Jeg har på flere fronter fået kritik af navnet Stjernetegn til mit kommende scenarie. Normtalt er jeg meget modvillig til at ændre navn på scenarier, da jeg kører med nogle meget dogmatiske regler for navne på scenarier. Det skal kort sagt være så enkelt præcis og udramatisk som muligt.Det synes jeg fungerer bedst.
Shadywill foregik i byen Shadywill og derfor hed det det, det samme gjaldt Hotel Commodore og Ønskeøen. SystemPerfekt, tja det var det jo. Det samme ville jeg gøre med Stjernetegn. Stjernetegnene er i centrum, derfor er det kun naturligt at det hedder det.
Men flere har kommenteret på de associationer, der er forbundet med konceptet stjernetegn. Det har en Alt for Damerne følelse over sig, siger de. Jeg synes det er interessant, at det kun er mænd, der har sagt det. Om det er fordi, kun mænd har set og hørt om Stjernetegn, eller fordi, det kun er mænd der tænker det, ved jeg ikke.
Jeg er fristet til at sige det er det sidste og så ignorere det. Ærligt talt, hvis folk ikke kan se ud over de umiddelbare associationer der er til et ord, så vil jeg næsten ikke have dem til at spille mit scenarie. Stjernetegn bliver brugt som et rigtigt fedt redskab, det har intet med den følelse, der ofte er med det.
Men pointen er, at selv folk, jeg har meget respekt for, har påtalt det, så for første gang er jeg åben for muligheden for at skifte navn. Men til hvad? Jeg vil stadig have at ovenstående dogmer bliver overholdt, og navnet skal stadig fortælle, hvad der er i fokus.
Jeg har sat mig ned og kommet med en række bud, de er herunder. Men jeg modtager også gerne bud. Så derfor konkurrencen: jeg udlover en fadøl af Wintercoats bedste (eller hvis du ikke er til øl eller de ikke er der i år noget tilsvarende) på næste Fastaval, til den som kommer med et nyt bud, som jeg og jer andre synes vil være en god titel til Stjernetegn.
Har du ikke en ide, så kan du stadig hjælpe, ved at kaste din stemme, på forslagene her under. Jeg stemmer fortsat på Stjernetegn, men jeg er spændt på hvad I siger:
Kan du ikke beslutte dig, så kan du vælge op til tre forskellige. Skriv alternetive forslag og andre kommentare i kommentarfeltet.