Kategoriarkiv: SystemPerfekt

“Jeg forstår ikke det du laver Simon”

2 svar

Jeg har ved flere forskellige lejligheder, og til både personlig morskab og undren, fået afvide at folk ”ikke forstå mine scenarier.” Jeg kan forstå at noget ikke falder i ens smag. Jeg er ikke særligt tiltrukket af horrorscenarier, men jeg forstå dem godt. Jeg kan godt se, hvorfor nogen vil synes om dem, bare ikke mig. Men det er ikke det, folk siger om mine scenarier.

De forstår dem ikke. For mig lyder det næsten som mit forhold til noget moderne kunst. Jeg forstå det ikke, jeg er åben for meget kunst, men jeg har nogen gange kigget på et ”værk” og tænkt: ”det forstår jeg ikke.”
Hvis det er tilfældet er jeg jo på dybt vand, fordi det er prominente mennesker vi taler om her. Så derfor vil jeg i dette indlæg, prøve at forklare, hvad det er, jeg tror, der virker i mine scenarier. Det har jeg prøvet før, men folk forstår det tilsyneladende stadig ikke. (Selv det kan være fordi, de ikke læser min blog, så må jeg jo hellere prøve igen.)

Spillerne skaber
For det første er det utroligt spillerafhængigt, det ved jeg godt alt rollespil er. Og at mange andre rollespilsformer har sagt, at de sørme også er det meget mere end andre. Men jeg mener nu stadig, at denne stil er det lige en tand mere.

Eller måske sagt på en anden måde, det er spillerforståelses afhængigt. Det er utroligt vigtigt at spillerne forstå scenariet, forstår, hvad ideen bagved det er, forstå, hvad der er drivkræften i scenariet. (Hvilket jeg kommer til, men jeg kan afsløre, at det er spillerne selv.) Dette opdagede jeg faktisk allerede ved Hotel Commodore. Den ene halvdel af spillerne fattede ideen bag, og havde en fantastisk oplevelse, den anden halvdel gjorde ikke, de røvkedet sig. Så hvad var det der skulle fattes?

Jo at historien kom inden fra ikke ude fra. Det var op til spillerne selv, at skabe deres egen fortælling ud fra de redskaber, de var blevet givet ved spilstart. Der kommer ikke nogen biperson med et udråbstegn over hovedet og siger, nu skal du gøre x. og det forventede en pæn mængde folk. Men dem, som så udover dette, og skabte deres eget eventyr, de havde en god oplevelse, og flere af dem har jeg siden hen set i flere af mine andre scenarier.
(I en sidenote skal det nævnes, at flere af mine faste og bedste spillere, er meget unge, så er det faktisk en fordel ikke at være så fastsat i sin forståelse af, hvad rollespil er, når man spillerne mine scenarier.).

Jamen så dan er mit scenarie også!
Mange ville sikkert nu sige ”det er da der ikke noget nyt i” og jeg vil være meget enig med dem, jeg synes ikke jeg er specielt nyskabende, det er da en del af rollespil, at overlade initiativet til spillerne
Men når nu så mange stiller sig uforstående, må jeg jo prøve at forklare, hvordan jeg tror mine scenarier virker, og dette er en af tingene. Men dog tror jeg også, at der er en forskel mellem mine scenarie og andre spillerbårne scenarier, det må der være siden selv forfattere til scenarier, jeg ville mene minder om mine, ikke forstår dem.

Hvad er de redskaber og hvordan/hvorfor virker de?
Lad os prøve at se på de før nævnte indre redskaber spillerne kan gøre brug af, til at skabe en historie. Det er disse der erstatter de ydre omstændigheder, der normalt skaber en rollespilhistorie (oftest en GM eller andet ramme, der sætter historien i gang) I Hotel Commodere var det to ting: der var traditionelle rollespilsredskaber, så som konflikter mellem rollerne (hvem skal have forfremmelsen?) og mål for den enkelte rolle, (jeg vil bevise mit værd).

Men ud over det, var der et nyt greb: nemlig: ”dæk en krig.” Spillerne var journalister, der skulle dække en borgerkrig i Libanon. Men der var ikke noget bestemt, de skulle, de havde blot fået afvide: dæk den. Sådan som det ville være i virkelighedens verden. Derefter var der en række kroge, blandet andet lokale folk med en historie de ville prøve at få journalisterne til at skrive, samt enkelte tips hjemme fra, Men udover det, var der frit spil.

Det betød, at det var op til spillerne selv at beslutte deres spil, ud fra: hvad vil min journalist lave. Selvfølgelig skete der relevante ting lige meget, hvad de gjorde, det var dog lagt ind, men det vigtige var, at initiativet lå hos spilleren.

Bamsen og små børns leg
Jeg tror det var dette, der er blevet videreudviklet på i mine tre efterfølgende scenarier. I Ønskeøen er spillerne børn, der får natten til at gå ved at fortælle en historie. Men igen ligger initiativet hos spillerne: hvad for en historie? Der er et væld af redskaber til at inspirere og sætte historien i gang, men i sidste ende er det igen spillerne, der ikke bare styrer men skaber slaget.

En frygtelig mangel på information
I SystemPerfekt er spillerne mennesker uden hukommelse, historie, ramme eller nogen forklaring på, hvorfor de er i dette rum i dette tøj og skal følge disse regler. (Udover det er der også et mindfuck element, via ritualerne og pligterne, men det er en helt anden sag.)

Det der gør dette scenarie virker, er mangel på forklaringer. Spillerne står i en absurd situation og ligner store spørgsmålstegn. Men det er meningen, dette er drivkræften (og det var det, jeg svækkede for meget ved min omskrivning, for at skubbe scenariet i gang hurtigere, men det tror jeg slet ikke, det skal, det skal gå langsomt og svært i starten.)

Når mennesker står i en presset situation uden en forklaring, så bliver de usikre og frustrerede, og som forsøg komme ned på jorden igen begynder hjernen simpelthen at komme på en forklaring. Jeg kan huske under 11. september gik der vilde rygter og spekulationer, både i nyhederne, men også bare de ting mig og min kammerat kunne komme på af spekulationer, var imponerende. Mange af de ting opstod nok fordi, folk ingen forklaring havde, og så forsøger vi (ubevidst og bevidst) at komme på en.

Og denne febrilske hyperkreative jagt på svar, er drivkræften i SystemPerfekt. Igen er det op til spilleren at skabe rammerne og forklaringerne og der med, muligheder for at handle og dermed en historie. Forvirret? lad mig prøve med et eksempel fra spiltesten på Hyggecon, frit fra hukommelsen:
I deres historie opstod der to fraktioner: den ene mente at forklaringen på det hele var, at de var låst inde af et undertrykkende system, den anden mente at jorden var gået under, og at de var her for deres egen sikkerheds skyld.
Disse to forklaringer er ikke til stede på forhånd, det er noget spillerne har skabt helt på egen hånd. Men det er tydeligt, at alt efter, hvad man vælger, vil de give to vidt forskellige muligheder: blive eller gå. Det skabte så deres historie, nemlig konflikten mellem disse to grupper og klimakset var det endelige brud, da den ene halvdel blev og den anden gik.

Se i et normalt scenarie, ville forfatteren have skrevet dette: ” Der er to fraktioner, den ene vil blive den anden vil gå, spil det.” Men i SystemPerfekt var det 100% spillerskabt, der er intet af den slags i selve teksten. Det er tydeligt, at det er en af de mere sandsynlige udfald af scenariet, men det er ikke givet.
Det er styrken og svagheden i mine scenarier, tror jeg. Styrken fordi, historien bliver ultra vedkommende for spillerne, de har nemlig selv skabt den og derfor tror de på den og går meget op i den. Valg bliver pludseligt svære og vedkommende, fordi spillerne selv har spillet sig hen til disse valg og ikke er nogen de har fået påduttet af en forfatter eller GM.

En svaghed fordi det kan fejle. Hvilket det gjorde da SystemPerfekt stod sin prøve på Fastaval. Der opstod kun en fraktion og den opstod for hurtigt. Det var fraktionen, der ville gå, der kom for hurtigt og derfor sluttede historien ret hurtigt, der var jo kun en ting at gøre: gå. Det er balancen i spillet og den blev forrykket ved omskrivningen mellem Hyggecon og Fastaval. (Spillerne havde en god oplevelse, men de gik desværre glip af mindfuck oplevelsen, fordi den først sætter ind efter at have fulgt pligterne og ritualerne i ca. to timer.)

Det ved kun stjernerne
Hvad med Stjernetegn, hvad gør jeg så der? Det minder nok mere om Ønskeøen end SystemPerfekt. I stedet for at have mistet alt, har spillerne, som guder, alt i Stjernetegn. Men netop hvis alt er muligt står man næsten samme sted som SystemPerfekt, bare fra en modsat tilgang: Når alt er muligt, hvad skal jeg så fortælle? (Det sammen problem, som mange oplever med en fristil.)

Igen som i Ønskeøen er der et væld af redskaber til at skabe denne helt frie historie med. Men igen er de kun redskaber, den historie spillerne skaber, er deres, og netop derfor, tror jeg at de går mere op i den, end hvis den kom ude fra.

Det oplevede jeg også ved spiltesten på Con2. Spillerne gik for alvor op i historien og dens centrale personer. Hvem skulle dø, hvem skulle finde sammen osv. Det var oplæg til mange diskussioner. Der var redskaber til at finde frem til dette, så som dommene, som giver hints til, hvad historien kan handle om (meget som oraklet In a Wicked Age). Men hvad det så rent faktisk bliver til, er op til spillerne i samarbejde (og ofte diskussion) at komme frem til.

Men endnu mere vigtigt blev selve rammen også diskuteret. Hvorfor gør vi dette: Fordi det er vores pligt eller fordi det er sjovt? Alt efter hvad svaret er giver det jo meget forskellige muligheder, (pligt: så skal det gøres ordentligt og retfærdigt, for sjovt, så må man gerne fucke de dødelige op, bare det er underholdende for os.)
Igen er det afgørende, at intet af dette står nogen steder i scenariet. Normalt ville der stå i ens rolle: ”Du synes det er din pligt”, eller ”du gør dette for sjovt”. Men det gør der ikke, det er nogle holdninger spillerne skaber sammen via scenariets redskaber, (så som at blive påvirket af de dødelige)

Et forsøg på en opsamling
Mine scenarier mangler noget, der er fast bestanddel i mange scenarier (ikke alle Morten det ved jeg godt). Der mangler ting som ramme, baggrundshistorie, skrevne roller, en verden, og en tydelig start og slut på historien, (en tydelig sti at ”følge” så at sige).

Men det er der i og for sig ikke noget nyt i, det er gjort mange gange før. Men det hvor jeg tror mine scenarier skiller sig lidt ud, er manglen på skabelse inden scenariet sætter i gang. Selv et meget bart scenarie som IaWA har en del skabelse, før man starter. Man vælger roller og finder bipersoner, man sætter rammen om historien. Meget løst javel, men det besluttes trods alt, det binder til en vis grad historien.

Det jeg gør anderledes, er at alt det skabes under rollespillet og via rollespillet. I Ønskeøen fordi spillerne er børn, og børn finder på deres lege sådan, i SystemPerfekt fordi de er mennesker uden nogen information i en frygtelig situation, og så vil mennesker automatisk komme på en forklaring, og endelig i Stjernetegn fordi de er guder, der skaber en fortælling om nogle dødeliges skæbne.

Så Mine scenarier er en stak redskaber, som sætter spillerne i stand til at skabe og udvikle deres egen historie inden for en løse ramme, der opfordre til skabelse af en stærkere ramme, hvori en historie kan skabes. Men alt dette sker inden i fiktionen og undervejs i spillet. (Man beslutter ikke offgame: Hvad gør vi nu? Konflikter og valg løses og tages inden i spillets fiktion.)

Det blev langt, men for mig godt, da jeg fik sat lidt på spidsen, hvad det er, jeg tror, jeg laver. Hvis det stadig ikke giver mening så kommenter og skriv, hvad det er der ikke giver mening. Hvis du forstår mine scenarier, men synes jeg tager fejl, (hvilket er en mulighed) så skriv også dette. Jeg vil gerne vide det. (Jeg ved heller ikke selv altid, hvorfor mine scenarier gør som de gør og bliver tit (positivt)overrasket af deres resultat.)

Minimalisme – Frihed vs. Forudsigelighed

6 svar

I sidste sjælransagende indlæg nævnte jeg ofte ordet: minimalistisk scenarie (ok to ord). Så hvad mener jeg med det? Bemærk dette er min definition, andre vil nok definere det anderledes.

For mig at se er mine sidste fire scenarier minimalistiske (Ønskeøen, SystemPerfekt, Stjernetegn og Vandrer.)

Nu kalder jeg dem minimalistiske, jeg har forsøgt at kalde dem andre ting (whiteform, skabelsesrollespil, udviklingsrollespil), men hver gang har den definition mødt modstand både fra mig selv og andre. Så nu kalder jeg dem dette, så må vi se hvor længe det holder.

Så hvorfor er de minimalistiske? Jo fordi alle fire mangler ting, som jeg anser for normalt indhold i et scenarie. Nemlig:
Skrevne roller
En beskreven baggrund/ramme
En mere eller mindre planlagt historie

I stedet har alle tre scenarier indeholdt redskaber til at skabe disse ting. Der hvor jeg selv synes mine scenarier skiller sig ud fra andre lignende scenarier, er at hvis roller, baggrund eller historie er fraværende, så er det noget, man hovedsaligt skaber inden scenariet starter. I mine scenarier skal det mest skabes og udvikles under scenariet via rollespil.

Jeg formulerede følgende motto for lidt tid siden, for at beskrive, hvorfor SystemPerfekt virkede:

“Mangel på information er terror mod sindet og ekstasy for fantasien.”

Men det er på sin vis på spil i alle mine scenarier. Jeg undlader bevist visse informationer.

Mennesker, fordi de er mennesker, vil automatisk forsøge at finde disse informationer, eller finde på forklaringer, der kan dække hullerne.

Denne drift er utrolig stærk, og den er endnu stærkere, når der er flere mennesker sammen. (Det er jo sådan set sådan religioner opstår: alle skabelsesberetninger, er blot forsøg på at forklare verden omkring en.)

Så min form for minimalisme er i form af minimal mængde information. Så få informationer som muligt, og så en stak redskaber, som spillerne kan skabe deres egne informationer ud fra. Og ud af dette opstår roller, baggrund og historie.

Klaus Meier Olsen beskriver det anderledes i Unik, som læsegruppen lige har anmeldt. Her skelner han mellem den arketypiske ramme og den unikke historie. Set på den måde, laver jeg arketypiske rammer, som spillerne kan skabe unikke historier ud fra.

Det interessante er jo, at det kan man sige om alle scenarier, ja alt rollespil. Det hele er rammer til at skabe en mere eller mindre fri og uforudsigelig historie ud fra. Vandrer ligger i den frie og uforudsigelige ende, så langt som man næsten kan komme. Scenarier som ”Den Spejlvendte Virkelighed” og ”Agerbørn II: Agerlund” (ifølge Morten i hvert fald) ligger i den ufrie strukturerede ende.

Så Agerlund er et scenarie med en meget stram ramme, meget lidt arketypisk, og derfor er størstedelen af historien forudsigelig, men det er heller ikke der, fokus ligger. Fordelen er, ved at gøre historien forudsigelige, kan spillerne lægge størstedelen af deres indsats et andet sted, nemlig indlevelsen.

Hvorimod Vandrer har en meget løs ramme. Det at man skal gå, er faktisk det eneste, der er givet på forhånd. Dermed er Vandrer utroligt arketypisk. Det jeg kalder minimalistisk, i den forstand, at der er minimal mængde information og ramme. Det der er i stedet, er redskaber, som spillerne kan skabe deres egen unikke roller, baggrund og historie, ud fra.

Kort sagt, tror jeg:
Alt rollespil, systemer som scenarier, er arketypiske, og ud fra dette skaber spillerne en unik historie.
Men det sker på følgende akse:
Svag ramme, stærkt arketypisk     <————>    Stærk ramme, lidt arketypisk
Frihed, uforudsigeligt                                        Mindre frihed, forudsigeligt

Ahhh det føltes rart, det er endelig lykkedes mig at lave en nogenlunde beskrivelse af, hvad det er jeg har gjort i mine sidste scenarier. Det er ikke enestående, det er ikke unikt, Det er noget, der er til stede i alt rollespil. Men jeg har brugt det meget bevidst, som en spilfremmende mekanik. Med den indsigt, nærmer jeg mig, det punkt, hvor jeg kan gå videre fra minimalismen, og se hvad den kan bruges til i andre, ikke minimalistiske scenarier.

Fastaval 2009 – Avis, Whiteform, Vakum, Europamester og Valravn

3 svar

En uge
En uge tog det helt præcis at komme mig oven på den sygdom, der ramte mig efter 10 dage på Fastaval. En Fastaval der startede uforholdsmæssigt tidligt i år. Da jeg tog til opstartsfesten om lørdagen og blev (med undtagelse af en overnatning hos mig selv, da vi blev smidt ud fra skolen natten til onsdag) på skolen hele Fastaval. Men nu, med en veloverstået fastasyge, er det på tide at mindes hvad der skete og blev snakket om på dette års Fastaval.

En avis
Årets Fastaval stod i avisens tegn, da mig og Sally stod for Fasta Morgen. Det var en noget kaotisk oplevelse, men også meget lærerig. Især de første to dage var hårde, da vores printer (venligst udlånt af Østerskov) stod af. Som alle på Fastaval oplevede resulterede det i, at avisen kun udkom som vægavis, trods mange forsøg på at få den ud i print. (Blandt andet tilbød Malik at vi måtte bruge Østerskovs kopimaskine. Men pudsigt nok lykkedes det os ikke at finde nogen, som vill bruge tre timer af deres Fastaval på at kører til Østerskov.)
Men i stedet kommer avisen nu online over de næste par dage på avisens blog: fastamorgen.wordpress.com, desuden kommer den nok også online på Fastaval.dk. Men gradvist fik vi lidt mere styr på bæstet, og søndag var det ligefrem hyggeligt at lave banketnummeret. Men det var der også ret meget styr på forside historien (og tak for det Kristian). Men avisen vil jeg ikke fortælle så meget om her.
Lektien er bare, at jeg ikke er en af de utroligt seje mennesker, der kan bruge en hel Fastaval på at lave noget så krævende som en avis. Jeg nød virkelig at sætte den op og forberede hele projektet, men under Fastaval, der vil jeg gerne have tid til at sætte i elitebaren og snakke rollespilsteori. Men hvis der kommer en avis i 2010 så vil der blive taget højde for det, og nogle af de virkelige seje mennesker som gav liv og lemmer for Fasta Morgen vil tage mit job under Fastaval. Men mere om det senere.

En rollespilsteori
Nu fik jeg lige nævnt det, rollespil og teori, to dejlige ting at bruge sin Fastaval på, især når man er forfatter, og ISÆR når man er forfatter til out there sære scenarier. Der vil komme separate indlæg om nogle af de ting jeg fik snakket mig frem til under årets val, men her lidt overordnet hvad og hvem jeg fik snakket med.

Et vakuum
Jeg havde en fantastisk snak med Uffe Thorsen omkring, hvad det var der virkede i mine scenarier. På en eller anden måde fik vi os snakket frem til, at det hele handler om det vakuum der opstår når man fjerner noget i rollespil og hvor vigtigt det er at fylde det vakuum ud. Men mere om det i et senere indlæg. Tak Uffe for den snak i øvrigt, det var rigtigt fedt, og tak for interessen i, hvad jeg render og skriver. Nå ja jeg vil i øvrigt stadig gerne læse dit scenarie fra i år.

En ottodommer?
Sammen aften som min teori snak med Uffe fangede jeg også Kristoffer Apollo, og luftede ideen om mig som Ottodommer. Her oplevede jeg lige som ved Uffe, med interesse, hvordan der er ved at opstår et billede af, at jeg står for en bestemt slags rollespil. Hvilket faktisk er fedt. Kristoffer mente det nu med en lidt mere bekymret mine end Uffe. Hvor han mente, at en evt. overdommer ville tøve med at tage mig på holdet, fordi der ville være frygt for at jeg kun ville støtte sære og eksperimenterende scenarier, og hvor fedt et ry er det ikke at have? Jeg kunne dog berolige Kristoffer med, at jeg nyder et traditionelt scenarie lige så meget som min næste. Og jeg kan berolige alle jer andre med at mine ottodommer ambitioner er sat i bero foreløbig, grundt det jeg skriver lige her under:

En whiteform
Fordi om søndagen var jeg til at ofredrag om Jeepform. Og jeg opdagede, til min egen overraskelse, at jeg åbenbart skriver jeepform, eller noget der minder rigtigt meget om det. I hvert fald sad jeg og tænkte, ved mange af de koncepter der blev præsenteret, og tænke, ”hey det er det jeg prøver at sige!” eller: ”Den ene sætning brugte jeg en side på at forklare i SystemPerfekt.” Så det var noget af en øjenåbner. Så udover måske at lave en avis til næste år, så bliver det næste års tid nok brugt på sætte mig ind i jeepform, og se hvordan det kan bruges i mine scenarie. Og derfor hedder dette afsnit også Whiteform, hvilket er det rollespilkoncept, jeg måske er ved at udvikle. Men det får også sit eget indlæg senere.

En 2. plads men Europamester
Men hvordan gik det så med dit scenarie? Jo ser I, spillerne brød med systemet alt for tidligt, så hele mindfunk elementet kom aldrig på spil. Men alligevel havde spillerne en fed oplevelse. Så det er jo fantastisk, at den ene halvdel af scenariet ikke kommer i spil og alligevel kommer scenariet på andenpladsen i kampen om publikumsottoen.
Og siden Emily Care Boss, som er fra USA vandt med Under My Skin, en, efter hvad jeg har hørt, overset perle, så må man jo konkludere at jeg stod med det bedste scenarie i Europa. Så det fokusere jeg på, og må indrømme, at Under My Skins sejer var MEGET velfortjent.
Så kan man kun være bitter over, at jeg ikke lod SystemPerfekt kører to gange, når nu der var publikummet til det. Men hvorfra skulle jeg pludselig vide at der var et publikum til mine scenarier? (Ønskeøen kørte kun med fire hold og Hotel Commodore havde kun 16 tilmeldinger.)

En valravn!
Hey for en fed koncert, længe siden jeg har været så meget oppe og kører til en live koncert. Ikke kun var de fede, men den lyd og mytologi de lagde for dagen var en del af det der mangler i mit kommende scenarie Stjernetegn. Så nu ved jeg, hvad der skal kører alt for højt i baggrunden, når jeg skriver det.
Nu vi er ved Dag 5. så var jeg på et tidspunkt over i sovesalen og kunne se at, hvad halvdelen der lå der, var taget hjem. Så der var altså en del der mente at Dag 5. ikke var det værd. Well I can only say onething: your loss! Dag fem var min bedste på Fastaval 2009, og selvom jeg havde mine tvivl, så vil jeg her fra opfordre til, at holde fast i denne nye fordeling af Fastaval.

Det var min Fastaval 2009, over de næste par dage og uger vil jeg prøve, at skrive nogle af de tanker og teorier jeg har gjort mig, og smide dem ud på bloggen. Så glæd dig til at læse om Whiteform og Vakummer

SystemPerfekt – nu virker det… endelig

Skriv et svar

Jeg må starte med at bringe min tak til wordpress folkene, de var overraskende hurtige til at reagere og hjælpe, det havde jeg faktisk ikke regnet med.

Men nu burde det virke, SystemPerfekt er færdigt og du kan læse det her:

systemperfekt-spillerhæfte

Denne tekst er kun det spillerne får, hvis du er interesseret i at læse arrangørmappen, og du ikke regner med at spille scenariet, kan du maile mig og bede om det.

Trailer til SystemPerfekt og lidt om SystemManden

10 svar

Det sidste først

For at der skulle være bare lidt illustration til mit kommende scenarie, SystemPerfekt har jeg skabt SystemManden.
Han har lidt samme funktion som den søde blå mand i fallout, hvis man kender det, samt alskens andre ansigtsløse piktogrammer.

I dette scenarie har den to roller, dels give noget mere til layoutet dels forstærke denne kolde nsigtsløse renhed der generelt præger teksten. Det teksten sådan set siger, er vi ønsker mennesker skal være som piktogrammer, rene enkle perfekte. spørgsmålet er selvfølgelig så: hvordan reagere mennesker når de bliver forsøgt behandlet som piktogrammer?

Men jeg har siden jeg opdagede windows videomaker haft lyst til at lave en trailer til et scenarie. Faktisk var jeg tæt på at gøre det til Hotel Commodore.
Så da jeg havde udviklet SystemManden, fik jeg lyst til at tage det skridtet videre og bruge ham i en trailer. Så den ligger nu her, eller det gør den så ikke, fordi den fylder for meget til min blog, men der er et link her, til youtube, hvor den så ligger. Det er vel efterhånden også den letteste måde at viser film via nettet på:

Trailer til SystemPerfekt

Jeg overvejer stadig om trailer blot skal være en lille pudsig ting jeg fiflede lidt med (ja ok halvanden dag) eller om jeg faktisk skal bruge den som en del af foromtalen til mit scenarie.

SystemPerfekt – vinder og billeder

Skriv et svar

Som bekendt vandt SystemPerfekt publikums onklen på dette års Hyggecon, nogen mener at denne pris ikke er nær så fed som Pingvinen, men jeg er nu stadig ovenud glad for den.

Men mere vigtigt så virkede det til at spillerne havde en god og intens oplevelse. Jeg fik meget positive tilbagemeldinger, samt noget meget konstruktiv kritik, der vil føre til en omskrivning og forbedring af scenariet, håber jeg.

Men mest vigtigt fik jeg bevist over for mig selv, at scenariet er spilbart, hvilket faktisk var en reel frygt jeg havde. Det skal så nævnes at jeg havde noget nær en perfekt (ironisk nok ikke?) spilgruppe.

De fungerede, så vidt jeg kunne forstå, godt sammen, og havde alle som en fattet og grebet ideen i scenariet. Det er jeg virkelig glad for. Derfor er der en lille risiko for, at det var gruppen, og ikke scenariet der gav det gode resultat, men forhåbentlig vil den førnævnte omskrivning formindske den risiko.

Men altså det korte af det lange er, at scenariet fungerede, de fleste af de greb og metoder, jeg havde bygget ind, til at skabe det ønskede spil og historie blev brugt og virkede til at skabe rollespil. Det overraskende var at nogle uskyldige, og nogle i et tilfælde tilfældige ting havde en spilforbedrende effekt.

Det betyder samtidig, at det kræver en enorm opmærksomhed under opsætningen. Brødet havde en positiv effekt, men jeg tror at der lige så godt kunne være tilfældigheder der vil skabe en negativ effekt. Så man skal altid være opmærksom på: er der ting der skiller sig ud i en sådan grad at det vil have en effekt, og er der elementer der potentielt giver en forklaring, og derved binder historien til en bestemt fortolkning.

Af samme grund kan jeg ikke skrive noget om den historie, spillerne skabte, fordi der er en lille risiko for, at det kan påvirke nogen, der læser dette og kommer til at spille scenariet. At sådan en overlapning sker, er der en meget lille risiko for, men jeg tør ikke løbe den.

Billeder
Et vigtigt element af scenariet er nogle ritualer, spillerne skal udføre hvert kvarter. Som en del af opvarmningen lavede spillerne de to ritualer mens jeg tog billeder af dem. Vi var lidt under tidspres, så de blev ikke super, men du kan se dem herunder:
Jeg ved endnu ikke, om jeg skal bruge dem i scenarieteksten, men det vil jeg tænke over, jeg tror det ikke, da det nok vil bryde den meget sterile formidling, jeg har valgt.

Nye rollespilsmetoder – Internkonfliktrollespil

1 svar

Den anden måde man skaber rolleudvikling på er at indbygge konflikter i rollen. Interne konflikter er det modsatte af eksterne konflikter. En ekstern konflikt optræder oftest i intrigerollespil. A og B er uenige og hader hinanden, og de kan de så spille relativt ensartet konfliktrollespil over.

Interne konflikter er konflikter inden i rollen. Noget som alt for mange roller mangler og som alle mennesker har. Vi er ikke sikre i vores overbevisninger. Selv det mest fanatisk overbevidste menneske har haft sit lille øjeblik af tvivl, den lille hjørne af hans bevidsthed, der gnavende sagde: har jeg nu ret? Et sidste øjeblik af tvivl inden han gik ud og erklærede ”Vil I den totale krig?”

Det kan godt være, man vælger at følge sin stærkeste overbevisning, men det vigtige i rollespils henseende er, at man er i tvivl. Da det skaber bevidsthed om ens handlinger i rollespillet. Et menneske har modsatrettede behov, ønsker og længsler. Holdninger og relationer som trækker i modsatte retninger. Det er det, der gør livet som menneske så svært og spændende.

‘Disse konflikter kan relativt let skrives ind i roller, ved at give rollen modsatrettede motivationer. Det disse modsatrettede motivationer, som ligger grunden for effektivt udviklingsrollespil.

Et eksempel på dette er igen fra Hotel Commodore. Her var der en skruppelløs paparazzifotograf, som gjorde hvad som helst for at få billedet i kassen, og var ligeglad med, hvordan hans arbejde påvirkede andres liv. Normalt ville en spiller så have brugt en aften på at ødelægge andres liv og tjene fedt på det. Men han havde en stærk internkonflikt: i virkeligheden drømte han om at blive en respekteret pressefotograf, der gennem sine billeder gjorde verden et bedre sted at leve i.

Det betød, at han skulle kæmpe med sig selv, om hvilken retning han vil gå. Ville han opgive det gode liv og fede løn for sine principper, eller sin drøm for det gode liv. Se der ligger grundlaget for noget interessant rollespil, og nogle store udviklingsmuligheder, fordi hvordan han forholder sig til den interne konflikt er afhængig af, hvordan andre opføre sig over for ham, og hvad han oplever, og hans adfærdsmønstre er igen afhængig af, hvilke stillinger han tager til denne konflikt igennem scenariet.

Eksempler
Interne konflikter har jeg brugt mindre bevidst i mine scenarier, men de har som regel været til stedet i mere eller mindre grad. Dog igen ikke i Ønskeøen, men dette var fordi der ikke var nogen skrevne roller i scenariet.

Shadyvill
Her brugte jeg igen sanity systemet. Her var det sådan, et nogle af de kort spillerne kunne få med vilje var modsatrettede. For eksempel, en af spillernes holdning til sin far. Et kort ville have ham til at holde af ham og gøre hvad han sagde, et andet ville have ham til at være bange for hans far og dræbe ham. Lige meget hvad spilleren valgte, ville det være et svært valg, og have vidtrækkende konsekvenser for rollens udvikling.

Hotel Commodore
Der var mange flere lignende tilfælde i Hotel Commodore, end det eksempel jeg nævner ovenfor. Som lagde op til samme meget svære valg og interne konflikter. Faktisk byggede næsten alle rollernes udvikling på denne form for interne konflikter. Alle rollerne havde en eller flere stærke modsætninger bygget ind i deres rolle.

SystemPerfekt
Interne konflikter kan gøres på to måder. Den ene er som beskrevet ovenfor, at man direkte har modsatrettede holdninger eller motivationer. Den anden er den der bruges mest i SystemPerfekt. Det er holdning/relations konflikter. Her ligger konflikten mellem ens holdninger og ens relationer. Det kan betyde, at man er ven med en som har den modsatte holdning af en selv, eller man er uven med en, som man deler holdning med. Det skaber interne konflikter på den måde, at spilleren tvinges til at tage stilling til, om man vil følge sin overbevisning og blive uvenner med sin ven, eller bevare venskabet på bekostning af sine principper. Igen et grundlag for rollespil både eksternt og internt, og en mulighed for at udvikle sin rolle. Fordi hvad betyder det for rollen, hvis man opgiver sine principper, eller mister en ven på grund af sine principper?

Nye rollespilsmetoder – Udviklingsrollespil

1 svar

For at skabelsesrollespil kan få fart og spænding på, skal der ske noget med spillerne undervejs, som kan skubbe spillerne og historien videre. Dog kan udviklingsrollespil og skabelsesrollespil sagtens eksistere uafhængigt, pointen er bare at de, i mine erfaringer, spiller rigtigt godt sammen.

Alt for mange scenarier bygger på statiske roller, altså de er den samme i starten af scenariet og i slutningen af scenariet. De har samme holdninger, motivationer og eksterne konflikter med de andre spillere. Dette er især sandt i intrigerollespil, hvor A og B har modsatte mål, og så slås de så indtil en af dem vinder.

Men dette sker meget sjældent i virkeligheden og i alt andet fiktion. Der ændrer folk sig. Det mest simple eksempel, er i de gamle eventyr, hvor helten drager ud som dreng og vender hjem som en mand. Men i moderne historier er det lang mere varieret, hvad der sker med folk. De kan blive oplyst på rejsen, blive brudt ned eller ændre deres ellers fastgroede holdninger.

Det giver muligheder for nye veje i ellers fastlåste rollespilshistorier. Et eksempel er fra er en historie, som spontant opstod i mit eget scenarie, Hotel Commodore: To journalister skulle arbejde sammen. Den ene var ung og idealistisk og fuld af mod på livet, den anden var gammel og pessimistisk og modløs.

Havde de fulgt normal rollespilstradition, havde de udspillet en række ens konflikter over disse modsætninger. Men fordi de var bevidste om rolleudvikling, så ændrede de to roller sig gennem deres oplevelser og indbyders interaktion. Den unge var blevet slået ned af krigens gro og sunket dyb depression, den gamle derimod vågnet på ny og klar til at prøve at redde verden igen.

Sådan fik de begge lov til at spille anderledes roller i løber af spillet, og deres indbyrdes konflikter varierede scenariet igennem. I mine øjne en bedre rollespils oplevelse. Pointen er selvfølgelig dette kun er en mulig vej ud af hundrede, og ingen af dem er mere rigtig end den anden, hvordan spillerne vil udvikle deres roller, er helt optil spillerne selv. Der er to måder at få spillere til at bruge udviklingsrollespil på:

Den letteste er at gøre spillerne opmærksom på muligheden for rolleudvikling igennem spillerteksten. Bede dem tænke over, hvordan deres rolle vil reagere og ændre sig, som resultatet af de ting denne oplever igennem scenariet.
Den anden metode, er den tredje rollespilsmetode, nemlig internkonfliktrollespil, som vil blive beskrevet i næste indlæg.

Eksempler:
I alle scenarier jeg har skrevet, har jeg opfordret spillerne til at reflektere over, hvordan deres roller udvikler sig scenariet igennem. Og alle sammen, undtagen Ønskeøen, har der desuden været indbygget spilmekanik der skal fremhjælpe denne udvikling.

Shadyvill
Her brugte jeg CoC’s sanity system til at fremprovokere ændringer i spillerne. I stedet for at rulle i tabeller, når spillerne havde mistet nok sanity, fik spillerne sedler, som beskrev, hvad der skete med dem. Disse sedler, beskrev alle en eller anden form for ændring centralt for rollen. Spillerne havde kort sagt ikke andet valg, end at ændre og udvikle sig, i dette tilfælde i en næsten altid selvdestruktiv retning, men det var jo også et call scenarie.

Hotel Commodore
Her var spilmekanikken mere enkel. Udover en opfordring til at være bevidst om rollens udvikling, så var alle spillerne også udstyret med en række spørgsmål, som spillerne skulle tage stilling til igennem scenariet. spørgsmålene var lavet sådan at de tvang spilleren til at tage stilling til centrale elementer i dennes rolle, og om disse elementer havde ændret sig. Nogle af spørgsmålene var desuden sådan at svaret på spørgsmålet ville trække rollen i vidt forskellige retninger, alt efter hvordan spilleren valgte at svare.

SystemPerfekt
I SystemPerfekt, er udvikling et gennemgribende element, især da rollerne ikke eksisterer. Så mulighederne for udvikling er næsten uendelige. Spillerne er kort sagt nød til at udvikle deres roller, for overhovedet at få en helstøbt rolle. Dog skal spillerne også huske at bruge de holdninger og relationer de starter med, og være åben for at de også gradvist kan ændre sig, hvis, og hvis er et meget vigtigt ord her, hvis historien og rollens oplevelser ligger op til de ændringer.

Nye rollespilsmetoder – Skabelsesrollespil

1 svar

Det er et lidt rodet begreb, fordi det minder til dels om fortællerollespil og indierollespil. Men det går længere end disse to typer. Hvor traditionelt rollespil starter med en forklaring og ramme, som spillerne skaber deres fortælling fra A til B med. Fra Hans og Grete bliver efterladt i skoven, til de dræber heksen.
Så går skabelsesrollespil videre. Her er det op til spillerne, ud fra en meget løs ramme, at skabe hele historien. Fra hvad A er til, hvordan de kommer til B, til hvad B er. Fra hvem Hans og Grete er, til hvorfor de bliver efterladt i skoven, til hvad de gør med heksen.
Skabelsesrollespil overlader altså ikke kun historien til spillerne, men også, i forskellige grader, forklaringerne, baggrunden, mytologien osv. til spillerne, som de så selv skaber gennem rollespil og rammer sat op af forfatteren.

Eksempler:
Alle mine scenarier har i større eller mindre grad brugt denne type rollespil:

Shadyvill
Uden at vide det brugte jeg dette greb i mit første scenarie. Her var der ikke skrevet nogen slutning, men kun løse bud på slutninger. Og tanken var at den slutning som spillerne selv fandt frem til, var den rigtige. Denne slutning opstod ud fra, hvordan spillerne tolkede, hvad der var sket i Shadyvill. Tanken var, at den forklaring som spillere finder på i horror scenarier er næsten altid federe og mere skræmmende end den forfatteren selv kan digte op.

Hotel Commodore
Her var der alle forklaringer undtagen en. En journalist var blevet kidnappet. Men af hvem og hvorfor var ikke oplyst. Men det vigtige er: at hvad end spillerne spillede sig frem til, var sandheden. Så i stedet for en række hints som spillerne måske, måske ikke kunne tyde, så var det helt op til spillerne, at rollespille sig frem til, hvad der var sket.

Ønskeøen
Spillerne er børn fanget på en skole midt om natten, låst inde i et klasselokale. Hvorfor er ikke beskrevet og det er op til spillerne, at beslutte om det er relevant og i så fald, hvorfor de er blevet fanget der.

SystemPerfekt
Dette scenarie er et ekstremt eksempel på skabelsesrollespil. Ud fra meget få oplysninger, skal spillerne ikke kun skabe historien, men også hvorfor historien overhovedet er opstået. Humlen er, at der ikke er nogen forkert forklaring. Hvad spillerne finder på af forklaringer, baggrund, reaktioner og fortællinger, er det eneste rigtige, fordi der ikke kommer nogen sandhed uden fra.