Scenariet starter her. Workshoppen skal lige så meget være en del af
oplevelsen som resten af scenariet. Her skal spillerne øve
mindemekanikken, mens de langsomt fanger scenariets stemning
og begynder at sanse omgivelserne, og lader sig inspirere af dem.
Workshoppen bør afvikles i nærheden eller udkanten af det område, hvor scenariet spilles, så spillerne, får en fornemmelse af, hvad for omgivelser de skal spille i, men ikke bliver alt for bekendte med selve spilområdet.
Endelig bør workshoppen slutte tæt på, hvor første scene skal spilles, så det første korte stykke tid af scenariet består af at bevæge sig derhen. Hvis for eksempel I spiller i en park, kunne første scene være ved indgangen til parken, hvor man så kører workshoppen i nærheden af parken, måske ved dens parkeringsplads.
Bevæg dig gerne lidt rundt under workshoppen, så I ikke står stille hele tiden. Især mellem mindeøvelserne, så de har noget nyt at skabe minder ud fra. Medmindre, selvfølgelig, der er et godt og åbenlyst sted at køre workshoppen. Alt efter vejret, kan det for eksempel være rart, hvis workshoppen blev afviklet i læ.
Overvej, om spillerne kan have behov for at sidde ned, så tænk over om, der er en bænk, eller tag et tæppe med. Hvis der er adgang til et wc, vil det også være et plus, men ellers vær bevidst om, hvor det nærmeste WC er.
Introduktionsmeditation
Når I er, hvor du vil køre workshoppen, og er klar til at begynde, samler du spillerne omkring dig, og beder dem være stille, medmindre de bliver bedt om andet.
Bed dem stille eller sætte sig behageligt, (hvis muligt, alle med front ud mod det område, de skal spille i). Derefter kører du en kort meditation. Tal langsomt, og hold gerne pauser mellem hver instruktion:
”Luk øjnene, træk vejret dybt, hold det kort og luk det så langsomt ud.
Bid mærke i, hvordan du befinder dig.
Kan du gøre dig selv mere behageligt? Så gør det.
Slap af i kroppen og lad dig falde til rette, mens du igen trækker vejret dybt.”
”Vend nu langsomt dine sanser ud af.
Hvad kan du høre?
Hvad kan du dufte?
Hvordan er temperaturen?
Hvordan føles luften mod din hud?
Lad langsomt dine sanser vågne.
Fokuser på dem, og de forskellige indtryk du får via dem.
Hvis der dukker en tanke om, så anerkend den, og slip den.
Vend tilbage til dine sanser, og de indtryk der kommer ind.
Sid lidt stille, og bare fald til ro og sans dine omgivelser.
…
Lad sanserne inspirere dig, hvilke minder bringer de forskellige sanser frem?
Lad dine tanker flyde frit, se hvad der dukker op, mens du sanser dine omgivelser.
Prøv at komme på et minde, inspireret af dine sanseindtryk.
Det kan være hvad som helst, bare tag det første, der falder dig ind.”
Giv spillerne et lille minut til at komme på et minde. Tag derefter en kort runde, hvor hver spiller, stadig med lukkede øjne, fortæller, hvilket minde, der kom frem. Bagefter fortsætter du:
“Sanseindtryk kan vække minder, lige meget hvor vi er.
Men hvis du er et sted, du kender, så kan du, hvis du giver dig selv lov til det, pludselig huske ting, du troede, du havde glemt, men som dukker op, blot du ser, det der træ, dufter den der duft.
Det handler dette scenarie om.”
Præsenter kort scenariet
“Scenariet handler om en lille familie: Bedstefar Bernhard, Mor Merete, Storebror Søren, og Tvillingerne Louise og Daniel.”
”Af uvisse grunde har de mistet alle minder fra tiden, hvor de boede i Bedstefars hjemstavn.
De kan godt huske, at de flyttede til hans hjemstavn.
Få måneder efter den frygtelige dag, hvor Bedstemor og Far omkom i en bilulykke.
Men ingen kan huske, hvad der er sket, fra de ankom til nu, hvor de vender tilbage.
Og det ved I spillere heller ikke.”
”Dog føles det utroligt logisk og vigtigt, at de er vendt tilbage.
De håber på, at blot det at være her, vil vække de tabte minder.
Rollerne må gerne undre sig over alle de mærkelige omstændigheder.
I bund og grund føles det hele lidt sært og drømmeagtigt.”
”I vil få lidt mere info end dette, men ikke meget, og det er meningen.
En del af oplevelsen ligger i scenariets mysterie.
Både jeres og rollernes forsøg på at regne ud, hvad der sker.
Og jeres og rollernes fortolkning af de sære omstændigheder.”
“Området vi spiller i, repræsenterer en lille bid af bedstefars hjemstavn.
Den del han var mest i og holdt mest af, og hvor I også tilbragte meget tid.
Bedstefars hus, hvor I boede, er et sted i nærheden
Men er ikke en del af det vigtige område, I bevæger jer rundt i.
Husk vi spiller blandt normale mennesker.
Lad os prøve at holde os på afstand, så vi ikke forstyrrer dem, og de ikke forstyrre os.
Det er ikke meningen, vi skal inddrage tilfældige forbipasserende.”
“Selvom det kan lyde som en lidt dramatisk historie.
Bør I spille langsomt og dvælende.
Det er helt i orden at bruge tid på ting.
Være langsom, stille og tankefuld
Præcis som vi gjorde her i øvelsen.
Minder kan komme ud af selv den mest ubetydelige ting.
Hvis man bare er opmærksom nok.
Derfor er dette et langsomt og dvælende spil.
Skabe minder ud fra omgivelserne
Med introduktionen overstået, skal spillerne nu øve at skabe minder ud fra omgivelserne.
Bed spillerne vende tilbage til at sanse omgivelser langsomt og opmærksomt.
Efter lidt tid, giv dem lov til at åbne deres øjne og sig:
“Kig langsomt rundt.
Tilføj synet til jeres sanser.
Lad de omgivelser, vi befinder os i, sive ind.
Om lidt, når jeg siger det, skal I rejse jer op og bevæger jer lidt rundt.
Lad dine sanser vandre frit.
Hver gang de støder på noget, der fanger interessen, stop op og giv det hele din opmærksomhed.
Kom derefter, for dig selv, på et minde, som en lille familie kunne have om det, der fangede din opmærksomhed.”
“Når du er kommet på det, så bevæg dig videre.
Lad din interesse blive fanget af et nyt sanseindtryk
Kom på et minde fra en familie til det.
Det vil jeg gerne have I gør nu.
I skal finde på mindst tre minder.”
Giv spillerne et par minutter til dette, bed dem så samles igen, og lad dem hver især vælge et af de minder, de kom på, og beskriv det til de andre i en sætning.
Beskriv scenariets struktur
“Nu er vi i gang med den indledende workshop.
Den vil gradvist gå over i selve scenariet, mens vi øver scenariets mekanik og finder ind i rollerne.
Selve scenariet er delt mellem ret stramme scener, som jeg sætter.
Og fri liverollespil mellem scenerne.”
”Scenerne er ekstra kraftige minder, som alle rollerne pludselig husker, når de ser et bestemt sted.
Tiden mellem foregår i nutiden, hvor rollerne reagerer på, hvad der skete i scenerne.
Imens går rollerne rundt og husker flere mindre minder
Dem finder I på via en mindemekanik.”
ӯvelsen vi lavede lige nu, er den simple udgave, af denne mindemekanik.
Man lader sig inspirere af omgivelserne og finder på et minde,
som giver mening for rollen og historien.
Det skal vi nok øve mere. Men nu vil jeg fordele rollerne.”
Casting!
Du står for castingen, da du har den bedste forståelse for den funktion, den enkelte rolle spiller, og hvad den kræver. Gennem de to indledende øvelser, har du haft mulighed for at observere spillerne, og måske du kender nogle af dem på forhånd. Ud fra det, skal du caste dem. Herunder, er nogle gode råd til, hvordan du kan caste rollerne.
Rollens og spillernes køn behøver ikke stemme overens. Men hvis du vælger et andet køn, end det skrevne, så afgør med dig selv, om det giver mening at ændre kønnet på rollen, eller lade spilleren spille et andet køn end sit eget. Det kan være lettest at afgøre, når man står med spillerne, evt. i dialog med dem.
Bedstefar Bernhard
Hvis der er fire spillere, spiller du Bedstefar. Det er ikke fordi, det er en uinteressant rolle, tværtimod. Faktisk er den ret krævende, fordi man skal komme på små korte fortællinger om hjemstavnen hele tiden. Netop derfor er den perfekt til spillederen. Da du har valgt omgivelserne, er du også bedst rustet til at komme på sande og opfundne fortællinger om området.
Men rollen kan bestemt stadig spilles af en spiller, men det betyder, at den skal gives til en spiller, som har let ved at finde på fortællinger og røverhistorier, og som samtidig kan holde sine fortællinger korte, og ikke spilde alle folks tid med alenlange historier.
Storebror Søren
Søren er en ret let rolle at gå til, men på ingen måde uinteressant. Fanget mellem ungdommen og voksenlivet er han ret relaterbar for den gennemsnitlige Fastavaldeltager. Han er ufattelig loyal overfor sin familie, men samtidig måtte han stoppe sit liv, for at tage sig af dem.
Udfordringen er nok, at en spiller ikke må gøre ham for sur og træls. Kærligheden til familien må ikke glemmes. Men rammer man den smertefulde balance, af at være træt af familien og bebrejde dem lidt, og så samtidig føle skam over sine negative tanker, og hele tiden vide, at man elsker dem overalt på jorden, så er det perfekt.
Tvillingen Daniel
Daniel kræver balance. Han er IKKE et trælst barn. Daniel skal derfor ikke nødvendigvis bare gives til den yngste spiller. Men til en spiller, som kan formå at bruge leg og barnlighed til at muntre de andre op. Daniel er det uskyldige livsglade lys i mørket. Hans fantasipåfund skal ikke afbryde en god samtale, men løfte stemningen, når der er mørkest.
Endnu en udfordring er hans lidt mærkelige situation, af at være “dead all along.” Jeg har prøvet at skrive Daniel, som en slags hjælpende engel, for hvem, det faktisk ikke burde betyde noget, at han aldrig har været der. Det ændrer ikke hans mission: at hjælpe de andre. Det gør den kun mere vigtig. Den rigtige spiller griber dette og løber med det.
Mor Merete
Endnu en rolle som kræver balance. Hun skal være beundringsværdig men skrøbelig. Hun skal formå at være et kærligt væsen over for hele sin familie og samtidig dybt uretfærdig. Hun sårer dem omkring sig, især Louise, men hun gør det ikke med vilje, og hun hader sig selv når det sker.
Man skal huske, hvad hun er gået igennem. I samme ulykke mistede hun sin mand og, (viser det sig) sin søn. Det har i bund og grund knækket hende. Denne rolle skal spilles af en, som kan finde ud af at være omsorgsfuld og bund uretfærdig, formidabel og skrøbelig. Som kan huske, at hun er skadet og såret, men ikke selvoptaget.
Tvillingen Louise
Louise skal spilles af den mest afholdte spiller. Ikke nødvendigvis den mest karismatiske. Men den, som alle i gruppen instinktivt bare holder af. Du ved godt, hvem det er. Det gør man næsten altid. Louise er som Alice, Dorothy og Sarah før hende: centrum i historien, og historiens styrke er afhængig af, hvor meget man holder af hende.
Derudover er Louise en ret almindelige pige af ubestemt alder, på vej ind i teenageårene, med fremtidens byrde på hendes skuldre. Hun spejler sig i de andre, for at prøve at finde ud af, hvem hun vil være. En udfordring vi alle kender til, fordi vi enten er i det eller har været i det.
Giv spillerne deres rolle, enten som trykte eller via links til hjemmesiden. Brug evt. QR-koden ved rollerne. Fortæl at man ikke må klikke på linket til scene 1, før du giver dem lov.
Giv dem herefter tid til at læse deres roller. Bed dem komme hen til dig, når de føler, de forstår deres rolle. Så kan du individuelt tage en kort snak med hver spiller og afklarer evt. tvivl om deres rolle, mens de andre læser færdigt.
Hvis der er ventetid, kan de enten læse deres roller igen og eller gå rundt mærke deres sanser og lade omgivelserne sive ind. Nu er også et godt tidspunkt til en kort WC-pause, hvis der er et i nærheden.
Når alle er klar, så bed hver især kort præsentere deres rolle. Stil gerne uddybende spørgsmål, hvis der er ting, de undlader, du gerne vil have med. Imens laver du navneskilte og giver spillerne dem på.
Mindemekanikken
Når alle roller er præsenteret, beskriver du mindemekanikken:
“Som vi har øvet to gange nu, kan alt i disse omgivelser vække minder.
Alle sanseindtryk kan aktivere hukommelsen og kreativiteten.
Hvis blot vi giver os tiden til det.”
“Da rollerne ankommer til Bedstefars hjemstavn, kan de intet huske fra tiden der.
Men hurtigt viser det sig, at alt kan vække minder for dem, hvis bare de fokuserer på det.”
Derfor, når I bevæger jer rundt, så er I meget opmærksomme på jeres omgivelser og hinanden.
Opsøg hinanden, og se, hvad de andre er optaget af.
Inviter hinanden til at fokusere på noget, I finder interessant.”
“Mindemekanikken fungerer ved at to eller flere af jer fokuserer dvælende ved noget.
Det kan være små ting, som en enkelt genstand, eller større som en hel udsigt.
Det kan også være en lyd, en duft eller blot følelsen af barken på et træ.
Alle sanser kan bruges.”
“Når en af jer har en ide til et minde, ud fra det I fokuserede på, inviterer I den eller de andre til at deltage i skabelse af mindet.
Det kan man gøre, både ved at beskrive et minde:
“Jeg kan huske, at vi engang klatrede op i det der træ.”
Andre kan så bidrage med detaljer til mindet:
“Ja du ville hjælpe mig med at komme over min højdeskræk.”
“Man kan også inddrage andre, ved at stille et spørgsmål:
“Hvad var det nu du fortalte mig, om denne sø?”
Som den anden så kan svare på:
“Jo det var her, far lærte mig at fiske.”
“De to metoder, kan naturligvis kombineres:
“Jeg kan huske, det var på den her bænk, jeg fandt dig, da du stak af hjemmefra, hvorfor var det nu, du gjorde det?”
“Nå ja, det var efter et kæmpe skænderi med mor, hvordan var det nu, du fik mig overtalt til at komme hjem?” Osv.
På den måde skaber man sammen et minde.
Ved at give informationer og bygge videre på dem.
Samt spørge frem og tilbage til hinanden.”
”Et minde er skabt, når de informationer, der virker vigtige, er kommet frem.
Det kan være så lidt som to sætninger til en hel samtale.
Lad mindet stoppe, når det giver mening.
Træk det endelig ikke i langdrag.
Man kan altid vende tilbage til det senere.
Skab et minde sammen
Hvis du har mulighed for det, så bevæg jer lidt rundt i området, under disse øvelser, så der er lidt forskellige omgivelser at skabe minder ud fra.
Del spillerne op to og to dig selv inklusiv, (to og to uden dig, hvis I mangler en spiller).
Bed spillerne sprede sig lidt ud, og uden at sige noget, find noget, at roligt fokusere på sammen, og skab et minde ud fra det.
Samle spillerne og giv mulighed for spørgsmål og tvivl øvelsen måtte have givet.
Giv derefter lidt rammer for minderne:
”Minder skal ikke være positive,
men må godt.
Man må godt skabe negative minder, man må også lade være.
Eller de kan være ambivalente?
Alt fra den glemte tid er relevant og vigtigt.”
”Minder behøver ikke give mening.
Minder kan være selvmodsigende.
Minder kan være, hvad I gør dem til, det er jeres redskab.
Brug det til at skabe en dyb og solid oplevelse for hinanden.”
”Det samme sted kan vække flere forskellige minder.
Minder kan ændre sig efterhånden, som historien skrider frem.
Vend gerne tilbage og uddyb gamle minder.
For eksempel hvis scenerne har givet et minde en ny betydning.
Eller måske var det husket forkert og skal ændres?”
“Man genbesøger minder ved at beskrive det samme minde igen.
Måske tilføjer, at man er blevet i tvivl, om det faktisk skete sådan, eller hvad der nu passer ind.
”Kan du huske picnicen under træet der? Jeg tror ikke, det var sådan det skete.”
Vil man genbesøge et minde, fra et område, vi er gået væk fra, så enten lav det om, så det faktisk skete, hvor vi er nu, eller kig over, mod det område, og brug udsigten, til at genbesøge det.”
Spørg om de har spørgsmål til mindemekanikken.
Under de følgende øvelser, skal du holde øje med, om de bruger mindemekanikken bevidst, tager de udgangspunkt i en genstand eller et sted, bruger de deres sanser, tager de sig tid til at dvæle lidt, inden de går i gang. Hvis ikke, så mind dem blidt om det, når en øvelse er slut.
Skab et minde sammen i rollen fra før ulykken
Del spillerne op tre og to, (inklusiv dig selv, hvis du spiller med). Sig:
”Vi nærmer os nu spilstart, derfor skal I spille som jeres rolle i de næste par øvelser.
I må gerne skimme jeres rolle igen, hvis der er behov for det.
Ellers luk jeres øjne, og brug et par sekunder på at finde til ro i rollen.
I skal nu, i de to grupper, skabe et minde fra før ulykken.
Engang hvor familien var på besøg i Bedstefars hjemstavn.
Mindet kan være hvad som helst.
Men lad det gerne være hverdagsagtigt”
Når minderne er skabt, så lad de to grupper kort beskrive det minde de skabte,
så alle kan bruge det i spillet. Sig:
”Hvis man fortæller et genskabt minde, til en anden rolle, som ikke var med i skabelsen,
vil denne også huske mindet. Denne er så at sige blevet mindet om det.”
Giv igen mulighed for spørgsmål efter behov.
Gentag øvelsen, hvis det er meget tvivl, eller du føler, det vil gavne.
Fra minde til scene
Derefter øver I, hvordan man kan udvide minder til en mindre scene. Fortæl:
“Når I skaber et minde, vil I hurtigt kunne mærke, hvor meget kød der er på det.
Det kan være, at minde føles så stærkt og relevant, at I gerne vil gå mere i dybden med det.
Hvis det sker, så kan man udvide et minde til en lille scene.”
“Hvis du synes, at et minde kunne være interessant at spille som en scene, så ræk hånden frem indbydende mod den eller de, som skaber mindet med dig, sådan her, (vis det).
Hvis de andre er enige, kopierer de dit tegn, og rækker også hånden frem.
Hvis de ikke vil gøre mindet til en scene, løfter de hånden afvisende sådan her, (vis det).”
”Man skal ikke begrunde, hverken en indbydelse til en scene, eller en afvisning.
Det er helt ok ikke at have lyst eller overskud til at spille en scene.
Det er ikke en afvisning af den anden spiller eller rolle.
Det er et metaforisk tegn, og ikke noget rollen gør i fiktionen.”
“Hvis en person afviser, så stopper mindet og I fortsætter normalt spil.”
“Hvis alle accepterer, så luk jeres øjne, tag en dyb langsom indånding sammen og åben jeres øjne.
Spil en kort scene sammen, hvor I genudlever det minde, I netop skabte.”
“Når man føler, at en scene har vist eller opnået det den skulle, så løft hånden med håndfladen mod de andre, som ved afvisning. Sådan viser du, at du synes, scenen skal slutte.
”Når det sker, slutter scenen, på samme måde, som den startede.
Ved at lukke øjnene, trække vejret dybt, og så åbne øjnene igen.
Derefter er I tilbage i nutiden og ingame igen, hvor I alle nu kan huske, hvad der skete i det minde.”
”En scene behøver ikke have en tydelig start og slut.
Det kan sagtens være ti sekunder midt i en leg, eller tre sætninger midt i et skænderi.
I behøver ikke have det hele med, blot nok til at vise, hvad der var på spil i det minde.
Både for at have fokus på det vigtigste, og så ikke alt jeres spil foregår i fortiden.”
Minder behøver ikke være samtaler, det kan også være noget, der skete i dyb tavshed.
Såsom: ”dengang vi vaskede sammen, og det bare var rart og hyggeligt.”
“Nu øver vi, hvordan et minde bliver til en scene.
Fordel spillerne ud i to nye grupper på to og tre og forklar:
”Start som før, ved at finde et sted, I vil skabe mindet ud fra, og skab et minde som før.
Men denne gang, skal en af jer, efter kort tid, invitere de andre til at starte en scene.
Husk at række hånden inviterende frem.
Til denne øvelse skal de andre acceptere, ved at kopiere bevægelsen.
Men under scenariet kan man som sagt altid afvise.
Husk også at afslutte scenen ved at løfte hånden afvisende op.
Husk kun at spille, det som er mest relevant, og stop, så snart det har været der.
Dette minde skal også være fra et besøg til hjemstavnen inden ulykken.
Igen skal I spille som jeres roller.”
Lad spillerne skabe mindet og spille en kort scene
Hvis de begynder at lade scenen blive for lang, så cut den gerne, og mind dem om, at de gerne må holde scenerne kort, med fokus på det, der er vigtigt.
Når scenerne er færdige, samler du spillerne og beder dem igen kort beskrive de to minder.
De faste scener
Nu beskriver du, hvordan du vil sætte scener for dem:
“I løbet af scenariet,
vil jeg sætte en række scener.
De er ekstra stærke minder, som pludselig overmander jer alle sammen.
Det sker, fordi I genkender stedet, og pludselig husker, det afgørende øjeblik, der skete lige der.”
”Inden en scene, vil jeg gå rundt og samle jer.
Ved at række hånden frem.
Som når I inviterer til en scene, men min “indbydelse” skal I acceptere.
Det gør I ved at blive tavse, blive i rollen, men træde ud af spil og gå med mig.
Jeg fører jer hen, hvor vi skal spille scenen.”
”Her vil I hver især får en kort tekst, der kan beskrive ting som:
Hvad jeres rolle ved op til scenen.
Hvilket humør rollen er i.
Instrukser, så som, hvordan I skal opføre jer i scenen.
Ting I skal gøre undervejs, reaktioner, handlinger osv.
Disse instrukser skal I følge.”
Alt efter om du bruger printudgaven eller hjemmesiden, kan du enten nævne at du giver dem instrukserne på papir, eller at de skal klikke videre på linket til næste scene i deres rolle.
“Når I har læst og forstået jeres instrukser, kigger I på mig og nikker, så jeg ved, I er klar.
Hvis I har spørgsmål, så hvisk dem til mig.
Når alle er klar, vil jeg bede jer, lukke jeres øjne og tage en dyb vejrtrækning sammen.
Derefter vil jeg kort sætte scenen, og bede jer åbne jeres øjne og begynde at spille.
Når jeg cutter scenen, skal I lukke jeres øjne igen og tage en dyb vejrtrækning sammen.”
“Så vil jeg give nogle instrukser, der fører jer ud af scenen
Når jeg beder jer åbne jeres øjne, er I ingame igen, tilbage i nutiden.
Spil videre, reager på, hvad der er sket, snak om det.
Skab nye minder på baggrund af det, gentag evt. gamle minder, som har fået en ny betydning.”
Sidste spørgsmål og spilstart
Giv spillerne mulighed for at stille de sidste spørgsmål, og mind evt. om elementer og dele af scenariet, du føler, de har brug for at blive mindet om. Det kan både være mekanikken, men også stemningen og spillestilen. Giv også mulighed for en pause inden spilstart, hvis der er behov for det, men bed spillerne tale mindst muligt og holde sig i stemningen.
Når alle er klar, samler du spillerne lidt fra, hvor du vil sætte første scene, (Ankomst til Bedstefars hjemstavn). Og giver sidste praktiske instruks:
”Husk altid at holde øje med, hvor jeg er, og følg med mig.
Jeg vil langsomt fører jeg rundt til, hvor scenerne skal spilles.
Så længe I nogenlunde følger med mig, er I frie til at bevæge jer rundt i området.
Så længe I ikke forstyrrer nogen naturligvis.”
Her kan du evt. også sige lidt om, hvor stort området, I spiller i, er, og om I bevæger jer fra sted til sted, eller det bliver lidt på kryds og tværs i et lille område. Derefter starter du spillet sådan her:
“Om lidt starter vi.
I må ikke skabe minde, før vi har spillet første scene.
Snak mindst muligt, vær gerne helt stille.
Lige nu, hvor I lige er ankommet, er I hver især optaget af jeres egne tanker.
Hvad vil der mon ske?
Hvad gemmer sig, i de glemte minder?
Vil dette overhoved virke?
Hvad håber I på at finde?
Er I spændte, nervøse, hvad?
Slap af og brug tiden til at finde helt ind i jeres rolle og dennes tanker.”
”Mens vi går, kig rundt og lad omgivelserne sive ind.
Imens vil jeg føre jer hen, til hvor vi spiller første scene.
Gå hvor I vil, men husk altid at holde jer i nærheden af mig.
“Første scene er på den måde det første minde.
Det er her, I finder ud af, at jeres ide virker.
At vende hjem til hjemstavnen vækker virkelig jeres minder.
Når den scene er slut, så spiller vi videre normalt, skab minder, snak, undres osv.”
Når det er sagt, og hvis der ikke er flere spørgsmål, så bed spillerne lukke deres øjne og sammen tage en dyb vejrtrækning. Mens de står med lukkede øjne, siger du:
“Når jeg beder jer åbne jeres øjne lige om lidt, så er vi ingame, Tal venligst ikke, men vær blot i jeres rolles tanker. Nu er I her endelig igen, hvad vil der ske, hvad vil I huske, det ved I ikke, men snart vil I måske få de svar I drømmer om. Vil det være det værd?
Så bed spillerne åbne deres øjne og scenariet er i gang.