan åbenbart godt lide tanken om skabe scenarier, der kan få kærlighedsforhold til at blomstre ud af ingenting for de forbløffede spiller. Det har nok noget at gøre med at kærlighed og følelser er en af de sejeste ting at skabe i rollespil, det er så let at skabe spil ud fra.

En anden mental øvelse jeg gør mig, når en ide halter, er at hive tidligere ideer og mekanikker, som jeg endnu ikke har fået brugt frem og se om de passer sammen nu, evt. med den ide, der skaber problemet. (Historien om her, er på den måde nu lagt i min ”mangelfulde ideer kasse” og venter på at få et eller andet koblet på sig, der gør at det bliver spilbart. Det er i øvrigt det samme, der gjorde at Stjernetegn tog flere år at lave, det kunne første laves da de rigtige greb var sat sammen og gjorde det spilbart. Så bare vent, om 3-4 år kommer Historien om her.)

Kærlighed = godt rollespil?
En dag stillede jeg mig selv det, for scenarieskrivning, og alt skrivning for den sags skyld, afgørende spørgsmål: ”hvad vil du gerne fortælle?” Og jeg tænkte ok, hvis kærlighed er så centralt og fristende et emne, hvorfor så ikke tage springet, og skrive et kærlighedsscenarie? Evt. ud fra den struktur jeg jo er kendt for, nemlig hvor indhold og historie opstår under spillet.

Igen gik tiden, (og deadline nærmede sig uhhhhh) og jeg prøvede forskellige ideer igennem, satte dem sammen på forskellig vis. Så da jeg satte min tidligere tanker om at spille i mørke eller spille tavst, sammen med ideen om et minimalistisk kærlighedsscenarie, så tænkte jeg, ok, hvis nu der er flere scener, og måden man spiller på, skifter mellem disse. Så kunne man skifte mellem mørke og tavst. Men det blev nok for svært eller ensformigt, tænkte jeg. Og på en eller anden måde kom så tanken: Hvad hvis hver scene spilles i forskelligt rollespil?

Og så var øvelsen jo at komme på en passende mængde typer og undersøge, om det overhoved gav mening, eller om det blot blev et eksperiment for eksperimentets skyld. (En god regel nogen (kan desværre ikke huske hvem) lærte mig, da jeg skrev Ønskeøen: Man skal ikke eksperimentere eller bruge mærkelige virkemidler bare fordi man kan, men de skal på en eller anden måde understøtte spillet, oplevelsen og/eller historien.)

Good old Fastawood
Så jeg ridsede op: jeg har mørkt og tavst*, så er der jo live og bord, det er kun fire. Ok hvilke scener er der i et parforhold? Her hev jeg den trofaste Fastawood model frem, og sagde, hvis man satte et parforhold op på den, hvordan ville det så se ud? Resultatet blev fem arketypiske scener, der hver især belyser et stadie i et parforhold, fra det begynder til det gennemgår og forløser en krise. (senere er der kommet en 6 til.)

Så var det bare at ligge to og to sammen (eller 1 og 1 haha). Altså kunne jeg finde rollespilstyper, der understøttede formålet med den enkelte arketypiske scene? Og det kunne jeg, synes jeg selv. Hvad typerne og scenerne er, vil jeg beskrive senere, når jeg gennemgår selve scenariet, og mine tanker om rollespilstyper og deres fortælleevner.

Og Således blev ”1+1” til. Titlen kan jeg desværre ikke huske hvordan jeg kom på, men den ser godt ud, og for engangsskyld ligger jeg øverst, alle mine andre scenarier, har nemlig titler der ligger langt nede i alfabetet.

*En lille sidetanke: Mørkt og tavst rollespil er vel egentlig live og ord i deres yderste essens. I mørkt rollespil, kan du slet ikke bruge kroppen, kun din stemme, kun ordet er til stede. Tavst er modsat, her har du kun din krop og ansigt til at kommunikere med, hvilket må siges at være den ultimative form for live. Det er sjovt, det har jeg ikke tænkt over før.

Og en sidste godbid, jeg ved ikke om, jeg bare er den sidste til at spotte dette, men Frederik J har skrevet en kort historie af dansk rollespil, med fokus på Fastaval, på Story Games, især folks reaktion og debat om dansk rollespil er faktisk sjovt at læse. (jeg er altid facineret af at høre udefrakommendes tanker om ting jeg finder som de mest naturlige)

“Jeg forstår ikke det du laver Simon”

Jeg har ved flere forskellige lejligheder, og til både personlig morskab og undren, fået afvide at folk ”ikke forstå mine scenarier.” Jeg kan forstå at noget ikke falder i ens smag. Jeg er ikke særligt tiltrukket af horrorscenarier, men jeg forstå dem godt. Jeg kan godt se, hvorfor nogen vil synes om dem, bare ikke mig. Men det er ikke det, folk siger om mine scenarier.

De forstår dem ikke. For mig lyder det næsten som mit forhold til noget moderne kunst. Jeg forstå det ikke, jeg er åben for meget kunst, men jeg har nogen gange kigget på et ”værk” og tænkt: ”det forstår jeg ikke.”
Hvis det er tilfældet er jeg jo på dybt vand, fordi det er prominente mennesker vi taler om her. Så derfor vil jeg i dette indlæg, prøve at forklare, hvad det er, jeg tror, der virker i mine scenarier. Det har jeg prøvet før, men folk forstår det tilsyneladende stadig ikke. (Selv det kan være fordi, de ikke læser min blog, så må jeg jo hellere prøve igen.)

Spillerne skaber
For det første er det utroligt spillerafhængigt, det ved jeg godt alt rollespil er. Og at mange andre rollespilsformer har sagt, at de sørme også er det meget mere end andre. Men jeg mener nu stadig, at denne stil er det lige en tand mere.

Eller måske sagt på en anden måde, det er spillerforståelses afhængigt. Det er utroligt vigtigt at spillerne forstå scenariet, forstår, hvad ideen bagved det er, forstå, hvad der er drivkræften i scenariet. (Hvilket jeg kommer til, men jeg kan afsløre, at det er spillerne selv.) Dette opdagede jeg faktisk allerede ved Hotel Commodore. Den ene halvdel af spillerne fattede ideen bag, og havde en fantastisk oplevelse, den anden halvdel gjorde ikke, de røvkedet sig. Så hvad var det der skulle fattes?

Jo at historien kom inden fra ikke ude fra. Det var op til spillerne selv, at skabe deres egen fortælling ud fra de redskaber, de var blevet givet ved spilstart. Der kommer ikke nogen biperson med et udråbstegn over hovedet og siger, nu skal du gøre x. og det forventede en pæn mængde folk. Men dem, som så udover dette, og skabte deres eget eventyr, de havde en god oplevelse, og flere af dem har jeg siden hen set i flere af mine andre scenarier.
(I en sidenote skal det nævnes, at flere af mine faste og bedste spillere, er meget unge, så er det faktisk en fordel ikke at være så fastsat i sin forståelse af, hvad rollespil er, når man spillerne mine scenarier.).

Jamen så dan er mit scenarie også!
Mange ville sikkert nu sige ”det er da der ikke noget nyt i” og jeg vil være meget enig med dem, jeg synes ikke jeg er specielt nyskabende, det er da en del af rollespil, at overlade initiativet til spillerne
Men når nu så mange stiller sig uforstående, må jeg jo prøve at forklare, hvordan jeg tror mine scenarier virker, og dette er en af tingene. Men dog tror jeg også, at der er en forskel mellem mine scenarie og andre spillerbårne scenarier, det må der være siden selv forfattere til scenarier, jeg ville mene minder om mine, ikke forstår dem.

Hvad er de redskaber og hvordan/hvorfor virker de?
Lad os prøve at se på de før nævnte indre redskaber spillerne kan gøre brug af, til at skabe en historie. Det er disse der erstatter de ydre omstændigheder, der normalt skaber en rollespilhistorie (oftest en GM eller andet ramme, der sætter historien i gang) I Hotel Commodere var det to ting: der var traditionelle rollespilsredskaber, så som konflikter mellem rollerne (hvem skal have forfremmelsen?) og mål for den enkelte rolle, (jeg vil bevise mit værd).

Men ud over det, var der et nyt greb: nemlig: ”dæk en krig.” Spillerne var journalister, der skulle dække en borgerkrig i Libanon. Men der var ikke noget bestemt, de skulle, de havde blot fået afvide: dæk den. Sådan som det ville være i virkelighedens verden. Derefter var der en række kroge, blandet andet lokale folk med en historie de ville prøve at få journalisterne til at skrive, samt enkelte tips hjemme fra, Men udover det, var der frit spil.

Det betød, at det var op til spillerne selv at beslutte deres spil, ud fra: hvad vil min journalist lave. Selvfølgelig skete der relevante ting lige meget, hvad de gjorde, det var dog lagt ind, men det vigtige var, at initiativet lå hos spilleren.

Bamsen og små børns leg
Jeg tror det var dette, der er blevet videreudviklet på i mine tre efterfølgende scenarier. I Ønskeøen er spillerne børn, der får natten til at gå ved at fortælle en historie. Men igen ligger initiativet hos spillerne: hvad for en historie? Der er et væld af redskaber til at inspirere og sætte historien i gang, men i sidste ende er det igen spillerne, der ikke bare styrer men skaber slaget.

En frygtelig mangel på information
I SystemPerfekt er spillerne mennesker uden hukommelse, historie, ramme eller nogen forklaring på, hvorfor de er i dette rum i dette tøj og skal følge disse regler. (Udover det er der også et mindfuck element, via ritualerne og pligterne, men det er en helt anden sag.)

Det der gør dette scenarie virker, er mangel på forklaringer. Spillerne står i en absurd situation og ligner store spørgsmålstegn. Men det er meningen, dette er drivkræften (og det var det, jeg svækkede for meget ved min omskrivning, for at skubbe scenariet i gang hurtigere, men det tror jeg slet ikke, det skal, det skal gå langsomt og svært i starten.)

Når mennesker står i en presset situation uden en forklaring, så bliver de usikre og frustrerede, og som forsøg komme ned på jorden igen begynder hjernen simpelthen at komme på en forklaring. Jeg kan huske under 11. september gik der vilde rygter og spekulationer, både i nyhederne, men også bare de ting mig og min kammerat kunne komme på af spekulationer, var imponerende. Mange af de ting opstod nok fordi, folk ingen forklaring havde, og så forsøger vi (ubevidst og bevidst) at komme på en.

Og denne febrilske hyperkreative jagt på svar, er drivkræften i SystemPerfekt. Igen er det op til spilleren at skabe rammerne og forklaringerne og der med, muligheder for at handle og dermed en historie. Forvirret? lad mig prøve med et eksempel fra spiltesten på Hyggecon, frit fra hukommelsen:
I deres historie opstod der to fraktioner: den ene mente at forklaringen på det hele var, at de var låst inde af et undertrykkende system, den anden mente at jorden var gået under, og at de var her for deres egen sikkerheds skyld.
Disse to forklaringer er ikke til stede på forhånd, det er noget spillerne har skabt helt på egen hånd. Men det er tydeligt, at alt efter, hvad man vælger, vil de give to vidt forskellige muligheder: blive eller gå. Det skabte så deres historie, nemlig konflikten mellem disse to grupper og klimakset var det endelige brud, da den ene halvdel blev og den anden gik.

Se i et normalt scenarie, ville forfatteren have skrevet dette: ” Der er to fraktioner, den ene vil blive den anden vil gå, spil det.” Men i SystemPerfekt var det 100% spillerskabt, der er intet af den slags i selve teksten. Det er tydeligt, at det er en af de mere sandsynlige udfald af scenariet, men det er ikke givet.
Det er styrken og svagheden i mine scenarier, tror jeg. Styrken fordi, historien bliver ultra vedkommende for spillerne, de har nemlig selv skabt den og derfor tror de på den og går meget op i den. Valg bliver pludseligt svære og vedkommende, fordi spillerne selv har spillet sig hen til disse valg og ikke er nogen de har fået påduttet af en forfatter eller GM.

En svaghed fordi det kan fejle. Hvilket det gjorde da SystemPerfekt stod sin prøve på Fastaval. Der opstod kun en fraktion og den opstod for hurtigt. Det var fraktionen, der ville gå, der kom for hurtigt og derfor sluttede historien ret hurtigt, der var jo kun en ting at gøre: gå. Det er balancen i spillet og den blev forrykket ved omskrivningen mellem Hyggecon og Fastaval. (Spillerne havde en god oplevelse, men de gik desværre glip af mindfuck oplevelsen, fordi den først sætter ind efter at have fulgt pligterne og ritualerne i ca. to timer.)

Det ved kun stjernerne
Hvad med Stjernetegn, hvad gør jeg så der? Det minder nok mere om Ønskeøen end SystemPerfekt. I stedet for at have mistet alt, har spillerne, som guder, alt i Stjernetegn. Men netop hvis alt er muligt står man næsten samme sted som SystemPerfekt, bare fra en modsat tilgang: Når alt er muligt, hvad skal jeg så fortælle? (Det sammen problem, som mange oplever med en fristil.)

Igen som i Ønskeøen er der et væld af redskaber til at skabe denne helt frie historie med. Men igen er de kun redskaber, den historie spillerne skaber, er deres, og netop derfor, tror jeg at de går mere op i den, end hvis den kom ude fra.

Det oplevede jeg også ved spiltesten på Con2. Spillerne gik for alvor op i historien og dens centrale personer. Hvem skulle dø, hvem skulle finde sammen osv. Det var oplæg til mange diskussioner. Der var redskaber til at finde frem til dette, så som dommene, som giver hints til, hvad historien kan handle om (meget som oraklet In a Wicked Age). Men hvad det så rent faktisk bliver til, er op til spillerne i samarbejde (og ofte diskussion) at komme frem til.

Men endnu mere vigtigt blev selve rammen også diskuteret. Hvorfor gør vi dette: Fordi det er vores pligt eller fordi det er sjovt? Alt efter hvad svaret er giver det jo meget forskellige muligheder, (pligt: så skal det gøres ordentligt og retfærdigt, for sjovt, så må man gerne fucke de dødelige op, bare det er underholdende for os.)
Igen er det afgørende, at intet af dette står nogen steder i scenariet. Normalt ville der stå i ens rolle: ”Du synes det er din pligt”, eller ”du gør dette for sjovt”. Men det gør der ikke, det er nogle holdninger spillerne skaber sammen via scenariets redskaber, (så som at blive påvirket af de dødelige)

Et forsøg på en opsamling
Mine scenarier mangler noget, der er fast bestanddel i mange scenarier (ikke alle Morten det ved jeg godt). Der mangler ting som ramme, baggrundshistorie, skrevne roller, en verden, og en tydelig start og slut på historien, (en tydelig sti at ”følge” så at sige).

Men det er der i og for sig ikke noget nyt i, det er gjort mange gange før. Men det hvor jeg tror mine scenarier skiller sig lidt ud, er manglen på skabelse inden scenariet sætter i gang. Selv et meget bart scenarie som IaWA har en del skabelse, før man starter. Man vælger roller og finder bipersoner, man sætter rammen om historien. Meget løst javel, men det besluttes trods alt, det binder til en vis grad historien.

Det jeg gør anderledes, er at alt det skabes under rollespillet og via rollespillet. I Ønskeøen fordi spillerne er børn, og børn finder på deres lege sådan, i SystemPerfekt fordi de er mennesker uden nogen information i en frygtelig situation, og så vil mennesker automatisk komme på en forklaring, og endelig i Stjernetegn fordi de er guder, der skaber en fortælling om nogle dødeliges skæbne.

Så Mine scenarier er en stak redskaber, som sætter spillerne i stand til at skabe og udvikle deres egen historie inden for en løse ramme, der opfordre til skabelse af en stærkere ramme, hvori en historie kan skabes. Men alt dette sker inden i fiktionen og undervejs i spillet. (Man beslutter ikke offgame: Hvad gør vi nu? Konflikter og valg løses og tages inden i spillets fiktion.)

Det blev langt, men for mig godt, da jeg fik sat lidt på spidsen, hvad det er, jeg tror, jeg laver. Hvis det stadig ikke giver mening så kommenter og skriv, hvad det er der ikke giver mening. Hvis du forstår mine scenarier, men synes jeg tager fejl, (hvilket er en mulighed) så skriv også dette. Jeg vil gerne vide det. (Jeg ved heller ikke selv altid, hvorfor mine scenarier gør som de gør og bliver tit (positivt)overrasket af deres resultat.)

Hør Simon, laver du ikke meget det samme?

Hør Simon, laver du ikke meget det samme?

Laver du i virkeligheden ikke bare samme scenarie om og om igen, med enkelte ændringer?

Altså nogenlunde samme ide: ingen roller, ingen historie, ingen baggrund, og så skal spillerne selv finde på det hele ud fra nogle redskaber du giver dem. Er det ikke at gentage sig selv rigtigt meget?

Den kritiske del af mig selv har spurgt mig om dette ofte på det sidste. Især efter Vandrer. Det virker som om, at det scenarier er så tæt på det minimalistiske scenarie, man kan komme, uden at aflevere et blankt stykke papir.

Fjern vandringselementet og du har et scenarie, der nok er så frit og indholdsløst, som det kan lade sig gøre (altså på denne måde). Så kort sagt tror jeg, at Vandrer er toppen af min minimalistiske serie. Nu kan jeg ikke trække det længere ud af den tråd. Og får jeg ideer til det, bør jeg nok lade være, eller kun skrive dem for sjov.

Så hvis jeg skal fortsætte med at skrive scenarier, må jeg i en ny retning. Jeg skal finde et nyt fokus, er nyt område, men samtidig bruge de ting jeg har lært, og lade mig inspirere af de teknikker de minimalistiske scenarier bygger på.

Hvad det så bliver, ved jeg ikke. Måske jeg trænger til en pause, tage et år væk fra at skrive scenarier og fokusere på andre dele af rollespillet, for at se om det kan give nye vinkler at anskue forfatterdelen på.

Måske er udfordringen at tvinge mig selv til at skrive et scenarie, hvor styrken er de dele jeg har undladt i mine sidste scenarier. Så som roller, historie, baggrund. Jeg har en ide om at det kunne være en interessant, men meget hård øvelse, at skrive et karakterdrevet scenariet. Hvor fokus kommer fra velskrevne gennemarbejdede originale roller. Jeg har jo sådan set ikke har skrevet roller siden Hotel Commodore.

Eller er løsningen at prøve at skrive et scenarie sammen med en anden? For på den måde at tvinge mig selv til at se på scenarier anderledes?

Det er ikke til at vide, det må tiden vise. Faktum er at nu vil jeg gøre Stjernetegn og Vandrer færdige. Så har jeg endnu et projekt planlagt og derefter uvished. Det bliver spændende.

To be continued…

Der er intet så skræmmende som et blankt stykke papir

Et natteindlæg om mine tanker om kreativitet.

I kender godt de der drømmefangere (dream catchers), som man kan købe, de skal åbenbart fange mareridt eller sådan noget (hvordan en hel mare så kan være i sådan et lille net forstår jeg ikke.)

Sådan bruger jeg ikke. Jeg bruger en blank blok og en kuglepen.

Hvis jeg vil være sikker på, at kunne falde i søvn uden at få hovedet fyldt med tanker og ideer, der bare SKAL skrives ned, er det den letteste måde at sikre det på. At bevidst lægge pen og blok tæt på sengen, så kommer ideerne aldrig, og jeg kan sove trykt.

Hvilket har betydet, at jeg mange gange har vækket min kæreste med det modsatte, på denne måde:
”Skramle, skramle, rode, larme, famle rundt”
”uh hva, Simon hvad laver du?”
”Øh jeg leder lige efter noget at skrive på,”
Skrible, skrive, skrive, ridse tøve, skrive, skrible”
”sov du bare videre…”
”humm nå ja skal prøve, godnat igen.”
Jeg skal selvfølgelig benytte lejligheden: Undskyld Jeanette, men det bliver næppe sidste gang. Men tak for den evige tålmodighed med mine særheder.

Men sådan er det, hvis jeg bevidst gør klar til at skrive ting ned, så har jeg aldrig ting at skrive ned, hvis ikke, ja så kommer de lige inden jeg falder i søvn. Det var sådan SystemPerfekt opstod, og det er sådan jeg i nat har skrevet arrangørmappen færdig til Stjernetegn (en opgave jeg har kæmpet med i nogen tid.)

Jeg synes stadig om historien bag SystemPerfekt. Fordi jeg ikke kunne falde i søvn, og et eller andet sted kom denne ide fra. Den bestod, som alle mine andre ideer af nogle mere eller mindre bevidste brudstykker af andre tanker og ideer, men pludselig, den nat, blev de samlet til en og virkede. Så jeg lå og vendte og drejede mig og tænkt, som så ofte før: skal jeg stå op og skrive eller sove og huske det i morgen. Til alt held valgte jeg at stå op, tænde computeren og skrive SystemPerfekt i et hug. Der er blevet ændret meget siden, men grundkernen er stadig den samme, som det jeg skrev den nat.

Så det er sådan set mine to vigtigste råd om kreativitet:
1. Lad være med bevidst at gøre dig klar til at være kreativ, lad i stedet den komme til dig. Lidt som en kat, den bestemmer, hvornår den vil kæles med.
2. Når den så kommer til dig, så skal du straks tage imod den, og tage den tid, det tager at få den skrevet ned, om end det så er i noter på mobilen eller at tænde computeren og skrive et helt scenarie. Min fornuft vil sige: nej lade være, du skal sove, eller gøre, hvad kreativiteten nu kom i vejen for. Men det er sjældent, jeg husker det til senere, hvis jeg ikke i det mindste skriver lidt ned.

Man får ofte rådet: ”derfor bør du altid gå med en lille blok på dig.” Men min holdning er, at sådan en blok fungerer nogenlunde på samme måde som blokken på natbordet, den forhindre alle ideer i at komme frivilligt. Den holder fantasiens mare væk, (uhhh sproglig likør).

Løsningen er snyd. Snyd kreativiteten. Hav noget på dig som kan skrive, men som du alligevel ville have på dig. Den fatter oftest ikke mistanke. Min løsning er som nævnt mobilen. Lige nu har jeg 27 sms kladder på min mobil. Størstedelen af dem er ideer, tanker og andet til projekter jeg har gang i (så som rollespilsscenarier).
Jeg bruger meget bevidst sms kladder, da de er hurtige at lave. Men mest vigtigt fordi jeg ser dem oftere, end jeg ser de noter min mobil også kan lave. Kort sagt, så kommer jeg forbi kladderne oftere, og det gør at jeg bliver mindet om tankerne.

Denne nats sidste tip er: gåture. En af de bedste måder at få ordnet tanker på og udvikle ideer (bemærk jeg siger udvikle ikke få.) Er at gå en lang tur. Nogle gange kan lysten til en tur komme på ubelejlige tidspunkter, men prøv af og til at give dig selv tiden til at gå den tur alligevel. Jeg finder at det hjælper.

Jeg prøver at overholde en regel på mine gåture: spontane tanker skal følges. Får jeg lyst til at gå ned af en sidegade, så gør jeg det. Hvis jeg får lyst til at gå tilbage og hente mit kamera, selvom det skulle være en tænketur, så gør jeg det. Igen for mig handler det om at åbne op for spontaniteten.

En af mine bedste gåture var da jeg tilfældigt (jaja helt tilfældigt var det nok ikke, min underbevidsthed må have spillet ind.) vågnede op en fredag den 13, hvor det samtidig var fuldmåne. Jeg kiggede ud og besluttede mig for at gå en tur. Kæft hvor er jeg glad for at jeg gjorde det. Det var næsten skyfrit og månen badet landskabet i det skær kun en fuld måne kan. Det var en lille smule tåge i luften, som flød langs med den lokale å dækkede de sovende heste i sølv. Da jeg kom forbi den gamle kirke, kom jeg til et stort gammelt egetræ som står lige foran kirken. Under det står et vejskilt og på det skilt sad der en skikkelse. Den var stor, altså virkelig stor, ved ikke om månelyst gjorde den større, men den var stor. Da jeg kom tæt nok på, kunne jeg se at det var en kæmpe ugle, den største jeg nogen sinde havde set. Den drejede sit hoved og kiggede på mig, som kun ugler kan. Vi stirrede lidt på hinanden, så folede den sine vinger ud og satte af og forsvandt op i det store egetræ. Jeg sagde tak og gik videre og hjem. En af mine bedste gåture nogen sinde.

Jeg ved ikke om dette er noget nogen kan bruge, men det var hyggeligt at skrive, så det kommer på bloggen.

Godnat læsere.

Stjernetegn, Valravn, papir og sagn

Som nævnt bliver mit næste scenarie nok ved navn Stjernetegn. Det handler om 12 guder (ja et for hvert stjernetegn) der skal dømme på udfaldet af 12 historier fra de dødeliges verden(hver gud har ansvaret for en historie og dom). Rollerne i hver historie spilles af udvalgte guder, som træder ind i menneskenes kroppe og styre dem i historiens varighed. Men finten er, at hver gang en gud vender tilbage til gudernes verden efter at have været inde i et menneske, tager guden noget af mennesket med sig. Guden bliver så at sige smittet med menneskets personlighed og relationer. (Hvis tre guder udspiller en kærlighedstrekant, vil de både tage karaktertrækkene fra deres roller og kærlighedstrekanten med tilbage til gudernes verden.)

Det blanke stykke papir
Det er denne del af scenariet jeg ville kalde for whiteform, eller hvidt rollespil eller blankt rollespil (kald det hvad du vil), det leder hen til det samme. En tom rolle, som gennem rollespil, gradvist fyldes ud og gives dybde (Rollerne vil som udgangspunkt ikke består af andet end en kort beskrivelse af det enkelte stjernetegns meget generelle træk, lidt som rollerne fra Memoratoriet.)

Dette scenarie bliver ikke nær så løs som mine sidste, blandt andet kommer der en historie og måske lige frem noget, der minder om en spilleder, selvom lige nu hedder han en tjenende ånd. Hvad jeg mener og vil med dette, vil jeg beskrive i næste indlæg, (ellers ville dette bare blive for langt.)

Jeg her rimelig godt styr på systemet, hvordan historierne køres og hvordan dommene og historierne spille sammen. Samt hvad der skal ske mellem dommene. Hvad der er meget usikkert er hvad historierne skal være. Jeg har en ok ide af, hvordan jeg gerne vil have det overordnede historie forløb skal være. Men det enkelte konkrete ideer mangler.

Valravn
Men der fik jeg så hjælp fra et uventet sted, nemlig Valravn koncerten på dette års Fastaval. Deres lydunivers passede ret godt ind i den stemning jeg havde tænkte på til Stjernetegn. Og det gav mig ideen til at udgangspunktet for historierne selvfølgelig skal være gamle skandinaviske myter. Jeg tænker på ting som de islandske sagaer og lignende myter og legender fra Danmark, Sverige og Norge. Nogle sagn nævner Valravn, men jeg ved der findes mange flere der ude, nu skal de bare findes. Jeg vil selvfølgelig ikke følge dem regelret, men lade mig inspirere af dem.

Domme og historier
Pointen er at hver historie skal være både fast og løs. Der skal stå et kort referat om, hvad der skal ske, men det meste skal være op til spillerne. På et tidspunkt stopper overdommeren (den spiller som har ansvar for denne historie) historien og udpeger et bestemt spørgsmål som guderne skal stemme om, (hvilken elsker vil hun vælge? Hvem vinder duellen? Osv.) De spillere, som spiller rollerne, skal så forsætte og afslutte historien ud fra det resultat afstemningen kom frem til.

Mellem hver dom kommer der en pause, hvor spillerne kan spille deres rolle og få de relationer og andet i spil de tager med hjem fra de dødeliges verden. Men denne tid har også en anden funktion, den skal bruges på at binde de 12 historier sammen til en fortælling. Spillerne får af vide hvad den næste historie er og så skal de fylde den tid der går mellem de to ud, så de på en eller anden måde hænger sammen og driver den overordnende historie fremad.

Kan 12 spillere gøre det? Det ved jeg ikke, måske skal kun en lille del af dem beslutte dette. Måske skal, dem der var med i den netop afsluttede historie, ikke deltage så de netop har tid til at spille på de ting de tog med sig hjem, og udvikle deres roller, det tror jeg måske.

Guderne starter som ophøjede og perfekte, men gradvist bliver de mere menneskelige og får en personlighed og relationer, ja de får følelser. Imens skal den overordnede historie spidse til. Både roller og historie skal selvfølgelig kulminere til sidst i noget jeg ikke vil fortælle om, men som man næsten kan gætte sig til.

Stjernetegn og Jeepform
Jeg vil også bruge jeepform metoder i dette scenarie, men hvilke præcis det bliver ved jeg ikke endnu. Jeg har nogle ideer, men det må komme i et andet indlæg.

Whiteform

Når vi nu har indset, at det jeg gør i mine scenarier, er at skabe et vakuum, ved at fjerne et centralt element i scenariet. Dette vakuum fylder jeg så ud med noget andet end normalt, og derved opstår en ny, anderledes og forhåbentlig bedre spiloplevelse.

Men det der går igen, ved alle de ting jeg gør, er at det der bliver fjernet, er tekst. Altså mange af de ting, der normalt står skrevet i scenariet, bliver fjernet og erstattet af andre ting. Som regel redskaber, der gør spillerne i stand til at skabe disse tekster selv.

Det er selvfølgelig set før. Det at forfatteren skriver rollen, er jo faktisk ret nyt, normalt var det jo noget spilleren selv stod for. Der hvor Whiteform skiller sig ud, er at disse tekstelementer skabes under og via rollespillet.

Således skaber spillerne i Ønskeøen ikke de fraværende roller inden spilstart. Men de skaber og uddyber deres rolle under selve spillet og gennem interaktion med historien og de andre spillere. Og så er vi nået til, hvorfor jeg kalder det Whiteform:

Det kommer fra tanken om det blanke stykke papir, som gradvist udfyldes. Det kan beskrives gennem denne metafor: I stedet for at give spillerne et billede af deres rolle, så får de et stykke blankt papir og redskaberne til at selv tegne billedet af deres rolle.

Det er kernen i Whiteform, vi erstatter tekstelementer i scenarierne med redskaber, som gør spillerne i stand til selv at skabe disse tekstelementer via rollespil. Og hvorfor så gøre det? Fordi spillernes kollektive kreativitet er langt mere spændende og varieret end en forfatter, som sidder foran sin computer og skriver.

Kort sagt handler det om: Giv Spillerne Magten. Med de rigtige redskaber, er de bedre end den bedste forfatter. Forfatterens opgave bliver i stedet at skabe de redskaber, som bedst muligt kan støtte og øge spillernes kollektive kreativitet.

Mit næste skridt herfra, er at sætte mig ind i Jeepform. Fordi som jeg forstår det, så er der mange sammenfald mellem det jeg laver og Jeepform. Så må jeg se hvordan de ting kan arbejdes sammen i mit næste scenarie, Stjernetegn.