Kategoriarkiv: Komediehuset

Historien om Bygholm – et black box rollespil for folkeskolen

Så fik jeg endelig spiltestet det undervisningsrollespil for folkeskolen, Komediehuset i Horsens har bedt mig udvikle til brug i den nye folkeskolereform.

Som nævnt før, så blev jeg bedt om at udvikle to, det ene Journalisterne, en omskrivning af mit Fastaval scenarie Hotel Commodore, det gik ikke ret godt, af mange grunde, som jeg også skal se at få skrevet om. (Man skal jo ikke kun fortælle succeshistorierne, men også stå ved det, når det ikke går så godt.)

Men lige nu er jeg i hopla over succesen med Historien om Bygholm, som gik over alt forventning, så derfor vil jeg skrive om det nu.

Scenariet, som jeg kalder for et fortællespil handler om Tvangsborgen Bygholm, som Erik Menved tvang bønderne til at opføre efter et forfejlet oprør i 1313. Selve historien er tiden op til oprøret, der fortæller, hvorfor bønderne i desperation valgte at gribe til våben, selvfølgelig selve slaget på Hatting Mark, hvor Erik Menved besejrer bønderne. Endelig fortæller det efterfølgerne, hvordan at Danmark stort set ophører med at eksistere indtil at Valdemar Atterdag samler det igen.

Bygholm bruges altså til, som en lille brik i et stort spil, at fortælle om en ret afgørende del af Danmarkshistorien.

Scenariet er henvendt til elever i 4. til 6. klasse og op til spiltesten i dag, var jeg ret nervøs, ville det nu virke, ville eleverne gribe det, ville de forstå, hvad man skal og rent faktisk gøre det og endelig, fordi scenariet har et stort fortælleelement: ville jeg kunne fungere som en ægte historiefortæller?

Som I nok kan fornemme gik det godt. Nu var det heldigvis også en god klasse, glade, åbne og kreative. Men stadigvæk gik det godt, de lyttede opmærksomt og deltog med energi og iver. Og bagefter roste de det ligefrem for de ting, jeg havde tænkt ind i designet. Som en sagde det meget godt:

“Det var fedt, at vi fik lov til at medvirke i historien, og ikke bare skulle sidde og lytte. Det gjorde vi koncentrerede os mere, og bedre kan huske det.”

Det er jo hele formålet med at bruge rollespil i undervisning lige der, så stor sejr!

Scenariet benytter sig af to teknikker: den første er inspireret af Drengen og mælken, hvor en fortæller beskriver, hvad der sker, og resten udfører, hvad han beskriver. Dog holdt meget mere stramt end i Drengen og Mælken.

Her er jeg den eneste fortæller og jeg beskriver, hvad der sker, og udpeger hvilke elever, der skal være med, og hjælper dem med, hvad de skal spille. Det var dette jeg var meget spændt på om ville virke.

Og jo de turde ikke så meget som erfarne rollespillere, men deres begejstring bagefter viste, at de synes det havde været fedt at få lov til at bringe historien til live og lege konger, bønder og tyske lejesoldater.

Den anden mekanik blev brugt i forbindelse med, at en central begivenhed er slaget på Hatting Mark, og det ville jeg selvfølgelig have med, men jeg turde ikke bare bede dem slås, det ville hurtigt blive kaotisk.

Så jeg har lavet en slowmotion mekanik. Det vil sige, at eleverne slås i slowmotion og skal hele tiden være opmærksom på sig selv og de andre omkring dem. På den måde kan man time udfald og blokeringer i en langsomt smuk dans.

Da jeg testede denne mekanik dagen før med mit black box hold viste det sig dog, at det stadig blev ret kaotisk, hvis begge handler samtidig og man bliver let i tvivl om, hvem der skal reagere først.

Så der lånte jeg lidt fra Summer Loving. Her er en fortælleteknik omkring at beskrive elskov, hvor to spillere sidder over for hinanden, og den ene beskriver en handling, så beskriver den anden en reaktion og derpå en handling, som den anden beskriver sin reaktion på og derefter sin handling.

Dette omsatte jeg i slowmotion kamp til, at den ene gør en handling, et udfald i slowmotion og næsten stopper, og den anden får tid til så at lave en reaktion på dette udfald og så svare igen med sin handling, som den første så reagerer på og derefter laver sin næste handling osv.

Det virkede fint, i selve scenariet fulgte de måske ikke det så præcist, men det så godt ud og de blev meget opmærksomme på hinanden. Og bagefter var der faktisk en der spurgte: “kan vi ikke tage slaget igen, det var sjovt!” og det var endda en pige, en stor sejr i min bog.

Begge mekanikker virkede fint, og jeg blev igen mindet om, at selvom det med mine trænede rollespilsøjne ikke så så fantastisk ud, som jeg ved det kunne, så havde eleverne en stor oplevelse med det, og synes det havde været helt usædvanligt og fedt. Og det er jo hele formålet.

Så nu skal det bare lige pudses af, og jeg skal tilføje lidt mere historie, da det gik hurtigere end jeg regnede med. Men ellers vil det være klart til at sælge til folkeskolernes 4. til 6. klasser fra skoleåret 14 til 15.

Sidder du og tænker, hey, det kunne da være noget for min skole eller klasse, hvad enten du er lærer, elev eller forældre, så hiv da endelig fat i mig ([email protected]). Det kommer til at foregå i en af Komediehusets black box sale. Men er det for langt væk fra dig, så skriv alligevel, og det kan være vi finder ud af noget. Flere konkrete detaljer vil følge, dette var bare min lille jubel over, at det gik godt.

En Black box con i Horsens?

DSC_7654

Da jeg skulle prøve at beskrive black box til lederen af Komediehuset (hvad er det? læs her) tog jeg udgangspunkt i BlackBox CPH, som jeg lige var kommet hjem fra. Da han hørte om den udbrød han: skal vi ikke have det her? øh jo svarede jeg fortumlet, det kan vi da godt prøve.

Siden har jeg tænkt mere over det og snakket mere alvorligt om det med lederen Jan. Jeg begynder at tro, det ville kunne lade sig gøre, men jeg vil gerne lige tjekke vandet, og til det har jeg brug for dig. Lad mig derfor præsentere rammerne:

Pros:

  • Komediehuset er lige rykket i nye lokaler på en nedlagt skole midt i byen.
  • De råder derfor over to store black boxe (forestil dig to klasselokaler slået sammen) samt en mindre (et klasselokale) kaldet dramateket, hvor de til dagligt laver børneforestillinger, men som sagtens også kan bruges.
  • Endelig er der et par dansesale, som kun må bruges til dans, da de har det der spring gulv, der vist er vigtigt (men hey, så må nogen designe et danse scenarie)
  • Derudover er der et stort fælleslokale med borde og sofaer, fuldt udstyret køkken og hygge.
  • Og: vi må låne det en hel weekend ganske frit og gratis og helt for os selv! Det er for mig et af de vigtigste punkter.
  • Endelig, men dette vil jeg ikke love, så har komediehuset et godt samarbejde med Horsens Statsfængsel, I ved det nye museum. Så der er mulighed for at undersøge, om man kan sætte et scenarie op der, og få lov til at spille i en ret speciel ramme. Men som sagt, der er noget, der kan undersøges, jeg vil ikke garantere noget.

Cons:
Teknisk: Det er ikke på niveau med Huset i København, der er lyd- og lysudstyr, men da det skal bruges af en meget stor og broget flok er det holdt utroligt simpelt. Man kunne nævne dette som en fordel, da det gør det utroligt let at sætte op, jeg laver ny lyssætning hver gang med mit black box hold, og det tager ingen tid. (Det er lidt som iPad meget begrænset, men derfor let at gå til.) Men jeg nævner det som en con, da folk sikkert vil forvente Huset standarder. Der er en række med lys midt i rummet, som dog kan peges i begge retninger og man har mulighed for at sætte enkelte lamper op på stativ.

Overnatning: i modsætning til København, ville der nok skulle findes overnatning, da folk lige som ikke bor her, men i København og Århus og hvor folk ellers ville komme fra. Vi kan godt få aftaler om at må lave sovesal, enten på Komediehuset eller en lokal skole, endelig har Horsens en masse hoteller, men det er i den dyre ende.

Transport: samme problem, meget få af deltagerne kommer nok fra Horsens, de fleste ville skulle rejse, og jeg ved ikke helt, hvor meget folk er villige til at smide for det. Selvfølgelig med Rød billet og lignende billige busruter, er prisen faldet meget på det sidste, men det er stadig noget der måske vil skræmme folk væk. Ihvertfald er det vigtigt, at prisen på selve connen holdes så lav som muligt, da folk skal lægge en del på transport og måske overnatning.

Hvornår?
Tja rollespilsåret er allerede ret fyldt, men vi har kig på januar, da det er en lidt stille periode, og det passer ret godt ind i Komediehusets øvrigt program. Men nævnte Oliver til dette: økonomien er tit ret spændt i denne måned, så måske vi i stedet skal kigge på feburar.

Størrelse?
Vi snakkede lidt løst og fast om dette, men blev enige om et lavt succeskriterie på 25, nu det var første gang osv. ville være ok, men med plads til mange flere. Der ville være tale om fire blokke: en fredag, to lørdag og en søndag, (da folk også skal hjem). Men det ville så være potentielt tre scenarier i hver blok, så et program på 12 scenarier. (hvis det kun kommer 25, er det nok for mange.)

Indhold?
Om jeg kan få folk til at designe nye ting? Tja det håber jeg meget. Men ellers er der allerede en god mængde fede ting derude. Men formatet ville blive lige som BlackBox CPH, at vi stiller faciliteterne til rådighed, og så lade folk byde ind med, hvad de vil.

Hvad skal jeg brug fra jer?
Jeg vil gerne vide jeres uforbeholdne holdning til dette. Så jeg spørger ikke, om I synes det er en god ide, fordi der får jeg som regel svaret: “Ja mere rollespil er altid godt.” Nej jeg skal vide:

  1. Er det faktisk noget du kunne finde på at tage til?
  2. Hvilke ting ville gøre det mere sandsynligt, at du kom?
  3. Hvilke ting ville skræmme dig væk?
  4. Hvad for et prisleje ville du forvente/kunne leve med? (ekslusiv transport) (ved godt den er svær, men et slag på tasken)
  5. Hvad synes du om placeringen på året (januar februar), gør den det mere eller mindre sandsynligt at du kommer?
  6. Og hvilket tidspunkt på året ville du tro kunne være bedre? (prøv her ikke kun at tænk på dig, men sådan helt generelt.)
  7. Er det noget du kunne finde på, at hjælpe med at stable på benene?
  8. Er det noget du kunne overveje at designe/sætte et scenarie op til?

(Ingen af disse spørgsmål er selvfølgelig på nogen måde bindende (det gælder især det første og de to sidste), men blot en måde for mig at få lidt input til interessen i sådan et projekt. Dit input er en stor hjælp, så på forhånd mange, mange tak!

Andre tanker, tips og lignende som ikke passer ind i de spørgsmål, er også meget velkomne. Du kan svare her, på de links jeg smider på Facebook, eller via privat mail: [email protected]

Before and after silence – Gaming with my Black Box class

This post will be in english, because the writers of the book Larps from the Factory somewhere mentions, that they would like to hear about it, if people play their games. Since it is written by other skandinaviens and an american, I thought I would keep this post in english, so that they could read it. Also my english needs training.

Ok first a few introductions:
Me: I’m a roleplayer and Fastaval author, I also just started teaching black box role play, at a local place called Komediehuset (The comedy house) which is a local place that offers classes in acting, dancing, improvisation and now roleplay. This is my blog where I write about my designing process from the first idea to the finished product. But I have also made it a point to write a detailed description of all games I play, because as a writer I know how great it is to read that kind of thing.

Larps from the factory: A collection of larps from Olso based writing collective The Factory, read more about them here. The larps are of many different kinds, sizes and theme, and a great resource if you are looking for some smaller one shot larps to play. I plan on playing three for my class.

Now to the game:
Before and after silence is a game about silence, the writers describes it like this:

“In a world of more and more sound, silence is becoming more valuable. Before and After Silence is about limitations and listening, and about doing almost nothing. It is non-verbal and uses silence as its starting point. It is about shifting the point of view from “what is” to “what is not”, about shifting the focus from “the sounds” to “the spaces between the sounds”, from “the actions” to what is “between the actions”, and to “what is not done”. Rather than playing characters, we examine how we look at ourselves and how different filters can change how we see ourselves and others. We ask you to explore that silence, and to see if you can shape it. Seek to use silence as the point of origin for your actions, or as the thing that surrounds your actions. You should attempt to exercise restraint and to nothing until you have to let it go.”

It consists of a range of exercise that slowly puts the players in longer and longer silences, from one minute two, three then 10 and finally the game which is one hour! But to give your mind something to do each player draws three actions and picks one. They describe something that you can do once during the game, such as hold your hands over your ears and scream softly (the one I had). They also draw three settings and pick one, this describes how you are interpreting what is going on around you. Mine was for example:

“You and the others are old people filled with memories. You wish to share them but fear that the others are completely uninterested. One of the others is a memory you wish to avoid, afraid of what it might trigger in you.”

So you move around in complete silence, and once in awhile someone does their action, but most of the time they are acting out their internal story. But all the others actions and movements means something for your story. So even though you are in the same room seeing the same things you all end up with completely different stories. It’s the extreme version of what all roleplay is: very individual stories told together.

20140220_195940

They people in my class have very different backgrounds and not all are roleplayers, so I made a few changes to accommodate this. First of all I added some warm up exercises before the game. One called helper and opponent, where you try to be as close to one in the group as possible and as far from another in the group, this helped people to become aware of each other. I also did the classic make a machine with your bodies but instructed them to make their movement as small and quiet as possible. Another was tell a story one sentence at a time by taking turns, but with the rule that there had to be five seconds of silence between each line. All in all this is something I will do more, use warm ups but tweaked, so they fit the theme of the game you are about to start.

I was in doubt about some of the warm ups in the game, but decided to do them all anyway, and I’m glad I did, after each I could suddenly see the point with them. The best example of this is this exercise:

“Choose a silence object. It can be anything. Whoever has the object listens to it. Everybody else listens to this person listening, and the person then passes it on.”

I thought what the hell is the point of that? But I did it anyway, and saw straight away what it did. The point is not the one with the object but the ones watching him. It makes it ok to watch each other closely, a very important point in the game, but a thing that can be quite hard to do, as it’s frowned upon in everyday life. So that was very interesting. (But it would have been nice if the book had mentioned this, so I wouldn’t have been tempted to skip it. But maybe space was an issue.)

The warm up silences also showed a great deal, for example the first one minute gave all an impression of how slow times goes in silence. The three minutes with a setting card shows how quickly time goes when you have the setting to keep you occupied. I managed to create a whole little story in that time.

One final exercise was 10 minutes without anything. That was properly the hardest part, because as we had just learnt time flies just with the setting and knowing what one minute feels like made 10 a bit daunting.

Finally the game itself. I decided to do only half an hour (and after they thanked me for that), again because these are not as trained in keeping a story going, but also because I just think one hour is too long, especially because you have no idea how far you are, so there is no way to pace your story. And yes I know that is not the point, but still.

I used two music numbers to start and end the silence, the start went down in speed and volume and therefore brought you into the silence the other went up in volume slowly so worked great as an exit. The intro was: Death from Solace by Tettix and the intro was The Prettiest Remix from the music from the iPad game Sword and sorcery by Jim Guthrie. I can highly recommend both for this game.

Okay the game itself, oh it was great. I have written both what my setting and action was. And that simple starting point evolved into a story about a old man stranded in and old persons home, surrounded by the old and dying with one young women among them: his long lost wife, that is until he realizes that she is not there its just a picture. At this point he breaks down and just wait for death switching back and forth between the past, the coherent present and sometimes something in between mumbling like the rest about baking soda (in my head of course.) When the end music started I let him collapse and slip into oblivion. It work well. The others of course had completely different stories, and it was quite fun to find out what different events had meant to different people.

All in all a great game, but I’m not sure I would want to try it for an hour unless some sound alerted us to at least the half way point. I had my doubts about the settings and actions, but they all worked out rather well because they were well chosen, all about waiting in places where it was logical to be silent.

I took some out though because they were rather sexual, and there are underage people in the group. And also about that: it is not a game for the young, he was rather bored. He did well, but it was not his cup of tea. But then again I think it’s a game the young should try, as the game itself states silence is getting rare, and they should try it once in a while.

Next time I plan to play Fallen stars with them, another game from the book, and I’m looking forward to this.

Mit black box hold – the story so far

Jeg vil gerne begynde at skrive om de oplevelser jeg har med mit black box hold på Komediehuset, da vi nu er begyndt at spille forskellige scenarier, og traditionen tro skal de selvfølgelig anmeldes. Men først the story so far. Du kan læse om Komediehuset og hvordan jeg blev involveret med det her:

Som sagt er der seks på holdet ud over mig, en broget skare af to rollespillere, fire der i forvejen kom på Komediehuset og en helt ude fra. (Hvis du kan din matematik, kan du se, det er en for meget, men det er fordi en både er rollespiller og aktiv på komediehuset.) Alderen er i den yngre ende generelt gymnasie stadiet med en enkelt på 15.

De er af vidt forskellige baggrunde og mere eller mindre frie i deres kropssprog, men det der gang på gang slår mig, er hvor godt de faktisk gør det. Det er selvfølgelig ikke Fastaval niveau, men jeg nyder at arbejde med dem.

De første par gange gik mest med øvelser, hvor vi legede en del, jeg lærte dem at kende og lærte også mig selv som underviser at kende. Vi tog udgangspunkt i forskellige opvarmningsøvelser og arbejde så videre med dem. Det har været rigtigt fedt, og jeg har fået mange variationer med mig hjem. Men den overordnede lektie er: den enkelte øvelse kan og bør tweekes til at passe til det den varme op til. Det skal jeg nok komme tilbage til i andre oplæg.

Forrige gang inden vinterferien spillede de så deres første rollespil, vi havde lidt mandefald så var kun tre den dag, men alligevel udsatte jeg dem for mit nanoscenarie, som er en del af Asbjørns nanoscenarie antologi In the deep dark forest. Det viste mig to ting: de kan faktisk godt spille rollespil, de synes det er sjovt, selv ham der stort set intet sagde hele vejen igennem, havde synes det var fedt. Og at mit nanoscenarie virkede, så det er jo fedt. Processen med at skrive det kommer senere, som så meget andet.

Men det var det, fra nu af vil jeg omtale mine oplevelser med de ting vi faktisk spiller, præcis som når jeg har spillet ting på en con.

Rollespil for folkeskolen overblik

Som del af den nye folkeskolereform er der noget, der hedder den åbne skole, (mener jeg det hed) i hvert fald går det ud på, at skolerne skal sammen med lokale interessenter tilbyde forskellige forløb for eleverne, der ligesom bryder med normal undervisning og giver en speciel men undervisningsrelevant oplevelse. (Igen sådan som jeg har forstået det). I Horsens har man valgt at lave et samlet samarbejde, hvor kommunen koordinere en række tilbud fra forskellige aktører i byen og sender disse tilbud til skolerne. Komediehuset er selvfølgelig med i dette, men lederen Jan stod med det problem, at det de har tilbudt indtil nu, var svært at gøre så undervisningsrelevant, som loven kræver. Man skal kunne sige at dette forløb hjælper med lige netop det fag og det område med de og de ting. Effekten skal kunne dokumenteres.

Det var ind i denne problemstilling min mail med “hey I lyder seje, må jeg være med” som jeg omtalte i dette indlæg dumpede ind. Og Jan greb straks muligheden, til at hyre mig ind. Fordi han kunne se, at rollespil var langt bedre egnet til dette, der er det lettere at dokumentere, hvad effekten har været, (mener jeg i hvert fald). Så han har bedt mig om at designe to undervisningsrollespil, et til 4. til 6. klasse og et til 7. til 10. klasse og det er jeg så igang med nu. Faktisk er jeg ret langt, i fredags mødtes jeg med en folkeskolelære og har fået en aftale om spiltest med hans klasse, nu skal der bare dato på.

Jeg er væsentligt længere med det til de ældre end det til de yngre, og det vil hurtigt blive klart hvorfor. De to scenarier hedder:

Journalisterne – Dage der ændrede verden
Dem der kender til mine scenarier vil måske kunne regne ud, at Journalisterne, er en omskrivning af mit livescenarie Hotel Commodore. Det bliver selvfølgelig skåret ind til benet, men formatet er det samme, man spiller journalister sendt ud til en af verdens brændpunkter. Man skal dække begivenhedernes gang. Man spiller live på det hotel man bor, og planlægger dagens opgaver, man drager så i felten med en kilde og spiller bordrollespil, om hvad man oplever. Endelig vender man hjem, og skriver sin artikel igen i live. Ideen er, der kan udvikles en række pakker, der handler om hver sin historiske begivenhed, men i første omgang handler det om Berlinmurens fald. Jeg vil skrive mere om scenariet i et separat indlæg

En dag i middelalderen
Hvis du tænker, det var da en vag title, især når man tænker på, at middelalderen er en meget lang periode, så har du helt ret. Det er en arbejdstitel og lidt noget jeg hev op af hatten på stedet, da vi med meget kort deadline, skulle sende to forslag til kommunens udvalg. Siden er jeg kommet lidt længere med ideen. Jeg vil gerne tage udgangspunkt i den lokale historie, så det på den måde blive relevant. Det skal være mere en oplevelse der sætter tanker i gang blandt de unge, om hvor anderledes og hårdt livet var dengang. I næste uge skal jeg mødes med en arkæolog fra Horsens Museum for at lærer mere om den lokale historie. (En anden grund til at vælge middelalderen er også fordi Horsens gerne vil profilere sig på dette punkt.) Endelig arbejder jeg med en fortælleteknik lidt lånt fra Drengen og mælken, hvor jeg sætter scener og fortæller, hvad der skal ske, og så lader eleverne spille disse ud, og rollerne går på skift via simple rekvisitter. Men det er igen meget afhængigt af, hvad jeg faktisk vælger at det skal handle om.

Men samlet er det rigtigt spændende at arbejde med, lidt ærefrygtindgydende, fordi alle jeg fortæller om det til bliver vildt begejstrede, så må vi se om jeg kan leve op til deres forventninger.

Tips, tricks, tanker, ting jeg bør læse osv. modtages gerne. Og skulle du arbejde på eller kende til en skole, som kunne være interesseret i at købe et af disse forløb, så send endelig en besked til min mail:

[email protected]

Mit rollespils år 2014 – Fokus på Komediehuset

Som nogle ved, via min spam på Facebook i efteråret og små forbipasserende kommentarer i mine indlæg om BlackBox CPH, så kommer 2014 at stå i Komediehusets tegn for mig. Men hvad er Komediehuset, hører jeg fiktive stemmer spørger. Tja I kan se deres hjemmeside her, tag jer ikke af udseendet, stedet er faktisk mere på forkant, end den hjemmeside giver indtryk af. De har bare ikke valgt, at lægge deres kræfter på en pæn hjemmeside.

Hvad er Komediehuset?
Men Komediehuset har til huse i Horsens, og kan bedst sammenlignes med den kommunale musikskole. De får støtte af kommunen, men kun til lokaler og løn til den ene fastansatte der er, ildsjæl og daglig leder Jan Torp. Resten af udgifterne blandt andet til løn til instruktører og lignende skal dækkes af indtægter fra elevbetalinger, præcis som på en musikskole. Men der undervises ikke i musik, der undervises i skuespil, teater, dans, og nu også rollespil. Undervisningen sker hovedsagligt om eftermiddagen og især aftenen (takkevære den kommende folkeskolereforms heldagsskole.)

Men denne faktuelle gennemgang, dækker kun over meget lidt af, hvad Komediehuset er, det er mest af alt en platform, hvorfra, hvis man har lysten og energien, kan prøve at realisere sine ideer og produkter. Forstået på den måde, at Komediehuset er lidt ala et doocracy som Fastaval. Dem som bestemmer, er dem som gider gøre ting. Dog med den lille begrænsning, at tiltag helst skal have en ambition om, at kunne løbe økonomisk rundt. Lederen Jan, er ikke bange for at satse, som han gør til en vis grad med dette rollespil, men han satser kun, fornemmer jeg, hvis han samtidig fornemmer en vis chance for, at der er publikum og deltagere til det.

De mange hold i skuespil, dans og rollespil er blot deres kerne, udover det laver Komediehuset forestillinger, rejsende teater til skoler, om for eksempel mobning og mange lignende ting. Det er et kreativt værksted, hvis lige jeg ikke har set andre steder, og at det oven i det har kommunens fulde opbakning, synes jeg siger meget om Horsens Kommune. Ja jeg er ret grebet af Komediehuset og de muligheder jeg ser i det, og ja jeg har boet i Horsens i knap og nap to år og er allerede flammende lokalpatriotisk. (Men efter den fodslæben og modstand jeg oplevede i Århus, er den åbne, “Ja det lyder fedt, gør det!” stemning jeg oplever i Horsens befriende.)

Hvad er det jeg skal?
Jeg er ansat til, at køre to forløb i black box rollespil. Et for 11 til 15 år og et for 15 år og op. Jeg har ret frie hænder til at tilrettelægge de to forløb, blandt andet fordi, når jeg prøver at forklarer mine ideer, så får jeg lidt blanke men opmuntrende blikke, som siger: “Jeg forstår det ikke helt Simon, men det lyder fedt, sæt igang!”

Hvad jeg konkret vil lave med de to hold, vil jeg nok komme til at skrive meget mere om, men jeg har planlagt den første spilgang og har løse tanker om starten, som vil have fokus på øvelser der introducerer folk til rollespil og giver dem nogle gode værktøjer, inden vi går rigtigt igang. Så er planen og udsætte deltagerne for nogle eksisterende scenarier, inden vi via Olivers dejlige værktøj til minilives vil begynde at skabe vores egne scenarier og spille dem. Og da der er 15 spilgange af henholdvis 3 og 2 1/2 timers varighed er det ca. også hvad der bliver tid til. (edit: dette var skrevet inden vi gik i gang, læs længere nede, hvordan det så faktisk går)

Forhistorien
Når jeg fortæller om dette, spørger folk altid: Jamen hvordan fik du det istandsat? Svaret er ret enkelt: Jeg skrev i sin tid blandt andet til Komediehuset, fordi jeg gerne ville finde en eller anden form for fritidsbeskæftigelse, når nu det tyder på, vi skulle blive i Horsens i noget tid endnu. Jeg skrev fordi, jeg havde hørt lidt om stedet og kunne se at de faktisk nærmede sig rollespil fra skuespilssiden, da de har en del fokus på improvisation, og vi kan jo se, at pt. nærmer rollespil sig skuespil via black box. Så jeg skrev og spurgte, om jeg ikke kunne bidrage med et eller andet.  På det tidspunkt troede jeg faktisk, at det var en form for forening eller klub, men jeg blev hurtigt klogere. Lederen Jan, skrev tilbage og vi aftaltes at mødes.

Snakken var intens og underholdende og ved dens afslutning tilbød han mig på stedet de to omtalte hold. Siden er det gået stærkt, og det er faktisk først her i det nye år, jeg for alvor har haft tid til at sætte mig ned og fortælle om det til bloggen.

I virkelighedens skarpe lys
Som nogen måske kan fornemme er dele af dette indlæg skrevet for noget tid siden, jeg har bare ikke fået sat mig ned og skrive det færdigt. Imellem vi kommet fem gange ind i forløbet og virkeligheden har indhentet os. Jeg havde en mistanke om at dette kunne ske, men det har vist sig svært at tiltrække folk til de to hold, og det yngre har vi faktisk måtte nedlægge, det ældre er der seks deltagere på, og det er en fin nok start, men mange af dem kommer fra Komediehuset af.

Det er ret ærgerligt, da det ikke er fordi der har manglet opmærksomhed omkring det, vi har været omtalt i Horsens Folkeblad to gange, og været med i stort set alle de lokale ugeaviser, samt hængt plakater op på alle skoler. Men det er også et tough sell, da det både er rollespil, men ikke den slags folk kender. Det har været svært at overtale folk til, at det altså ikke er at løbe rundt ude i en skov og slå på hinanden og at det ikke koster en masse i udstyr.

Om vi starter hold op på den anden side af sommeren er usikkert, men nu må vi se. Vi overvejer et andet navn, da rollespil åbenbart i dag betyder Barda blandt udenforstående, i hvert fald her i Horsens. Vi har snakket om det bare skal hedde Black Box, og sætte fokus på at skabe historier og lege med, hvad man kan i en black box. Forslag modtages gerne. (edit kan lige se at Jan har ændret det til Black Box Story Game, ved ikke helt hvad jeg synes om det, hvad synes I?)

Men dette er ikke den eneste involvering jeg har med komediehuset, jeg har også et andet mindst lige så spændende projekt med dem, men det må blive i en anden post.

Hvad er Blackbox?

Jeg er netop kommet hjem fra BlackBox Cph III, og beskriver det i et kommende oplæg, men da jeg skulle beskrive, hvad blackbox er, endte det med at blive meget langt. Derfor får det sit eget indlæg. Dog vil jeg understrege, dette er min opfattelse af, hvad blackbox er, udfra hvad jeg har oplevet i weekenden og hvad folk har fortalt mig. Det kan være andre har en anden opfattelse, eller ved mere end mig. De folk er velkommen til at skrive det i kommentarerne.

Kort sagt:
Blackbox rollespil er kort sagt at spille rollespil i en blackbox, og en blackbox er et teaterrum uden en hævet scene. Det vil sige, der kan laves flere modifikationer, end man kan på en traditionel scene, især, som er tilfældet i nogle blackboxe, hvis tilskuerpladserne heller ikke er faste, så kan alt pludselig flyttet rundt og man kan have tilskuerne i midten, hvis det er det man vil.

Det det tilføjer til rollespil, er at man pludselig får total kontrol og lyd og lys, hvilket er to utroligt stærke virkemidler. Det kan både skabe en bestemt stemning, men også bruges til at signalerer ting til spillerne, så som tidens gang eller forskellige stadier i historien. I en af de ting jeg spillede i weekenden, Drengen og mælken, et barnligt eventyr, blev lyset for eksempel brugt til at vise om vi var i virkeligheden eller i hans fantasiverden.

De få fællestræk
Selvom man ikke kan snakke om et typisk blackbox scenarie, er der tilsyneladende alligevel visse ting der går igen: Det er altid liverollespil (altså hvor man gør og siger hvad ens rolle gør og siger), man kunne i teorien godt lave bordrollespil (hvor man siger hvad ens rolle gør og siger) i et blackbox, men det ville ikke give meget mening.

(Et scenarie er inden for rollespil et kort meget planlagt rollespil, i modsætning til en kampange som udfolder sig over mange spilgange. Det kan sammenlignes med, at et scenarie er en film, hvor en kampagne er en tv-serie.) (Dette indlæg bliver måske delt med folk, der ikke kender rollespil så godt, derfor denne og ligende noter.)

Workshops
Der er ofte meget workshop inden, til de ting jeg så eller deltog i var workshopdelen enten lige så lang eller faktisk længere end selve scenariet. Det giver mening da man både skal forklarer og øve de virkemiddler, der er i det enkelte scenarie, så som hvad de forskellige lys og lyde betyder. Samtidig hjælper workshop øvelserne deltagerne med at finde ind i netop den stil og tematik som det enkelte scenarie handler om. Jeg oplevede ikke, at der var preskrevne roller, kun at de blev skabt via workshop øvelser, men jeg kan ikke se noget til hinder for preskrevne roller.

Publikum
Man kan kort sagt betragte workshopsne, som det man normalt ville øve op til en forestilling. Og det bringer os fint videre til en anden ting ved blackbox: publikum. Det der gør rollespil specielt, er at vi på en gang både er publikum og deltagere i vores egen historie. Rollespil er for deltagerne og kun deltagerne. Faktisk er et publikum ofte uønsket, både fordi det bryder med illusionen, men også fordi man bliver mere selvbevidst, når folk kigger på en.

Men til blackbox er et publikum pludseligt muligt, både fordi nogle blackboxe har tilskuerpladser, men også fordi man kan skjule publikum bedre ved at holde dem i mørke og kun have lys på spillerne. Jeg må så dog indrømme, at blot viden om, at de er der af og til springer ind i en hoved på en, når man spiller og gør en selvbevidst, men det er forskelligt, hvor forstyrrende det er fra person til person.

Det vigtige er dog at huske: et publikum er allernådigst velkomment, men det handler ikke om dem. Som spiller skal man intet gøre for at underholde dem, det er stadig et rollespil, og der er stadig fokus på det interne spil, man prøver ikke at underholde dem, der kigger på. At det man spiller så nogle gange faktisk kan være interessant at kigge på, er noget helt andet.

For en udefrakommende er det nok de færreste blackbox scenarier, som man ville få meget ud af at overvære, men som en rollespiller er det faktisk utroligt interessant, at få lov til at se andre spille rollespil. Det kan bruges som inspiration til sit eget spil.

Videreformidling
En anden ting som overraskede mig, er måden man videreformidler blackbox scenarier på. Den som laver et scenarie, skriver nogle løse noter ned og sætter det op, ud fra disse. Dem der har medvirket, kan så få fat i disse noter og efterfølgende sætte det op selv. Sådan har det ihvertfald virket indtil nu.

Det begrænser til en hvis grad udbredelsen af formen, fordi man skal kende enten dem som designer spillene eller nogen som har medvirket i et spil, hvis man vil sætte et blackbox scenarie op. Jeg forstår godt tanken bag, det kan være svært at på skrift at formidle et blackbox videre, det er lettere at have oplevet det.

Men jeg er også uenig i det, jeg synes det er en uheldig begrænsning. Men det er vist ikke udelukkende sådan, til dette års BlackBox Cph var scenariet Sakrofæ en del af en nyudgivet bog: “Games from the Larpfactory”, der er en samling af scenarier, hvoraf nogle af dem er blackbox, sådan har jeg i hvert fald forstået det. Det var formidlet på en sådan måde, at alle burde kunne sætte dem op, og det vidste afviklingen i weekenden, at det kunne lade sig gøre.

At blackboxifisere
Ok jeg ved ikke om det er et ord. Men en anden ting jeg også har set folk gøre, er at tage normale scenarier og sætte dem ind i en blackbox og, hvad kan man sige, opgraderer dem, med de virkemidler blaxkboxen har.

I år var det tilfældet med Cirkus uden grænser, som kørte på dette års Fastaval. Jeg har desværre ikke hørt, hvordan det gik, men min fornemmelse er, at det er gjort med succes før. Men det er for at sige, at man behøver ikke nødvendigvis skabe noget helt nyt scenarie fra bunden til blackbox, man kan lige så godt tage noget allerede skabt, og sætte ind i blackboxen.