Læsegruppen – Oculus Tertius

Som lovet før, vil jeg ikke snakke om hele dette scenarie, en opgave der normal er stor og endnu større når man har med et omfattende scenarie som dette. Det er på 61 sider, men de sider er propfyldt med muligheder og tanker, så selvom det ikke er det længste scenarie, så føles det næsten sådan, fordi der ER så meget i det. Af samme grund kommer jeg ikke ind på en brøkdel af scenariet, men blot hiver nogle punkter ud, som jeg vil snakke lidt om. Men så kan I bare læse resten af gruppens anmeldelser, de rammer nok de dele, jeg ikke fik med.

Scenariet kort
Oculus Tertius, eller det tredje øje som det hedder, handler om spiritualisme, om ånder og åndeverden. De seks spiller er alle tidligere medlemmer af den okkulte gruppe Oculus Tertius, de har ikke mødtes siden universitetstiden, hvor gruppen startede og gik i opløsning. Nu er de kaldt sammen af gruppens syvende medlem og tidligere leder. Han har på sit, selvfølgelig isolerede gods, opfundet en åndemanningsmaskine, som gør det muligt at komme i kontakt med åndeverden, påstår han. Spillerne har hver deres selviske grund til at tage til mødet.

Lidt om klicheroller
Jeg har løst hørt om begrebet den sjette rolle, rollen, ofte en kvinde som blev føjtet på fordi ”der skal jo være seks roller.” Som åbenbart var et krav til scenarier på Fastaval engang. Da jeg læste dette scenarie virkede det på mig, som om at en af disse seks var sådan en. Der er tale om en journalist, og hendes formål med mødet er selvfølgelig at få skrevet en forside historie, så hun endelig kan få sat gang i sin karriere, samt gerne skrabe noget smuds frem der kan bruges både til gode historie og afpresning, gerne begge. Der er ingen anden facetter til hende end dette. En altså utrolig kedelig og ensidet rolle. Som ikke kan udvikle sig eller har andre handlemuligheder end at være fordækt, med mindre altså spilleren vælger at begå vold mod rolleteksten. Der er et formidlende punkt, som jeg ikke vil afsløre her, men som virker påklistret og ligegyldigt.

Men da jeg læste hun var journalist, blev jeg egentlig ikke synderligt overrasket, sådan bliver journalister nemlig som regel afbilledet i scenarier, tro mig jeg ved det, som journalist bliver jeg tit sat til at spille journalist. Men det er selvfølgelig ikke kun rollespil, det er jo den generelle kliche journalist. Men som regel kun som antagonist. Klasse eksemplet er i krimiserier, hvor en skruppelløs journalist forsøger at sætte den gode efterforsker i dårligt lys for sin egen vindings skyld, og gerne kommer i vejen for efterforskningen. Men som sagt en antagonist, det er denne rolle sådan set også, hvilket ikke gør den endnu mere umulig for en spiller at spille den.

Da jeg sad og kom på dette brok om at journalister altid bliver skrevet som nogen der altid og med alle midler jagter forsidehistorier, kom jeg til at tænke på, at jeg jo kun ved det ikke forholder sig sådan, fordi jeg er en journalist. Ville jeg ikke kunne gå i samme fælde, hvis jeg skulle beskrive en forsker, kok, kriminel, indvandre eller en af de mange andre klicher vi omgiver os med? (Det ville jeg ikke, fordi jeg skriver jo ikke roller, men hvis nu jeg gjorde.)

Det er et godt spørgsmål, og jo det kunne jeg nok godt finde på. Så det man kan lære af dette er: hvis du skal skrive en rolle der er en profession du ikke ved noget om, men som du har en masse holdninger om, så tag lige og undersøg lidt om området først. Eller og endnu mere vigtigt: tilføj nogle flere sider og dermed handlemuligheder for spilleren. De andre roller er nemlig lige så meget de dårlige sider af deres profession, men de har alle, på nær en, både gode og dårlige sider, de er kort sagt mere end blot: en forside hungrende egoistisk journalist. Så giv dine roller flere facetter, det er sjovere at spille.

Mere om Oculus Tertius
Jeg synes faktisk det er et godt scenarie. På trods af, at det er utroligt komplekst, så kan jeg faktisk se hele strukturen for mig. Altså efter jeg har læst det, jeg var godt nok noget forvirret undervejs, men det hele blev klart til sidst. Apropos snakken om, at kun den som læser et scenarie får det fulde udbytte af historien i det, så er det i den grad tilfældet, især rollerne, der skal ikke bare alle roller læses, men de skal læses i en bestemt rækkefølge, så får man også en næsten velfortalt lille historie, da de alle er smukt bundet sammen.

Forfatteren har tydeligvis spiltestet værket og er bevidst om, hvad spillerne kan finde på og at der er meget information i scenariet. Ved gennemlæsning var det træls med de uendeligt mange og gentagne sidehenvisninger, men ved spil kan jeg forestille mig at de er en stor hjælp. En anden god hjælp er det gennemtænkte flowchart til sidst i scenariet, det ville jeg som GM have liggende ved siden af mig hele tiden.

Endelig kan jeg rigtigt godt lide en sidste detalje: alle rollerne er udstyret med tre bokse til sidst: Rollespilsnoter, kropssprog og stemmeføring. De er rigtigt gode, og præcis sådan noget der gør en rolle væsentligt mere spilbar. Det er nogle meget konkrete anvisninger som ikke sider lange person beskrivelser kan hamle op med. Disse er nemlig lette at huske og lette at bruge. Meget om belief og instinkt i Mouse Guard Det er noget jeg sagtens kunne finde på at tage med fremover, jeg kunne forestille mig, at det især vil være en god ting i biperson spil.

Links:
Scenariet

Mortens anmeldelse

Alle tidligere anmeldte scenarier og links til alle anmeldelserne

3 thoughts on “Læsegruppen – Oculus Tertius

  1. Pingback: [Læsegruppen] Oculus Tertius « Stemmen fra ådalen

  2. Morten Greis

    Hej Simon,

    Det er rigtigt – Fastaval havde tidligere en praksis, hvor det var et krav, at der var seks spilpersoner i alle scenarier. Det krav er heldigvis lagt på hylden, og det hører en anden tid til.
    Imidlertid mener jeg ikke, at man skal læse journalisten, som den sjette rollespil ud fra det klicheprægede element. Dertil er for mange af karaktererne klicheer, såsom den forsmåede hausfrau, den falske spiritist, den grådige kapitalist osv. Som jeg ser det, er alle karaktererne i et vist omfang stereotype, og på den ene side tror jeg, at det tildels skyldes at forfatteren har ønsket at lave usympatiske personer, og derfor har grebet fat i usympatiske stereotyper, og til dels tror jeg, at der måske ligger en intention om, at spillerne skal have mindst et letgenkendeligt element, som de kan spille på i deres konflikter over for hinanden.

    Apropos din apropos om snakken om at læse rollerne for helhedens skyld, så blev der snakket om det her: http://mgreis.wordpress.com/2010/08/03/summen-af-karaktererne/

    Svar
  3. Simon James Pettitt

    Ja det var netop det indlæg jeg tænkte på, mange tak.

    Jeg er enig alle rollerne er klicher, men synes jeg, er den mere ensidet end de andre. De har dog lidt flere facetter at spille på, som sagt på nær forretningsmanden, han er lige så ensporet som hende.

    Men ja de er alle klicher, de andre har bare dog noget mere dybde, mener jeg.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.