Jeg fik en masse god respons på min først blog om et evt. kommende projekt involverende bamser. Jeg har sidenhen reflekteret mere over det, og her kommer de tanker.
Johs nævner i en kommentar, at han ville ikke skrive scenariet, fordi han ikke kan gøre det elegant nok, og det er også en bekymring jeg har. Et døende barn, er et meget tungt og tragisk emne, og ikke et man må bruge for let underholdning, synes jeg. Og jeg vil ikke, via noget jeg skriver, på nogen måde virke som om, at jeg trivialisere det, der for de forældre der oplever det, er deres livs største tragedie. Hvad værre er, jeg har endnu ikke selv børn, så hvordan kan jeg på nogen måde forstå de følelser sådan en situation vækker i folk.
Men samtidig, dansk rollespil har behandlet ligende tunge emner, så som incest, voldtægt, og andre grumme ting, og endda til tider ret uelegant. Hvorfor føles et barns død, så som den grænse, der ikke må krydses? Jeg ved det ikke, måske I har nogle bud?
Et andet problem er, at skal man endelig skrive om barnedød, så får jeg i hvertfald tanken, at det emne er så stort og tungt at det fortjener et scenarie helt for sig selv, og at ideen om bamsernes kamp vil virke forstyrrende i sådan et.
Eller sagt på en anden måde: var jeg Jeeper, ville det være lige til højrebenet at skrive et close to home bleedscenarie om en familie, hvor den yngste er døende, og hvordan det påvirker alle, med et par gode virkemidler smidt indover.
Men min ide startede jo med bamserne og billedet jeg havde i sidste blog. Tanken om, hvad vores legetøj og især bamser betyder for os, og lysten til at fortælle et godt nok alvorligt scenarie, men med udgangspunkt i børn og børns leg og den barnlige fantasi. Alvorlige emner er blevet behandlet rigtigt godt på denne måde før, oftes i film. Noget mesteren Hayao Miyazaki især er god til, men amerikanske Pixar* er nu ikke ret langt bagefter.
Så som en del af min ideudvikling, spurgte jeg mig selv, hvad ville være et godt og uprøvet emne for denne historie. Og meget bevidst ville jeg holde mig væk fra de emner vi I dansk rollespil har kræset om, seksuelmisbrug, alkohol osv. Jeg ville udforske et nyt område og endelig spurgte jeg mig selv, hvad ville være den ultimative udfordring for de små bamser?
Derudaf opstod ideen om at bamsernes barn, den de har svoret at beskytte er døende. Rent narrativt er det interessant, fordi det også tjener som et vendepunkt. Pludselig skal bamserne redefinere deres opgave, og håndtere ting, de ikke er forberedt på at håndtere. Og de skal også ud og hjælpe nogen, der ikke normalt lytter til bamser, så som barnets forældre.
Men kan jeg tillade mig, at bruge barnedød som tematisk baggrund til et barnligt scenarie om bamsers mod, eller fortjener barnedød sit eget tunge jeepiske close to home scenarie? Eller! er det netop ved at tage udgangspunktet i barnets verden og fantasi, at det bliver muligt at fortælle om barnedød? Det er trods alt barnet, der er døende, bør det så ikke fortælles med udgangspunkt i barnets verden?
Men ligemeget hvad efterlader det også spørgsmålet, hvad skal fylde mest? Bamser der kæmper eller tragedien om barnet, der er ved at dø? Kan der findes en balance mellem de to ting?
*Jeg indrømmer blankt at Toy Story 3, er en del af inspirationen, hvor de via en historie om legetøj behandler så alvorlige emner som tortur og accept af døden.
Selvfølgelig kan du det, simon. Jeg synesn (selv som nybagt far) at det er en smuk og elegant ide, du har her. Ved at bruge bamserne opnår du en distance og anderledes vinkel, som jeg tror klæder emnet godt. Det kan blive et meget poetisk scenarie om at beskytte det man holder af – og hey, bamser har vel også krav på sorg.
Faktisk tror jeg at bleed-scenarie om et døende barn meget let kan blive røvsygt og alt for seriøst – altså på den der måde “jeg er et godt scenarie, fordi er jeg seriøs”-måden.
Jeg tror det her kan blive rigtigt godt.
Jeg enig med Mikkel, for selvom jeg tror at jeg ikke kan skrive det, så betyder det ikke at du ikke kan! <- der var mange "ikke"er, men sætningen giver mening.
Derudover er der altså heller ikke nogen af os der har børn, som har prøvet at ungen døde, så det er ikke fordi vi har særlig meget mere erfaring i det område.
En ting jeg ikke er enig med Mikkel i er om han må have lov til at kalde sig selv for nybagt far. Hvedebrødsdagene er over – nu er du bare "far" ligesom alle os andre! 😀
Johs, who’s your daddy?
Prøver at komme med gode svar til jeres kommentarer, men jeg kan ikke komme på noget. Det er så meget lige i øjet, at jeg ikke har noget at tilføje andet end tak.
Så er det vist ikke andet end at komme i arbejdstøjet…
Jeg er helt enig i, at den bedste måde at fortælle om et barns død, er ved at tage det i barnehøjde.
Jeg mener, at jeg som barn har fået læst nogle historier, om børn der døde. Der er selvfølgelig “Shamran” og “Brødrene løvehjerte”, men de handler ligesom om noget andet…
Måske har Astrid Lindgren skrevet en novelle om et døende barn. Den hedder måske noget med “når gøgen kukker” eller et eller andet i den retning. Og der var også en bog om en pige og en engel, måske af Jostein Gaarder og måske hedder den “I en spejl, i en gåde”, men jeg blander muligvis tingene sammen.
Pointen er, at selvom historierne var lidt triste og uhyggelige, var de også smukke og blev aldrig så forfærdelige, at de ikke var til at holde ud. Det er fint, når man kan forholde sig til frygtelige emner, på den måde.
Der ligger også potentielt en fin kontrast mellem barnets opfattelse af døden, som kan være mere magisk eller uforståelig og de voksnes sorg, der er dyb og frygtelig.
Hej Nina
Mange tak, og noget af det samme, jeg har tænkt, dog uden at kunne sætte ord på det. I øvrigt gode bud, og lige præcis den stemning jeg godt kunne tænke mig.
Come to think of it, så har H. C. Andersen vist også skrevet et smukt digt om et barn der dør. Som jeg ikke kan huske hvad hedder.
H.C.Andersen: Historien om en Moder.
Peter Madsen (ham der tegner Valhalla) har tegnet det som tegneserie.
Men jeg mener nu hverken H.C. Andersen eller Peter Madsens version er særlig meget i “børnehøjde”. Det er baske sager, som holder fordi de er så fucking smukke og godt håndværk.
Jeg synes du er godt på vej. Du må bare ikke gakke alt for meget ud i mærkelige eksperimenter (for eksperimenternes skyld). Det her rollespil skal holdes forholdsvis ren for at virke.
😀
Ja den historie er også grum, jeg kan huske at vi havde H C Andersen temauge i skolen, og alle de andre grupper fik de klassiske historier at arbejde med, os?: Historien om en moder, yay kom så unger nu skal vi tegne og fortælle den tragiske historie i en uge, fun allaround.
Men det var nu ikke den jeg tænkte på, det her er et kort digt, jeg kender det kun fordi, jeg ved det blev lagt til musik i en H. C. Andersen musical, men har ikke kunne findet det på nettet. Men husker det som et smukt digt.
Ja jeg tænker også at holde det meget simpelt, nok mit første sådan rigtigt systemløse, i sin oprindelige danske forståelse.
Der er så meget smukt i tanken om barnet der trøster sine omgivelser. Og det er jo barnets bamser. Bittersøde fortællinger om sorg og monstre der måske ender i en slags lykkelig slutning hvis det lykkedes at trøste de voksne.
Døden er aldrig kun trist, den er også lidt smuk. Det er mærkeligt at skrive, men sådan har jeg det. Det er vigtigt at gøre dettil en smuk fortælling og ikke noget hæsligt (smukke fortællinger har også hæslige monstre).
Som altid, er det andre der bedre sætter ord på mine tanker end mig selv. Det er netop det jeg har haft i tankerne omkring det, at scenariet netop skal være meget smukt.