Sarabande

Vi kan nu med stolthed og glæde præsentere vores første scenarie til Black Box Horsens og det er intet ringere end Sarabande, som vandt Bedste Spiloplevelse og blev nomineret til Juryens Specialpris på Fastaval 2013. Læs foromtalen her:

Sarabande
af Jeppe Bergmann Hamming og Maria Bergmann Hamming

Victor træder ind ad døren til den lille cafe, han kender så godt. Som altid hilser han på Albert, mens han, forsvundet i sine egne tanker, bevæger sig frem mod den vante plads. Skridt for skridt bærer hans ben ham frem, som havde de deres egen vilje, indtil hans øjne møder hendes. Et kort øjeblik slår det pusten ud af ham, tankerne flyver igennem hans hoved, følelserne bruser igennem hans blod. Alle de drømme og planer, han har undfanget, fylder ham til bristepunktet med den uforløste længsel, som han ikke magter at handle på. Hans krop følger bare den vante rutine, trin som var de koreograferede, bringer ham frem til den ensomhed, han er fanget i. Men i morgen, der bliver det anderledes…

Sarabande er et livescenarie med krop, følelser og musik i centrum. Du skal være med til at udleve et dusin menneskers følelsesliv og personlige dramaer med kroppen frem for hovedet. Gennem musik og bevægelse skabes roller, relationer og konflikter, og gennem musik og bevægelse bringes rollernes indre liv frem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *