Over i den mørke skov, snakker Kåre, om ideer har en udløbsdato, og om tid kan bruges som indikator på, at en ide nok ikke bliver realiseret og derfor kan blive skrinlagt, (for mig er ideer blot projekter i fosterstadiet). Da jeg før har fablet, om min måde at udvikle ideer på, vil jeg da gerne komme med mit besyv, og siden jeg stadig ikke har fået oprettet mig som bruger på hans blog, så er det jo en åbenlys mulighed for at få skrevet et indlæg til min egen.
Mit besyv er dette: ideer er som honning, de bliver aldrig for gamle. Jeg betragter det mere, som at de går i stå, fordi de har en mangel, (ofte tid ironisk nok). Min ide process er normalt, at jeg får en ny ide, ofte ved at have set eller oplevet et eller andet, og tænkt, det kunne være sejt rollespil.
Derefter leger jeg med det, vender og drejer ideen, udvikler på den og udfordrer den. Prøver at sætte mere og mere kød på og forestille mig, hvordan det ville udspille sig, altså næsten begynder at spille/fortælle scenariet eller rollespillet i mit hoved. Jo længere tid en ide overlever denne proces, jo stærkere, ved jeg den er, og det er noget jeg faktisk gradvist har lært, fra jeg i starten, når jeg fik en ny ide, var klar til at skrive, er jeg nu meget mere bevidst om at give det tænke tid, og se om ideen er holdbar, når den bliver tænkt igennem.
Et klassisk eksempel er at tænke: hey den der historie fra et andet medie, ville være fedt som rollespil. Der er det ofte eksempel at nej, den historie gør sig pudsigt nok bedst i det medie, den er skabt i, og noget vil gå tabt ved overførselen til et andet medie, så som rollespil. Det er den skæbne mit Barnaby scenarie overgik, det gik op for mig, at selv man godt kunne lave de excentriske engelske roller, så ville seriens vigtigste rolle være umulig at genskabe tilfredsstillende nemlig Barnaby selv.
På den måde gennem går alle mine ideer igennem en process, hvor jeg gradvist bruger længere og længere tid på den, indtil jeg møder det punkt, hvor jeg støder på en udfordring, jeg (endnu) ikke kan svare på. De starter i mine tanker, der leger jeg med dem, som sagt, hvis de overlever det, prøver jeg at skrive dem ned til mig selv, overlever de det, deler jeg dem som regel, enten med kæresten, eller her på bloggen eller i samtale med andre rollespillere. Det er den helt store test, kan ideen overleve turen fra mig til andre? Hvis ikke jeg kan formulere min ide til andre, så er det ofte ikke holdbart.
Hvor om alting er, så hvis en ide bliver stoppet, så bliver den aldrig smidt ud, men gemt som et eller flere tekstdokumenter på dropbox. Jeg har stakkevis af gamle ideer liggende, som er stoppet, og af og til kigger jeg dem igennem, for at minde mig selv om, hvad jeg har liggende. Fordi som sagt, så er det ofte ufærdige ideer, et tema, en foromtale, en gimmick, et virkemiddel, som i sig selv ikke ville kunne udfylde et helt scenarie, men som måske kan bruges som virkemiddel i et seperat scenarie.
Det er tilfældet med ideen om at rollespille i mørke, det startede som et selvstændigt scenarie, men gik ret hurtigt død, men ideen vidste jeg var god, og brugte den sidenhen som delelement i 1+1 og der er stor sanssynlighed for, at jeg bruger det igen i Bamsers Mod, en anden ide, der pt. er lidt på vågeplus fordi der er udfordringer, jeg ikke har svar på endnu. Men det er iøvrigt en ide, som har fået så stor respons, at den næppe bliver lagt i banken foreløbig, og den er lige nu den ide, jeg løbende har i tankerne og arbejder med.
Jeg ved godt, at det er noget andet noget, end de lidt større projekter Kåre arbejder med, men jeg har ligende større projekter, jeg gerne vil have gjort, så som at få genskrevet mine tre minimalistiske scenarier. Og selvom det næppe sker foreløbigt, så kunne jeg aldrig finde på at sige aldrig og smide ideen ud. Så Kåre mit bud er: ideer bliver aldrig for gamle, men skal gemmes, om ikke andet fordi, dele af ideen måske kan bruges i en anden sammenhæng eller inspirerer til noget helt tredje. Og man skal lære sig selv, at have den slags uafsluttede projekter liggende og bare vente og modnes, til den dag man er klar til at lave dem.
Gode tanker 🙂
Så for at kigge på mit oprindelige spørgsmål – hvad kan bruges som indikator på, at en ide aldrig bliver realiseret? – siger du i bedste “bryd rammerne” stil at en ide ganske simpelt aldrig helt dør ud fordi selvom den måske ikke kan realiseres i sin oprindelige form, vil der måske være delelementer der kan bruges senere?
I alt sin korthed ja, lige præcist.
Men med det sagt, så for mig er øvelsen mere, at nå til det punkt, hvor man sige, lige nu bør jeg ikke bruge mere energi på den. Udfordringen er at genkende det punkt og accpetere det.
Så på sin vis er ordet at skrinlægge vel god nok, da det jo netop er man lægger den til side i skrinet, men ikke smider den ud.
Det er lidt som ens kostumekasse, man nænner sjældent at smide ud derfra, forde det kan jo være at dele af et kostume kan genbruges i et andet kostume i engang i fremtiden.
Det er egentlig rigtigt. Mine ideer har også en tendens til at nå til et punkt hvor jeg ikke arbejder mere på dem. Som regel er det tid, men nogle gange er det også fordi jeg ikke helt kan komme udenom en eller anden specifik problemstilling.
Det tror jeg godt jeg kan arbejde med. Ideer behøver ikke at dø, de skal bare sættes til side indtil de igen opnår validitet, hvilket måske/måske ikke sker engang i fremtiden.