Jeg har meget at fortælle om i år efter Fastaval, så for at undgå, at dette indlæg bliver for langt, tror jeg, at jeg vil dele det op i flere kortere indlæg. Så her vil følge noget om:
Om Fastaval helt generelt
En smule rollespil, det var der ikke meget af i år
At være chefredaktør for anden gang, og avisens fremtid i mine øjne
Om hvordan det gik for Stjernetegn
Om hvad jeg kunne tænke mig at lave til næste år
Om kommende projekter

Bag din ryg – om at spille sig selv
Tøse antologien var en fantastisk oplevelse for mig. På mange måder, jeg oplevede, hvordan det var at spille sig selv som teenager, om at afbryde et rollespil og endelig en ny og fed måde at blande rammefortælling og opvarmning på.

Første scenarie vi spillede var rådne æbler, om en lille middelklasse familie, pæn på overfladen, men vreden ulmer nedenunder. Vi skulle selv beskrive huset, generelt skulle vi selv beskrive byen, smukt gjort, den by stod meget klart frem for mig, men den talte godt nok også til min provins opvækst.

Jeg skulle blandt andet beskrive en 13årig teenager værelse, så jeg beskrev det som stilfyldt og tilstræbt voksent, men stadig Lego gemt under sengen, det kom nok frem af og til. noget mere eller mindre bevidst stjålet fra min egen barndom, det skulle jeg ikke have gjort…

Jeg får så rollen som drengen i det værelse, Simon, det var da pudsigt tænkte jeg og begyndte at læse. Det var den sælsomste læsning længe, fordi det var om mig selv jeg læste. Mig selvom 11årig (kan ikke huske hans alder, men midt mellem de to).

Simon var klodset, det var jeg også, Simon havde det med at lyve, også selvom det kun udskød straffen, samme her, Simon kom tit i problemer, også jeg. Se det kan man kalde bleed. Derfor var det også ret let for mig at komme ind i rollen, og jeg havde en forrygende oplevelse om undertrykt og intens vrede. Tak til forfatteren for det scenarie.

Blandt guldoplevelserne var at få følgende råbt i hovedet af Alex K Uth: ”Grunden til at din mor er død, er fordi du er en lille dum grim dreng.” Arrg det var godt sagt, der blev helt stille ved bordet og alle tænkte, av det var ondt, og kæft hvor var det fedt, tak Alex, og tak til de andre ved bordet også Mikkel, Erik og Tina (vores førstegangs spilleder, sejt at ligge så hårdt ud.)

At stoppe et scenarie
Den næste oplevelse var Råt kød, jeg vil ikke fortælle så meget om det, da du hellere skal spille det, end høre om det fra mig af. Men det korte af det lange er, at en spiller en desperat far og de andre spiller onde mafiaagtige folk, som skal få ham til at satse alt i forsøget på at redde sin familie.

Pointen er at familiefaren skal være offer for de andres hån og morskab. Det er sikkert sjovt for nogen, især folk som har psyken til at synes, det er sjovt. Men da jeg spillede far kunne jeg ret hurtigt mærke at dette IKKE var sjovt. Det var ikke sjovt, at sidde uden nogen udvej og blot blive trukket længere og længere ned.

Så jeg stoppede efter ret kort tid, jeg kunne godt se, hvor det bar hen, og det var ikke noget for mig. (Jeg blev moppet nok i skolen tak.) Men det var ikke nogen let beslutning, og jeg er rigtig glad for at de andre spillere respekterede min beslutning og endda synes det var flot at jeg turde sige fra.

Jeg må indrømme, jeg var inspireret af jeepen, der har en regel, der siger: ”hvis spillet ikke fungere, så stop og snak om, hvorfor.” Det gjorde vi så. Jeg synes stadig scenariet er godt, og jeg tror det kan være en fed oplevelse, for folk, som ikke har så stærkt negativt et forhold til mobning end jeg selv har.

Men så har jeg jo prøvet det, og jeg har nu et bedre billede af, hvad jeg kan og ikke kan som rollespiller, og kan se, der er en del jeep, jeg aldrig kan spille. For eksempel ”Fat Man Down”, hverken som den fede eller mobber ville jeg kunne lide at spille det scenarier.

Magi: Umulig
Så fik jeg til gengæld spillet Magician: Impossible. Det var en fed oplevelse. Scenariet var ikke nær så rent som Kristians sidste, Reservoir Elvs. Men udgangspunktet var jo også forskelligt, og det tror jeg betyder meget. Reservoir Dogs, er en simpelt smuk intens film, den gængse agent film er ofte en kompleks og rodet historie med lag på lag på lag. ”Nå nu er skurken altså vores chef, der kan man bare se.”

Vi havde en rigtig god oplevelse, da vi endelig rykkede fra skurvognen og over i redaktionens lokale, som jeg som chefredaktør bedømte, at vi godt kunne bruge til rollespil, dagens avis var heldigvis færdig. Det lykkedes mig, som sidst, sammen med spillerne, at skabe en fortælling som ret meget brød med den, som Kristian havde skabt, men stadig, synes jeg holdt i samme ånd. Jeg glæder mig til Apokalypse Drow Kristian!

Jeg vil i øvrigt gerne udnytte muligheden til, at rose Kristian for nogle helt bestemte ting, nu han ikke blev nomineret til noget. Han er nemlig rigtigt god til to ting: Formidling og roller. Der er ikke noget så let og overskueligt at spillede som Kristians scenarier.

Han ved præcis, hvad han skriver hvornår, og når man spilleder, er det bare at bladre fra side til side, som spillet bevæger sig fremad. Det er ren sværd og troldom, som han selv skriver på et tidspunkt. Resultatet er, at man som spilleder, kan fokusere langt mere på spillerne og spillet, end at sidde forvirret og bladre frem og tilbage og tænke, hvor pokker var det nu det stod?

Det samme gælder roller. Der er en tydelig bevidsthed om, hvilken rolle den enkelte tekst bid i karakterarket har. Der er en side med en profil af rollen, skrevet af andre, som beskriver mentale tilstand og svagheder og styrker. Der er en side set fra rollens side af, der giver den kød på og viser rollen i aktion, og endelige en side med alle relevante stats og relationer. Når man har læst rollen behøver man faktisk kun den sidste, genialt! Overskuelighed og tilgængelighed er kode ordene. Det kan mange inklusiv mig selv, lære meget af.

Men det var så også det, trist, trist. Skulle have spillet Mod Nulpunktet, men energien manglede, havde ellers glædet mig rigtigt meget til det. Lærestregen: lav mindre arrangørarbejde under Fastaval.