Mine Fastaval erindringer – 2005

2005

Oplevelsen
Da jeg vendte tilbage til Fastaval næste år var en del ting i mit liv ændret. jeg var ved at glide bort fra gruppen, jeg var der over med, så jeg tilmeldte mig, uden at kende deres planer, af den grund var jeg optaget, når de havde fri, og jeg var ikke med i deres fantastiske trangia arrangement, jeg havde tilmeldt mig rigtigt mad. Det var en god ide. Husk: når I klager over maden: alternativet er trangia pasta ude i kulden.

Af samme grund oplevede jeg meget af den Fastaval på egen hånd, og begyndte at indse, at jeg kunne godt klare mig uden dem. Hvis dette lyder meget selvudviklende, så er det fordi, at var blot en af en række hændelser, hvor jeg begyndte at indse, at jeg og resten af den gruppe var gledet fra hinanden. Måske ikke så interessant for jer, men for mig var oplevelserne på Fastaval en vigtig del af den erkendelse.

Underligt nok kan jeg kun huske, at jeg spillede to ting, enten har jeg glemt de andre, eller også havde jeg ikke ret meget på programmet. Måske var det fordi, at jeg det år ikke meldte mig ret meget som GM og der blev forbigået som spiller. Blandt andet ved jeg, at jeg var ret skuffet over, ikke at få lov til at spille 9000 beton.

Men det passer også med, at jeg vist legede med på helcon, som journalist. En af det helt store oplevelser, var at en anden helcon spiller ville snakke med mig, så hun sagde: vi kan gå herind, og pegede på cafeen. Det var stort, fordi jeg troede vitterligt at cafeen var et VIP område, med ingen adgang for newbees som mig.

2005 blev også formet af, at jeg mere snakkede med folk uden for min gruppe, og begyndte at indse, at en Fastaval uden dem måske kunne lade sig gøre. Hvilket jeg er glad for, ellers havde jeg nok stoppet der.

Den oplevelse blev cementeret til banketten, som var en samlet det år, og igen pga måden jeg tilmeldte mig på, sad jeg ikke ved samme bord som min gruppe fra Fyn. Hvilket jeg først var skuffet over. Men det viste sig at mit bord, som bestod af tilfældige folk, der ikke havde andre steder at sidde, havde et brag af en fest, mens mine venner sad og skulede og holdte sig ude af morskaben.

Scenarier jeg rent faktisk spillede:
Omringet: Som spiller: Et vampire live, stener oplevelse. Jeg fik først en rolle som en af to Gangrels, der skulle slås om magten. Men allerede den gang var jeg træt af intrige, så jeg skrev og bad om en anden, og fik det, til min store overraskelse. I stedet blev jeg en rodløs gun for hire. Det betød at jeg ingen forbindelser havde, men skulle prøve at støve dem op. Det var jeg ikke ret god til, men havde en fornøjelig aften, og endte med at stikke af sammen med stort set alle Goulsne inden det store showdown.

Pædofili.dk: Som GM: Et rigtigt fedt scenarie, og nok min første oplevelse med et sådan rigtigt solidt Fastaval scenarie. Og dermed var jeg Rene Toft fanboy. Jeg tror det var her, jeg for alvor begyndte at se, hvad man kunne med scenarier og rollespil. Men de helt store omvæltende oplevelse kom først året efter.

Det burde jeg have spillet:

Lady og Otto: Jeg ved ikke, hvad 2005 Simon ville have syntes om det, helt tydeligt er det dog, at jeg næppe ville have fattet det. Men jeg synes ideen er så interessant, at det er et jeg gerne ville have spillet, men ikke kan nu, fordi jeg har læst det og kender præmissen.

Unik: Et meget smukt minimalistisk scenarie, som jeg vist nok blev bedt om at læse, da jeg selv begyndte at skrive, og stadig gerne ville have spillet. Men igen den gang kunne jeg nok ikke havde fundet ud af det.

Persona: Dette er dog min helt store fortrydelser og det forbliver en af mine ynglings scenarier jeg aldrig fik spillet, og jeg tror faktisk jeg ville have fået noget ud af det også dengang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *