Mit måske næste scenarie, en videreudvikling af “De civile” fra Warhammer 40k antologien. Jeg er stadig fascineret af tanken om et modbydeligt scenarie, om de civiles oplevelse i en krig. Nu har jeg netop lagt Roger Moorhouse værk “Berlin i Krig” fra mig. Det er ikke det, der har fået mig til, at overveje, at gøre Berlin til scenen for dette scenarie, den ide har jeg roet på længe. Men med denne bog, har jeg pludselig en masse fakta og fortællinger fra den tid, så man kunne faktisk basere scenariet på virkelige hændelser.

Men det ville ikke blive et rart scenarie, der vil ikke skulle lægges fingre imellem, det ville være et af dem, hvor jeg ville være usikker på, om jeg kunne GM’e det selv. For blot at nævne et eksempel, så blev et helt svimlende antal af berlinske kvinder voldtaget af russiske tropper i krigens sidste dage. Alle sider i den krig gjorde modbydeligheder mod hinanden, ingen tvivl om det. Men hvis jeg vil simulere en krig set fra de civiles side af, så det desværre et aspekt, der bliver svært at komme uden om. Det kan selvfølgelig stadig omgås med jeep knepet: pillowtalk. Det interessante er ikke voldtægten, men hvordan ofret kommer videre bagefter.

Men stadig, hvis jeg vil dette, hvis jeg vælger at gå efter dette scenarie, føler jeg, at jeg er nødt til at gå all out, ikke lægge fingrene imellem. Skal det være krigens gru, så skal det være alt krigens gru. Så lidt samme overvejelse som ved Bamsers mod, tør jeg gøre det, og bør jeg gøre det? Er det overhoved en historie, der er værd at fortælle?

Nå nok om den slags overvejelser, den ægte grund, til at jeg ikke er gået i gang før nu, er at jeg ikke helt har vidst hvordan. Men efter bogen har jeg faktisk en vag ide til en struktur. Scenariet får to halvdele. Første halvdel foregår i et beskyttelsesrum, hvor rollerne gemmer sig fra en af de mange luftbombardementer, som byen blev udsat for. Her udspilles en række flashbacks, mens rollerne mindes deres liv under den krig, som tydeligvis er på vej ind i sin afslutning.

Gennem disse får spillerne indblik i livet under krigen fra den håbefulde start til hvor de er nu. Samtidig vil scenerne også give et nedslagsbillede af, hvordan Berlin var under krigen. Endelig lærer det også spillerne rollerne at kende, og måske giver dem nogle valg, der vil forme deres karakter. Her vil jeg selvfølgelig trække tungt på Roger Moorhouses bog. Denne del bliver nok ret stramt holdt, med helt fastlåste scener. Hver scene vil have en hovedperson, nemlig den som husker den, og de andre spiller er så bipersoner for denne.

Mellem hvert minde vender vi tilbage til beskyttelsesrummet, og her vil jeg gerne lave lidt minimalistisk black box. Altså så godt som man kan i et klasselokale vil jeg skabe en stemning af at sidde i et beskyttelsesrum under et bombeangreb. Jeg tænker slukkede lys, måske lidt stearinlys og vigtigst af alt, en så stærk som muligt højtaler, som kan afspille et lydlandskab, som vi nok alle har hørt fra diverse krigsfilm.

I disse mellemsekvenser skal lydniveauet være så højt, at man kun kan råbe højt, for at tale sammen, og helst skal rollerne bare sidde sammen i tavshed og prøver at holde ud. Igen fordi sådan var krigen for de fleste, endeløs venten på at ens bunker enten blev ramt eller det var overstået. Så ud et par timer inden næste angreb. Faktisk overvejer jeg at lade en af disse sekvenser mellem to minder vare i en halv time. Kedeligt? Ja men det er jo pointen.

Men lidt over halvvejs skifter scenariet, når vi kommer til kampen om Berlin. Her skal de enkelte roller bare prøve at overleve, eller de kan, hvis de vælger det, blot prøve at tage deres eget liv. Det er her, det skal blive rigtigt brutalt.

Jeg overvejer faktisk et random system, hvor spillerne eller GM trækker fra en bunke kort, hvor hvert kort indeholder en hændelse, som spillerne så skal prøve at komme igennem. På den måde blive spillet samme lotto som krig er. Er du den heldige, som møder en flink russisk soldat der giver dig et stykke brød? Eller støder du på en gruppe fulde russiske soldater som, tja gør, hvad de har lyst til. Eller støder du på en af de SS enheder, som drog rundt i byen og hængte alle desertørere, som i deres øjne var alle mænd, som ikke kæmpede? Eller trækker du ganske enkelt: bombenedslag og dør på stedet? Da det alligevel er scenariets sidste del, så gør det mig ikke så meget, at en eller flere spillere faktisk kan dø fuldstændigt tilfældigt her. Sådan var det.

Det er mine tanker indtil nu, hvad synes I?

Et andet område jeg fokusere på lige nu er barnet eller Dorothy. Denne rolle er nemlig et slags objekt, den er de tre andre spilleres mål og opgave: at få denne sikkert i mål samtidig med at de skal prøve at bevarer hendes illusion om, at de i virkeligheden er i Oz.

Derfor tænker jeg at Dorothy skal have en stat der hedder uskyld eller illusion. Og hvis den når ned på nul så er spillet tabt, Dorothy illusion brydes og hun ser verden som de ser den og mister modet, eller på anden måde bryder sammen.

Pointen er at spillerne skal presses til at vælge mellem hvis stat de vil køre på hendes eller deres egen, hvem ofre de for at komme igennem trængslerne, og selvfølgelig er pointen at alle stats gradvist skal udtømmes så valget bliver sværre og sværre.

Men hvad er Dorothy? Er det blot en NPC GM’en styrer, er det faktisk GM’en? Eller og det hælder jeg til er det en spiller med visse meta evner og opgaver. Men opgaven bliver at finde nok at lave for denne spiller, da lige nu er det meste af ansvaret lagt over på de andre, og denne rolle som sagt mest er et objekt.

En ret kort post blot med opfordringen: hvad synes I, hvad vil I foreslår.

En af de ting jeg simrer over ved mit måske kommende scenarie lige nu er hjernen. Jeg vil ikke komme med en lang preamble om scenariet, så læs hvad scenariet handler om her:

Sagen er den, at jeg vil have, der skal optræde tre spillere, som hver repræsentere Dorothys tre venner fra The Wizard of Oz. Løven der mangler mod, Tinmanden der mangler hjerte og Fugleskræmslet der mangler hjerne. De skal ikke være disse tre, men symbolisere dem og især symbolisere deres mangel.

Ved de to første er det let, da scenen er efter en altødelæggende krig. Tinmanden uden hjerte ser jeg som soldaten, der blindt har fulgt ordre og gjort grusomme ting og dermed mistet sin menneskelighed, blevet følelseskold og tom indeni. Han ønsker at komme til at føle igen.

Løven lige så, han er en kujon, der flygtede da der var mest brug for ham og lod sine elskede i stikken. Han skammer sig og ønsker at gøre det godt igen, ønsker at genfinde sit mod.

Men Fugleskræmslet er jeg i tvivl om, da manglende hjerne eller dumhed, som det jo faktisk ville være, ofte vil blive komisk på en måde, jeg ikke ønsker i dette scenarie. Især i hænderne på den forkerte spiller, tror jeg det kan gå ret galt.

Jeg har overvejet andre symboler af hjernen: Hukommelsen, han kan ikke huske hvem han er. Eller jeg har overvejet at bruge symbolikken i en stråmand: altså han har været frontfigur for et eller andet, men hvordan jeg vil bringe det i spil, ved jeg ikke rigtigt, og det virker ikke så stærkt. En anden ting kan være forstand, at han slet og ret har mistet forstanden og er blevet gal, men igen kan det tages for langt af visse spillere og blive spilforstyrende.

Personligt er jeg mest fristet af hukommelsen, men det giver et problem, med den ide til system, som jeg indtil videre arbejder med. Den er stadigt meget i skitse stadiet, men er som følger: Spillerne hver deres stat, som beror på deres symbolik, mod, hjerte, hjerne. Når de trækker på denne stat for at løse en opgave, tvinges de til at spille en smertefuld mindescene, der viser, hvordan de svigtede netop denne stat. Løven flygter fra noget, Tinmanden gør noget hjerteløst. (De skal kun kunne gøre det meget få gange, ellers bliver de scener ens, jeg tænker en eller tre gange.)

Det system har sine egne problemer, men det er tydeligt, at jeg har svært ved at finde scener, som for alvor sætter hjernen i spil, hvis det har med hukommelse at gøre. Jeg har overvejet, at denne spiller måske har det omvendt i forhold til de andre, hvor de husker, når de bruger deres evne, så glemmer han. Måske har en nogle glade minder, som simpelthen forsvinder? Lidt som i Cracked. Men skal det minde, der forsvinder så spilles, eller har man spillet dem, og får fortalt, at nu husker du det ikke mere. Eller spiller man en scene, hvor spilleren sidder og kigger på et billede af det denne har glemt og smider det væk, fordi hvem er dog det? Eller hvad, som sagt mange problemer.

Faktisk kunne man lave et system alla Mouse Guards Nature: hvor man får bonus, hvis man handler med sin nature men ingen straf, og bonus hvis man handler imod men en straf. Så i Kansas is no more ville det give en lille hjælp, hvis spilleren går med sit problem, altså er en kujon men en større bonus, hvis ikke sikker succes, hvis spilleren går imod sin natur og er modig. Men det vil så koste et ondt minde.

Igen melder problemet sig dog, hvordan gør man det med Hjernen, forslag og tanker omkring det system og hjerne problematikken modtages rigtigt gerne.

Se det er en titel Johs! Nå jeg har ingen ide til, hvad jeg skal skrive næste gang, og det er en ret underlig situation for mig. Normalt har jeg altid en håndfuld ideer, hvoraf en eller to står ret stærkt.

Men Bamsers mod har lidt udbrændt mig, det var, noget af det bedste, jeg har skrevet, jeg elsker den historie, så er det sagt. Men samtidig så føler jeg mig også lidt hægtet af, jeg får for lidt rollespilsinput lige for tiden, til at blive inspireret til at skrive nogle fede ting. Så jeg må se, at få spillet noget mere rollespil. Men jeg har også planer om at tage til Forum og BlackBox.

Men det har efterladt mit sind i en lidt interessant situationen. Jeg er utrolig følsom for nye ideer. Der skal ikke ret meget til, så løber min hjerne sig en tur med en eller anden halvfærdig ide. Det er ret underholdende, og det samme der skete med Bamsers mod, hvor jeg også var i lidt samme situation.

Dengang satte et billede hele i historien i gang på ret kort tid, denne gang er mediet et andet. Lige for tiden er det især tv’et, som giver disse ting. For eksempel gav en dokumentar om kulten Havens Gate, dem der gjorde masseselvmord til kometen Halebob, mig lyst til at lave et scenarie baseret på det.

Men den nyeste ide opstod præcis som Bamsers mod. Jeg så blot lidt af denne sang: og mine synapser sprang til live og udformede følgende historie: Wizard of Oz i en postapokalypisk verden. Dorety kommer som eneste ud af en bunker uberørt og konstatere: “I don’t think Kansas is any more Toto”

De følgere hun får med på turen, fugleskræmslet, tinmanden og løven er overlevende, som ikke er de ting sådan bogstaveligt, men mennesker, som symbolisere de ting og det de mangler: Et hjerte, mod og en hjerne. Og hele den absurde og fantastiske verden som Oz er? ja den kommer fra den galskab og absurditet der er opstået blandt de overlevende, efter at verden er gået under.

Det skal være et grotesk overdrevet univers, steampunk på stoffer, i ruiner. Måske tror Dorothy lige frem at hun faktisk er i Oz, og de tre følgesvende går med på legen for at skåne hende? Lidt som den der franske film for nogle år siden. Tryl google. Tryl. Ahh ja her er den: Livet er smukt.

De drager på en meningsløs rejse gennem den ødelagte verden for at finde det fantasi fatamorgana Dorothy er overbevist om findes. Jeg ved det ikke.

Jeg er klar over, at dette minder om mange andre ting, ikke mindst Rejsan. Men ideen er så stærk visuelt, så jeg arbejder måske videre med den.

Og hvis du har set musikvideoen, jeg linkede og undrer dig over, hvordan jeg fik det ud af den, da den jo faktisk handler om noget helt andet og kun har referencen til Wizard of Oz som løs sammenhæng, så er det fordi, da jeg så den første gang, så jeg kun det lille klip, hvor de går blandt de ødelagte og rustne tog og hvor de går i ørkenen og de to billeder sad bare fast, og siden har jeg udviklet videre på den ide.

Lige nu kæmper jeg lidt med, hvad for en historie det skal være, og om det skal være systemløst eller der skal bygges et system ned over det. Som jeg ser det kan det både skrives som en gritty action komedie med absurde elementer, der måske ret systemløst. Men den kan lige så godt laves som et udmattende drama alla Dulce et Decorum, hvor der er et system, hvor de skal balancere deres egne resurser mod hinanden og omverden. Men jeg ved endnu ikke hvilken historie jeg helst vil fortælle.

Som dem der læser min blog ved, kan jeg lide at bruge den til at lufte mine scenarie ideer, sådan en poste er denne også:

Jeg har gået og leget med en ide om at kombinere Morten Gs Hinterlandet med google spillet Ingres.

Jeg synes det kunne være fedt med et spil, hvor man har en karakter, som har evner og kan samle xp og gear, men at man skal ud i området for at finde monstre og dungons.

Det fedeste kunne være, hvis det var samlet i en app som både kunne bruge til at finde de steder, hvor der er monstre ude i verden men også kan indeholde det minispil man så skal spille for at besejre monstret.

Men det har jeg på ingen måde den tekniske snilde til, så det kompromis jeg overvejer er en slags geocaching med dungeons. Altså du får koordinaterne på et sted og du skal finde der hen via din GPS på din mobil. Når du så er der skal du finde en mere eller mindre skjult QR kode (som en ansvarlig har placeret forinden) når du scanner den kommer du ind på en hjemmeside med stats for de monstre, som gemmer sig der, som du så skal slås imod.

Selve kampsystemet tænker jeg skal være en meget simpel udgave, hvor man spiller mod spillet, så man altså ikke har behov for en GM. Det kræver naturligvis en vis mængde ærlighed fra spillernes side af, men hvis man snyder er det kun en selv man snyder.

Tanken bag det system er inspireret af de problemer som Hinterlandet kæmper med, nemlig, at der skal skaffes GM’er til alle opsætninger af det. Det er det jeg prøver at undgå med denne tilgang. Tanken er, at det skal være så let som muligt for de ansvarlige at holde spillet kørende.

Der skal blot være et centralt sted, hvor spillere kan mødes og modtage missioner (som er GPS lokationer) og få godkendt besejrede monstre og modtage XP, guld og loot. Samt danne grupper og des lige.

Med hensyn til fiktionslaget, har jeg faktisk lidt overvejet at trække på Ingress tankegangen, som er: at der er nogle mystiske portaler, hvorfra der siver energi ind i vores verden, og det er disse man slås om.

Min ide er, at mærkeligt monstre er begyndt at dukke op ude i verden, og spillerne er mennesker med specielle evner, der er hyret til at slås mod disse, og efter hånden som de kæmper imod dem, opdager de nye evner, der kan bruges i kampen.

Tanken er at evner kun har generelle navne og det er op til spillerne selv, at beslutte sig for, hvad for eksempel deres ekstra stærke angreb hedder og gør. Er man krigeren der kan et specielt slag eller er man troldmanden der smider med en ildkugle, sådan lidt alla Skyrim.

Min ide er også, at der skal være tre evnetyper ikke klasser men evnetyper, og at man lige som Skyrim kan købe frit i alle tre, men at man selvfølgelig bliver mere stærk hvis man koncentere sig om en.

De tre evner typer er bygget op over onlinespillenes treenighed:
Angreb (DPS)
Beskyttelse (Tank)
Healer (Healer)

Tanken er at man både kan drage ud alene eller i grupper, hvor man så selvfølgelig kan besejre stærkere monstre. En ideal gruppe størrelse vil så være tre: en med fokus på angreb, en med fokus på beskyttelse og en med fokus på healing.

Selve systemet, vil jeg som sagt gerne holde så simpelt som muligt, derfor overveje jeg dette system, som jeg er sikker på, jeg har et eller andet sted fra, men kan ikke huske hvor:

Hver spiller skiftes til at tage en tur, hvor de kan gøre en handling, som kan være flere ting, så som at bruge en af sine evner eller angribe.

Hvis man angriber ruller man 1d20, hvis man slår under sin angrebsevne giver man monstret skade, hvis man ruller over sin beskyttelses giver monstret en skade. Så man afgør altså både sit eget og monsterets angreb i et rul.

Samtidig regner jeg med at skade og rustning skal være en fast værdi, så der ikke er behov for at rulle for skade osv. Så man giver en fast skade, og får trukket en fast værdi fra den skade man tager, det samme gælder for monstre. Det giver også en god måde at skalere monstre på. Altså hvis monstrets rustning er højere end din skade, jamen så kan du ikke besejre det.

Måden de tre evne typer arbejder sammen på er, at angriberen selvfølgelig får evner der gør at denne kan give mere i skade, healeren får evner der kan hele sig selv og andre og samtidig også evner som kan øge sin egen og andres angrebs- og beskyttelsesevne. Endelig fungere beskyttelses evner ved at man kan erstatte en angribers beskyttelsesevne med sin egen beskyttelsesevne, evt. mod en straf i denne.

Altså: En spiller ruller for at angribe men det er en andens spillers beskyttelsesevne og rustning der bruges, hvis denne angriberen så ruller under den anden spilleres beskyttelesevne er det naturligvis den beskyttende spiller der tager skaden. Beskytteles evner vil selvfølgelig handle om at øge sin beskyttelesevne, sin rustning og få mulighed for at beskytte flere gange og få mindsket straffen i beskyttelsesevne når man gør det.

Der hvor forhindringen pt. ligger (altså udover alt det tekniske i at kode en hjemmeside der kan håndtere en masse QR koder og sådan) i at lave et leveling system, der holder, og jeg mistænker det for, at være en større opgave, end man lige antager og at det kræver en masse spiltest og en forstand på matematik, jeg ikke har.

Altså hvor meget skade skal våben og evner give, hvor mange liv skal monstre og spillere have, hvordan skaleres ting med levels, og hvor mange xp skal de enkelte levels kost og hvor mange xp skal et monster give? Jeg forestiller mig at det er ret svært at lave fra bunden og jeg har ingen anelse om, hvor man starter henne. Men måske man kan stjæle fra et andet system og så følge deres skaleringer? Nogle bud på dette? Måske jeg burde kigge på Hinterlandets system?