Læsegruppen – Unik

Husk også at læse de andre anmeldelser: Thais MunksMorten Greis Petersen.
Siden er der også kommet: Johannes Busteds fanbrev, men gennemtænkte gennemgang af mandens forfatterskab, samt Elias Helfers anmeldelse, som heldigvis afspejler samme holdning til arrogancen som mig.

Det første der slog mig ved Unik af Klaus Meier Olsen, var sammenfaldene mellem Stjernetegn og Unik. Så det vil naturligvis også påvirke denne anmeldelse. Det har i hvert fald givet mig nye indsigt i mit scenarie, at læse et scenarie, der bruger nogle af de samme redskaber, men i en meget anderledes ramme. Men nu må vi se, disse anmeldelser er skrevet fuldstændig fra hoften, så hvor vi ender ved jeg sjældent.

(I øvrigt interessant at se på forskellen mellem min stil og Elias Helfers. Han har en meget struktureret tilgang, og ved, hvad han vil med den enkelte anmeldelse. Hvor jeg mere skriver, hvad der falder mig ind. Jeg vil mene at Eliases tilgang er bedst, da man som læser er sikker på at få noget ud af det, hvor jeg er lidt mere personlig ramblen, (men han underviser også i kunsten at anmelde). Jeg synes bare det er sjovt, fordi vi sådan set repræsentere de to yderligheder i anmelder kunsten.) (Jeg synes mest om Eliases, men kan ikke selv finde ud af den.) Nå anmeldelsen, nok meta:

Ærketype og Position

Det var her jeg først så sammenhængen mellem Stjernetegn og Unik. I Unik spiller man hele tiden samme ærketype (Jægeren, Asketen, Profeten eller Bæstet.) Men man skifter mellem forskellige positioner i selve historien (Elskeren, Den Elskede, Vennen eller Fjenden)

I Stjernetegn spiller man hele tiden samme Stjernetegn (som på mange måder er en form for ærketype.) Men samtidig spiller man forskellige dødelige i scener. (Om ens Stjernetegns ærketype skal påvirke, hvordan man spiller den dødelige, har jeg endnu ikke besluttet.)

Den arketypiske fortælling bliver unik

Hele formålet er at Unik opstiller en meget typisk kærlighedshistorie, et skelet kalder Klaus det. Skelettet er en grundhistorie, som fortæller et klassisk kærligheds forløb: mødet, forelskelsen, problemer, bruddet og muligheden for forsoning.

Og Klaus fortsætter metaforen og siger at: det er op til spillerne at komme kød på skelettet. Og vi kan fortsætte metaforen endnu mere: lige som 100 skeletter ser ret ens ud, så ville man have 100 helt unikke og meget forskellige mennesker, hvis vi kom kød på. Han siger at vi har en arketypisk historie, og det er op til spillerne at gøre den unik.

”At scenariet er arketypisk, gør at det ikke finder sted på et specielt tidspunkt eller på et specifikt sted. Det er op til dig og spillerne at give det arketypiske skelet kød, at gøre denne fortælling til jeres egen og ikke blot min. Kun sådan lever fortællingen op til sit navn og bliver unik.”

At skelne mellem arketypisk og unik, er en fantastisk kort og præcis måde at forklare, hvad pointen er med arketypiske skelet scenarier (eller manuskripter for den sags skyld, jeg har engang sat et stykke op, som kun havde replikker og ingen regi bemærkninger eller scene beskrivelser, det betyder, at alle opsætninger vil være fuldstændig forskellige).

Det er det samme, der er det samme der sker i Stjernetegn, (og SystemPerfekt og Ønskeøen, og en masse andres scenarier,) (ja jeg har noget med den slags historier.) Men jeg har endnu ikke set nogen formulere det så let og elegant:

Det er en arketypisk historie, I skal gøre den unik.

Sprog og layout

En anden styrke ved Unik, er dens sprog. Helt i stil med tanken om arketypisk er sproget meget neutralt. Ingen store beskrivelser, ingen lange og flotte sætnings konstruktioner. Det er jo netop meget op til spillerne. Selve layoutet understreger også dette. Det er simpelt og minimalistisk. Igen farve og billeder skal skabes af spillerne. Så der er en god sammenhæng mellem indhold, sprog og form. Igen ligger mine tre minimalistiske scenarier i samme boldgade som dette. Men jeg gør det ikke så godt som Klaus. Jeg kan lærer rigtigt meget af Unik, så tak for muligheden for at læse det.

De satans spillere

Klaus har en ret kynisk holdning til spillerne kompetencer, (en som jeg absolut ikke deler). Han nævner gentagende, hvor dårlige spillere kan være, og hvor meget det er nødvendigt at hjælpe de små pus:

”Desværre er spillere ofte forbløffende inkompetente, så de kan sandsynligvis ikke finde ud af at håndtere det ansvar scenariet giver dem.”

Og det synes jeg er scenariets svageste punkt. Det stikker ud fra det ellers ret neutrale sprog, og virker ret nedladende over for spillerne. Og hvad så, spillerne skal jo ikke læse det? Nej men det kan måske påvirke spillederens attitude over for spillerne. Det er ærligt talt unødvendigt arrogant.

Jeg må tilføje, at jeg ikke synes, at Klaus skulle undlade de afsnit, han snakker om her. Nemlig de redskaber spillederen har, til at drive historien fremad, (instruktion, fortæller og spørgsmål) Men de bør ikke præsenteres på den nedladende måde, fordi så vil de også blive brugt sådan.

Men man må antage, at det bygger på tidligere dårlige erfaringer med spillere. Men jeg er nok bare fra en anden tid. Fordi jeg har næsten kun oplevet og nydt den enorme opfindsomhed, spillere lægger for dagen, når de kaster sig over minimalistiske og frie scenarier som dette. Her tænker jeg både på mine egne scenarier og mine fantastiske oplevelser med blandt andet Memoratoriet. Men det er nok også fordi, jeg har valgt at tilslutte mig Jeeps sandheder:

  • Assume your players can handle difficult form.
  • Assume your players can understand complex stories.
  • Assume your players are interested and motivated to do the best possible with your game.

Det er dejligt befriende at antage disse tre ting. Fordi: pludselig skal man ikke længere bekymre sig om at skrive lange afsnit om, hvad man gør, hvis spillerne er dårlige, fordi man antager, at der ikke findes dårlige spillere.

I det man giver spillerne den tillid, og man skal selvfølgelig huske at forklare, at de nu er givet denne tillid, (med beskrivelser som: ”dette scenarie overlader rigtigt meget til dig, spilleren.”) I det de får den tillid, jamen så på magiskvis lever de ofte op til den.

Jeepform og Unik

Og når nu jeg er ved jeepform, vil jeg slutte af med lidt anbefalet læsning: Nemlig ”Doubt” (eller Tvivl) af Fredrik Axelzon og Tobias Wrigstad. Det er et jeepformscenarie, som arbejder med samme ide: parforholdet og en skelet historie. Men griber det meget anderledes an.

Så hvis du vil se, hvordan denne ide også kan udføres, så vil jeg stærkt anbefalede dig at læse det. Prøv at læs Unik og Tvivl lige efter hinanden, som jeg ved et tilfælde gjorde. Det er ret interessant at se to så forskellige tilgange til samme grundide.

3 thoughts on “Læsegruppen – Unik

  1. Pingback: [Læsegruppen] Unik « Stemmen fra ådalen

  2. eliashelfer

    Hej Simon!
    Tak for ros. Jeg er nu ikke sikker på, jeg ville være i stand til at skrive meget anderledes, end jeg gør – og så er det jo godt, at der er folk, der kan lide det.

    Jeg er også meget glad for at se, at jeg ikke er den eneste, der er faldet over Klauses meget fjendtlige indstilling overfor sine spillere. For det stikker nemlig meget ud fra de andre dele af scenariet, og virker helt modsat den del af scenariet, der handler om at overlade det til gruppen at skabe en historie sammen.

    Svar
  3. Simon James Pettitt

    Ja jeg tænkte det samme da jeg læste din anmeldelse. Godt at vide man ikke er den eneste. Hvis det er din normale skrive stil så misunder jeg dig, den er dejligt strukturert.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.