Jeg vil gerne udsætte mit black box hold for et godt solidt Fastaval scenarie med skrevne roller. Fordi mange af de lives, jeg finder, har workshoppede roller, og jeg synes de skal prøve velskrevne roller. Derfor spurgte jeg RPG forum, men deltager antallet og kønsfordelingen gør det svært at finde et. Derfor overvejer jeg at blackboxifisere Bamsers mod. Ikke at det er sådan rigtigt solidt Fastaval, men der er der i det mindste skrevne roller.
Jeg håber nu stadig at finde et bedre alternativ (og modtager gerne forslag) Men tankerækken fik mig til at ende med et ret interessant bud på, hvordan Bamsers mod kunne se ud i en black box.
Mit hold er på seks personer, derfor har jeg taget udgangspunkt i, hvordan et scenarie skrevet til fire, kan spilles af seks. I Bamsers mod spiller man skiftevis de modige bamser, som kæmper for at redde en døende drengs familie fra de mareridt, der plager familien, og samme familie der er fanget i sorgen og har brug for bamsernes kamp til at bryde fri. Det vil sige det har en actionpræget fantasifuld del som bamserne og en tung og trist del som familien.
Det vil sige, der skal findes to måder, at tilføje to ekstra spillere på, når man er hos familien og når man er på eventyr med bamserne. Lad os tage dem en ad gangen.
Hos familien
Ved familien trækker jeg på et element jeg tilføjede til den bogudgave af Bamsers mod, jeg stadig arbejder på. Her for at vise, hvordan familiens mareridt manifesterede sig, tilføjede jeg onde skygger, som svæver usynligt omkring familien og hvisker giftige ord i deres øre, der splitter dem ad.
Disse vil jeg gøre til spillere, det vil sige, at to af spillerne, spiller disse onde ånder, som via bird in ear og lignende teknikker kan hviske ondskabsfuldheder til familien, det åbner også op for at familiemedlemmernes indre kamp kan blive set af de andre. Hvordan en spiller prøver at være flink, men skyggespilleren tager ordet og tvinger denne til at være ond.
Jeg kan ikke lide tanken om, at to spillere konsekvent skal spille onde, så jeg regner med at låne fra Drengen og mælken, og lade hver rolle (inklusiv de to skygger) blive repræsenteret af en rekvisit og denne kan gå på tur mellem spillerne, så man både får lov til at spille familie eller skygge. Dog vil jeg ikke kræve at rollerne skifter hver gang, så man kan ende med at have samme rolle, men det er op til spillerne at styre.
Bamserne
Når vi drager ind i mareridtsverdenen med bamserne er løsning lidt af den samme. Men her er et yderligere problem, de foregående scener med familien spilles som live, og blackboxes derfor let. Men disse bamse scener spilles omkring bordet og fortælles mest af alt. Her vil jeg igen låne fra Drengen og mælken, dog noget modificeret.
Der kommer en fortæller, men denne er altid GM’en. Han beskriver scenen, de andre skal spille, hvad udfordringen er, og det er op til de andre så at udføre denne scene. Nogle gange vil det være ret stramt andre gange mere løst, men fortælleren styrer en del. Fortælleren bliver præcis som fortællestemmen i en bog, men spillerne får dog elementer af medbestemmelse, dog nok ikke så frit, som man er vant til.
Som i den anden type scene er der fire, som spiller bamser og to som agere alt omkring dem fra en mørk skov til monstrene i den. Men her synes jeg, det skal fast gå på skift, hvem der er monstre og hvem der er bamser. Endelig regner jeg at bevarer bamseskabelsen og lade alle seks skabe deres egen bamse, så man overtager ikke andres bamse, men det er blot kun fire ud af seks bamser, der er på mission ad gangen, (de andre er hjemme og beskytte Anders)
Selve udnyttelsen af blackboxen, vil jeg benytte mig af, hvor stort et lokale vi råder over (to klasselokaler slået sammen). Således at den ene halvdel vil være hvor familien holder til, og når det er i brug, vil der være normal belysning. Men når vi drager ind i mareridtet vil de gå i den anden halvdel, hvor der laves en ny lysopsætning for hvert mareridt, som afspejler temaet i denne. Evt. også via musik og lyd. Det kan blive rigtigt fedt, tror jeg.
Det går netop op for mig, at seks er minimum, man ville faktisk kunne være op til otte, så der er lige dele onde og gode. Det er så langt jeg er kommet, hvad synes I?