Mindet om Daniel
Sted: Et sted, hvor man kan lege. Kan være en legeplads, en kælkebakke, et klatretræ, en naturlegeplads. Det kan være mange forskellige ting, bare det er et sted, et barn kunne finde på at opsøge, for at lege.
Samle spillerne i nærheden af stedet. Hvis det er en legeplads eller lignende, og der er børn, så spil lidt på afstand, så I ikke forstyrrer eller bliver forstyrret. Når spillerne står med lukkede øjne, så giv dem evt. praktiske informationer om dette, så som, at Daniel nok ikke bør løbe hen og lege, hvis der er rigtige børn i gang.
Sæt derefter, som før, scenen:
“Livet slæbte sig uundgåeligt videre efter alle disse tab. Nu kun Mor, Louise og Daniel. Men næsten som forventet, kunne selv dette ikke fortsætte sådan.”
Når scenen er slut og spillerne igen står omkring dig med lukkede øjne siger du:
“Intet giver mening mere, eller gør det netop? Det er ikke til at vide. Selvom I næsten ikke vil mere, er I nødt til at fortsætte. Nogle minder skal måske genbesøges efter dette? Men nye skal nok også skabes? Daniel, ligesom de to andre, spiller du stadig med på lige fod, og kan tale, og medskabe minder, selvom du aldrig har været her.”
Tekster til spillerne
Louise
Det var en frygtelig men nødvendig løgn, der opstod efter ulykken. Mors sind kunne ikke holde til både at miste sin mand og hendes elskede lille dreng. Så kort tid efter ulykken begyndte hun at lade som om, Daniel stadig var her.
Modvilligt, men for mors skyld, gik vi alle med på legen, til en sådan grad, at det nogle gange føltes som om, han faktisk var her. Men det var han ikke, han omkom i ulykken sammen med far og bedstemor.
Til sidst var det ikke nogen leg for Mor mere, for hende, og nogle gange også os andre, var Daniel her faktisk stadig. Af og til var det faktisk en sær befrielse at lade som om, Daniel var her, så gjorde det mindre ondt. Men samtidig kunne jeg ikke undgå at blive såret, når Mor gav ham, der slet ikke var her, mere kærlighed end mig.
Men nu var der kun mig og Mor tilbage, og jeg havde brug for min mor. Så selvom jeg hadede mig selv for det, var jeg nødt til at overbevise hende om, at Daniel ikke var der mere, så vi kunne hjælpe hinanden, være der for hinanden.
En dag, hvor “Daniel” havde insisteret på at gå herhen for at lege, besluttede jeg mig for at bryde illusionen. I løbet af scenen, skal jeg langsomt overbevise Mor om, at Daniel ikke er her.
Scenen slutter, når hun tror på mig.
Mor
Hun havde siddet længe og stirret på den blanke skærm, tom for ord, da Daniel kom ind og ville ud at lege. Så I gik alle tre ned til hans yndlings legested. Men der var noget, i måden Louise reagerede på, der bekymrede Mor. Louise havde noget vigtigt på hjertet.
I starten skal Mor ikke tro på, hvad Louise fortæller hende, men langsomt bliver hun overbevist.
Scenen slutter, når Mor tror på Louise.
Daniel
Da mor havde siddet og stirret på den dumme computer længe, vidste Daniel, at hun ikke fik skrevet den dag, heller. Hun skulle distraheres, så han insisterede på, at alle tre gik ned til hans yndlings legested.
I denne scene leger Daniel i nærheden, mens Mor og Louise snakker. I starten må han gerne være højlydt. Leg, dans, syng gerne. Men han kræver ikke deres opmærksomhed.
Han skal lytte til, hvad de siger, men ikke reagere på det. Langsomt som samtalen udvikler sig, bliver han mere og mere stille, og leger mindre og mindre.
Til sidst står Daniel helt stille og kigger på Mor og Louises samtale, og siger ikke et ord. Efter scenen, har de to brug for kærlighed, omsorg og hinanden. Giv dem plads. Hjælp dem, ved at lade dem skaber minder, om tiden efter denne scene.
Søren og Bedstefar
Han er ikke med i denne scene, kig stille på, hvad der sker.
Efter scenen har Daniel nok brug for omsorg og forståelse, giv ham det.